
NEWS: Flere kvinder beskylder Trump for sexchikane: Vi vil have en undersøgelse
Flere kvinder beskylder Trump for sexchikane: Vi vil have en undersøgelse · New Yorks borgmester: Eksplosion var forsøg på terror · Dansk Supermarked introducerer vegansk hakkekød · Angela Merkel er forfærdet: Jødiske flag og symboler bliver brændt i Berlin · 74-årig læge stopper: Sendte kvinde til operation – overså at hun var gravid · 100 kvindelige skuespillere deler krænkelser med andre · Dagens billede
Vi har udvalgt dagens væsentligste, sjoveste og skæveste nyheder, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.
Flere kvinder beskylder Trump for sexchikane: Vi vil have en undersøgelse
Tre kvinder kræver, at den amerikanske Kongres undersøger Donald Trump for seksuelle overgreb. Det skriver DR. De tre kvinder, Jessica Leeds, Samantha Holvey og Rachel Crooks, beskylder den amerikanske præsident for at have befamlet, chikaneret, ydmyget og kysset dem mod deres vilje.
– Normalt ville en person med et sådant generalieblad ende på de politiske ambitioners kirkegård. Men her står vi altså alligevel med manden som præsident, sagde Rachel Crooks på et pressemøde i New York.
Trump har endnu ikke kommenteret på anklagerne, men meldingen fra Det Hvide Hus lyder, at kvindernes anklager er “falske”.
Pressemødet blev afholdt af filmselskabet “Brave New Films”, som for en måned siden offentliggjorde dokumentaren “16 Kvinder og Donald Trump”. I dokumentaren medvirker 16 kvinder, der de sidste to år har beskyldt Donald Trump for sexchikane.
Læs mere: Mere end 2 millioner mennesker protesterede mod Trump

New Yorks borgmester: Eksplosion var forsøg på terror
En eksplosion ved Port Authority busterminal på Manhattan igår, var et terrorforsøg. Det siger New Yorks borgmester, Bill De Blasio.
New Yorks politi har allerede tilbageholdt en mand, som er mistænkt for at stå bag eksplosionen. Brandvæsenet i New York skriver på Twitter, at fire er sårede efter eksplosionen. En af dem er den tilbageholdt mistænkte. Alle er dog uden for livsfare. Ifølge politiet bar manden en “improviseret lavteknologisk eksplosivt apparat, som var sat fast på hans krop”. Hvorvidt manden har forbindelse til nogen terrororganisation er stadig uvist.
Ifølge borgmesteren ser det ud til, at den mistænkte handlede alene, og der er heller ikke mistanke om flere lignende hændelser. New Yorks politi og brandvæsen vil dog fortsat være massivt til stede i byen for at sikre ro og tryghed. Det skriver DR.
Læs mere: Eksplosion på Manhattan er terror, siger New Yorks borgmester

Dansk Supermarked introducerer vegansk hakkekød
Fra den 2. januar 2018 vil samtlige 600 butikker under Dansk Supermarked vil sælge en vegansk plantefars ved navn Naturli’Hakket. Produktet er en plantefars, der skal udgøre et alternativ til hakkekød for vegetarer og veganere. Det skriver Politiken.
Produktet er lavet udelukkende af planter som hvede, soja, rødbede, kokosolie, mandler, tomater og karljohansvampe, og er designet til at give den samme struktur, protein, farve og smag som hakkekød lavet af ja, hakket kød.
Kødet vil også indeholde en række tilsætningsstoffer, der skal holde farsen stabilt. Ifølge Politiken er der kun to lignende produkter i verdenen – Impossible Burger, der kun fås på omkring 10 amerikanske restauranter, og Beyond Meat, der fås i omkring 1000 amerikanske butikker – primært specialbutikker – som færdigformede burgerbøffer.

Angela Merkel er forfærdet: Jødiske flag og symboler bliver brændt i Berlin
Brændende Davidsstjerner og andre jødiske symboler er et syn, der igen kan opleves i Tyskland, og det vækker ikke gode minder. Sidst dette skete var under Hitlers terrorregime, denne gang skyldes det den stigende spænding rundt om i verden på grund af Donald Trumps beslutning om at flytte den amerikanske ambassade til Jerusalem, og samtidig anerkende byen som Israels hovedstad.
Derfor har forbundskansler Angela Merkel og flere andre politikere fordømt afbrændinger af israelske flag ved demonstrationer i landet i de seneste dage. Det skriver Politiken.
– Vi vender os mod alle former for antisemitisme og fremmedhad. Staten må bruge alle tænkelige midler for at stoppe det, forlangte Angela Merkel i går på et pressemøde i Berlin.
Fredag blev der sat ild til det israelske flag tæt på den amerikanske ambassade ved Brandenburger Tor i Berlin. Det blev efterfulgt ved flere flagafbrændninger ved en demonstration i indvandrerkvartererne Neukölln og Kreuzberg om søndagen. Bannere med paroler som “Død over Israel” og “Israel er en barnemorder” blev båret ved demonstrationerne.
Der er sket flere lignende ting over hele verden. Læs mere her: Reaktioner på sagen om Israel, Palæstina og Jerusalem
Læs også: Forstå sagen: Derfor vækker Trumps udmelding om Israel, Palæstina og Jerusalem vrede og Forstå sagen: Derfor er der konflikt mellem Israel og Palæstina

74-årig læge stopper: Sendte kvinde til operation – overså at hun var gravid
En 74-årig praktiserende læge i Vendsyssel/Sæby overså en graviditet og sendte i stedet kvinden til en operation for at få fjernet brok og få en sterilisation. Det var bare en af flere fejl, som førte til, at lægen fik forbud mod at arbejde videre uden supervision af en anden læge, viser dokumenter fra Styrelsen for Patientsikkerhed, som DR P4 Nordjylland har fået aktindsigt i.
I oktober skrev Styrelsen, at der er begrundet mistanke om, at lægen på grund af mangelfulde faglige kompetencer kan antages at være til fare for patientsikkerheden. Blandt andet har lægen udskrevet uhensigtsmæssig medicin, og at han har udskrevet i for høj startdosis.
– Det er alvorlige fejl, som man bare skal lave en af for at miste sin ret til at arbejde selvstændigt, siger lektor og ph.d. i velfærdsret ved Aarhus Universitet Caroline Adolphsen til DR P4 Nordjylland.
Lægen har valgt at lukke sin klinik efter påbuddet om kun at måtte arbejde videre under supervision af en anden læge. Lægen var allerede ved at planlægge sin pension og havde i forvejen meddelt Region Nordjylland, at han ville lukke klinikken i 2018.
– Jeg kan ikke offentligt forsvare mig på enkelte sager, da jeg har tavshedspligt, men jeg vil gerne understrege, at jeg ikke har kendskab til patienter, der er blevet groft fejlbehandlet eller har taget skade, skriver lægen på sin hjemmeside.

100 kvindelige skuespillere deler krænkelser med andre
Kulturminister Mette Bock (LA) siger nu, at der er brug for, at film- og teaterbranchen reagerer og i højere grad sikrer, at man ikke bliver udsat for chikane på sin kunstneriske arbejdsplads. Det sker, efter at 100 skuespillere via en lukket Facebook-gruppe har delt deres oplevelser om seksuelle krænkelser.
Alle 100 vidnesbyrd blev læst i anonymiseret form søndag eftermiddag på Betty Nansen Teatrets Edison-scene søndag eftermiddag.
Ifølge formanden for Danske Filminstruktører, Christina Rosendahl, er der nu ved at blive handlet på sagerne.
– Vi har lavet en arbejdsgruppe for alle organisationerne i film- og teaterbranchen. Her er vi i gang med at udarbejde et code of conduct (adfærdskodeks, red.), samt at indsamle ekspertviden fra blandt andet Arbejdstilsynet om, hvilke initiativer vi bør sætte i værk, siger hun til avisen.
Tidligere har 241 medlemmer af Dansk Skuespillerforbund i en spørgeskemaundersøgelse foretaget af Politiken sagt, at de inden for de seneste 10 år har været udsat for krænkelser fra deres overordnede. 149 af dem har oplevet fysiske krænkelser i form af eksempelvis berøringer eller kys. Det skriver Ritzau.
Læs også: Elever på filmselskab straffes med smæk eller gårdarbejde

Dagens billede
