Forstå sagen: Derfor er der konflikt mellem Israel og Palæstina

Konflikten mellem Israel og Palæstina er lang, dyb, blodig og af bibelske dimensioner. Hvordan blev Palæstina til Israel? Hvorfor skulle jøderne have lige netop den stribe jord efter 2. Verdenskrig? Hvorfor har Trump antændt konflikten om Jerusalem igen? Forstå sagen på få minutter

Mange forbinder konflikten mellem Israel og Palæstina med 2. Verdenskrig, og det er særligt inden for de seneste knap 70 år, at stridigheder mellem de to parter har taget til.

Men de to landes konflikt stikker meget dybere og er meget ældre. Faktisk er den dybt filtret ind i religion, historie, krig og politik, og den er aldrig rigtig slut. Jerusalem er epicentret for konflikten, og byens skæbne er Israels, Palæstinas og i den grad også verdens skæbne.

Det har Donald Trumps udmelding om, at Jerusalem er Israels hovedstad og at USA’s ambassade skal ligge i byen, bevist. Over hele verden fordømmes beslutningen politisk, og det har ført til voldsomme demonstrationer og protester i flere lande.

Hvorfor er de to naboer Israel og Palæstina i kamp mod hinanden? Hvorfor er Jerusalem så vigtig? Hvorfor betyder Trumps udmelding så meget for verden? Hvordan blev Palæstina til Israel? Forstå det og meget mere på få minutter.

Læs mere: Forstå sagen: Derfor vækker Trumps udmelding om Israel, Palæstina og Jerusalem vrede

En konflikt af bibelske dimensioner

For at forstå konflikten mellem Israel og Palæstina, skal vi først kigge på Biblen og Det Gamle Testamente.

Ifølge Tanakh (også kaldet den hebraiske bibel) og Det Gamle Testamente er der nemlig et særligt område, der blev lovet til Abraham og hans efterkommere af Gud. Området beskrives som “løbende fra Egyptens flod (Nilen) til Eufrat-floden”.

Men da Moses førte jøderne ud af Egypten under xxodus, erobrede de – altså Abrahams efterkommere – et mindre område, der beskrives som Kanaaens land i Biblen, og landet øst for Jordan-floden. Det erobrede område svarer til det, vi kender som Israel og Palæstina i dag.

Landet, Abrahams efterkommere erobrede, var godt nok ikke helt det, der var beskrevet i Biblen, men Moses opfattede den succesfulde erobring af kanaaernes land som Gud, der opfyldte sit løfte til Abraham om land til hans efterkommere. Forventningen var, at Gud senere ville give israelitterne det land, der stod beskrevet i Biblen.

Jøder og zionister

Historien om Israel og Palæstina er samtidig historien om zionisme. Landet, der blev lovet til jøderne ifølge Det Gamle Testamente, kaldes Zion. Jerusalem betegnes også nogle gange som Zion. Det er dette navn, zionismen er opstået fra.

Zionisme er en politisk bevægelse, der kæmper for, at jøderne skal have deres egen stat. Den østrisk-ungarske journalist Theodor Herzl (1860-1904) betragtes som grundlæggeren af moderne zionisme, og han mente ikke, at jødedom kun var en religion, men en nationalitet, der skulle have sin egen stat.

I sin bog Der Judenstaat (Jødestaten) fra 1896 forklarede Herzl, at zionismens mål var at skabe en jødisk stat uden for Europa, hvor jøderne kunne leve i fred for forfølgelse. Theodor Herzl var overbevist om, at historien havde bevist, at jøder og ikke-jøder ikke var i stand til at leve sammen på grund af antisemitisme.

Årsagen til denne udmelding var, at antisemitisme var begyndt at brede sig i Europa og Rusland. Blandt andet blev jøder overfaldet, udsat for massakre, fik frataget deres ejendomme, nægtet indrejse til andre lande og blev smidt i ghettoer.

I 1897 stiftede Herzl Zionistiske Organisation, og missionen var at oprette en israelsk stat uden for Europa. Dette var stadig under kolonitiden og mange dele af verden var endnu ikke “claimet”, som de er i dag. Herzl foreslog derfor områder i Afrika og Sydamerika, som muligt land til jøderne. Sådan blev det dog ikke.

Det samme år blev den første zionist-kongres afholdt. Trods store uenigheder blandt de deltagende jøder på kongressen, lykkedes det dog at etablere et fælles mål for Zionismen: At etablere et offentligt og lovligt garanteret hjem i Palæstina til det jødiske folk.

Læs også: Reaktioner på sagen om Israel, Palæstina og Jerusalem

Englænderne lover zionisterne land

Zionismen er delt op i en religiøs og en politisk gren. Den religiøse zionisme forankrer deres krav på Palæstina i forhold til religiøse tekster, hvor Gud har udpeget Zion for jøderne i Det Gamle Testamente. Den politiske zionisme tager udgangspunkt i historien, hvor jøderne blandt andet boede i Jerusalem, indtil romerne fordrev dem efter et oprør i 130’erne.

Frem til 1917 var zionismen en relativt lille bevægelse, men så udformede Storbritanniens udenrigsminister Arthur James Balfour et brev – Belfour-deklarationen – til lederen af de britiske jøder, Lord Rothschild.

Årsagen til brevet var 1. Verdenskrig, og briterne stod ved Jerusalems porte, men havde problemer med at overvinde det ottomanske riges hære. Med hjælp fra Jerusalems jøder ville det være muligt at besejre tyrkerne og indtage byen. I brevet lovede Balfour zionisterne og det jødiske samfund et nationalt hjem i Palæstina som tak for deres hjælp mod tyrkerne.

Det er uklart, hvad der konkret skal forstås ved et “nationalt hjem”, for der tales ikke om en jødisk stat. Det, der dog er klart er, at Balfour udtrykkeligt understregede, at oprettelsen af dette nationale jødiske hjem på ingen måde måtte krænke de juridiske og religiøse rettigheder for de befolkningsgrupper, der allerede boede i området. Der måtte heller ikke gøres skade på de rettigheder og den status, jøder i noget andet land havde.

Da briterne vandt over ottomanerne, fik de den militære autoritet over Palæstina fra 1917 til 1922. Derefter fik briterne mandat af Folkeforbundet til at styre Palæstina samt forberede folket på selvstyre. I starten af 1900-tallet boede der primært muslimer og kristne i området og en mindre jødisk befolkning. Med Balfours løfte om at støtte et zionistisk og jødisk hjemland, begyndte antallet af jøder, der immigrerede fra Europa til Palæstina at stige drastisk.

Se mere: Mindst 31 palæstinensere såret af skud ved protester

Zionisterne laver en aftale med nazisterne

I løbet af det næste årti blev den jødiske befolkning i Palæstina fordoblet til trods for arabiske protester. En stor del af den arabiske befolkning i Palæstina boede i landsbyer med lokale styreformer og havde kun et meget løst eller ikke eksisterende forhold til de større byer. Den nationale politik var styret af landets tre største familier.

De jøder, der ankom til Palæstina var mere organiserede. De dannede en undergrundsstyrke, der hed Haganah, som betyder forsvar, de oprettede et skyggeparlament, der styrede alle aspekter af det jødiske samfund i Palæstina, såsom skole, fagforeninger, politiske partier, landbrug, lovgivning, og etablerede bosættelser og kibbutzer.

De arabiske palæstinensere frygtede, at de med tiden ville blive skubbet ud af et fremmed folk og op igennem 1920’erne udbrød der blodige protester. Englænderne forsøgte at dæmme op for konflikten ved at stoppe jødisk indvandring, og det førte til udviklingen af samtidig ekstreme jødiske grupper, der kidnappede, bombede, dræbte, truede og saboterede briter, palæstinensere og endda jøder, som modsvar på angreb.

Indvandringen fortsatte, og ønsket om at få en jødisk stat var så stort, at zionister endda indgik Ha’avarah-aftalen med et spirende tysk parti i 1933. Aftalen med det Nationalsocialistiske Parti – bedre kendt som nazisterne – gik ud på, at alle velhavende jøder, som frivilligt forlod Tyskland, kunne få lov at beholde deres værdier. Blev de i Tyskland, kunne de risikere, at deres værdier blev indefrosset og i sidste ende ville gå til den tyske stat.

Mange flygtede fra Europa til Palæstina, men mange jøder blev også tilbage og blev slået ihjel under Hitlers regime.

Se også: Israelsk minister går af efter sporarbejde under sabbatten

Den første krig mellem Israel og Palæstina

Da røgen havde lagt sig efter 2. Verdenskrig, og konsekvenserne af Hitlers KZ-lejre og Holocaust stod tydeligt frem, begyndte jødiske organisationer at genstarte deres kampagner for uhindret immigration til Palæstina. Samtidig oplevede jøder og zionister en enorm støtte fra USA.

De jødiske undergrundsorganisationer skruede op for terrorkampagnen for at skubbe briterne ud. De anklagede også briterne for at støtte palæstinensere og arabere. Palæstinenserne angreb også briterne, som de mente bar skylden for det jødiske indtog i landet.

Den britiske regering var mærket efter krigen og af pres fra både palæstinensere og jøder. Til sidst magtede briterne ikke at kontrollere Palæstina eller finde en løsning længere. Briterne gav derfor opgaven videre til FN, som i 1947 stemte for at dele Palæstina op i to: 55 procent af landet skulle være jødisk, og 44 procent af landet skulle være palæstinensisk. Jerusalem skulle være en international neutral zone.

Araberne svarede med voldelig modstand. Kampene begyndte næsten med det samme. Allerede inden det engelske mandat var blevet overgivet, begyndte jøderne at sikre og udvide territoriet for den nye, jødiske stat. De angreb områder, der var tilegnet arabere, og forsøgte at presse arabere ud af områder, der efter planen skulle være jødiske områder. Den første krig var begyndt.

Læs mere: Kvindelig israelsk soldat i karate-kamp mod ortodokse jøder

Palæstina blev til Israel

Egypten, Jordan, Syrien, Irak og Libanon gik i krig mod jøderne og forsøgte at invadere Palæstina, men den arabiske indsats var dårligt organiseret, og hærene var intet match for den israelske Haganah, der havde kæmpet med den britiske hær under 2. Verdenskrig.

De eneste, der fik en smule succes mod de israelske udvidelser var den engelske trænede arabiske legion, der formåede at holde stand i og omkring Østjerusalem og Den Gamle By på Vestbredden. Palæstinensiske og øvrige arabiske forsøg på modstand blev også slået ned med lethed. Israel vandt krigen.

Den 15. maj 1948 erklærede den jødiske leder David Ben Gurion Israel for en stat. Samme dag anerkendte USA og Sovjetunionen Israel som land. I 1917 havde der været omkring 50.000 jøder i Palæstina. I 1948 var det tal steget til 650.000.

Kort efter begyndte den palæstinensiske exodus, og i midten af 1949 var tusindvis af palæstinensere flygtet ud af landet. Palæstinenserne endte i flygtningelejre i Libyen, Syrien, Jordan og i Gaza, der var under egyptisk styre, samt i det palæstinensiske område Vestbredden, som var under jordansk styre.

Flere år senere, i 1967 efter Seksdageskrigen, havde Israel erobret de sidste palæstinensiske områder, hvor de blandt andet besatte Østjerusalem, Gaza og Vestbredden. De erobrede også Golanhøjderne i Syrien og Sinaihalvøen i Egypten og dermed også de steder, hvor palæstinensere var flygtet hen. Det betød, at Israel skulle bestemme over palæstinenserne. Et folk, de havde sloges med i årtier.

Læs mere: Israel legaliserer 4000 bosættelser på Vestbredden

Tæt på fred

Egypterne forhandlede Sinaihalvøen tilbage i 1978 med Bill Clinton som mægler i Camp David. Aftalen vakte vrede i store dele af den arabiske verden, men den blev også begyndelsen på lang tid med nogenlunde fred mellem Israel og nabostaterne. Israel fortsatte dog med at have kontrol over Gaza og Vestbredden, og her blev Israel-Palæstina-konflikten, som vi kender den i dag, for alvor født.

Det var i årene efter, at Palestine Liberation Organisation (PLO) blev dannet med Yasser Arafat i spidsen. Først ville PLO slet ikke anderkende Israel som stat og udførte adskillige terrorganisationer. Det var også på dette tidspunkt, at Israel begyndte de ulovlige bosættelser på Vestbredden og i Gaza. Med bosættelserne kom soldater til beskyttelse, og palæstinenserne blev skubbet ud af deres områder. Det førte til det første oprør – eller intifada, som de kaldes – fra 1987-1993.

I 1993 kom der et forsøg på fred. Principaftalen, som også kaldes Osloaftalen, er en fredsforhandling, der blev underskrevet den 13. september 1993 mellem Israel og PLO efter hemmelige forhandlinger i Norge. I aftalen skulle PLO anerkendes som det palæstinensiske folks legitime repræsentant, og så skulle PLO anerkende staten Israels ret til at eksistere. Med aftalen respekterede begge parter hinandens legitime krav i det område, der indtil 1948 havde været det britiske mandatområde Palæstina. I løbet af fem år skulle det føre til en endelig fredsaftale.

Men tidsrammen kunne ikke overholdes, og senere valg førte til en forværring af forholdet mellem Det Palæstinensiske Selvstyre og Israel. Med udbruddet af den anden intifada, al-Aqsa-Intifadaen, i september 2000 gik fredsprocessen helt i stå, og senere fredsforhandlinger bar ikke frugt.

Læs mere: Trump bryder med tidligere års Israel-Palæstina politik

Konflikten i dag

I dag er der omkring fire millioner palæstinensere. Tæller man flygtninge og efterkommere med, stiger tallet til omkring syv millioner. Mange lever på Vestbredden, i Syrien, Jordan og Libanon, og det anslås, at omkring 1,5 millioner palæstinensere lever i Gazastriben.

Efter den anden intifada i 2000 havde israelerne svært ved at se en fredelig fremtid med palæstinenserne, og de skærpede deres politik. De byggede checkpoints, murede Vestbredden inde og lagde Gazastriben i blokade.

I 2005 forlod Israel Gazastriben, og kort efter gjorde Hamas sit indtog. En Hamasledet regering blev taget i ed i marts 2006, men blev boykottet af både Israel, USA og dele af det internationale samfund, fordi Hamas ikke vil anerkende Israels ret til at eksistere. Store dele af verdens lande betragter Hamas som en terrororganisation.

Selv om de trak sig, har Israel fastholdt Gaza i en blokade siden 2005, og landet styrer områdets grænser. Israel har kontrol over kystlinjen, og bortset fra en enkelt grænsepost til Egypten styrer Israel alle veje ind og ud af Gaza. Gaza har ingen lufthavn, og blokaden begrænser, hvad der kommer ind og ud af varer, mad og mennesker. Der er ofte strømsvigt i området, stor arbejdsløshed og dermed også fattigdom.

Selv om palæstinenserne ikke har et militær, bliver der alligevel ofte fyret bomber af mod Israel fra Gaza. Israel har flere gange svaret på affyringerne med store offensive modangreb med store civile tab på palæstinensisk side og tab primært blandt soldater på israelsk side. Derudover har Israel fortsat sin aggressive bosættelsespolitik, og skubber dermed palæstinensere ud af Gazastriben og Vestbredden.

I 2017 har Israels præsident, Benjamin Nentanyahu, godkendt opførslen af 4.000 nye bosættelser på Vestbredden.

Hvad sker der med Trump og Jerusalem?

Som nævnt tidligere mødte det jødiske samfund stor støtte fra USA efter jødeudryddelsen under 2. Verdenskrig. De to landes forhold har været tæt forbundet siden da. Særligt USA har flere gange forsøgt at lave en fredsaftale mellem Israel og Palæstina.

Det internationale samfund støtter i vid udstrækning tostatsløsningen, og mange ønsker at gøre Gazastriben og Vestbredden til Palæstina, men Israel vil ikke gå med til det, før det føler sig sikkert, og Hamas anerkender Israel som stat. Det vil Hamas ikke. Derudover er også store spørgsmål, der skal klares i en fredsaftale:

Hvad skal der ske med israelere, der har bygget bosættelser på Vestbredden? Hvad skal der ske med de palæstinensiske flygtninge? Hvem skal styre Jerusalem?

Siden 1967 har Israel besat Østjerusalem, selv om bydelen skulle høre under det palæstinensiske selvstyre. I 1980 vedtog israelerne ved lov, at Jerusalem var landets hovedstad. Det fik FN’s sikkerhedsråd til at fordømme besættelsen af Østjerusalem og kaldte det et brud på internationale konventioner. Ingen lande har ambassade i byen lige nu. Israel anser Jerusalem som en samlet by, men det er palæstinenserne, der bor i byen, langt fra enige i.

Hvorfor blander Trump sig?

I 1995 vedtog den amerikanske kongres Jerusalem Embassy Act, der handler om, at landets ambassade senest i 1999 skulle flyttes fra Tel Aviv til Jerusalem. Det er dog muligt at suspendere den lov hvert halve år, og det har Clinton, Bush og Obama siden gjort – blandt andet for at bibeholde stabiliteten i den letantændelige konflikt. Trump har også suspenderet loven en gang før, men nu er deadlinen altså overskredet.

Trumps udmelding kan i og for sig virke uskyldig, for Jerusalem er reelt Israels hovedstad, og landets parlament ligger i byen. Men sagen er, at Jerusalem ikke er anerkendt af det internationale samfund, at hele byen tilhører Israel.

Det er et centralt ønske for palæstinenserne i fredsforhandlingerne, at Jerusalem forbliver en delt by, fordi de ønsker at gøre det besatte Østjerusalem til deres hovedstad i en fremtidig palæstinensisk stat. Derudover er Jerusalem den tredje mest vigtige by for muslimer kun overgået af Mekka og Medina.

Derfor er Trumps anerkendelse af Jerusalem som Israels hovedstad bekymrende for de muslimske lande, fordi det vil betyde, at israelerne har kontrol med hellige muslimske steder, som muslimerne i dag selv tager hånd om. Derudover vil en anerkendelse af Jerusalem som Israels hovedstad gøre en ende på byens 1.000 år lange status som international by.

Trump tror på fred

Med blokade, besat bydel, bosættelser og nu amerikansk anerkendelse af Jerusalem som Israels hovedstad, er Palæstina altså meget presset på flere kanter nu. Under valgkampen sagde Trump, at han ville være en slags neutral mægler, og han mente, at Israel var offer i konflikten, og at det ville være svært at få en fredsaftale, fordi palæstinenserne var “vokset op med had”. Nu har han så valgt at anerkende Jerusalem som Israels hovedstad.

Trump-administrationen har forklaret, at de forventer, at beslutningen vil føre til nogle episoder, men at de regner med, at anerkendelsen af Jerusalem som Israels hovedstad på den lange bane vil føre til fred mellem Israel og Palæstina, og at det på ingen måde bør påvirke fredsforhandlingerne mellem de to lande.

– Jerusalem har været hovedstaden for det jødiske folk i 3.000 år. Dette er et vigtigt skridt mod fred, for der er ingen fred, der ikke inkluderer Jerusalem som Israels hovedstad, sagde Israels præsident Benjamin Netanyahu ifølge CNN.

Nyheden blev fejret af Israel med et billede af det amerikanske og israelske flag med teksten “Israel applauderer præsident Trump”. Billedet blev smidt op på murene omkring Den Gamle By i det østlige Jerusalem, den bydel, der indeholder flest hellige steder for de tre religioner og oprindeligt var tildelt Palæstina.

USA har bedt Israel om at styre sin beherskelse, og derudover har Tjekkiet hilst amerikanernes beslutning velkommen med en forventning om, at det fører til en tostatsløsning.

Fordømmes verden over

Der er dog også rigtig mange, der ikke støtter eller forstår den amerikanske præsidents handling.

Trumps beslutning er blevet kritiseret af blandt andre Storbritanniens premierminister Theresa May, den franske præsident Emmanuel Macron, den tyske rigskansler, Angela Merkel, FN’s generalsekretær António Guterres, Indonesien, Pakistan, Tyrkiet, Kina, Australien, Indien, Rusland og Pave Frans. Danmark har udtalt, at vi hverken vil anerkende Jerusalem som Israels hovedstad eller flytte ambassaden.

Palæstinas præsident, Mahmoud Abbas, Kong Abdullah i Jordan, Saudi-Arabiens Kong Salman og Egyptens præsident Abdel Fattah el-Sisi, har alle talt med præsident Trump, inden han kom med sin udmelding. De har alle udtrykt bekymring og modstand til USA’s handling og advarer om, at handlingen vil føre til en destabilisering af Mellemøsten, at det kan føre til flere angreb fra ekstremister, og flere mener, at USA har diskvalificeret sig selv som fredsmægler mellem de to lande.

– Saudi-Arabien har før advaret om de alvorlige konsekvenser, som sådan et uansvarligt og uberettiget skridt vil få. Kongeriget udtrykker fordømmelse og dyb fortrydelse over, at administrationen har taget dette skridt, der repræsenterer en stor partiskhed imod de historiske og permanente rettigheder, som det palæstinensiske folk har i Jerusalem, meddelte kongeriget.

Den iranske leder, Ayatollah Ali Khamenei, tweetede, at beslutningen var taget ud fra håbløshed og debilitet. Han advarede samtidig om, at beslutningen ville vække vreden i muslimer verden over, og at det ville antænde en ny intifada, som ville føre til vold, som USA og zionisterne ville være ansvarlige for. Irans udenrigsministerium kaldte samtidig Trumps handling for provokerende, uklog og et klokkeklart brud på internationale aftaler.

Hvad sker der nu?

I dagene efter opfordrede palæstinensiske myndigheder til generalstrejke i palæstinensiske byer, og Hamas opfordrede til at indlede en ny intifada. Folk gik på gaderne i både Istanbul, Gaza og Jerusalem under voldsomme protester, afbrænding af flag og vrede tilråb. Torsdag blev mindst 31 mennesker såret af skarpe skud og gummikugler, som det israelske militær affyrede mod palæstinensiske demonstranter på Vestbredden og i Gazastriben.

I Ramallah, Betlehem og andre steder i de palæstinensiske områder var også sammenstød mellem palæstinensiske demonstranter og israelske soldater med sårede på begge sider. Ved en kontrolpost i nærheden af Ramallah har de israelske styrker brugt tåregas og chokgranater for at sprede hundredvis af demonstranter.

– Alle palæstinensere og arabere, jeg taler med, er stærkt bekymrede, fordi de føler, at USA har givet Israel carte blanche til at gøre, hvad de vil med Jerusalem, sagde DR’s USA-korrespondent Steffen Kretz.

Den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas har meddelt, at han er i gang med at samle en international modstand mod den amerikanske præsidents beslutning. Flere ventede med spænding og frygt på, hvad der ville blive sagt fra prædikestolen til fredagsbønnen.

Omkring 3.000 palæstinensere demonstrerede efter fredagsbønnen i Østjerusalem, på Vestbredden og i Gaza, og om lørdagen blev der affyret en raket afsted fra Gaza, der efter sigende ramte en børnehave i den israelske by Sderot. Lørdag aften afslørede og ødelagde den israelske hær en af Hamas-bevægelsens såkaldte angrebstunneller – en underjordisk tunnel, der starter i Gaza og slutter inde i Israel. Søndag blev en israelsk sikkerhedsvagt stukket ned af en palæstinenser ved den centrale busstation i den vestlige del af Jerusalem.

I resten af verdenen tog konflikten også yderligere fart.

Tre personer blev anholdt efter et brandangreb mod en synagoge i Göteborg lørdag aften. I Libanon skød sikkerhedsstyrker med vandkanoner og tåregas mod demonstranter nær USA’s ambassade i det nordlige Beirut søndag.

Også i Indonesien, det land i verden, hvor der bor flest muslimer, var der omfattende demonstrationer, hvor omkring 10.000 personer deltog ved USA’s ambassade i hovedstaden. I Syrien og Irak har en række islamistiske terrororganisationer meddelt, at USA’s beslutning vedrørende Jerusalem betyder, at USA og dets interesser nu er legitime mål.

I weekenden holdt Den Arabiske Liga et ekstraordinært møde, og søndag aften opfordrede ligaen USA til at ophæve anerkendelsen af Jerusalem som Israels hovedstad og planen om at flytte den amerikanske ambassade fra Tel Aviv til Jerusalem.

Palæstinenserne mener, at deres land blev taget fra dem. Jøder, zionister og israelere mener, at Balfour gav dem rettighederne til jorden. Det internationale samfund ser Jerusalem som både Israels og Palæstinas hovedstad. USA gør ikke.

Trump tror, at dette vil være vejen mod fred i Mellemøsten. De fleste andre mener, at dette er dødsstødet til den tostatsløsning, mange håber på kan skabe fred.

Bliver dette enden på konflikten? Eller bliver det bare endnu et blodigt kapitel i en allerede lang og trist bog? Det må tiden vise.

Kilde: Human Rights Watch, CNN, Vox, Oxford Academic, DR, BBC, Berlingske, World Population Review, The Telegraph, The Independent, Berlingske, Den Store Danske, TV2, Berlingske, Ritzau, Information, Kristeligt Dagblad, Politiken, The Washington Post, Vox, The Guardian, The Independent, Faktalink, Globalis, Fyens.dk, Information, Jyllands-Posten, BBC, Religion, Gyldendal, Jødisk Info, Berlingske, Den Store Danske,