
Opskrift: Klassiske, grove og low-carb hveder – også til de dovne
Vil du gerne starte Store Bededag – din fridag – med friske hveder? Vi har din ryg med hele fire måder at lave hveder på, også for dig, der hader at bage
Der er nu ikke noget så lækkert, som når foråret melder sig, fuglene kvidrer, solen titter frem, og dagene bliver længere. Det er også en årstid, der byder på en masse helligdage og dermed fridag.
Store Bededag er netop en af de fridage, og en af helligdagens traditioner er, at man spiser lune hveder aftenenen før, eller til morgenmad på selve dagen.
Hvorfor man gør det, kan du læse mere om her: Derfor spiser du hveder
Hvis du gerne vil starte din bededag med friskbagte, hjemmelavede hveder, så har vi samlet tre opskrifter til dig her – den klassiske, den grove og LCHF-versionen. Vi har også en løsning til dig, der hader at bage.

Hveder som mormor lavede dem
De helt klassiske hveder er små puffede boller, der er en anelse firkantede i formen og lavet på hvedemel.
Ingredienser
2 deciliter mælk
2 æg
50 gram gær
1 spiseske sukker500 gram hvedemel
1⁄2 teske groft salt
100 gram blødt smør
1 teske kardemomme+ et sammenpisket æg til at pensle med
Sådan gør du:
- Smelt smørret.
- Lun mælken, og opløs gæren i.
- Bland alle ingredienserne, og ælt dejen godt. Det tager omkring fem minutter at ælte igennem, så dejen er ensartet.
- Lad dejen hæve i en skål, et lunt sted, der er dækket til med et viskestykke i 20-30 minutter.
- Når dejen er hævet, former du bollerne og sætter dem tæt på en bageplade. Så lader du dem hæve en gang til et lunt sted med et fugtigt viskestykke over i 45-60 minutter.
- Til sidst bager du boller på 200 grader i 15-20 minutter i en ovn. Når bollerne er færdige tager du dem ud af ovnen og lader dem køle lidt af.
Så skærer du bollerne igennem og rister skiverne i en brødrister eller i ovnen et par minutter på grillfunktionen. Hold øje med dem imens.
Server med smør, ost, marmelade, nutella eller andet pålæg.
Se også: Klumme: Slap af, og æd så den ekstra sildemad!

Grove hvedeknopper
Denne opskrift på grove hveder er ikke rugbrødsgrov, men den giver lidt mere bid end den klassiske opskrift på hvedeknopper, hvor der kun er ren hvedemel i. Hvedekerner er et fuldkornsprodukt, fordi hele kernen på hveden er med.
Ingredienser:160 gram hvedekerner
850 gram hvedemel
50 gram gær
2 teske sukker
1 teske groft salt1 æg
4 deciliter mælk
2 deciliter vand
25 gram smør
1 deciliter ymer
Sådan gør du:
- Lad hvedekernerne koge under svag varme i et kvarters tid. Tag gryden af varmen, si eventuelt overskydende vand fra, og smelt smørret sammen med hvedekernerne i en skål.
- Tilsæt mælken og ymeren, og rør gæren ud i blandingen.
- Dernæst tilsætter du de tørre ingredienser, og lader hvedemelen blive rørt i lidt af gangen. Ælt dejen, til den er godt slået sammen.
- Dæk dejen til, og lad den stå overdækket et lunt sted i tre kvarter.
- Del dejen i 16 stykker, og form den til boller. Sørg for, at bollerne bliver lagt tæt sammen i en bradepande, der enten er smurt eller beklædt med bagepapir. Lad bollerne efterhæve i et kvarter.
- Bag bollerne ved 200 grader i 15 minutter. Når bollerne er færdige, tager du dem ud af ovnen og lader dem køle lidt af.
Så skærer du bollerne igennem og rister skiverne i en brødrister eller i ovnen et par minutter på grillfunktionen. Hold øje med dem imens.
Server med smør, ost, marmelade, nutella eller andet pålæg.
Bliv inspireret: Opskrift på kardemommeknuder – så er der dømt hygge

LCHF-hveder
Vil du helst slippe for et blodsukker, der er ustabilt fra dagens begyndelse, men vil du stadig gerne holde traditioner i hævd, eller bare sætter tænderne i noget lækkert bagværk? Så er den her LCHF-opskrift noget for dig.
Ingredienserne1 deciliter mandelmel
1 deciliter solsikkekerner, der er hakket til mel
3 teske bagepulver
1 teske salt
1-2 spiseske sukrin Gold – alt efter smag
1 deciliter affedtet kokosmel
2 spiseske FiberHusk
1-2 teske kardemomme – alt efter smag2 deciliter fløde
100 gram smør
4 æg
100 gram smagsneutral smøreost
Sådan gør du:
- Pisk æggene sammen til en tyk masse.
- Derefter tilsætter du fløde, smøreost, sukrin, bagepulver, salt og fiberhusk.
- Pisk det godt, især fiberhusk kan godt have tendens til at klumpe lidt sammen.
- Tilsæt derefter de forskellige typer mel, samt smeltet smør.
- Pisk det hele godt sammen en gang til, og lad dejen sætte sig under hvile i cirka 10 minutter.
- Så tager du en badeplade eller en bradepande. LCHF-bagværk kan have tendens til at være lidt fladt, og ikke hæve så meget. Ved at sætte bollerne i et fad med kant, tvinger du dem til at hæve opad i stedet for ud ad. Sørg bare for, at kanten på bradepanden er høj nok.
- Del dejen op i mindre stykker, svarende til det antal boller, du ønsker at bage. Form dem firkantede, eventuelt med lidt vand på hænderne eller en våd ske.
- Pisk et æg sammen, pensl bollerne, og bag dem derefter i omkring 10-20 minutter i en ovn på 220 grader.
Når bollerne er færdigbagte, tager du dem ud af ovnen og lader dem stå lidt og afkøle. Så skærer du bollerne igennem og rister skiverne i en brødrister eller i ovnen et par minutter på grillfunktionen. Hold øje med dem imens.
Server med smør, ost, sukkerfri marmelade, sukkerfrit nutella eller andet pålæg.
Læs også: Unge danskere er vilde med modediæter

Den dovne løsning
Er du en doven bager, så kan du købe dine hveder færdigbagte i supermarkederne, eller hos bageren.
Det skal du bruge:
Penge
Sko
Evnen til at flytte dig fra et sted til et andet.
Sådan gør du:
- Du tager tøj på og sørger for, at du har kontanter, dankort eller pantflasker på dig.
- Snør skoene, gå ned til din bager eller en butik, hvor du finder nogle hveder i brødafdelingen og betaler.
- Så går du hjem, skærer bollerne igennem, rister skiverne i en brødrister eller i ovnen et par minutter på grillfunktionen. Hold øje med dem imens.
Server med smør, ost, marmelade, nutella eller andet pålæg.
Er butikkerne løbet tør for hveder, så fungerer krydderboller også helt fint.
Se også: Lifehacks til de dovne: Sådan holder du dig sund uden at gå i fitnesscenter
