Rædselshistorier og mærkelige oplevelser fra jobcenteret

Mange af vores læsere kæmper med dagpengesystemet, og her deler de deres sjoveste, mærkeligste eller mest rædselsfulde oplevelser fra jobcenteret eller anden aktør

Har du oplevet noget i forbindelse med din gang hos jobcenteret eller anden aktør, som fremkaldte undren, grin eller måske ligefrem vrede? Bare rolig, du er langt fra alene!

Da alle tog til frokost samtidig

Jeg skulle tale med kommunens jobcenter om en mulig aftale om virksomhedspraktik, og jeg havde forsøgt at ringe en masse gange uden at komme igennem. Da jeg endelig kom igennem, fik jeg at vide, at telefontiden var slut klokken 12.

Da jeg kom derind og gik hen til skranken, sad der ikke nogen der. Vi var mange, der sad og ventede. En kvinde på min alder sagde, hun havde været der i 30 minutter, hvor der ikke en eneste gang havde været en person i skranken.

Læs også: Klumme: Hvem har ansvaret for at få nyuddannede i job?

God kaffe er kun til dem, der har et arbejde

Jeg var hos en anden aktør, hvor der var en kaffemaskine installeret. Lækkert, tænkte jeg! Indtil jeg læste, hvad der stod på den post-it, der hang på den: Kun for ansatte. Vi andre måtte åbenbart kun drikke den opstillede kandekaffe.

Verdens værste idé at tænke ud af boksen

Jeg var til møde hos en jobkonsulent hos kommunen på et tidspunkt, hvor en konsulent fra min fagforening også var til stede, og jeg fortalte, at jeg havde tænkt mig at begynde på et kursus som fitnessinstruktør, da jeg gerne ville have ledighedstiden til at gå med noget fornuftigt, når jeg nu havde så svært ved at komme i arbejde.

Selv om det kun var fem timer om ugen i 10 uger, og selv om jeg selv betalte hele gildet, var kommunedamen yderst negativ og mente, at nu skulle jeg lige fokusere på min jobsøgning, hvilket hun i øvrigt ikke kunne sætte en finger på, da jeg hver uge levede op til mine sure pligter.

– Hør her, sagde jeg.

– Det her kommer til at ske, uanset hvad du så siger til det. Jeg holder mig inden for reglerne, og du har ingenting at skulle have sagt!

Konsulenten fra min fagforening grinede hende lige op i hovedet og sagde til hende, at han syntes, det var megafedt, at jeg faktisk tænkte ud af boksen, når hun nu ikke gjorde det. Og så gik vi.

Læs også: 6 spørgsmål, du stiller dig selv, når du har været arbejdsløs i seks måneder

Når hverken A-kasse eller fagforening vil tage ansvar

Som freelancer kan det være svært at udfylde blanketter, fordi man ikke passer i nogle af kasserne som arbejdsløs. Så jeg ringede til A-kassen, da jeg ikke vidste, hvad jeg skulle afkrydse. De bad mig om at ringe til fagforeningen. Som bad mig ringe til A-kassen.

Ingen kunne hjælpe. Så til sidst krydsede jeg bare noget af. Det hørte jeg vist aldrig for.

Fugleetnologens plan

Jeg var ledig sammen med en, der var uddannet en eller anden form for etnolog med speciale i trækfugle eller noget andet, der er pissenemt at få job som. Han var overbevist om, at han kunne kreere “den perfekte, generiske ansøgning”, som han kunne sende ud til alle uden at skulle ændre et eneste ord.

Det var et længevarende projekt, han blev ved med at arbejde på og tale om, selv om vi andre flere gange forsøgte at fortælle ham, at det var en dårlig idé …

Læs også: Regeringen vil straffe studier uden jobudsigt

Stolene i receptionen er da ikke til at sidde i …

Jeg sad i receptionen hos en anden aktør og så film på min computer (selvfølgelig med hørebøffer), mens jeg ventede på, at det blev tid til det møde, jeg var indkaldt til. En ansat bad mig gå, fordi jeg ikke måtte sidde i receptionen (grund: Fordi det er receptionen(?)). Her gik jeg netop og troede, at det var det, receptioner var til: At vente, når man er indkaldt til et møde.

Læs også: Kvinders CV dømmes hårdere end mænds

De skal sgu ikke sidde godt, mens de er her!

Det er mig, der blev smidt væk fra receptionen, igen. Ude i lobbyen, hvor de forventede, vi så skulle sidde, var der til at begynde med to lænestole, som stod ved siden af de opstillede borde og stole. Her sad jeg og andre ledige ofte med vores computer, da det var en del mere behageligt end de hårde stole.

Da jeg kom tilbage en dag, havde de dog fjernet de gode stole fra lobbyen (det så åbenbart lidt for behageligt ud, og det skal jobsøgning jo ikke være!), så der nu KUN var gode stole i receptionen. Hvor man altså IKKE MÅTTE SIDDE.

Den forkerte Camilla

Jeg skulle til mit første individuelle møde med min rådgiver som arbejdsløs. Jeg havde set hende ved et fællesmøde, så jeg vidste, hvem jeg skulle kigge efter på jobcenteret.