Klumme: Hvem har ansvaret for at få nyuddannede i job?

Halvandet år gik der, før nogen turde tage chancen og ansætte mig, efter jeg blev færdig som journalist. Og det var endda kun i virksomhedspraktik. Men halvandet år? Det er bare ikke godt nok!

Det her handler ikke om den virksomhed, jeg var i praktik hos. Det handler om noget helt andet. Nemlig om virksomhederne i vores land overordnet set egentlig ikke har et medansvar for at koble de nyuddannede ind i samfundskæden?

Højere, vildere, stressbræk!

Der vælges en eller anden uddannelse, der i det mindste giver en forudsætning for at komme videre i systemet eller få et job. SU-ræs. Flere uddannelsesplaner. Lærepladser … hvis det da er muligt.

– Kom i gang og bliv færdige, skriger de på Christiansborg.

– Ældrebyrden bliver større og større, så vi har brug for, at I kommer ud og bliver arbejdsrobotter, til I dør! Hurtigere. Højere. Vildere!!

– FUUUUUUUUCK, skriger de studerende, mens de brækker sig af stress. For det gør de!

– CURLINGBØRN, råber hr. og fru Hakkebøf derude i deres campinghabitter, mens de i fællesskab helt forargede med kaffepletter og vanillekranse orgasmer i en lummerkvækkende og lårklaskende konsensus om, hvor hårdt DE havde det, da de var unge.

For dengang var der 10 meter sne, og det tog 14 timer at grave sig ud til lokummet og yderligere 14 timer at tø det op. Og så var den dag gået. Godt og vel. (Tak til De Nattergale)

Et uddannelsesloft bygget af frygt

De studerendes stress kunne måske også stamme fra, at de også lige skal forberede sig på at komme ud i et utaknemmeligt system, hvor alle er hinandens konkurrenter, og hvor virksomhedernes pres for kompetencer øges, for de også er hinandens konkurrenter.

Men de skal også lige gøre det hurtigst muligt, for på et eller andet tidspunkt er det ikke sikkert, at ens gymnasiegennemsnit er nok til at komme ind på drømmeuddannelsen. Bare ærgerligt. Hvorfor skulle du dog også spilde tiden med at finde ud af, hvem du er som menneske?

Det’ noget pjat! – Du bliver valgt fra på din personlighed, sagde tidligere undervisningsminister Christine Antorini engang. Totalt opløftende budskab … Eller noget. (Indsæt selv syg øgle-emoji)

En dag er du ude på den anden side

Men pludselig en skønne dag står du der med et eksamensbevis i hånden et eller andet sted fra. Fuglene synger, solen skinner, og venner og familie er troppet op med champagne og blomster.

Farvel til universitetslivet med dyr kantinemad og sur kaffe, for du har ikke fysisk eller mentalt overskud til selv at smøre en sund og nærende madpakke, all-nighters, fag, du alligevel ikke kan huske, du har haft og ECTS-point og karakterer uden medfølgende ord på, hvad du egentlig kan, for underviserne har søreme ikke midler til at give feed back.

Hej til en velfortjent pause efter, hvad der føles som cirka 700 år i skole- og uddannelsessystemet.

Men det stopper slet, slet ikke der!

Det er også et hej til resten af dit liv. Med afsæt i at finde drømmejobbet, for du har lige viet et helt liv til at uddanne dig til noget.

Får du job? Fedt! Gør du ikke? ja, så er du bare fucking overladt til dig selv og bliver knap betragtet som en del af samfundet. Bevares, du bliver da overvåget 24-7. Så deeet …

Hele dit liv har du levet op til dit pålagte ansvar for at få en uddannelse, og er du arbejdsløs, så sidder du hver dag og lever op til dit ansvar for at søge jobs og deltager i – for mig – ligegyldige møder og kurser med lånte og socialrådgiverfortolkede Christian Bitz- og Chris Macdonald-citater på jobformidlingen. Du har gjort og gør, hvad du skal!

Det er her, mit tidligere spørgsmål begynder at give mening. For er der ikke nogen, der har et medansvar for, at du faktisk får et arbejde, så dit ansvar ikke er spildt, og smilet ikke når at blive alt for falsk?

Hjælp mig dog!?

Nogen ville måske plædere for, at politikerne netop har taget et ansvar, fordi der eksisterer jobformidlinger med jobkonsulenter. Men … de hjælper jo ikke …? Altså jobkonsulenterne.

”Jobkonsulenterne” i kommunen, hvor jeg bor, er i hvert fald ikke klædt på – og har ej heller tid – til professionel sparring, hvor vi taler om drømme og muligheder; hvad kunne indgangsvinklen være? Hvor starter vi? Og så rent faktisk hjælpe mig med at sparke nogle døre ind.

De har ikke engang spidsen af deres lilletå i nærheden af relevante døre. Møderne handler udelukkende om, at jeg nu overholder mine skide pligter. Jeg betaler ikke meget skat. Men jeg betaler dog skat af mine dagpenge og betaler til din løn! Så hjælp mig dog, når det tydeligvis ikke lykkes på egen hånd!

Oplevelsen med en ekstern aktør

Jeg havde været ledig omkring 16 måneder, da jeg blev henvist til en ekstern aktør. Hvor jeg i øvrigt var møgskeptisk. For har vi ikke alle hørt historier om “lugt-til-dit-tis-og-lær-dit-indre-at-kende-kurser“? Til min overraskelse var aktøren enormt professionel og så mig som det hele menneske med kompetencer og muligheder, og som arbejdede sammen med mig og mine interesser og kompetencer. Og som har foden indenfor i tusindvis af virksomheder på landsplan.

Jeg var tosset. Ikke på den eksterne. Men på kommunen.

Min fremtid – en kommunes pengespørgsmål

Hvad fanden, undskyld mit sprog, ligner det først at henvise til en ekstern aktør efter 16 måneders ledighed, når der ligger klare beviser for, at aktøren havde og stadig har en succesrate på omkring 60 procent? (58 procent for denne aktør for at være præcis.)

Specielt når jeg er nyuddannet, og ledigheden blandt dimittender inden for mit fag, som er samfundsvidenskab, ligger på omkring 21 procent? Og især når ledigheden i kommunen er én af de højeste på landsplan?

Henvisningen er et pengespørgsmål, fik jeg at vide fra den eksterne …

Måske tænker kommunen, at en succesrate på 60 procent er for lidt og at de ikke vil bruge penge på den eksterne, før den ledige nærmest er et terminalt tilfælde? Men er det ikke bedre at bruge penge på at få 60 procent i arbejde hurtigst muligt frem for at kaste overførselsindkomster efter 100 procent på ubestemt tid?

– Du kunne vel have spurgt dem på kommunen noget før?, spørger kloge hoveder mig.

Ja …!? Hvis jeg vidste, det var en mulighed. Hvis jeg vidste, at den eksterne aktør eksisterede. Jeg troede faktisk ikke, at man brugte de eksterne mere. Især på grund af alle lortehistorierne.

Og nej, jeg har heller ikke, som så mange andre, haft mentalt overskud til at sætte mig ind i ret meget, fordi systemets rigide regelrytteri stille og roligt bare kvæler og tager livsmodet fra én.

Kvalificeret arbejdskraft på jobcentrene måske …?

Kommunen skulle engang i løbet af 2016 ansætte ni, så vidt jeg husker, ekstra jobkonsulenter for at få has på det grumme, grumme ledighedstal. Det er sådan set positivt. Totalt mange opadvendte tommelfingre for den manøvre.

Det leder mig videre til næste punkt. At kommunerne ansætter flere hænder, og at man kobler en ekstern aktør på, er jo ikke ensbetydende med, at den ledige kommer i arbejde. Hvorfor? Fordi ingen kan tvinge virksomhederne til at ansætte én.

Det har hverken jeg, mine medledige eller jobcentrene indflydelse på. Men politikerne kunne godt gøre noget. En bonusordning. Lidt ligesom elevrefusion. Dimittendtilskud?

Ingen gider lære de unge at arbejde

Et modargument, læste jeg i et blogindlæg på Berlingske Business for et par måneder siden, kunne være: Hvem gider egentlig betale en 24-årig kandidat for at lære at arbejde?

Det er et interessant spørgsmål. For i og med at skole og uddannelse skal gå så stærkt, så bliver kandidaterne yngre og yngre, og måske har der bare ikke været tid til at lære at arbejde i et fritidsjob. Og det er noget rigtigt pis for at sige det, som det er!

Skribenten foreslår selv, at universiterne tager ansvar for at lære de unge at arbejde. Det er jeg uenig i. Universiteterne har ansvar for at levere god, up to date, professionel og brugbar undervisning. Den studerende har ansvar for at lære, når de er på universitetet.

Og svaret er selvfølgelig, at ingen gider lære de unge at arbejde. Det må de selv og forældrene tage ansvar for. Som det absolut bør være!

Nytænkning i uddannelsessystemet

Måske kunne 9. klasse – faktisk helst 10. skoleår – blive brugt til lige dele brobygning, forældrepraktik og undervisning. Relevant undervisning! Politik. Lokalpolitik. Privatøkonomi. Skat.

Gymnasierne burde indlægge meget mere tid til brobygning og praktik – bare tre uger hvert semester. Hvert år!

Universitetsuddannelserne kunne sagtens indrettes på en måde, hvor der som minimum er et halvt års praktik på alle uddannelser – med en fornuftig menneskeløn, som man for eksempel får som journalistpraktikant.

For man kan sgu ikke klare sig på en SU, når man arbejder 37 timer om ugen. Og man skal altså have lov til at holde weekend uden at skulle kvæles af et studiejob for at have råd til at leve.

De sædvanlige afslag

Jeg forstår godt virksomhedernes argumenter: ”Du mangler erfaring” og ”du er overkvalificeret”. Jeg kan bare ikke bruge argumenterne til noget. Det rykker mig NADA! Hvad er det, I vil ha’?

Læs også: Klumme: Arbejdsløs med en “superspændende profil”

Er vi stadig ude i, at I vil have en 22-årig arbejdsnarkoman, der ikke har noget liv, men har 50 års erhvervserfaring – og selvfølgelig helst ikke kvinder i den fødedygtige alder, for uha, de kunne jo risikere at blive gravide. Ikke bare én, men flere gange! Føj for nogle dyre bekendtskaber!

En medarbejder, der uanset uddannelsesniveau bare brænder for at vende burgere på en fastfood-restaurant eller sidde ved kassen i et supermarked? For man skal brænde for sit job i disse tider.

Prøv at være lidt realistiske måske … motivationen for et job er ikke altid jobbet, men det at komme ud af ledigheden. Hvilket er en fuldstændig legal undskyldning for at tage et job! Og virksomhederne er nødt til at imødekomme denne situation.

Medansvar, tak. Det er alt, jeg beder om!

Hvor meget jeg som ledig end lever op til mit ansvar for at sende ansøgninger, og uanset, hvor meget kommunen lever op til deres ansvar for at holde mig op på mit ansvar, så er der ingen andre end virksomhederne, der i sidste ende kan tage medansvar for at lade folk blive en del af samfundet på lige fod med alle andre. Bemærk nøgleordet … ikke det hele ansvar.

Sker medansvaret ikke, så er jeg bange for, at landet får en meget stor flok mennesker, der glemmer alt, de har lært, kompetencer, der ikke udnyttes, samt et truende problem med stress og depression, fordi folk begynder at tro på, at de ikke kan noget.

At leve under pres af enhver art i lang tid kan knække enhver. På et tidspunkt. Og så står vi altså med et helt andet problem, der ikke bare kan løses!

Få en positiv tilgang til nyuddannede

Og ja, det koster penge at tage chancen! Men man skal bruge penge for at tjene penge. Alle nyuddannede mangler erfaring. Men husk lige, hvor I selv startede. Hvad nu, hvis I rent faktisk får en pissestærk medarbejder, der vælter hele virksomheden med brandgode ideer, der får jer til at blomstre?

Måske læser du mellem linjerne, at de nyuddannede og de ledige skal fralægge sig ansvaret for at blive selvforsørgende. Det er ikke det, jeg skriver. For selvfølgelig skal de ikke det. Det her handler ret simpelt om medansvar. Fra alle instanser.

En kæde er kun så stærk som det svageste led, lyder et gammelt ordsprog. Well … Vi er alle en del af samfundskæden! Mig. Dig. Din nabo. Politikerne. Uddannelsesinstitutionerne. Jobcentrene. Virksomhederne … så kan I jo selv overveje, hvad der ligger i det statement!