Klumme: Arbejdsløs med en “superspændende profil”
Kathrine får gang på gang at vide, at hun har “en superspændende profil”. Men hvorfor er der så ingen af skamroserne, der ansætter hende?
Kathrine Forster er 31 og bor i Aarhus.
Hun arbejder freelance som online tekstforfatter og ejer firmaet Lifestyle Communication.
Kom så, du er der næsten. Med hænderne begejstret over hovedet hepper de alle sammen på mig. Kom nu, du kan godt, du har sådan en spændende profil. Men hov, vent; hvad er det, de kommer med der? Det er en stor spand. En stor spand fyldt med lort. Og åh nej, den kommer min vej. Jeg prøver at undgå den, men det er helt umuligt. Inden jeg får set mig om, er den landet på mit hoved. Lige før målstregen sidder jeg så med lort op til begge ører, mens en anden løber over målstregen.
Ros, desperation og overkompensering
Nu har jeg så heldigvis ikke været udsat for følgende scenarie rent bogstaveligt, men har du også været jobsøgende, ved du nok, hvad jeg taler om. Der er ikke grænser for, hvor god man er, når de hiver en ind til samtale. Jeg har med stor interesse læst din ansøgning. Du er lige sådan en type, vi leder efter. Vi havde egentlig planlagt alle samtalerne, men vi gjorde lige plads til dig. Du har bare en ”superspændende profil.”
Læs også: 20-årige Marie blev mor og fortsatte jurastudiet – to semestre på en gang
Og der er ingen grænser for, hvad du selv vil gøre for at få jobbet. Ja ja, jeg skal nok tage telefonen, når du ringer kl. 11. Og nej, det er ikke noget problem, at du ser YouTube-videoer med lyd i det åbne kontorlandskab og bagtaler dine ansatte i, ja, du gættede rigtigt; det åbne kontorlandskab. Og lønnen betyder heller ikke det store. Jo, jeg vil da gerne lige have penge nok til at betale mine regninger, men mere behøver jeg ikke. Og jeg vil da helt sikkert arbejde gratis de første måneder som praktikant. Selv om du synes, jeg er superspændende, kan du jo ikke være sikker på, at det er mig, du vil have. Og det er da logisk nok, at det er mig, der skal betale for, at du lige prøver mig af for derefter at krølle mig sammen og smide mig i papirkurven sammen med den endeløse række af virksomhedspraktikanter.
Læs også: Unge tager mor med til jobsamtale
For meget erfaring frygtet af arbejdsgiverne
Bagefter sidder du så med blikket stift rettet mod telefonen, som om du lige havde været på date med drømmefyren. Men ringer den? Nej, selvfølgelig ikke. Og skriver de? Nej, hvorfor skulle de det? De ved da godt, at du sidder og venter. Og fik du så jobbet denne gang? Nej vel? Og hvad var begrundelsen så? De troede ikke, at du kunne komme med så kort varsel? Men havde de overhovedet spurgt dig, hvornår du kunne starte? Okay, den er ny!
Jeg har også fået den med erfaringen mange gange. Og her tænker du nok den med for lidt erfaring. Men nej, den kan også gå den anden vej. De syntes simpelthen, at jeg havde for meget erfaring. For meget erfaring!! Øh hallo, har du overhovedet læst mit cv? Hvorfor tror du, der er så mange korte perioder? Jo, kom og sæt dig, så skal jeg fortælle dig det:
De andre synes også, at jeg har for meget erfaring, og de er åh så bange for, at jeg går min vej. De tør derfor ikke ansætte mig, selv om jeg er superkvalificeret. Men er de nervøse på mine vegne? Er de bekymrede for, om jeg kan finde noget andet? Nej – jeg har jo en ”superspændende profil”, så jeg skal da nok finde noget!
Og ja, du kan vel godt se nu, hvordan det føles som at få en spand lort i hovedet, når man hører den for femte gang. Egentlig vil jeg jo bare gerne have et arbejde og de siger alle sammen, at jeg er så superspændende, og de ville elske at have sådan en som mig ombord. De har dog ikke plads lige nu, men gemmer min ansøgning – yeah right! Men det skal jeg da ikke være ked af, for jeg har jo en ”superspændende profil,” så jeg skal da nok finde noget.
Læs også: Fire chefers råd til den gode jobsamtale
Stadig uden job, men ikke uden håb
Og nu er du nok nysgerrig på, om jeg så har fundet det der job. Og svaret er stadig nej. Jeg forsøger mig håbefuldt som freelancer, men nogle måneder er det lige før, at jeg ser med misundelse i øjnene på kontanthjælpsmodtagerne. Og ja, jeg har selv været der, og ja, jeg var dødtræt af det, men man får da i det mindste det samme udbetalt hver måned. Og det kan da godt være, at man skal trækkes med en sagsbehandler, der ikke har den fjerneste anelse om livet som jobsøgende, men der kommer da for det meste alligevel lidt penge, selv om man ikke fandt job i denne måned.
Og nu tænker du nok, om jeg så ikke bare kan gå tilbage på kontanthjælp, hvis det var så meget bedre. Eller måske få arbejde på en fabrik, hvor jeg kan hygge mig med at sætte flasker i kasser, mens samlebåndet muntert kører forbi, og de fastansatte ryger om kap i det lille pauserum, indtil man kan skære skiver så tykke som leverpostej i røgen. Eller hva’ med at blive flaskepige i Føtex, som min far så kækt foreslog. Så kunne jeg stå der sammen med de andre teenagere, mens mit liv stille passerede forbi. Og nej, det er bestemt ikke min ambition.
Det er stadig mere tilfredsstillende at tjene mine egne penge, selv om det ikke er meget, eller have et job, hvor jeg rent faktisk føler, at jeg har evnerne samt gør en forskel. Og ja, jeg ved godt, at den efterhånden er ret brugt, men det er jo nok fordi, at det er noget, vi alle stræber efter, også selv om vi ikke siger det højt. Så indtil videre vil jeg derfor hanke op i mig selv igen, se håbefuldt på fremtiden og give det en chance til med jobsøgningen, mit firma og min ”superspændende profil.”
Læs også: Klumme: Sådan brugte jeg sociale medier til at få job som nyuddannet
