
Sådan får du råd til luksusmode på et lille budget
Vil du gerne købe luksusvarer, men siger din bankkonto nej? Vi guider dig til, hvordan du kan gøre dine luksusdrømmekøb uden at ruinere dig selv
Der er bare noget over at købe et stykke lækkert tøj, der er godt produceret, har flotte særprægede prints og et respekteret designernavn i nakken.
Det er også dyrt. Især hvis du insisterer på at købe det frisk fra fabrikken.
Men det er muligt at købe luksusvarer til en brøkdel af prisen. Endda uden at de er brugt. Det kræver mest bare is i maven og tålmodighed. Men en sund økonomi, lidt evner inden for googlesøgning og krejlergener skader heller ikke.
Vi giver dig med syv gode råd til, hvordan du kan købe luksusvarer uden at ruinere dig selv.
Se mere: Fra sabbatår til SU: Syv gode råd til studieøkonomien og Mad på SU: Otte tips til at spise som en dronning

1: Få styr på dine penge
Jeg har skrevet det til dig før, og jeg skriver det gerne igen: Få styr på dine penge, inden du kaster dig ud i vild shopping.
Det gamle ordsprog med, at “intet smager så godt, som følelsen af at være tynd”, giver jeg ikke meget for. Men jeg giver noget for, at selv om det er fedt at shoppe, og du kan blive helt høj af alle dine lækre indkøb, så bliver de hurtigt erstattet af den dårlige samvittighed fra de røde tal på bankkontoen.
Derfor skal du sørge for at have styr på, hvor mange penge du har til rådighed til shopping i første omgang ved at lægge et budget. Det hjælper også gevaldigt, hvis du sætter nogle penge til side i en opsparing. Hvad, den skal bruges på, er jo i sidste ende op til dig.
Og selv om det kan virke langhåret, så garanterer jeg dig for, at det ikke slår følelsen af overblik over din økonomi.
Læs mere: På røven? Sådan vender du underskud til overskud

2: Prioriter dine køb
Det næste du skal gøre er at gøre op med dig selv, hvilke ting du prioriterer i forbindelse med shopping. Det kan godt være, at et par Filipa K-jeans koster 800 kroner. Til gengæld holder de i tre år.
Til sammenligning kan du måske få tre par jeans i H&M for samme pris, men hvis de bliver uformelige, forvaskede og alligevel skal smides ud efter et års tid, hvorefter du skal købe et nyt par, hvad er så billigst for dig i længden:
Mange stykker tøj af tvivlsom kvalitet, som ofte skal skiftes ud? Eller færre key items i god kvalitet, som holder i flere år?
Der er intet svar, der er rigtigt, men du skal gøre op med dig selv, hvad der er vigtigt for dig. For det bliver ret dyrt i længden, hvis du både skal have en masse billigt tøj, til dyre penge, samtidig med en masse dyrt tøj til ditto dyre penge.
Det bliver også dyrt, hvis du køber bunkevis af dyre ting, men kun går med dem en enkelt gang eller to. Og det leder mig til det tredje råd.
Se også: Jeg – et grådigt svin: En historie om mit shoppestop

3: Ryd op – og sælg
Det er heller ikke en dårlig ide at have overblik over din garderobe. Det er da trist at købe en grå striktrøje fra Ganni til 1.200 kroner, hvis det viser sig, at du allerede har tre, der ligner den, hjemme i skabet.
Sørg derfor for med jævne mellemrum at rydde op og ud i din garderobe. Så får du overblik over, hvad du eventuelt mangler. Hvis du vil være ekstra tjekket, kan du sætte post-its, små sedler eller bånd på dine bøjler. Hver gang du går med et stykke tøj, fjerner du den lille seddel. På den måde kan du nemt se, hvad du går med, og hvad du ikke går med.
Har du noget tøj, du kan sælge, så gør det. På den måde bliver det genbrugt, og du får flere penge, som du kan smide efter dit næste køb.
Har du tøj med huller i, kan du få det repareret, lave det om til klude eller andre brugbare ting. Du kan også donere dit tøj til de hjemløse eller asylcentrene.
Læs også: Når dine følelser styrer dankort-armen

4: Tænk dig om
Det allerførste, du skal gøre, inden du kaster dig over et luksuskøb (og køb i det hele taget), er at tænke dig godt og grundigt om.
Det er ret mange penge, man ofte kan ende med at smide efter mode, og hvis det er impulskøb, bliver det både en hurtig og en lidt kedelig affære for din pengepung og dit klædeskab.
Jeg har grundreglen, når det gælder mediumprissatte køb, at hvis jeg stadig tænker på det efter en uge, så må jeg gerne købe det.
Er det større køb, så skal jeg som minimum have en måneds betænkningstid. Eksempelvis tænkte jeg på disse støvler fra Toga Pulla i tre måneder, før jeg besluttede mig for at købe dem. Jeg sparede op til dem samtidig.
Se også: På røven? Sådan vender du underskud til overskud

5: Hav is i maven
Skal man have ro til at tænke sig om, kræver det også en vis portion is i maven. Men i modsætning til butikker som Gina Tricot, Vila og H&M, så har varerne og kollektionerne hos de lidt dyrere mærker en noget længere levetid.
Det betyder også, at de ikke nødvendigvis er revet ned fra hylderne, når du finder frem til din endelige beslutning om dit køb.
Men af og til er varerne udsolgt, og så skal du enten opgive drømmen, eller væbne dig med endnu større tålmodighed og håbe på, at din drømmevare kommer til salg på en genbrugsside inden for en nærmere fremtid.
Og husk: Jo længere du venter, jo billigere bliver tingene oftest. Medmindre der er tale om Chanel. Chanel bliver altid dyrere med tiden.
Se også: Det skal du huske, når du lægger feriebudget

6: Sig hej til genbrug
Der er flere gode ting ved at købe dine luksusvarer brugt.
For det første bidrager du til at passe på miljøet ved ikke at øge forbruget. For det andet er der oftere færre eksemplarer af de dyre varer end af de billigere. Derfor kan det hurtigt være nødvendigt at ty til alternative handelskanaler, fordi tingene bliver udsolgt.
Er du tilhænger af følelsen af at få helt nyt luksus, der aldrig har været brugt af andre, så husk på, at selv om det betegnes som genbrug, når man eksempelvis køber varer gennem Trendsales, Den Blå Avis eller på luksusloppemarkeder, så er det ganske ofte muligt at finde varer, der faktisk aldrig har været brugt.
Eksempelvis drømte jeg om Inez-kjolen, fra Barragan Nights-kollektionen fra Stine Goya i to måneder. Den dybblå silkekjole kostede 2.600 kroner fra ny. Det besluttede jeg mig hurtigt for lå et godt stykke over mit budget til en silkekjole. Også selv om jeg havde drømt om den i flere måneder og vidste lige præcis, hvornår den skulle bruges (hint; til SoMe-redaktørens bryllup til sommer).
Jeg noterede mig navnet og søgte efter kjolen med jævne mellemrum. En dag var der bid. Kjolen blev sat til salg på Trendsales. Den havde aldrig været brugt og prismærket sad stadig i. Men kollektionen var allerede et par måneder gammel, og sælgeren havde brug for pengene og solgte den derfor til 1.200 kroner.
Lær mere: Er du en single kvinde? Så har du Danmarks dårligste økonomi

7: Kend dit udsalg, og kultiver din indre krejler
En anden strategi, du kan tilegne dig, er simpelthen kun at shoppe nogle enkelte gange om året. Til gengæld sparer du op i årets øvrige måneder og har derfor en proppet shoppepung, når tiden er inde.
Der er efterhånden en del store udsalg og luksusloppemarkeder, hvor du kan finde lækre vintageting og mere moderne items til en godt nedsat pris og med en klækkelig besparelse.
Det eneste det kræver er som sagt den førnævnte is i maven, nogle få klik med musen i søgen efter de bedste markeder, og har du ikke et veludviklet krejlergen, så test det af på din lokale grønthandler, isenkramforretning eller i andre butikker du bruger.
Læs også: Sådan prutter du om prisen! Det er sjovt og nemt
Du vil blive overrasket over, hvor mange gode handler du kan gøre, hvis du væbner dig med tålmodighed, charme og en stærk rygrad.
https://www.instagram.com/p/BFjrHSNm8SD/?tagged=girlsingestuz
Jeg forelskede mig i denne top fra Gestuz, da jeg så dette billede. Jeg købte den senere til halv pris – 400 kroner.
Har du set: Har du styr på juraen, når du flytter sammen eller får børn med kæresten?