Læs også:

Close
Læg et holdbart feriebudget

Det skal du huske, når du lægger feriebudget

Økonomi  | 

Sommerferien kan hurtigt blive en dyr fornøjelse, men heldigvis har Camilla efterhånden opbygget en solid erfaring med at lægge et (nu) holdbart feriebudget

Som 29-årig har jeg efterhånden en del rejser og festivalture under bæltet. Jeg har prøvet alt fra drukferie med veninderne i Alanya, til parferie i Barcelona og sammenlagt tilbragt flere uger i svedhytte a.k.a. umanerligt lufttæt telt på Roskilde Festival.

Jeg har også prøvet at have mange forskellige budgetter, nogle lidt strammere end andre, og har også haft varierende succes med at holde dem. Jeg har gruet for at åbne min netbank en gang eller to, men de sidste mange gange er jeg heldigvis kommet hjem med med nogle penge til overs fra ferien, eller som minimum et break even.

Nu er jeg ved at planlægge et tre-ugers roadtrip gennem Italien, og jeg har taget alle mine økonomiske ferieerfaringer med i planlægningen. Det er blevet til en håndfuld gode råd og to do’s, som jeg gerne vil dele med dig.

For uanset, hvad dine ferieplaner er, er det næsten 100 procent sikkert, at du skal bruge penge i sommermånederne. Og når først du først har fri og hygger dig, kan pengene hurtigt sidde mere løst i pungen. Men hvordan undgår du, at de gode ferieminder forplumres af økonomisk ruin efter ferien?

MY DAILY SPACE guider dig til det gode feriebudget.

Læs også: Sådan finder du den billigste bank

Hotel og fly er booket, hvad nu?

I juni måned har de fleste nogenlunde styr på deres ferieplaner. Derfor vil rådene i dette afsnit tage udgangspunkt i, at du allerede har betalt for transporten til din rejse og hotelophold eller adgangsbillet.

1: Få overblik og afstem forventninger

Det er vigtigt at have styr på, hvor mange penge du har at gøre godt med på ferien. Undersøg, hvad ting som mad, museer, drikkevarer, offentlig transport og byture koster, der, hvor du tager til.

Har du nok penge til at spise ude ved hver måltid? Eller skal du overveje nogle billigere mellemløsninger og handle ind i supermarkedet til morgenmad og frokost?

Afklar også med dine rejsepartnere, hvor jeres økonomiske niveau ligger, så I ikke får hinanden til at bruge flere penge end hensigtsmæssigt på turen, eller ender med at blive uvenner over økonomisk pres.

Læs også: På røven? Sådan vender du underskud til overskud

Mia var rimelig træt af at have valgt en sproglig uddannelse. (Foto: Polfoto)
Da hun skulle lægge budget, var Mia rimelig træt af at have valgt en sproglig uddannelse. (Foto: Polfoto)

2: Husk de skjulte udgifter

Nye festivaloutfits, telt, køletaske, kuffert, solcreme, et nyt pas, offentlig transport, afgifter, leje af bil, billetter til sightseeing og turistbøger. Listen over ting, der skal med på festival og ferie, er lang og kan hurtigt sprænge ethvert budget.

Husk de skjulte udgifter, og undersøg på forhånd, hvad tingene koster. Betal eventuelt nogle af tingene hjemmefra, så du ikke skal sætte til side til billetter og så videre på turen.

For at være på den sikre side er det altid en god ide at have lidt ekstra penge sat til side til uforudsete udgifter.

Læs også: 5 ting de fleste glemmer, når de lægger budget

3: Træk på erfaring og prioriter

Er det første gang på udlandsferie eller festival? Så kan du spørge dine venner og familie om deres erfaringer med omkostninger og udgifter.

Brugte din veninde for eksempel 2.000 kroner på et telt, der var alt for avanceret til festival? Eller er den hundedyre must see-turisttur slet ikke så uundværlig? Så er der mange penge at spare. Penge, der kan bruges på noget sjovere.

Du kan også trække på egne erfaringer. Brugte du for mange penge på sidste ferie? Hvad skal du undgå i år? Find ud af, hvad der er vigtigt for dig og dine rejsekammerater.

Vil I gerne bruge penge på en tur i tyrkisk bad frem for en dykkertur, så sæt penge af til det.

Det er vigtigt at tage eventuelle dårlige vaner i opløbet, for når først du er af sted, solen skinner og humøret er godt, er det nemt at falde tilbage i den gamle rille og bruge penge på ting, du i sidste ende fortryder.

Læs også: Her er den billigste dag at købe flybilletter

Rikke kunne slet ikke få sig selv til at slå hul på sparegrisen. (Foto: All Over)
Rikke kunne slet ikke få sig selv til at slå hul på sparegrisen. (Foto: All Over)

4: Husk kontanterne

Betalingskort er normale i Danmark, men det er ikke alle lande eller butikker, der bruger kort på samme måde. Derfor er det godt at have nogle kontanter på sig. Du kan veksle hjemmefra, eller når du kommer frem.

Du kan veksle og bestille penge på forhånd i din bank. Vær opmærksom på gebyrer. Nogle banker tilbyder, at du kan hæve valuta som euro og dollars direkte i deres hæveautomater.

Der er også vekselbureuer, hvor de veksler gratis. I visse tilfælde veksler de gratis tilbage til kroner, hvis du gemmer din kvittering.

Det gode ved kontanter er, at de gør det nemmere at bevare et overblik over, hvor mange penge du har. Til gengæld vil større kontantbeløb kræve, at du gemmer nogle af dine penge eventuelt i en bankboks.

Vælger du at hæve i automaterne i udlandet skal du være opmærksom på, at det kan koste op til 50 kroner per gang du hæver.

Det er dog muligt at bruge dankort som betalingsmiddel direkte i restauranter og butikker, og det kan være den billigste løsning. Ofte hæves pengene bare på kortet uden det tilhørende gebyr, som kan komme ved hævning. Hvis du kan vælge mellem dansk eller udenlandsk valutakurs, når du betaler med kort, er det billigst at vælge udenlandsk valutakurs.

Vær bare opmærksom på, at de steder, du bruger kortet, er ordentlige steder, så du ikke risikerer at stå med et lænset kort, efter du har købt en liter mælk i en skummel købmand.

Læs også: Pas på, skjulte butiksgebyrer smadrer din garanti

5: Stop op, og styr dine impulser

Hvordan sikrer du så, at det hele ikke skrider alligevel?

Husk at holde overblikket. Du kan med fordel bruge et par minutter hver dag på at skrive ned, hvad du har brugt, tælle dine penge, tjekke banken og se på, hvad du skal bruge penge på i den kommende tid.

Vigtigst af alt skal du trække vejret og styre dine impulskøb. Det kan godt være, at den storblomstrede, neongrønne hawai-skjorte til 500 kroner er the shit i Alanya, men det er ikke sikkert, at du synes den er lige så fed, når du går tur ned ad hovedgaden hjemme i Holstebro tre uger senere.

Stop op, træk vejret og tænk dig om, inden du smider pengene væk. Så er det nemmere at nyde ferien, og du skal ikke have ondt i maven over saldoen, når du kommer hjem igen.

Læs også: Det kan koste dig dyrt at være et no-show

mydailyspace-facebook-logo

· Mere fra samme kategori ·