Jeg – et grådigt svin: En historie om mit shoppestop

Jeg har shoppestop. Jeg besluttede i juli, at jeg året ud ikke må købe sko og tøj. Hvorfor? Fordi selv det bedste tilbud ikke længere kan skjule den grimme bismag, der er ved vores forbrugerkultur

Jeg har nydt at shoppe tøj, siden jeg var 12 år. Jeg tog ind i mellem med min far i Lyngby Storcenter, og i yndlingsbutikken Bad Girls (ja, vi var skideseje i halvfemsernes Nordsjælland) fik jeg Wrangler-jeans, og hvad moden nu ellers dikterede. Senere fik jeg udleveret månedlige tøjpenge og gik selv på jagt efter gode fund.

Nu er der gået over 15 år, og jeg er blevet voksen. Det har medført større indtægter (til mere shopping?), men også en større bevidsthed om omverdenen. Og den bevidsthed har ført til, at jeg ikke vil shoppe mere i år.

Bomuldsbønder begår masseselvmord

Hvad har sat dette forsinkede nytårsforsæt i gang? Det har dokumentaren “The True Cost” på Netflix. Den viser, hvordan modeindustrien fungerer, og hvordan cyklussen påvirker og påvirkes af os mennesker. Jeg synes, du skal se den, før du køber et stykke tøj mere – så hvis du gerne vil kunne fortsætte med at shoppe vildt med god samvittighed, så luk dette vindue ned nu!

Hvis jeg kan få et par bukser til 100 kroner, hvad har syersken så fået? Hvad har bomuldsbonden fået? Der skal jo også være penge til fragten over til os i Vesten, til de danske ekspedienter og til H&Ms aktionærer og direktører.

Til at starte med skal der skaffes materiale til tøjet. For at holde det overskueligt, kan vi tage bomuld som eksempel. Det skal sås, dyrkes, høstes. Det bliver det af fattige bønder i for eksempel Cambodja. Det er hårdt arbejde, og prisen kan presses ned ved trusler om, at ordrer går til en anden, hvis man ikke kan gøre det billigt nok. De sidste årtier har kemigiganten Monsanto desuden presset genmodificerede afgrøder ned over hovedet på mange bønder – smart for Monsanto, som også sælger den gødning, bomuldsplanterne skal “passes” med. Mindre smart for bønderne, som nu er stavnsbundede til Monsanto, som har fuld kontrol over priserne på såsæd og gødning.

Læs også: Er du shopaholic?

Når den fattige bonde til sidst ikke kan få det til at hænge sammen økonomisk, begår han selvmord ved at drikke den gødning, planterne skulle have haft. I løbet af det sidste årti har over 250.000 bønder i Cambodja begået selvmord.

Fabrikskollaps og større indtjening

Næste trin i processen er syning af tøjet, som udføres i lande som Indien og Bangladesh. Uden at gå for langt ind i ligestillingsproblemet her, så er 85 procent af skrædderne kvinder, og de får cirka 12 kroner om dagen for at arbejde i cirka 12 timer. De er så lavtlønnede, at de tit ikke kan brødføde deres børn. Børnene bliver derfor sendt væk til børnehjem, bedsteforældre, onkler og tanter.

Ligesom bønderne kan fabrikkerne presses ned i pris. Hvis en repræsentant for H&M siger, at han kan få syet 50.000 jeans billigere et andet sted, så presser fabriksejeren prisen ned for at få ordren. Hvem betaler for prisnedsættelsen? De ansatte. Utallige forsøg på at få bedre forhold har ikke ført noget nævneværdigt med sig. Da ansatte i Rana Plaza i Bangladesh fortalte chefen, at der var revner i bygningen, og at de ikke var sikre, blev det ignoreret af en ledelse, der ikke følte, den havde tid og råd til at suspendere arbejdet. Fabrikken kollapsede, og over 1.000 mennesker døde.

Året efter ulykken var indtjeningen for H&M, Gap, Zara og Fast Retailing steget til 72 millioner dollars, hvor den var på 48 millioner i ulykkesåret.

“Jeg giver det bare til velgørenhed”

Når tøjet er færdigt, sendes det halvvejs rundt om jorden, hvor det sælges til spotpriser. (Lad os i denne klumme for enkelthedens skyld totalt ignorere de miljømæssige problemer, der er ved tøjproduktion.) Jeg plejede at juble, når jeg så et par jeans til 99 kroner. Nu bliver jeg mistænksom. Hvis jeg kan få et par bukser til en hund, hvad har syersken så fået? Hvad har bomuldsbonden fået? Der skal jo også være penge til fragten over til os i Vesten, til de danske ekspedienter og til H&Ms aktionærer og direktører.

Læs også: Shoppingturen fra en anden vinkel

De billige priser har for mig tidligere ført til argumenter i stil med: “Jeg ved ikke, om røde jeans er mig, men de er så billige. Jeg køber dem, og hvis det ikke går, giver jeg dem bare til velgørenhed.” Lad os tænke den tanke helt færdig. Kun 10 procent af det tøj, man herhjemme giver til velgørenhed, bliver faktisk solgt ude i genbrugsbutikkerne.

Det genbrugstøj, der ikke kan sælges hjemme, bliver shippet ud af landet – tilbage til ulandene! Nu har tøjet været en hel omgang rundt om jorden. I processen er utallige mennesker blevet udnyttet: fattige folk i markerne (som bevæger sig mere og mere hen mod et kemisk ukontrolleret forsøg), enlige mødre, der ikke får løn nok til andre end sig selv – og frustrerede fabriksejere, der på den ene side skal få ordrer hjem, men på den anden side skal presse deres ansatte på en urimelig måde for overhovedet at få ordren hjem.

Jeg – et grådigt svin

De eneste i modeindustriens lange kæde, der ikke lider overlast og nød, er os. Forbrugerne. Tøj er blevet billigere de sidste årtier. Nettet er så allestedsnærværende, at vi altid kan shoppe. Det passer godt til vores Instagram-mentalitet, hvor vi viser os frem for Gud og hver mand.

Jeg kan ikke selv undsige mig denne væremåde. Jeg syntes aldrig før, jeg var “slem” – for jeg undlod tit at købe en taske eller et stykke tøj. Men hvad er målestokken? Er jeg “god nok”, fordi jeg kan lukke garderobedøren? Kan jeg pudse glorien, fordi jeg har brugt alt, jeg ejer (om det så bare er én gang)?

Barren er sat for lavt. Det er for nemt for mig at føle, at jeg behandler økosystemet og menneskerne i modeindustrien pænt. Og nu har jeg fået nok. Af mig selv. Af samfundet. Af butikkernes konstante emails, nye kollektioner, modeblogs, bladenes “20 ting, du ikke kan leve uden”. Der findes ikke 20 items, du IKKE KAN LEVE UDEN. Behøver vi gennemgå det smerteligt indlysende i, hvem der i ligningen ikke kan leve ordenligt? Nej – det burde stå så klart, som var det bøjet i neon.

Læs også: Singlekvinders økonomi sejler

Der er mange ting, vi kan gøre for at ændre på situationen. Køb kvalitet i stedet for kvantitet. Køb tøj produceret i Europa eller endda Danmark. Køb økologisk så vidt muligt. Men den absolut bedste ting, du kan gøre, er at indføre et totalt shoppestop.

Du har nok. Det har jeg også.

 

Kilde: Dokumentaren “The True Cost” på Netflix.