
NEWS: Op mod halvdelen af danskerne smider mad ud
Op mod halvdelen af danskerne smider mad ud · 48-årig mand og 47-årig kvinde dømt for forsøg på hvidvask · Änglamark vinder flot bæredygtigpris · Seal kommer til Aarhus · 23-årig sigtet for sprængning i Dragør · Dagens billede: Oscar-vindere
Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.
Op mod halvdelen af danskerne smider mad ud
På trods af mange indsatser og kampagner, har danske husholdninger fortsat udfordringer med at komme madspild til livs. Overskydende middagsrester, overskredne holdbarhedsdatoer og glemte madvarer udfordrer danskernes kamp mod madspild.
Kampen mod madspild er langtfra vundet. For selvom der har været mange indsatser gennem årene, så viser nye tal, at op imod halvdelen af de danske husholdninger smider mad ud mindst en gang om ugen. Tallet lyder på nøjagtigt 44 procent. Det viser en undersøgelse, der er foretaget af Kantar Public for Stop Spild Af Mad og Landbrug & Fødevarer
I undersøgelsen er der også kigget nærmere på, hvad danskerne især smider ud. Tallene viser, at holdbarhedsdatoer og overskydende mad fra de store hovedmåltider især er skyld i madspildet.
Undersøgelsen har kigget på, hvor danskerne smider mest mad ud. Øverst på listen er varer, som har overskredet sidste salgsdato. Dette er en udfordring for hver fjerde dansker. 16 procent af danskerne smider rester ud fra et af de store hovedmåltider og 13 procent smider mad ud, som de har glemt, de have liggende i køkkenet.
Per Vesterbæk, der er områdedirektør for Analyse & Statistik i Landbrug & Fødevarer mener, at tallene i høj grad afspejler en travl hverdag:
– Vi kan se, at danskerne har en tendens til at glemme, hvilke fødevarer de har liggende derhjemme. Så køber man måske nogle nye og friske produkter, når man er ude og handle. Det tror jeg i høj grad sker, fordi mange har en travl hverdag, hvor man ikke helt får sat indkøbene i systemet, siger han.
Selina Juul, som er stifter og bestyrelsesformand i Stop Spild Af Mad, bekymrer sig over undersøgelsens resultater:
– Noget tyder på, at vi fortsat har en stor opgave foran os. De gode madspildsvaner, som danskerne har lært under COVID-pandemien, hænger åbenbart ikke ved. Holdning er simpelthen ikke smittet af på handling. Måske vil inflationen og prisstigninger på fødevarer smitte af på danskernes madspildsvaner. Men den dag inflationen og prisstigninger på fødevarer falder, kommer vi højst sandsynligt igen til at opleve mere madspild. Og til den tid skal vi genstarte hele kampen mod madspild, forklarer hun.
Et langt og sejt træk … I år er det 17 år siden, at Landbrug & Fødevarer lavede de allerførste beregninger af danske husholdningernes madspild. Og det er 15 år siden, at Stop Spild Af Mad bevægelsen så dagens lys – og bevægelsen er fortsat aktuel.
– Vi kommer til at fortsætte kampen med at oplyse om madspild og fastholde fokus på udfordringerne, fortsætter Selina Juul.
Også i Landbrug & Fødevarer vil fokus på madspild fortsætte:
– Der er ingen tvivl om, at madspild er svært at komme helt til livs i et rigt samfund som det danske. Men vi skal fortsætte, for det er skidt for både klimaet, jordens ressourcer og vores privatøkonomi, at god mad ikke bliver spist, afslutter Per Vesterbæk.
Se mere på madspildsindeks.dk her.

Læs også: Selina Juul om de mange år med kampen mod madspild
48-årig mand og 47-årig kvinde dømt for forsøg på hvidvask
En 48-årig mand er idømt 1 år og 9 måneders fængsel for forsøg på hvidvask for over to millioner kroner, mens en 47-årig kvinde blev idømt et års fængsel i samme sag.
Københavns Byret har sidste uge afsagt endnu en dom i en række sager om forsøg på hvidvask, hvor svenske statsborgere har forsøgt at fragte store pengebeløb ud af landet via Københavns Lufthavn uden at angive pengene til Toldstyrelsen.
En 48-årig mand og en 47-årig kvinde er dømt for forsøg på hvidvask af over to millioner kroner i forskellige valutaformer. De to ankom med tog fra Sverige og havde flybillet til Istanbul i Tyrkiet, da de blev anholdt i lufthavnen i slutningen af september 2022.
Den 48-årige mand blev desuden udvist for bestandigt, mens den 47-årige kvinde fik et indrejseforbud i 12 år. Pengene blev konfiskeret.

Læs også: Ung mand dømt for hvidvask af mange millioner kroner
Änglamark vinder flot bæredygtigpris
De danske forbrugere peger på Änglamark, når de skal vælge det mest bæredygtige brand. Det er Ânglamarks stærke position inden for økologi, høj troværdighed og koblingen til Coop, der sender Änglamark til tops på Sustainable Brand Index 2023.
Änglamark bliver betragtet som det mest bæredygtige brand af de danske forbrugere. Det viser det netop offentliggjorte Sustainable Brand Index. Sustainable Brand Index måler hvert år, hvordan forbrugerne opfatter varemærker ud fra et bæredygtighedsperspektiv, og i 2023 indtager Änglamark fra Coop førstepladsen.
Signe D. Frese, CSR-direktør i Coop, udtaler:
– Hele ideen bag Änglamark er at give forbrugeren, der vil tage gode valg for sig selv og miljøet, ét mærke at orientere sig efter. Derfor gør det mig rigtig glad, at det netop er forbrugerne, der peger på Änglamark som det mest bæredygtige brand. Det viser, at de forstår Coops hensigt med Änglamark og de værdier, der ligger bag mærket.
Ifølge Erik Elvingsson Hedén, der er stifter af Sustainable Brand Index, vinder Änglamark førstepladsen på grund af brandets stærke position inden for økologi, på grund af høj troværdighed og på grund af sammenkoblingen til Coop.
– Det er ikke overraskende, at Änglamark vinder. Det er et brand, der har opbygget sin styrke inden for økologi i årtier og er med i de fleste danskeres liv, siger han.
Om Änglamark:
Änglamark dækker over økologiske eller allergi- og miljøvenlige produkter fra Coop af høj kvalitet. Änglamark-serien har mere end 1.200 forskellige produkter inden for de fleste kategorigrupper, og køber man Änglamark, får man produkter uden overflødig kemi og skadelige stoffer.
Alle produkter er godkendt af relevant mærkningsordning.
Om SB Index 2023:
Sustainable Brand Index er en uafhængig undersøgelse på tværs af brancher og landegrænser. Undersøgelsen består i 2023 af næsten 1 .600 brands, 36 brancher, 80.000 forbrugerinterviews i Europa.
Det er virksomheden SB Insight, der står bag Sustainable Brand Index.

Læs også: 10 tips til at rejse bæredygtigt
Seal kommer til Aarhus
Seal kommer til Aarhus, hvor han vil spille én af få eksklusive europæiske udendørskoncerter denne sommer. Ikke alene er det hans eneste koncert i Norden, det er også første gang i 18 år, han optræder i Danmark.
Live Nation præsenterer nu i samarbejde med Tivoli Friheden for første gang det nye udendørs koncertformat; ‘Summer Session’. Tivoli Frihedens scene på den smukke Event-ø vil i sommersæsonen danne rammen om koncerter med internationale kunstnere.
Summer Session formatet består af en række udendørs koncerter med internationale hovednavne. Programmet vil typisk starte med opvarmning af en eller to danske artister inden hovednavnet går på. Billetter sælges separat til hver enkelt Summer Session koncert.
Om Seal:
Med en af de mest genkendelige stemmer nogensinde har Seal sat et uudsletteligt aftryk på pop, R&B, soul og dance musik. Seal har solgt over 30 millioner albums på verdensplan, genereret mere end 1 milliard streams og vundet fire GRAMMY® Awards, tre BRIT-priser, to Ivor Novello-priser og en MTV VMA.
Hans musik optræder i film af ikoniske instruktører som Spike Lee og afdøde Joel Schumacher, og derudover er hans sange blevet hyldet med coverversioner af artister som Alanis Morissette, Bastille og George Michael, for at nævne nogle få.
Senest fik han anerkendelse i form af en GRAMMY® Award nominering i kategorien “Bedste traditionelle popvokalalbum” for Standards i 2019.
Undervejs har han samarbejdet med alle fra Jeff Beck, Joni Mitchell og Santana til P!nk, John Legend og Gallant. Seals stemme giver dog højere genlyd end nogensinde før med mere musik på vej i 2023 og fremad.
Programmet fredag den 14. juli 2023 ser således ud:
Sceneområdet åbner klokken 16.00
Calby: 18.30
Soleima: 19.45
Seal: 21.00
Koncerten forventes at slutte: 23.00
Med forbehold for ændringer.
Billetpriser: Golden Circle 710,- / Ståpladser 410 kr. + gebyr.
Billetsalget startede igår den mandag den 13. marts via livenation.dk og ticketmaster.dk

Læs også: Marts måneds kulturguide
23-årig sigtet for sprængning i Dragør
Efter en intensiv efterforskning har Københavns Politi anholdt en ung mand, som mistænkes for at stå bag en eksplosion i Dragør natten til mandag sidste uge.
En 23-årig mand blev i går fremstillet i grundlovsforhør i Københavns Byret sigtet for den sprængning, der natten til mandag den 6. marts gik ud over en butik på Magleby Torv i Dragør.
Den 23-årige mistænkes for at have anbragt og detoneret cirka fem kilo sprængstof ved butikkens bagside, som blev kraftigt beskadiget ved eksplosionen. Ingen personer kom dog til skade.
Manden blev anholdt i går eftermiddag i København, og Københavns Politi kan ikke udelukke, at der vil ske flere anholdelser som led i den fortsatte efterforskning.
Anklagemyndigheden begærede lukkede døre. Københavns Politi har derfor ikke yderligere kommentarer.

Læs også: Fire personer dømt for rambuktyveri