
NEWS: Tivoli bidrager til lysfestival
Tivoli bidrager til lysfestival · To mænd idømt livstid for drab · DI: Danmark skaber færre virksomheder med høj vækst · Maren Uthaug modtager De Gyldne Laurbær · Fire personer dømt for rambuktyveri · Dagens video: Ballon skudt ned
Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.
Tivoli bidrager til lysfestival
Selvom Tivoli er lukket frem til den 31. marts, er forlystelseshaven alligevel med til at lyse København op i den mørke og kolde tid. Det sker med en række Tivoli-værker under Copenhagen Light Festival 2023, som løber fra den 3. – 26. februar.
Februar i Danmark kan føles lang, kold og mørk. Men midt i mørket lyser Copenhagen Light Festival hovedstaden op, og Tivoli – som ellers også ligger mørk og lukket hen i denne tid – bidrager til lysfestivalen med smukke lysshows og -installationer, som kan få vintermørket til at føles bare lidt kortere.
Jesper Garde Kongshaug, som er lysdesigner i Tivoli, siger om Tivolis medvirken i festivalen:
– Tivoli er kendt for at sprede lys, liv og glæde. Her i vinterpausen, hvor Haven er lukket, er vi glade for at kunne samarbejde med Copenhagen Light Festival og de mange spændende og dygtige kunstnere om at skabe ekstra lys i København i en mørk tid. Tivoli er medsponsor på lysfestivalen, og derfor spiller Tivoli selvfølgelig også en rolle under lysfestivalen. Vi har lagt seks værker på lokationer rundt om Tivoli, som gør, at de smukke lysinstallationer er noget af det første, tilrejsende ser, når de kommer til København med tog eller metro.
Under festivalen vil der således være en række installationer og værker, som inddrager og bruger Tivolis bygninger. Blandt andet værket WHITE BEAMS, som fra Københavns Rådhus udsender 11 lysstråler mod 11 arkitektoniske vartegn i Københavns forskellige bydele – heriblandt Tivoli. Værket er udover at være del af Copenhagen Light Festival også en markering af at København er international Arkitekturhovedstad i 2023.
I Cakenhagens vindue kan man under festivalen opleve værket: Gender Equality, som sætter fokus på kvinder manglende rettigheder overalt i verden. Kvindekamp er der også i kunstværket ‘Arachne’, som kan ses ved H.C. Andersen Slottet. Det lysende tæppe, som udgør installationen, er nemlig på den ene side en kritik af patriarkalske magtstrukturer og på den anden side en hyldest til kvinders styrke.
I Tivoli Food Halls vinduer kan man opleve ‘Routes or Roots’ og ‘Event Horizon’, som udforsker henholdsvis sammenhængen mellem vores kultur, og de veje vi bevæger os hver dag og tid og sted som grænseløse fænomener. Slutteligt kan man opleve den interaktive installation Digital Wool på fortorvet foran Tivoli Food Hall, som sætter fokus på hvordan den digitale verden bliver mere stoflig, mens menneskelige bevægelser bliver digitaliserede.
Læs mere på Copenhagen Light Festivals hjemmeside her.

Læs også: Bogen om Tivolis smukke have
To mænd idømt livstid for drab
To unge mænd idømt livstid for drab i Brøndby Strand. To mænd på hhv. 22 og 26 år er begge blevet idømt livsvarigt fængsel. De to mænd var tiltalt for den 28. december 2021 sammen at have dræbt en 22-årig mand. Ifølge tiltalen, opsøgte de to nu dømte manden på et parkeringsareal i Brøndby Strand for at dræbe ham. Den nu dræbte forsøgte at flygte fra stedet, men blev eftersat af de to domfældte og herpå dræbt af den 26-årige, der affyrede tre pistolskud mod manden, hvoraf et ramte i hjertet.
På baggrund af vidneudsagn og overvågningsvideo, havde politiet meget hurtigt et billede af, hvem der stod bag drabet, og dagen efter blev de to nu dømte mænd offentligt efterlyst af Københavns Vestegns Politi. Det gjorde at den 26-årige meldte sig selv en uge efter, og få dage senere kunne politiet anholde den 22-årige, da han landede i Københavns Lufthavn.
I forbindelse med sagen har den 26-årige erkendt at have affyret det dræbende skud. Omvendt har den 22-årige mand i retten påstået, at han ikke var klar over, at den 26-årige ville skyde – og derfor har han nægtet sig skyldig i drab. Dette blev tilsidesat af retten, da begge mænd den 13. januar blev kendt skyldig i drab.
– Retten har lagt vægt på, at drabet fandt sted med skydevåben på offentligt sted ved højlys dag, hvor der var flere udenforstående mennesker tilstede. At gøre sådan, vidner om usædvanlig brutalitet og kynisme, udtaler specialanklager Peter Rask. Dommen blev afsagt fredag aften og begge de to dømte har anket.

Læs også: Solgte hash men glemte hund
DI: Danmark skaber færre virksomheder med høj vækst
Alt for få danske iværksættere og nye virksomheder går videre fra ‘Løvens hule’ og vokser sig store og skaber vækst og job. En ny undersøgelse fra Dansk Industri viser, at antallet af virksomheder med høj vækst ligger på det laveste niveau i syv år.
Siden 2012 er Danmark faldet fra en 9. plads i Europa, når det gælder højvækstvirksomheder, til en 22. plads, viser DI’s undersøgelse.
– Det er ærligt talt en dårlig nyhed. Vi har hårdt brug for at styrke iværksætteriet og at flere virksomheder vokser sig store og skaber arbejdspladser og vækst i vores samfund. Vi har en ambition om, at Danmark skal være blandt de bedste lande i verden at starte egen virksomhed og de her tal viser, hvor vigtigt det er, at regeringen kommer med en ny iværksætteristrategi, som jo er en del af regeringsgrundlaget, siger adm. direktør Lars Sandahl Sørensen, DI.
Derfor samlede Dansk Industri sidste onsdag over 100 danske iværksættere for at kick-starte debatten op til regeringens kommende iværksætterstrategi. Det skete på en konference, hvor også politikere og eksperter deltog og hvor iværksætterstrategien var på dagsordenen.
I en international målestok står det også skidt til med højvækstvirksomhederne i Danmark sammenlignet med nabolandene. DI’s undersøgelse viser, at Danmark halter efter lande som Sverige, Holland, Norge og Finland, når det gælder om at skabe virksomheder med høj vækst.
I Danmark var det i perioden 2017 til 2020 blot 8,4 procent af virksomhederne, som var i stand til at præstere en årlig vækst i beskæftigelsen på mindst 10 procent og som havde mindst 10 ansatte fra start af – en udvikling som kendetegner højvækstvirksomheder. I Sverige var andelen næsten det dobbelte.
– Det kræver en kæmpestor risikovillighed at starte egen virksomhed. Vi har brug for at endnu flere tør vove sig ud i det. Derfor skal vi gøre hvad vi kan for at skabe gode betingelser for at starte virksomhed og give virksomhederne et bedre fundament for at opnå hurtigere vækst. For eksempel skal det efter vores mening være lettere at rejse kapital til vores startups og det kræver nok at vi kigger på skattelovgivningen, siger Lars Sandahl Sørensen.
Iværksætter-konferencen sidste uge i DI skulle gerne række ud i konkrete forslag til at gøre Danmark til et bedre iværksætterland, som efterfølgende overrækkes erhvervsminister Morten Bødskov.

Læs også: Rapport slår fast: I fremtiden skal du ikke udføre dit job selv
Maren Uthaug modtager De Gyldne Laurbær
I torsdags blev forfatteren Maren Uthaug overrasket af Komiteen for De Gyldne Laurbær under en torsdagsbar på hendes forlag. Komiteen kunne her give hende det glade budskab, at hun er modtager af De Gyldne Laurbær for romanen 11%.
Romanen foregår i den nye tid, hvor der ingen mænd er tilbage i samfundet. Ud over en lille flok hanner, man opbevarer på et avlscenter på Lolland. Fire kvinders liv vikles ufrivilligt ind i hinanden, men de bliver tvunget til at samarbejde, da der pludselig dukker en dreng op ude i det fri. Spørgsmålet er, hvornår han indeholder så meget testosteron, at han bliver en trussel for dem alle?
‘Du kan jo overveje, hvorfor der er så mange ord, der aldrig er lavet i feminin form. Som drabsmand og voldtægtsmand. Eller krigsherre’, som der står i et citat fra bogen.
– Min roman er ikke et manifest for, hvordan jeg synes, samfundet skal være. Jeg leger bare med de strukturer, vi har i dag, i en kulisse hvor alt handler om køn. Men faktisk handler bogen ikke om køn. Den handler om de eviggyldige problemer, som gør os til mennesker: Ensomhed, stress og den slags. Og hvordan vi altid grupperer os med ligesindede – i min bog har kvinderne grupperet sig efter, hvordan de onanerer, som Maren Uthaug fortalte i et interview til BOG.dk:
– Vi er selvfølgelig utroligt stolte på forlagets vegne og glade på Marens vegne, siger litterær direktør Sune de Souza Schmidt-Madsen og fortsætter:
– Jeg synes, det er helt fortjent, for hun har allerede manifesteret sig med et imponerende forfatterskab. Men samtidigt synes jeg også, det er dejlig modigt af boghandlerne at stemme på 11%. Romanen er kontroversiel og kantet … og fuldstændig fantastisk. Læserne og bogkøberne har kastet sig over den, den har ligget nr. 1 på bestsellerlisten i måneder, og den er allerede i 7. oplag.
Det er andet år i træk, at en forfatter fra Lindhardt og Ringhof modtager De Gyldne Laurbær. Sidste år blev Thomas Korsgaard kranset for romanen ‘Man skulle nok have været der’, som var sidste bind i hans trilogi om Tue.

Læs også: Fem på stribe: Boginspiration til dig
Fire personer dømt for rambuktyveri
Tre mænd og en kvinde er dømt for at have kørt en bil ind i en ur- og smykkeforretning i Indre By og have stjålet varer for mere end 5,7 millioner kroner. Den ene er desuden dømt for et rambuktyveri med samme fremgangsmåde i Aarhus.
Tidligt om morgenen den 31. januar 2022 kørte en bil ind i indgangspartiet til en ur- og smykkeforretning på Strøget i København, hvorefter gerningsmændene forsvandt i samme bil med ure og smykker for mere end 5,7 millioner kroner.
Københavns Politi gennemførte i tiden efter en omfattende efterforskning, der førte til anholdelsen af en mand og en kvinde i februar 2022. Yderligere en mand blev udleveret til Danmark i juni 2022, mens en fjerde mand, som har været eftersøgt, kom til Danmark umiddelbart inden, sagen skulle for retten.
De fire personer, der er rumænske statsborgere i alderen 37 til 42 år, blev i dag i Københavns Byret idømt fængselsstraffe på mellem et og tre år for indbrudstyveri af særligt grov beskaffenhed.
De tre mænd er dømt for at have planlagt og udført rambuktyveriet, mens kvinden er dømt for at have bistået de fire mænd, blandt andet ved at have deltaget i planlægningen, at have håndteret flugtbilen, at have sørget for kost og logi til de andre samt at have hjulpet dem med at flygte ud af landet.
En femte, uidentificeret gerningsmand medvirkede under rambuktyveriet.
Den ene af de dømte, en 38-årig mand, blev desuden dømt for et lignende rambuktyveri, der fandt sted den 23. november 2021 i det centrale Aarhus. Han er dømt for, sammen med tre p.t. uidentificerede gerningsmænd, at have kørt en bil ind i en ur- og smykkeforretning for at have stjålet varer til en værdi af mindst 3,5 millioner kroner.
– Ud over at der blev stjålet ure og smykker for meget store beløb, er det en voldsom fremgangsmåde at benytte en bil som rambuk. Dommen afspejler, at der var tale om et nøje planlagt og professionelt indbrud. Det er vi tilfredse med, udtaler anklagerfuldmægtig Merve Deveci.
Den 38-årige mand, der blev dømt for begge rambuktyverier, blev idømt tre års fængsel og udvist for bestandig. Han udbad sig betænkningstid ift. en eventuel anke. De to andre mænd på henholdsvis 37 og 42 år fik hver to års fængsel og blev udvist for bestandig. Den ene modtog dommen, mens den anden ankede på stedet.
Den 41-årige kvinde blev idømt et års fængsel og blev udvist med indrejseforbud i seks år. Hun modtog dommen.

Læs også: Ung mand idømt fængsel for vanvidskørsel