Læs også:

Close
østers

JULENEWS: Østers hitter – også nytårsaften

Nyheder  | 

Østers hitter · Nytårsfyrværkeri: Tivoli siger tak for 2021 med et brag · Mand i grundlovsforhør for grov vold og frihedsberøvelse · Her er de mest oversete kriser i 2021 · Politiet fandt narko, våben og ulovligt fyrværkeri · Oplev årets nytårskoncert gratis på Kgl Xtra · Dagens billede: Godt nytår · Decemberglimt: En Grinchjul

Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.

Østers hitter

Københavnere og tyskere valfarter til Vadehavet. Masser af plads og frisk luft trækker rekordmange gæster til Sydvestjylland, hvor de vil på østersjagt. Ruth og Christian Lorenzen har drevet Klægager Bed & Breakfast i Den Gamle Digegreves Gård i Østerende Ballum i 15 år, men aldrig har gården haft så mange gæster:

– Vi har haft det travleste efterår nogensinde, og selv her i vintermånederne kommer der overnattende gæster hver uge, siger Ruth Lorenzen.

Tendensen mærkes også hos Feriepartner Rømø:

– Vi har i løbet af sommeren og det tidlige efterår oplevet en endog særdeles stor efterspørgsel på at leje sommerhuse og ferielejligheder i Danmark. Det var populært før corona-pandemien, men trenden er blevet forstærket, fortæller bureauleder Martin Vestergaard.

Feriepartner Rømø oplever også interesse for at sikre sig en feriebolig til næste år:

– 2022-sæsonen ligger lige nu statusquo med 2019-sæsonen, som var rekordår over alle år. Det er de tyske gæster, som er tidligt ude, og vi forventer, at der kommer endnu mere fart på lige efter jul/nytår og i de første par måneder af året, fortæller bureauleder Martin Vestergård.

Danmarks Statistik fortalte tidligere på måneden, at et rekordhøjt antal tyske turister har booket danske feriehuse i år. Tyskere havde ved begyndelsen af måneden booket i alt 17.275 husuger i december ud af det samlede antal på 22.669 husuger. Vadehavets Oplevelser, som tilbyder ophold på marskgården Højergård, mærker også interessen for at nyde højtiden i det sydvestjyske:

– Begge vores juleophold blev udsolgt hurtigt, fortæller Morten Riis fra Vadehavets Oplevelser.

Martin Vestergaard fra Feriepartner Rømø peger på to årsager til det stigende antal besøgende:

– Dels betyder corona færre muligheder for at rejse ud i verden, dels har mange, som ikke tidligere valgte denne ferieform, fået øjnene op for værdien ved at være på sommerhusferie tæt på vand, natur og masser af plads og frisk luft – det kan altså bare noget særligt.

Ruth Lorenzen har et tredje bud på den store interesse for at komme til Vadehavet:

– Vores gæster kommer fra København, og de vil gerne på østersjagt. Min mand tilbyder at gå ud med gæsterne, og så har jeg østers klar til dem som forret, når de kommer tilbage, siger Ruth Lorenzen, der er berømt viden om for sin kogekunst.

Ejeren af turvirksomheden Sort Safari på Rømø, Iver Gram, mærker også, at østers er populære:

– Der er flere nye aktører, som tilbyder østersture, og markedsføringen har været massiv. Der er dels en stigende interesse for at komme ud og samle østers i Vadehavet, dels en stor interesse for, hvordan man tilbereder østers, siger Iver Gram.

Chefen for Rømø-Tønder Turistforening, Kenneth P. Madsen mener også, at fokus på østers har øget interessen for området:

– Det giver nogle weekendophold og korttidsophold, som vi nok ikke ellers havde fået, mener han.

Klægager Bed & Breakfast har da også længe haft gæster på venteliste til Danmarks Østersfestival, der afholdes 14.-17. oktober 2022.

Interessen for østers kommer ikke bag på Svend Bonde, som i tre årtier har drevet virksomheden Danish Shellfish:

– Vi kan se, at for år tilbage købte private kunder måske 6 eller 12 østers, nu køber de 24 østers af gangen.

Initiativtageren til Danmarks Østersfestival, Povl Lønberg, mærker også den stigende efterspørgsel og fortæller, at danske østers kan spises i alle måneder med ’r’ i navnet, det vil sige fra september til april. Til juledagene og nytåret anbefaler han denne ret udviklet af vinderen af bæredygtighedsprisen ved Danmarks Østersfestival 2021, Martin Peter Leth Sjunnesson, Falsled Kro:

Letpocherede østers med ‘gløgg’-vinaigrette, salte mandler og syltede rosiner

Retten er til 10 personer.

Du skal bruge:

10 østers

1 dl rødvinseddike

3 dl frugtig, sød rødvin

1 knækket kardemommekapsel

3 nelliker

0,5 stjerneanis

5 fennikelfrø

8 sorte peberkorn

3 dl god olivenolie

1 appelsin

30 hele mandler

lidt salt

30 gode rosiner

0,5 dl akvavit

1 spsk. Hvidvinseddike

saft fra 0,5 citron

Tilberedning:

Lad først rødvinseddiken koge ind med krydderierne, til det er tykt som sirup. Tilsæt rødvinen og lad det koge ind en smule. Efter reducering, lad lagen trække 10 minutter, inden den sigtes og tilsættes olivenolie og citronsaft.

Overhæld rosinerne med akvavit, eddike og citronsaft og lad dem ligge i lagen til lige før servering.

Mandlerne halveres. Vand med lidt salt koges op, og mandlerne tilsættes og koger 4 minutter. Bag derefter mandlerne på 160 grader i 15 minutter og lad dem køle af.

Før servering åbnes alle østersene. Det overskydende østersvand hældes i en lille kasserolle.

Lun østersvandet op og tilsæt østersene. Sving dem i den lune lage i 30-40 sekunder.

Tag østersene op og læg dem tilbage i skallerne. Overhæld dem med en stor skefuld gløgg-vinaigrette, og garner toppen med akvavit-rosiner og halve salte mandler.

østers
Østers er et hit, og mange har fået smag for østers fra Vadehavet og vil både plukke dem selv og lære at tilberede østers. (Foto: Unsplash)

Læs også: Opskrift på østers

Nytårsfyrværkeri: Tivoli siger tak for 2021 med et brag

Selv om Tivoli har lukket nytårsaften, skal København ikke snydes for nytårsfyrværkeri fra Carstensens Have midt i hovedstaden. Netop fordi Tivoli holder lukket, er det muligt at fyre ekstra stort og højtflyvende fyrværkeri af. Alle med hang til spektakulært fyrværkeri kan derfor med fordel kigge i retning af Tivoli i morgen den 31. december klokken 23.00 og nyde synet af årets største festbombardement.

I årets ekstraordinære nytårsfyrværkeri affyrer fyrværkerimesteren og hans folk 1.241 stjerner, 2.641 bombetter, 665 luftbomber og 1.241 romerlys. Der er udsigt til et imponerende show på himlen, der kan gøre selv den vildeste fyrværkerientusiast grøn af misundelse, da det affyres i op til 175 meters højde over Tivoli.

Tivolis kulturdirektør Frederik Wiedemann siger om nytårsfyrværkeriet:

–  Vi vil gribe muligheden for at lave et ekstraordinært nytårsfyrværkeri som tak til københavnerne for deres opbakning og mange besøg hos os. De har været med til at gøre 2021 til et festligt og flot år i Tivoli trods alle udfordringerne med Covid-19. Når nu vi ikke kan have gæster inde i forlystelseshaven på dagen, kan vi sende en spektakulær nytårshilsen ud til hele byen.

Årsagen til at nytårsfyrværkeriet kan blive endnu mere iøjnefaldende end normalt, er, at der ikke må være gæster inde i forlystelseshaven. Det gør det muligt for Tivolis fyrværkerimester at benytte både Koncertsalens tag og Plænen til at affyre fyrværkeri, der kommer højere op og giver større lyseffekter på himlen. Det ekstraordinære fyrværkeri forventes at kunne ses over hele hovedstaden, og der er ikke nogen grund til at søge i retning af Tivoli, for det store og højtflyvende show vil tage sig flot ud på afstand.

Tivolis nytårsfyrværkeri begynder klokken 23.00.

Culumbine og Harlekin fyrværkeri (3)
Se Tivolis store fyrværkeri nytårsaften klokken 23.00 … (Foto: PR)

Læs også: Lav Cakenhagens hvide chokolademousse nytårsaften

Mand i grundlovsforhør for grov vold og frihedsberøvelse

Østjyllands Politi fremstillede tirsdag i Retten i Randers en 22-årig mand, der sigtes for grov vold og frihedsberøvelse begået mod en 22-årig kvinde på en adresse i Mørke i tidsrummet fra den 26. december klokken cirka 18.30 til den 27. december klokken cirka 4.30.

Grundlovsforhøret foregik for lukkede døre …

reb
Mand i grundlovsforhør for grov vold og frihedsberøvelse … (Foto: Unsplash)

Læs også: Mand dømt for grov vold og frihedsberøvelse

Her er de mest oversete kriser i 2021

Både sygdomme og konflikter er i top-5 over de kriser, som en stor del af danskerne har overset eller helt glemt i 2021. Det viser en undersøgelse, som Læger uden Grænser har fået lavet i befolkningen.

Flere end en halv milliard mennesker lever med diabetes. Burkina Faso er hvirvlet ind i verdens hurtigst eskalerende krise. Strækningen mellem Senegal og Etiopien kaldes meningitisbæltet – med god grund. Det er dybt alvorlige situationer, der hvert år koster millioner af menneskeliv. Og situationer, som danskerne ikke ved ret meget om. I hvert fald topper de tre kriser listen over glemte kriser i 2021, som Læger uden Grænser udgiver på baggrund af en undersøgelse lavet af Voxmeter blandt danskerne.

Bruttolisten rummer som tidligere år et bredt spektrum af humanitære kriser: Katastrofer, konflikter, epidemier og langvarige sundhedskriser. Fællestræk? De har mere eller mindre stået uden for mediernes søgelys i året, der er gået.

Det kan der være mange årsager til, men ligesom i 2020 har verdens kriser haft et ekstraordinært stort bump på vejen til mediernes dagsordener: COVID-19.

– Her ved udgangen af 2021 er corona ikke længere noget nyt og ukendt, men til gengæld en fast, utilregnelig og bekymrende del af den globale hverdag. En bekymring, vi alle deler – også medierne. Derfor er der ikke noget at sige til, at pandemien nok dukker frem som noget af det første, når folk tænker tilbage på årets kriser. Men det har altså ikke sat resten af verdens sygdomme og humanitære kriser på pause. Tværtimod fortsætter de ufortrødent i ly af coronaens skygge og risikerer dermed at koste endnu flere liv. Derfor er det vigtigt, at vi får sat fokus på netop de oversete kriser – både i medierne og i sundhedssystemet, forklarer formand for Læger uden Grænser Heidi Christensen.

For eksempel bærer årets samlede mediebillede ikke meget præg af diabetes, der langtfra kun herhjemme kan betegnes som en folkesygdom. Flere end en halv milliard mennesker på verdensplan har ifølge International Diabetes Federation diagnosen, mens 6,7 millioner er døde med den – alene i år. 3 ud af 4 af det stigende antal diabetikere bor i den fattigere del af verden, hvor mange ikke har adgang til livsnødvendig behandling som insulin. For at gøre ondt værre er COVID-19 ofte farligere for diabetikere.

Som dansker kan det være svært at identificere sig med konflikter i Afrika eller Sydasien – både på grund af afstanden og kulturforskellene. På samme måde kan det være vanskeligt at identificere sig med sygdomme, vi aldrig selv har oplevet, anser som udryddet eller har en effektiv behandling for her i Danmark. Desuden er mediedagsordenen i forvejen spækket med nyheder fra vores egen baghave, som har større indflydelse på vores egen hverdag. Men det gør ikke kriserne ude i verden mindre relevante, understreger Heidi Christensen.

– Når flygtninge og migranter er fanget i kulden ved den polske grænse, kommer det – bogstaveligt talt – helt tæt på. Derfor har deres i øvrigt helt uacceptable trængsler også lettere adgang til danske mediers spalter og sendeflader end for eksempel situationen for de flygtninge, der sidder fanget i kummerlige lejre i Libyen eller i verdens største flygtningelejr i Bangladesh. Som humanitær aktør har vi adgang til steder og mennesker, som journalister og offentligheden generelt har svært ved at nå. Derfor har vi også en forpligtelse til at fortælle om det, vi oplever, på vegne af dem, vi behandler, slutter Heidi Christensen.

Fakta: De 5 glemte kriser i 2021:

1. Diabetes
537 millioner mennesker over 20 år lever ifølge International Diabetes Federation i dag med diabetes. Og i løbet af det seneste år er 6,7 millioner døde med sygdommen. Ca. halvdelen af dem, der har brug for insulin, har ikke adgang til den. Mange lever med diagnosen, men med begrænset behandling – på grund af fattigdom, konflikt eller dårlig adgang til sundhedsydelser. 3 ud af 4 af diabetikere bor i et lav- eller mellemindkomstland. Det er også her, der sker den hurtigste stigning i antallet af diabetikere. Tre selskaber sidder på 99 pct. af insulinmarkedet. Heriblandt danske Novo Nordisk. Det betyder, at priserne bliver presset i vejret – hvilket har stor indflydelse på millioner af patienter verden over.

2. Meningitis
Meningitis, der også kaldes hjernehindebetændelse, skyldes infektion af hjerne- og rygmarvshinderne. Ifølge Meningitis Research Foundation var der omkring 2,5 millioner tilfælde i 2019, og cirka 250.000 anslås at være døde af sygdommen samme år. I nogle tilfælde er sygdommen så farlig, at den kan dræbe inden for få timer. Trods hurtig behandling kan døvhed, epilepsi, hjerneskade og lammelse være blandt følgevirkningerne. Meningitis kan sprede sig hurtigt, når mennesker lever tæt sammen, fx i flygtningelejre. De fleste udbrud sker i Afrika syd for Sahara, i det såkaldte meningitis-bælte, der strækker sig fra Senegal i vest til Etiopien i øst.

3. Burkina Faso
Flere end 1,4 millioner mennesker er tvunget på flugt fra deres hjem til et andet sted under det, der betegnes som verdens hurtigst eskalerende krise. Angreb og kampe mellem væbnede grupper og landets hær og dens allierede har siden 2015 forværret forholdene. Der er stigende mangel på vand og mad, sundhedssystemet og infrastrukturen hænger i laser. Derudover truer klimaforandringer, og der er udsigt til ekstrem regn og tornadoer, som igen vil resultere i ødelæggelser og oversvømmelser. I 2020 registrerede man flere end 11 mio. tilfælde af malaria og næsten 4.000 dødsfald.

4. DR Congo
Endeløs borgerkrig, nådesløs vold og sygdomsudbrud. I Afrikas næststørste land, Den Demokratiske Republik Congo, tager den ene humanitære krise den anden. Kamphandlinger og systematiske overgreb har præget hverdagen i årtier – da borgerkrigen var på sit højdepunkt sidst i 1990’erne, anslås over fem millioner mennesker at have mistet livet. Civile bliver ofte angrebet, voldtaget eller kidnappet, og seksuel vold hører også de daglige realiteter. Epidemier af smitsomme sygdomme som mæslinger og kolera bryder ud hvert år og bliver ofte hverken bekæmpet eller forebygget på baggrund af den sløje infrastruktur og det nærmest ikke-eksisterende sundhedsvæsen. I 2020 blev DC Congo for 10. og 11. gang ramt af ebola.

5. Libanon
Snart halvandet år efter den altødelæggende eksplosion, som gennemrystede Beirut den 4. august 2020, er Libanon stadig i knæ. Landet, der nu har stået uden regering i et år, kæmper med en af de verdens værste økonomiske kriser, og behovet for humanitær hjælp stiger dag for dag. Halvdelen af befolkningen lever i ekstrem fattigdom. Mange har ikke råd til mad og medicin, og en massiv brændstofkrise har sat ekstra skub i sundhedssystemets nedsmeltning. Dertil kommer COVID-19-pandemien, der også i det lille middelhavsland er ude af kontrol.

læger uden grænser
10-årig Habibi med type 1-diabetes i flygtningelejren Dagahaley i Kenya. (Foto: Paul Odongo/MSF)

Læs også: Læger uden grænser i Grækenland

Politiet fandt narko, våben og ulovligt fyrværkeri

På baggrund af en henvendelse fra Toldstyrelsen, der i det internationale postcenter havde beslaglagt noget narkotika, der skulle være sendt til en adresse i Højbjerg, rettede betjentene fra Østjyllands Politis specialpatrulje i søndags henvendelse på den pågældende adresse.

På adressen traf betjentene husets 24-årige beboer samt seks andre mænd, der holdt fest. Der var en kraftig lugt af hash, og de tilstedeværende blev gjort bekendt med, at politiet ville ransage stedet og visitere de personer, der var til stede.

I forbindelse med visitationer af de seks gæster blev tre af dem sigtet for lov om euforiserende stoffer. En 23-årig mand fundet i besiddelse af en joint, en anden 23-årig mand blev fundet i besiddelse af nogle små poser med MDMA og hash og en 25-årig mand blev fundet i besiddelse af en mindre mængde hash.

Ved ransagningen af boligen og visitation af den 24-årige beboer blev der fundet narkotika og en række forskellige psykedeliske stoffer i en mængde, der blev vurderet til ikke kun at være til eget forbrug. Den 24-årige mand blev derfor sigtet for besiddelse af narkotika med henblik på videresalg. I boligen blev der desuden fundet en peberspray og en hel del fyrværkeri – herunder en krysantemumbombe og flere kanonslag. Han blev derfor også sigtet for overtrædelse af våbenloven og fyrværkeriloven.

fyrværkeri, fireworks
Politiet fandt narko, våben og ulovligt fyrværkeri … (Foto: Unsplash)

Læs også: Politiet: Godt nytår – og pas på 

Oplev årets nytårskoncert gratis på Kgl Xtra

Du kan få musikalske bobler direkte hjem i din stue og skyde nytåret godt i gang, for fra i morgen den 31. december klokken 15 kan du gratis streame Det Kongelige Kapels store nytårskoncert på Kgl Xtra.

I en tid, hvor det er meget besværligt og nogle gange helt umuligt at rejse rundt i verden har Det Kongelige Kapels nytårskoncert netop rejsen som tema. Det eventyrlige med et helt orkester på scenen er, at vi ikke behøver bevæge os ud af koncertsalen, men at hele verden kommer ind til os igennem orkestermusikken, der illustrerer fjerne egne, solrige kyster, bjergrige områder, storslået natur og hektiske storbyer. Det kan du opleve på Kgl Xtra på nytårsaften.

Nytårskoncerten præsenterer fransk, østrigsk, tjekkisk og russisk musik – samt en afstikker til korea – og naturligvis også dansk musik. H.C. Lumbye tager os på tur med både Københavns Jernbane og til Berlin og Sonningprismodtageren Unsuk Chin tager os med til Alice i Eventyrland.

Musik er måske verdens mest bæredygtige transportmiddel. Tonerne kan med instrumenternes klanglige sammensætning og komponistens genialt farvede melodier på et splitsekund bringe os ud af dagligdagen og fragte os til fjerne himmelstrøg i tankerne.

Hver gang Det Kongelige Kapel sidder i orkestergraven eller på scenen transporterer de publikum på rejser, der bringer dem vidt omkring. Om det er operaer eller balletter på Det Kongelige Teater er kapellet altid i hjertet af forestillingen, og det er ikke så få rejser et kapel kan foretage i løbet af en sæson.

Ved denne nytårskoncert indtager Kapellet scenen dirigeret af Thomas Søndergård, der har kapelnummer nr. 959, og som nu er en international anerkendt dirigent. Vi byder også velkommen til vores egen ensemblesolist Gisela Stille samt for første gang til Rie Koch som konferencier.

Koncerten kan streames gratis på Kgl Xtra fra imorgen den 31. december klokken 15.

Gisela Stille kan du også være heldig at opleve live i Operaen senere i denne sæson i både La bohème, Maskeballet og Den glade enke 2.0.

Medvirkende:

Det Kongelige Kapel
Dirigent: Thomas Søndergård
Sopran: Gisela Stille
Vært: Rie Koch

kgl opera
Kom med til gratis nytårskoncert … (Foto: Det Kongelige Teater)

Læs også: Rekordmange har set Nøddeknækkeren på Kgl Xtra

Dagens billede: Godt nytår

Decemberglimt: En Grinchjul

· Mere fra samme kategori ·