
Opskrift på Cakenhagens mousse af hvid chokolade
Cakenhagen i Tivoli har netop udgivet deres egen bog skrevet af chefkonditor Torben Bang. Vi har været så heldige at få fingrene i den lækreste opskrift på mousse af hvid chokolade med bærkompot
Hvis du har prøvet at være i Tivoli og få kaffe og kage hos Cakenhagen, så ved du også, at de kager smager himmelsk. Mange af disse opskrifter er nu udkommet i en bog af samme navn som stedet. Du skal ikke snydes for muligheden for selv at lave en af de lækre kager. Det er ikke verdens nemmeste, men vi garanterer, at den er al arbejdet værd.
Kompotten skal efter konditorens opskrift laves dagen før. Men skulle du have overset det, og tænker “shit den skal bruges i aften”, så kan man også godt lave den samme dag. Det vigtigste er bare, at den køler helt ned.

Opskriften er til cirka 15 moussekager
Hindbær-blåbærkompot
(Skal helst laves dagen før)
Det skal du bruge til kompotten
Ingredienser200 gram blåbær
100 gram hindbær
50 gram sukker
10 gram pektin
Sådan gør du
Kog hindbær og blåbær til en kompot.
Bland sukker og pektin, og pisk det ned i den varme kompot. Lad kompotten koge op.
Hæld kompotten i en beholder, så den er cirka en centimeter tyk, og lad kompotten køle helt af.
Mørdej
Det skal du bruge til mørdejen
Ingredienser150 gram smør
75 gram flormelis
220 gram hvedemel
25 gram mandelmel
25 gram æggeblomme
Lidt vanilje
Sådan laver du mørdejsbundene
Bland smør og flormelis til en jævn masse.
Tilsæt mel, mandelmel og æggeblommer og ælt til dejen er ensartet.
Rul mørdejen ud i et cirka fire millimeter tykt lag.
Udstik mørdejen med en kruset udstikker, så den er lidt større end canneléformen.
Bag dem ved 180 grader i cirka seks minutter.
Afkøl.

Mousse af hvid chokolade
Det skal du bruge
Ingredienser400 gram sødmælk
4 gelatineblade
400 gram hvid chokolade
400 gram piskefløde 38%
2 lime
Sådan gør du
Udblød gelatinen i koldt vand.
Hak chokoladen fint.
Kog sødmælk og fintrevet limeskal op.
Hæld det over chokoladen, og rør til ensartet konsistens.
Lad cremen køle til cirka 35 grader.
Pisk flødeskummet til let skum.
Vend forsigtigt flødeskummet i cremen af hvid chokolade.
Glaze af hvid chokolade
(Kan laves dagen før)
Det skal du bruge
Ingredienser2 gelatineblade
200 gram fløde 38 %
230 gram hvid chokolade
10 gram hvid pulverfarve
Sådan gør du
Udblød gelatinen i koldt vand. Hak chokoladerne fint. Kog fløden op, og tilsæt gelatinen.
Hæld den varme fløde over chokoladen. Tilsæt den hvide farve, og rør til ensartet konsistens.
Lad massen køle af.
Samling af kagen.
Udstik kompotten med en rund udstikker, ca. 1,5 centimeter i diameter.
Hæld moussen af hvid chokolade 2/3 op i silikone-canneléforme.
Læg lidt kompot ned i midten af chokolademoussen, og fyld derefter formen op til kant med mousse.
Stil mousserne i fryseren.
Sådan færdiggører du kagen
Lun chokoladeglazen, til den er cirka 32 grader varm.
Stavblend massen til ensartet konsistens.
Tag de frosne kager ud af formen, og placer på en bagerist.
Hæld den lune glaze over kagerne, og lad dem dryppe lidt af.
Flyt kagerne over på bundene. Pynt kagerne med fine røde bær.

Sådan ser bogen ud, hvis du gerne vil have fingrene i alle opskrifterne:
Læs også:
Anmeldelse af filmen I feel Pretty