Læs også:

Close
rygning smøg cigaret smøger ryge (Foto: Unsplash)

NEWS: Danmark indtager førsteplads med verdens yngste rygestart

Nyheder  | 

Danmark indtager førsteplads med verdens yngste rygestart · Nyt panel skal skrue op for antallet af grønne iværksættere i Danmark · Mand idømt tre år og tre måneders fængsel for voldtægt, vold og frihedsberøvelse · 15.000 familier beder Røde Kors om julehjælp i år · Dagens billede: Noget at glæde sig til · Fredagsfjol: Ingen slår den her snowboarder 🏂

Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.

Danmark indtager førsteplads med verdens yngste rygestart

Danmark indtager førsteplads i ærgerlig disciplin; vi har nemlig verdens yngste rygestart. Det viser ny international undersøgelse. Faktisk er hver fjerde, der begynder at ryge fast, 14 år eller endnu yngre. Men hvem bærer ansvaret for vores nye førsteplads – og hvordan kommer vi af med den igen? De spørgsmål stiller Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden, når de som led i ny kampagne rejser skamstøtten Det Rygende Barn, som skal minde os om, at vi har et fælles ansvar for, at kommende generationer er røgfrie.

16,4 år – det er gennemsnitsalderen på danske unge, når de begynder at ryge regelmæssigt. Det viser et nyt studie publiceret af The Lancet Public Health, som er et internationalt anerkendt videnskabeligt tidsskrift. Globalt ligger gennemsnittet på 19,2 år.

– Rygning er den absolut største trussel mod folkesundheden. Det er en utrolig ærgerlig førsteplads, som vi skal gøre alt for at komme af med. Vi ved, at risikoen for et livslangt tobaksforbrug øges, jo yngre man er ved rygestart, og det betyder desværre også større risici for sygdom og tidlig død. Derfor er det afgørende, at vi forhindrer, at vores børn og unge begynder at ryge, siger forebyggelseschef i Kræftens Bekæmpelse Mette Lolk Hanak.

Tal fra Statens Institut for Folkesundhed viser, at hver fjerde af de 15-29-årige, som ryger regelmæssigt, begyndte at ryge fast, da de var 14 år eller endnu yngre. Det er til trods for, at udviklingen i børn og unges tobaksvaner er gået den rigtige vej de senere år.

– Selvom vi har fået en national handleplan, og der er taget mange gode initiativer, er det vigtigt, at vi ikke hviler på laurbærrene, men gør endnu mere for at forhindre, at vores børn og unge ryger. F.eks. skal prisen højere op, flere udeområder skal være røgfrie, og vi skal helt i mål med røgfri uddannelse for alle. Og så skal vi skabe nye initiativer, hvor vi ikke bare skubber til de strukturelle rammer, men også vores kultur og normer, siger underdirektør i TrygFonden, Jette Jul Bruun.

Mette Lolk Hanak supplerer:

– Hvem har den tvivlsomme ære af førstepladsen? Er det de unge eller deres forældre? Butikkerne, medierne, tobaksindustrien eller politikerne? Ingen har førstepladsen alene. For sandheden er, at skylden ikke kan placeres hos én enkelt gruppe. Til gengæld kan ansvaret løftes af os alle. Derfor opfører vi skamstøtten Det Rygende Barn, der skal minde os om det fælles ansvar. Den skal få flere til at stille sig selv spørgsmålet: ”Hvem har egentlig ansvaret?” og opdage, at fingeren peger i flere retninger. Også indad.

Skamstøtten Det Rygende Barn begynder sin rejse på Nyborg Gymnasium. Afsløringen af Det Rygende Barn og kampagnen sker på Nyborg Gymnasium den 25. november. Placeringen er ikke helt tilfældig. Her indførte man som det første gymnasium røgfri skoletid for tre år siden. Udover klare sanktioner, sundhedsambassadører og kommunale rygestopkurser på skolen har skolen indført gratis morgenmad, billig frugt og spil og fodboldborde til aktive pauser uden røg. Det har virket.

Rektor på Nyborg Gymnasium Henrik Vestergaard Stokholm siger:

– Det er vigtigt, at skamstøtten kommer rundt i landet. Den skal minde os om, at vi skal fortsætte med at arbejde for, at færre børn og unge begynder at ryge. Vi har i flere år arbejdet målrettet for, at ingen af vores elever ryger, og kan se på Unge-sundhedsprofilen for Nyborg Kommune, at tiltaget bl.a. har været med til at halvere antallet af rygere mellem 15 og 25 år. Så vi er glade for, at skamstøtten begynder sin rejse her, hvor den kan være med til at skubbe til samtalen, så viden og erfaringer deles på tværs af landet. Sådan løfter vi opgaven bedst.

Efter Nyborg drager skamstøtten rundt i landet, herunder til Rødovre og Silkeborg. Derved kan flere af Røgfri Fremtids 276 partnere fortælle, hvordan de tager ansvar for, at vi kommer af med den ærgerlige førsteplads.

Om partnerskabet Røgfri Fremtid:

I 2017 lancerede Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden Røgfri Fremtid, der er et partnerskab og en bevægelse, som arbejder for, at ingen børn og unge ryger i 2030, og kun 5 pct. af de voksne ryger. I skrivende stund er 276 skoler, organisationer, virksomheder og institutioner partnere i Røgfri Fremtid. Læs mere på her.

Kampagnefilmen Det Rygende Barn kan fra den 25. november ses på Røgfri Fremtids Facebookside her.

Om undersøgelserne:

The Lancet Public Health 2021: The Lancet er et internationalt anerkendt videnskabeligt tidsskrift på sundhedsområdet. Resultaterne for rygestart er baseret på 254 nationalt repræsentative undersøgelser med svar fra rygere i alderen 20-54 år.

Reitsma et al. Spatial, temporal, and demographic patterns in prevalence of smoking tobacco use and initiation among young people in 204 countries and territories, 1990-2019. Lancet Public Health. 2021 Jul;6(7):e472-e481.

Undersøgelsen kan du læse her.

§Røg-undersøgelsen 2021:

Resultaterne om danske unges rygevaner baserer sig på svar fra unge i alderen 15-29 år og dækker deres adfærd, perspektiver og holdninger ift. tobaks- og nikotinprodukter.

Undersøgelsen er finansieret af TrygFonden og foretages af Statens Institut for Folkesundhed i samarbejde med Kræftens Bekæmpelse, Sundhedsstyrelsen, Hjerteforeningen og Lungeforeningen

rygning smøg cigaret smøger ryge (Foto: Unsplash)
Danmark indtager førsteplads med verdens yngste rygestart … (Foto: Unsplash)

Læs også: Danmark får standardiserede tobakspakker

Nyt panel skal skrue op for antallet af grønne iværksættere i Danmark

Nyt ekspertpanel skal komme med anbefalinger til, hvordan Danmark får endnu flere grønne iværksættere, som kan hjælpe med at indfri landets ambitiøse klimamål.

Der skal være endnu flere grønne iværksættere i Danmark. Derfor har erhvervsminister Simon Kollerup i dag nedsat et nyt, grønt iværksætterpanel med iværksætter og investor Esben Gadsbøll som formand.

Panelet består derudover af ni iværksættere, investorer og eksperter, som skal komme med anbefalinger til, hvordan Danmark bliver et grønnere iværksætterland. Panelet skal undervejs uddele midler til udvikling og test af nye metoder og initiativer, som skal understøtte nye grønne iværksættervirksomheder. Første ansøgningsrunde starter den 24. november.

Erhvervsminister Simon Kollerup:

– Danmark skal være et sted, hvor grønne iværksættere har lyst til at slå rødder, og hvor de kan spire. For vi har brug for deres kloge hoveder og ideer til at skabe flere arbejdspladser, som fremmer den grønne omstilling. Derfor er jeg også glad for, at vi har fået nogle af landets fremmeste eksperter med ombord, så vi i fællesskab kan sætte den bedste retning for nye grønne væksteventyr.

Formand for det grønne iværksætterpanel, Esben Gadsbøll:

– Jeg glæder mig over, at regeringen i dag har nedsat et grønt iværksætterpanel. Vi har brug for, at dem med de mest ambitiøse ideer får muligheden for at bygge store virksomheder i Danmark, som kan være med til at løse klimaudfordringerne. Vi skal turde satse. Både kommercielt og politisk, hvis vi skal nå i mål med den grønne omstilling. Blandt iværksætterne i Danmark har der aldrig før været så mange, som har ville gøre en forskel til fordel for klimaet. Det handler ikke længere om den flotteste bil eller den største bankkonto. Nej, i dag skal vi redde planeten. Det gør mig stolt over denne mulighed, men jeg går også ydmygt til opgaven. Jeg er beæret over muligheden og vil gøre mit for, at vi i panelet kan pege på nødvendige rammevilkår og potentialer for at fremme det grønne iværksætteri i Danmark.

Læs mere om ansøgningspuljen og ansøg her.

natur hænder
Nyt panel skal skrue op for antallet af grønne iværksættere i Danmark … (Foto: Unsplash)

Læs også: En ung iværksætter: Kenny Anker

Mand idømt tre år og tre måneders fængsel for voldtægt, vold og frihedsberøvelse

Mand blev dømt i henhold til anklageskriftet med få undtagelser, ligesom retten i stort omfang fulgte anklagemyndighedens strafpåstand. Den 46-årige mand fra Tønder Kommune er ved en domsmandsret ved Retten i Sønderborg blevet idømt tre år og tre måneders fængsel for voldtægt, vold, frihedsberøvelse, andet seksuelt forhold end samleje samt blufærdighedskrænkelse mod en 39-årig kvinde fra Vojens.

Overgrebene fandt sted fra den 4. – 6. april 2021 i Løgumkloster, hvor den 39-årig blandt andet blev voldtaget flere gange, ligesom den 46-årige flere gange tog halsgreb på kvinden og truede hende på livet, hvis hun forlod lejligheden.

Den 46-årige blev anholdt den 6. april om aftenen og har været varetægtsfængslet lige siden. Han har under sagen nægtet sig skyldig. Manden blev dømt i henhold til anklageskriftet med få undtagelser, ligesom retten i stort omfang fulgte anklagemyndighedens strafpåstand.

dom dømt retten
Mand idømt tre år og tre måneders fængsel for voldtægt, vold og frihedsberøvelse … (Foto: Unsplash)

Læs også: Læge dømt for bedøvelse og voldtægt af kvinder

15.000 familier beder Røde Kors om julehjælp i år

Selvom juletiden er sød for mange, er det ikke alle, der har mulighed for at deltage i højtidens glæder. Derfor har 15.000 økonomisk trængte familier bedt om julehjælp fra Røde Kors i år. Det er 1.700 familier flere end i 2020.

December er for mange en tid fyldt med glæde og forventning. Men mens de fleste børn og voksne glæder sig til julen, så er virkeligheden en anden for alt for mange børnefamilier i Danmark. For dem er højtiden forbundet med bekymring, afsavn og ondt i maven, fordi midlerne ikke rækker.

I år har 15.000 familier bedt om julehjælp hos Røde Kors i hele landet. Det er en stigning på 1.700 familier sammenlignet med julen sidste år.

Når der hverken er råd eller overskud til julemiddag, juletræ eller gaver, så mærkes det ikke mindst af børnene.

– Ingen børn skal stå uden for det fællesskab og den jul, vi andre deler. De skal have mulighed for at glæde sig, fuldstændig som deres venner og klassekammerater gør det,” forklarer generalsekretær i Røde Kors, Anders Ladekarl.

Røde Kors’ julehjælp er med til at give udsatte børnefamilier et vigtigt lyspunkt i en trængt hverdag.

Den ekstra håndsrækning hjælper forældrene med at slippe bekymringerne for en stund og giver dem mere overskud, og det giver børnene mulighed for at opleve julens glæder på lige fod med de andre børn.

Men julehjælpen er langt mere end en god juleaften, for Røde Kors er også til stede, når julehyggen er forbi, og kalenderen atter står på hverdag.

– Når vi giver en familie julehjælp, så byder vi dem også indenfor i Røde Kors’ fællesskaber. For gennem vores sociale aktiviteter som familienetværk, ferielejre eller lektiehjælp kan vi hjælpe familierne til at danne netværk, støtte dem i deres hverdag og give dem gode og meningsfyldte oplevelser – også når julen er forbi. På den måde er julehjælpen en vigtig døråbner for at knytte kontakter og hjælpe flere udsatte familier, slutter generalsekretær, Anders Ladekarl.

Gennem de seneste år er efterspørgslen efter julehjælp fra Røde Kors steget. Tilbage i 2011 uddelte Røde Kors julehjælp til 2.800 familier – det tal er lidt over femdoblet på 10 år.

Læs mere om Røde Kors’ julehjælp her.

Fakta om Røde Kors’ julehjælp:

  • 15.000 familier har efterspurgt julehjælp hos Røde Kors i år.
  • Julehjælpen varierer fra afdeling til afdeling, men består hovedsageligt af et gavekort til COOP på en værdi af 800 kr. eller en julekurv med lækre julevarer.
  • I 2020 uddelte Røde Kors julehjælp til 13.300 familier.
  • Antallet af familier, der har bedt Røde Kors om julehjælp, fordelt på regioner:

Region Hovedstaden: 3.407
Region Sjælland: 2.356
Region Syddanmark: 4.146
Region Nordjylland: 1.578
Region Midtjylland: 3.580

dreng jul
Mange familier har søgt om julehjælp …(Foto: Røde Kors/Getty Images)

Læs også: Økonomisk hjælp til Julemærkehjemmene

Dagens billede: Noget at glæde sig til

Fredagsfjol: Ingen slår den her snowboarder 🏂

· Mere fra samme kategori ·