Københavnerne skal bruge penge · CO2-udledning er faldet markant · Nyt om Legally Blonde 3 · Snoop Dogg indgår samarbejde med Just Eat · Bornholm har infrastruktur til at være Energi-ø · Dokumentaren ‘Collective’ kan snart ses på HBO · Politikens Forlag viderefører boghandel på Købmagergade · Dagens foto: Gwyneth Paltrow postede et sjældent foto
Vi har udvalgt dagens væsentligste, sjoveste og skæveste nyheder, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.
Københavnerne skal bruge penge
Københavns Kommune opfordrer nu københavnerne til at støtte erhvervsdrivende, der lider hårdt under coronakrisen.
“Kære københavnere. Gå ud og brug penge hos de erhvervsdrivende, så vi sammen kan få gang i hjulene igen.”
Sådan lyder opfordringen i en ny kampagne fra Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen i Københavns Kommune, der skal få københavnerne til lommerne i genåbningen af samfundet. Opfordringen lyder på at bruge penge på alt fra restaurantbesøg og frisøren til håndværkere og gavekort til kulturelle oplevelser for at støtte butikker, caféer og andre erhvervsdrivende.
– På grund af coronakrisen kæmper mange virksomheder lige nu for at overleve, selv om de er åbne igen. Og det, som kan redde dem, er kunder i butikken. Så som københavner kan du gøre en forskel, når du tager ud og spiser, handler i butikkerne eller bestiller en håndværker. Du kan dermed være med til at redde en masse arbejdspladser, udtaler Københavns beskæftigelses- og integrationsborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard (V).
Siden Danmark lukkede ned, har over 8000 københavnere meldt sig ledige. Kampagnen kommer til at køre med 145 plakater rundt om i byen og på de sociale medier under hashtagget #kbhhandler.
Københavnerne skal have pengepungen op af tasken … (Foto: MY DAILY SPACE)
Tal viser, at CO2-udledningen er faldet markant de sidste måneder under corona-udbruddet. Det viser en stor undersøgelse, der tirsdag blev offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Nature Climate Change, hvor en gruppe forskere fra institutioner i Europa, USA og Australien har analyseret daglige tal fra 69 lande.
Rapporten viser, at der frem til begyndelsen af april i gennemsnit blev udledt 83 millioner ton CO2 om dagen på verdensplan, hvilket er fald på 17 procent i forhold til 100 millioner ton om dagen i 2019. Hovedforfatteren bag den nye rapport, Corinne Le Quere udtaler dog:
– De her ekstreme fald er formentlig kun midlertidige. De afspejler ikke strukturelle forandringer inden for økonomi, transport og energisektoren, forklarer forsker Corinne Le Quere fra University of EastAnglia i England, hvilket altså betyder, at der stadig er lang vej, hvis vi endegyldigt skal gøre noget til CO2-trykket.
CO2-udslippet er faldet under corona. (Foto: Pexels)
Det sker – selvom det har taget noget tid. Men der kommer en Legally Blonde 3 hele 17 år efter nummer to, og det er (selvfølgelig) Reese Witherspoon, der spiller Elle. Og Mindy Kaling og Dan Goor skriver manuskriptet. Og det er også Reese, der producerer den. Så må vi bare vente – som det ser ud nu er den planlagt til at komme senere på året …
Sidste år introducerede den globale takeaway virksomhed Just Eat en kampagne med sloganet ”Var der nogen, der sagde”. Nu tager Just Eat kampagnen et skridt videre med Snoop Dogg, der har solgt over 40 millioner albums
globalt. Snoop Dogg kaster lidt internationalt stjernestøv over Just Easts jingle ”Var der nogen, der sagde”, der oprindeligt blev lanceret i 2019. Just Eat håber, at det globale samarbejde med Snoop Dogg kan være med til at differentiere dem fra andre takeaway-virksomheder på markedet og samtidig give anledning til, at takeaway ikke
blot bliver husket til weekendens hygge, men også i den mere travle hverdag.
Det nye remix er blevet ’Snoopified’ til et hiphop-beat, hvor Snoop Dogg og hele hans slæng rapper om personlige øjeblikke, hvor de bestiller deres favorit takeaway fra Just Eat. Det hele er instrueret af Francois Rousselet gennem Riff Raff Films. Musikvideoen er blandt andet filmet i Snoop Doggs private omgivelser i LA for at opnå den helt rette og personlige stemning. Kampagnen kommer til at køre i syv lande (Danmark, Irland, Australien, Frankrig, Spanien, Italien, Storbritannien). I Danmark lanceres kampagnen på TV i løbet af juni.
Snoop Dog indgår samarbejde med Just Eat. (Foto: Just Eat PR)
– Ved at gøre Bornholm til Energi-ø og til centrum for energibranchen i Øst, gavner det både klimaet og beskæftigelsen”, lyder det fra Rønne Havn A/S.
Regeringen har netop foreslår i et nyt Klimaudspil, at Bornholm gøres til energiø ved at etablere og tilkoble op til 2 GW havvind senest i 2030 med forbindelser til Sjælland og Polen.
Hos Rønne Havn på Bornholm er der glæde at spore:
– Vi er glade for, at Bornholm er udpeget til at blive energiø, at en 2 GW-havvindmøllepark foreslås placeret her og at Østersøregionen bliver prioriteret, så klima- og energiambitionerne nu også gælder Øst for Storebælt, så hele Danmark får glæde af de beskæftigelseseffekter, der er i kølvandet på opførelsen af havvindmølleparker i Danmark, udtaler Thomas Bendtsen, administrerende direktør for Rønne Havn A/S.
– Fra havnens side kan vi kun tilslutte os Regeringens udmeldinger om et stærkere og tværeuropæisk østersø-samarbejde. I dette samarbejde er Bornholm et oplagt epi-center for Danmarks energipolitiske erhvervsinteresser i Øst, slutter Thomas Bendtsen.
Her ses en smuk solnedgang ved Dueodde. (Foto: MY DAILY SPACE)
Den anmelderroste dokumentar ‘Collective’ af Emmy-vinder Alexander Nanau kan snart ses HBO Nordic. I dokumentaren graver et hold rumænske journalister sig til bunds i korruptionsskandalen i det rumænske sundhedssystem, der fulgte i kølvandet på branden i Colectiv Club i 2015.
I oktober 2015 brød natklubben Colectiv i Bukarest i brand. 27 mennesker døde, og 180 kom alvorligt til skade. Men katastrofen skulle vise sig at være langt større, og da en gruppe journalister på en lokalavis kaster sig over historien, står det klart, at den rumænske sundhedssektor og regering har dækket over sagen. Via journalisternes graverarbejde, sundhedssystemets whistle blowers og brandofrenes beretninger afdækkes korruptionssagen. Det er en kamp at få sandheden frem, men journalistgruppen nægter at give op, før historien er ude.
‘Collective’ har allerede høstet stor ros på diverse filmfestivaler, her under Venedig Film Festival, Toronto Film Festival, Sundance Film Festival og Zurich Film Festival, hvor den ved sidstnævnte vandt den prisen for bedste internationale dokumentarfilm. Dokumentaren har premiere 4. juni på HBO Nordic.
Du kan glæde dig til snart at se dokumentaren ‘Collective’ på HBO, der kommer 4. juni. (Foto: HBO)
Politikens Forlag viderefører boghandel på Købmagergade
Det blev den anden dag sikret, at Danmarks største boghandel, Arnold Busck på Købmagergade i København, kan fortsætte i de traditionsrige lokaler ved Rundetaarn, hvor der er drevet boghandel siden 1901. JP/Politikens Forlag overtager nemlig boghandlen med øjeblikkelig virkning. Dermed forbliver butikken – ligesom Politikens Boghal også er det – et centralt omdrejningspunkt for litteraturen, og et sted, hvor læserne kan møde både bøgerne og alle landets forfattere. Det er godt nyt for alle bogelskere …
Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information
Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept