Klumme: Jeg fravalgte dagpenge som nyuddannet

Der er mange ting, du skal forholde dig til, når du er nyuddannet: A-kasse, dagpenge, reformer, blanketter og jobsøgning. Kan du selv tage valg, eller er de forudbestemt for dig? Jeg gik min egen vej og fravalgte dagpenge

Når man er nyuddannet, er der mange forandringer i ens liv. Hele ens hverdag bliver væltet omkuld, og man bliver nødt til hurtigt at finde et nyt ståsted. Men hvad er det? Normen er efterhånden at melde sig ledig hos a-kassen. Så kan vi komme på dagpenge og finde os et job i en rygende fart, så vi kan bidrage til det samfund, der har betalt for vores uddannelse. Det handler om at komme hurtigt ud af starthullerne: Vi skal bare i arbejde!

Læs også: Derfor skal du melde dig ind i en a-kasse som studerende

Nyuddannet og uden fast grund under fødderne

Det kan tage noget tid at finde et fast ståsted igen, når man først har modtaget sin specialekarakter og officielle titel som færdiguddannet. Spørgsmålet “Hvad skal der ske nu?” melder sig hurtigt på banen. Ikke kun i dit eget hoved, men i den grad også omkring dig. Her mener jeg ikke kun fra dine forældre og bedsteforældre, hvis spørgsmål bunder i bekymring og omsorg. Næ nej. Nu skal samfundet jo tilbagebetales for alt det, det har gjort for dig.

Jeg vil gerne pointere, at jeg bestemt også mener, at det er vigtigt at komme i arbejde, når man er færdig med sin uddannelse. Det er jeg da ikke i tvivl om, at alle nyuddannede ønsker for sig selv og alle andre, der er i samme båd. Men jeg mener bare, at der kan være flere veje at gå som nyuddannet. Og jeg er dybt uenig i den tone og de holdninger, der præger samfundsdebatten, når det kommer til de nyuddannede og arbejdsmarkedet.

Som jeg forstår mange af de offentlige ytringer (især de politiske), så opfattes vi nyuddannede ofte som en kollektiv doven og uoplagt gruppe, der ikke er synderligt interesserede i at få arbejde, men som hellere vil “hygge sig lidt på dagpenge, indtil man har lyst til at få et job” som vores økonomi- og indenrigsminister så fint og ukorrekt formulerer det. Det er en udtalelse, som provokerer mig helt ekstremt og spillede en stor rolle i mit fravalg af dagpenge.

Læs også: Fire chefers råd til den gode jobsamtale

Frygten for det ukendte

Da jeg i slutningen af juli afleverede mit speciale, blev jeg hurtigt ramt af en mur af spørgsmål og bekymringer. Hvad skulle der ske nu? Ville jeg komme hurtigt i arbejde? Og hvad med a-kassen? Hvordan fungerer det der med dagpenge? Jeg havde indtil da kun være studiemedlem og havde aldrig været i kontakt med min a-kasse. Derfor fremstod (det gør det egentlig stadig) tanken om dagpenge og dagpengesystemet fuldstændig farligt og fremmed for mig.

Debatten om hvorvidt de nyuddannede “hygger sig på dagpenge” gav mig en lyst til skide den offentlige støtte et stykke. For at sige det på pænt dansk. Jeg stod i en (i forvejen sårbar) situation, hvor jeg skulle finde mig egen vej. Jeg ville gerne have, at det skulle være på mine egne præmisser. Og netop fordi dagpenge og systemet bag var så fremmed for mig, var tanken om at være afhængig af dem ekstremt angstprovokerende.

Læs også: Min titel som nyuddannet gjorde min angst

Jeg synes, det er sjovt at tænke på, at flere politikere anklager de nyuddannede for at hygge sig på dagpenge. De kalder dagpengene et pusterum og en pause fra det fremtidige og ansvarsfulde voksenliv. Det er sjovt, fordi den simple tanke om at være på dagpenge skræmte livet af mig. Faktisk i en sådan grad, at jeg måtte forbi min læge, der anbefalede mig en sygemelding, fordi jeg var så mentalt udmattet og rundforvirret.

Læs også: Klar til at flytte hjemmefra? Mød tre piger, som er flyttet

Dagpenge er ikke nødvendigvis den eneste vej frem som nyuddannet

Eftersom dagpengesystemet var fremmet for mig, havde jeg en idé om, at jeg ville miste min kontrol og retten til at træffe egne valg baseret på mine behov og kvalifikationer. Og istedet konsekvent have en fra a-kassen, kommunen eller jobcentret, der åndede mig i nakken og overvågede alle mine træk. Jeg forestillede mig et pres, hvor alle kun havde ét formål med processen: At få mig i arbejde. Gerne så hurtigt som muligt – ligemeget hvilket job, det drejede sig om.

Jeg fandt aldrig ud af, præcis hvad det betød, at være på dagpenge. Eller om mine forestillinger var tætte på sandheden. For jeg valgte det simpelthen fra, inden jeg skulle melde mig ledig. Ministerens latterlige udtalelse vækkede en “du skal ikke sætte mig i en kasse” tankegang i mig – og lægger vi angsten for dagpengesystemet og den kontrol, jeg forestiller mig, der følger med oveni hatten, så følte jeg ikke, at det var den rigtige vej for mig.

Det var først efter et mindre sammenbrud forsaget af et løbende toilet (ikke det på grund af det løbende toilet, men det toilettet repræsenterer, du ved), at jeg indså, at jeg faktisk havde et valg. Jeg kunne fravælge dagpenge (og det pres, jeg var overbevist om fulgte med) og prøve at få mit liv og økonomiske situation til at fungere på en anden måde: Med mig i føreselen og uden samfundets åndedræt eller forventninger i nakken.

Da jeg konfronterede min angst og analyserede lidt på mine egne tanker (fordelen ved at være cand. mag i dansk), kunne jeg tydeligt identificere problemet. Jeg var ikke bange for at blive voksen. Eller at gå på dagpenge for den sags skyld. Jeg var bange for ikke at kunne vælge selv. For at blive tvunget til at “blive rigtig voksen”. Blive tvunget ud i et job, jeg ikke ønskede. Eller at miste min frihed og retten til at træffe mine egne valg. Selvom det potentielt ikke nødvendigvis var den virkelighed, livet på dagpenge indebar.

Læs også: Hvem har ansvaret for at få nyuddannede i job?

Friheden til at vælge selv

Jeg valgte derfor at blive i mit studiejob og øge timeantallet, så jeg kunne betale mine regninger. Studiejobbet har jeg løbende fået suppleret af nogle småjobs, hvor jeg beskæftiger mig med det, jeg brænder for og i fremtiden ønsker at arbejde fuldtid med. Den frihed og kontrol, som det valg har givet mig, er jeg evig taknemmelig for. Hvis du føler dig tvunget til at træffe valg, du ikke har lyst til, så husk at mærk efter og sig fra.

Selvfølgelig vil jeg i job. Jeg søger de jobs, jeg tænker kunne være noget for mig. Jeg vil gerne bidrage til samfundet. Men jeg vil også gerne bruge min faglighed, hvor den passer ind – og ikke bare søge jobs til højre og venstre, fordi a-kassens reglement siger jeg skal. Der er intet pres i mit liv nu, andet end det pres jeg selv vælger, fordi jeg mener, jeg kan håndtere det. Det er mit valg og min beslutning.

Vi har altid flere muligheder at vælge imellem. Nogen gange er det bare ekstremt svært at identificere dem. Vi ikke kan se skoven for bar træer. Men lov mig én ting: Lad være med at gøre noget, fordi normen, samfundet, eller din omgangskreds siger du skal. Du har kontrollen over dit liv. Du kender dig selv bedre end nogen anden – og du skal nok finde din plads.

Læs også: Sådan brugte jeg sociale medier til at få et job som nyuddannet