
Signe er skralder: Det er grotesk, hvad butikkerne smider ud!
Hver dag smider supermarkeder store mængder af mad ud, som ofte stadig kan bruges, men ikke længere kan sælges ifølge butikkens bestemmelser. Signe vil bekæmpe den enorme madspild og samtidigt spare penge – derfor skralder hun
Signe Hansen er 28 år og fra København. Og så er hun skralder. Ideen om et affaldsliv begyndte for et år siden, hvor pengene ikke helt stod til, og her tænkte den 28-årige københavner: “Hvad med at skralde?”
– Jeg skralder af tre grunde. Jeg sparer MANGE penge på mad, jeg bekæmper madspild, og det er samtidigt superspændende, lidt ligesom en skattejagt, fortæller den unge kvinde til MY DAILY SPACE.
Se også: Denne kvinde har alt sit skrald fra fire år i én lille glaskrukke

Kastede sig bare ud i det
Det startede med, at Signe søgte viden på nettet om at skralde. For hvad var reglerne egentlig, og hvordan gjorde folk?
På Facebook eksisterer der adskillelige skralder-grupper, som hjælper hinanden med at finde gode steder, giver mad til hinanden, hvis man har fået for meget af den samme ting på en skraldetur, og sørger for at skralderne hele tiden bliver mindet om, at man som skralder efterlader et skraldeområde pænt efter besøg.
– Jeg gik egentlig bare i gang. Jeg startede med at undersøge, hvilke butikker i mit nærområde, der ikke låste deres containere inde, og så tog jeg dem egentlig bare fra en ende til fods og på cykel, forklarer hun.
Læs også: “Stop Spild Af Mad”-grundlægger: Madspild skal ikke blive en industri
Der er guld i containerne!
Allerede fra første skraldetur var Signe i chok. Mængderne af spiselig mad og andre forbrugsgenstande flød i overflod inde i de uaflåste containere.
– Det er fuldstændig sindssygt, hvad butikker smider ud. Min fryser er fyldt med blandt andet entrecote og en hel lammekølle. Lammekøllen var dybfrossen, da jeg fandt den, det er fordelen ved at skralde om vinteren, fortæller hun.
Det er ikke alt, som den 28-årige pige tager med sig hjem, men særligt dyrt kød og nonfood-artikler er guldgevinst.

– Det allerfedeste for mig at finde er nonfood og dyrt kød. Jeg har blandt andet fundet pensler, strømper og lysestager. Oksefilet og mørbrad har jeg ikke fundet endnu, men det ville være drømmen, siger Signe, som har lavet hele middage på sin skraldede mad.
Selv om containerne ofte tilbyder en åben buffet af fødevarer, så er der dog nogle regler, som er værd at tage med, hvis man vil skralde.
– Alt, hvad der har været frosset og er tøet op, lader man ligge. Og så tjekker man lige fødevarestyrelsens hjemmeside og ser, om der er noget, der er blevet trukket tilbage. Hvis man finder et stort parti af noget, der ikke fejler noget og ikke er for gammelt, er det sandsynligt, at partiet er blevet tilbagekaldt af forskellige årsager, forklarer hun.
Læs også: Sådan mindsker du dit madspild
Butikkerne bekæmper skraldere
Det er bestemt ikke alle supermarkeder, som er glade for de ivrige skraldere. Flere butikker er blevet taget i at hælde yoghurt og andre ødelæggende væsker over indholdet af containerne for at skræmme skralderne væk. Men hvorfor, når maden ellers går til spilde?
– Jeg forstår ikke, hvorfor man vil bekæmpe skraldere. Når jeg går fra en container, er der altid ryddet op, og som regel er der pænere, end da jeg kom der. Udover at nogle skraldere sviner, hvad er så pointen med at bekæmpe det? Har man ondt i røven over, at vi får gratis mad eller hvad? Jeg forstår det ikke, understreger Signe.

Læs også: Denne kvinde har alt sit skrald fra fire år i én lille glaskrukke
Hvordan foregår en skraldetur?
En skraldetur kan foregå på mange måder, men ifølge Signe vil skralderne ikke stå i vejen for butikkernes daglige arbejde. De skal hjælpe hinanden og ikke være et problem.
– Lige for tiden foregår en skraldetur sådan, at min makker samler mig op i sin bil, når hun har fået fri. Hun har aftenvagter, så det passer med, at butikkerne har lukket på det tidspunkt. Det er god stil først at skralde, efter butikken er lukket, vi vil ikke gå i vejen for personalet eller forskrække en ungarbejder, der ikke kender reglerne, forklarer hun.
Der er mange folk, som tror, at det er ulovligt at skralde. Men det er det ikke. Så længe man følger skraldereglerne, så har du loven helt på din side.
– Det er lovligt, så længe man ikke forcerer hegn eller bryder låse op. Man må heller ikke tage elektronikskrald, da butikken tjener penge på dette.
Signe har skraldet i et år, og hun forventer bestemt ikke at stoppe. Hun opfordre alle til at slutte sig til missionen om mindre madspild – og samtidigt spare penge.
– Det er skørt, så mange penge man kan spare. Jeg er mest aktiv om vinteren, da kølekæden ikke bliver brudt, når det er koldt udenfor, siger hun.
Læs også: Ny app bekæmper spild af mad, produkter, ydelser og ikke mindst penge





