
Frederikke Wærens kyllingenuggets med estragondip
Kyllingenuggets med estragondip lyder det ikke bare lækkert. Opskriften er fra Frederikke Wærens kogebog ‘Favoritterne. Så her er godt og lækkert bud på en ny yndlingsaftensmad
Der bliver 15 – 20 styk af denne portion …

Ingredienser
Kyllingenuggets
Cirka 600 g kyllingeinderfilet
2 dl kærnemælk
salt og peber
100 g cornflakes
1 spsk hvedemel
1 tsk hvidløgspulver
1 tsk paprika
3-4 spsk olie (til stegning
Estragondip
2 kviste estragon
200 g creme fraiche 18 %
2 tsk dijonsennep
1⁄2 tsk sukker
salt og peber
Sådan gør du
Kyllingestykker bliver marineret i kærnemælk, inden de får en sprød og krydret panering. Syren i kærnemælken mørner kødet, så det bliver ekstra mørt og saftigt.
Læg kyllingefileterne i en skål, og hæld kærnemælken over.
Drys med salt og peber, og lad kyllingen trække på køl i cirka 30 minutter (gerne natten over, hvis du har tid).
Tænd ovnen på 200° varmluft.
Hak eller blend cornflakesene groft (du kan også hælde dem i en frysepose og knuse dem med en kagerulle).
Tilsæt mel, hvidløgspulver, paprika, salt og peber, og bland godt sammen.
Afdryp kyllingestykkerne let, og vend dem i cornflakes-blandingen. Læg dem på en bageplade med bagepapir, og dryp dem med olie.
Steg kyllingenuggetsene i ovnen i cirka 20 minutter, til de er gennemstegte og gyldne.
Servér de varme kyllingenuggets med estragondip, der laves ved at hakke estragonen fint, og blande den sammen med de øvrige ingredienser i en skål. Smag til, og sæt den på køl indtil servering.
TIP
Du kan erstatte cornflakes med nachos.
TIP
Du kan bruge dippen som en kold bearnaisedressing.
Læs også:
Frederikke Wærens bløde osteboller



