
Sådan bruger du sommerens bær – også dem, der ikke er jordbær
Vi elsker bær – men får du dem brugt. Sådan bruger du sommerens bær – også dem, der ikke er jordbær
Inden længe siger kalenderen juni, og et af de første sommertegn er friske bær. Ifølge en ny undersøgelse fra HelloFresh er jordbærret stadig den klare favorit – men de andre i klassen har også berettigelse, understreger måltidskasseleverandøren.

Sommeren er lige rundt om hjørnet, og i den forbindelse har en ny YouGov-undersøgelse på vegne af HelloFresh taget temperaturen på danskernes holdning til det brede udvalg af bær, der snart skyder frem i det ganske land.
Og den klare favorit i klassen kommer næppe som nogen overraskelse.
Hele 82 procent i rundspørgen svarer nemlig, at jordbærret er det bær, de oftest spiser, når kalenderen siger sommer. Til sammenligning svarer blot 49 procent hindbær og 39 procent kirsebær, der lander på henholdsvis anden- og tredjepladsen. Ifølge Sofia Fattori, der er madekspert hos HelloFresh, som står bag undersøgelsen, skyldes
resultatet flere ting.
– Jordbær er selvfølgelig populære i kraft af deres fantastiske søde smag, men det bunder også dybere end det, da de har en enorm kulturel værdi herhjemme. For mange er de selve symbolet på dansk sommer, barndom og glade dage, fortæller Sofia Fattori, Head of Culinary hos HelloFresh i Norden.

Alle bær fortjener plads på tallerkenen
Det betyder dog ikke, at resten af bærudvalget ikke fortjener en plads på tallerkenen. For man risikerer at gå glip af mange smagsoplevelser, hvis man udelukkende holder sig til de mest folkekære bær, understreger hun.
– Der er stor værdi i at kaste sig ud i de andre bær, den danske natur også har at tilbyde. Både brombær, solbær og hindbær lever fx et mere stille liv end favoritten, men de tilbyder alle deres egen smagsprofil og kan bruges til or eksempel salater, marmelader og er en frisk tilføjelse til din granola, kager og muffins. I sommeren kan de endda bruges til hjemmelavet is, sorbet og smoothie, siger Sofia Fattori.
Hun giver også her nedenfor et par råd til, hvordan man bedst bruger dem i køkkenet …

Sådan anvender du de forskellige bær
Hindbær er kendt for deres forfriskende syrlighed, som gør dem oplagte til brug i smoothies og desserter – eller i en grøn salat sammen med nødder, ost og en let vinaigrette for en spændende smagsoplevelse.
Kirsebær tilfører en sød, saftig og ofte intens smag, der gør dem ideelle til desserter som cheesecake eller pavlova. Deres mere sprøde tekstur passer derudover til salater eller som et tilbehør til kødretter.
Brombær tilbyder en let syrlig smag, der kan puste ekstra liv i alt fra pandekager til sommersalater. Deres saftige konsistens og dybe farve gør dem også til et tiltalende element i desserter som tærter eller geléer.

Læs også: Lav dit eget brombærsyltetøj
Solbær tilfører også en subtil syrlighed samt en både dyb og mørk sødme, der er perfekt til at blande i smoothies eller lækre muffins. Deres intense farve gør dem også til en smuk topping på is eller som elegant dekoration på desserter som panna cotta.
Ribs bringer en pikant og forfriskende syrlighed, der kan bidrage med kompleksitet til saucer til stegt kød og til at blande i friske sommersalater. Deres saftige, små bær er ligeledes gode til at koge ned til gele, som kan serveres med ost eller som smagfuldt brødpålæg.
Stikkelsbær tilbyder en veldoseret balance mellem sødme og syre, som bliver en spændende smagskontrast i bagværk som tærter eller kager. Deres saftige kød er også ideelt til at lave friske kompotter eller syltetøj, der kan nydes som pandekage- eller yoghurttopping.
Tranebær bringer en både skarp og syrlig smag, der kan tilføje et livligt touch til frugtsalater eller kyllingesalater. De er også populære i bagværk som muffins og brød.
Tyttebær giver en subtil sødme og syre, der er ideel til både friske salater og bagværk som pandekager eller scones. De er også velegnede til at koge ned til en lækker sauce til kødretter som fjerkræ eller vildt.

Om undersøgelsen
Undersøgelsen er gennemført af analyseinstituttet YouGov på vegne af HelloFresh i form af online spørgeskemaer blandt 1.007 danske respondenter i alderen 18+ år i perioden fra den 12. til 14. februar 2024.
Læs også:
![]()



