
NEWS: Udspil til ældrereform stiller store krav til både ledere, medarbejdere og politikere
Udspil til ældrereform stiller store krav til både ledere, medarbejdere og politikere · Straksdomme til fem kokainhandlere ·Rekordmange så med, da Håndboldherrerne vandt EM-sølv · Nemlig øger omsætning i nyt regnskab · Voldtægtsmand dømt igen · Dagens billede: Kate Middelton opereret
Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.
Udspil til ældrereform stiller store krav til både ledere, medarbejdere og politikere
– Djøf deler regeringens ambition om en offentlig sektor, der sætter borgerens behov i centrum, og hvor faglighed, tillid til den faglige og menneskelige dømmekraft og dialogen med borgerne er kernen, siger Sara Vergo, formand for Djøf.
Med regeringens udspil til en reform af, hvordan vi drager omsorg for de ældste borgere i samfundet, er der lagt op til en omfattende ledelsesreform af den offentlige sektor.
– Ledere i hele ledelseskæden og medarbejdere skal omstille sig til nye roller og måder at arbejde på. Det kræver tid – og mulighed for at udvikle sig – for at de kan blive komfortable og kompetente i de nye roller. Og derfor er tålmodighed og kompetenceudvikling en forudsætning for at øge kvaliteten og nå målene og de politiske intentioner, siger Sara Vergo, formand for Djøf.
Hun påpeger, at motivationen for – endelig – at komme i gang er stor:
– Men der er heller ikke tvivl om, at omstillingerne betyder forandringer for både ledere og medarbejdere. Og omstillingerne kommer til at ske i en tid med akut mangel på medarbejdere til ældreplejen, hvor budgetterne er stramme, hvor der skal indføres ny teknologi og personaleomsætningen er høj.
Sara Vergo opfordrer derfor til, at der er forståelse for, at forandringerne tager tid, og at der er plads til læring undervejs.
– Vi skal lykkes med en god implementering, og det betyder blandt andet, at vi ikke skal dømme resultaterne, før implementeringen er i hus. Lad os i stedet gøre status undervejs og lytte til den læring og de erfaringer, som ledere og medarbejdere gør sig og det, som borgere og pårørende oplever.
Sara Vergo har også opfordring til politikerne om at vise mod, selv om der undervejs vil ske fejl:
– Nu må vi se, hvor den endelige politiske aftale om ældrelovgivningen lander. Men det er vigtigt, at politikerne er klar til at give de lokale ledelser ansvaret for at løse de problemer, der potentielt kan opstå, i stedet for at komme med ny lovgivning, når en sag opstår. Det er jo den politiske virkelighed, der har drevet bureaukratiseringen af den offentlige sektor gennem årtier. Og hvor politikerne nu skal turde slippe tøjlerne, slutter Sara Vergo.

Læs også: Ældre oplever skiftende personale i hjemmeplejen
Straksdomme til fem kokainhandlere
Retten i Glostrup har idømt fem mænd i alt 23 års fængsel for organiseret salg af kokain til kunder i Storkøbenhavn over tre måneder. En sjette tiltalt får afgjort sin straf senere.
Efter en forudgående intens efterforskning hos Københavns Vestegns Politi blev fem mænd varetægtsfængslet den 11. januar ved en omfattende anholdelses- og ransagningsaktion. Aktionen medførte ransagninger af seks privatadresser og et opholdssted på Vestegnen og i Nordsjælland.
En sjette mand, som politiet eftersøgte i sagen, meldte sig nogle dage efter, hvorefter også han blev varetægtsfængslet. Alle blev sigtet for omfattende handel med kokain.
I torsdags den 25. januar eller to uger efter anholdelsen – sad alle seks sigtet ved Retten i Glostrup for sammen at have solgt op mod to kilo kokain over godt tre måneder fra oktober 2023 og frem til anholdelsen i januar i år.
Ved retsmødet afsagde retten straksdomme til fem af de tiltalte. Tre hovedmænd på 27, 33 og 34 år hver fik fem års ubetinget fængsel for deres ledende roller i forbindelse med talrige handler med kokain til kunder i Københavnsområdet og især på Vestegnen. Den 27-årige blev dømt for at være involveret i handler med 1,75 kilo, mens de to andre blev dømt for 1,9 kilo.
To andre medtiltalte på 34 og 38 år fik hver fire års fængsel for deres mere underordnede roller i salg af i alt 1,5 kilo kokain.
– Der er tale om grov organiseret kokainhandel ved hjælp af bude, som blev sendt ud til talrige kunder, siger specialanklager Henrik Uhl Pedersen, anklagemyndigheden ved Københavns Vestegns Politi.
Det omfattende efterforskningsmateriale dokumenterede de fems roller i en så overbevisende grad, at de tilstod uforbeholdent, hvilket nedsatte deres straffe.
En sjette 23-årig medtiltalt, der kun erkendte sig delvis skyldig, får sin sag afgjort på et senere tidspunkt.

Læs også: Narkodom sprænger strafferammen
Rekordmange så med, da Håndboldherrerne vandt EM-sølv
Håndboldherrerne fik søndag aften rekordmange til at se med i Norlys Play. Og der var spænding til det sidste, da Danmarks håndboldherrer søndag aften i de afgørende minutter måtte se sig slået af Frankrig i EM-finalen. Hjemme i stuerne fulgte rigtig mange danskere slaget tæt.
– Det er helt vildt. Søndagens finalekamp har slået alle tidligere seerrekorder på Norlys Play. Sportsbegivenhederne trækker generelt rigtig mange seere til skærmen, men kampen i går slog det med længder og satte en klar seerrekord, siger Sune Nabe Frederiksen, direktør for Norlys’ digitale forretning.
Helt generelt har Danmarks øvrige kampe ved EM-slutrunden trukket godt med seere ind i Norlys Play-appen, men finalen trak alligevel en tredjedel flere seere ind.
Danmark leverede da også sammen med Frankrig en rigtig neglebider af en kamp, som måtte i forlænget spilletid for at finde en endelig sejrherre.
Den forlængede spilletid fik seertallet, som allerede havde sat rekord inden da, til at stige med yderligere 4 procent.
– Vi seere blev virkelig forkælet med den her håndboldkamp, som endte med at være så spændende, at selv håndboldskeptikerne så ud til at overgive sig til allersidst og tænde for Norlys Play for at følge dramaet. Så der var tryk på vores systemer, og jeg er virkelig stolt over, at det var så stabilt, for det er når det virkelig gælder, at vi skal vise vores værd, fortæller Sune Nabe Frederiksen.
Før kampen i går skal vi tilbage til en Tour de France-etape i sommeren 2022 for at finde den seneste seerrekord.
Norlys har siden 2021 været hovedsponsor for Håndboldherrerne, og kort tid før EM-slutrunden blev sponsoratet forlænget med yderligere to år, så det nu løber frem til 30. juni 2026.

Læs også: Fem ting EM-fodbold gør ved os
Nemlig øger omsætning i nyt regnskab
Nemlig er tilbage i vækst, og virksomheden har i det netop afsluttede finansår 2022/23 øget omsætningen til 2,51 milliarder kroner, hvilket er en stigning på 30 millioner kroner i forhold til sidste finansår. Omsætningsvæksten på helåret blev sikret i finansårets sidste fem måneder fra marts til juli med en gennemsnitlig vækst på 20%. En tendens der er fortsat ind i det nye finansår 2023/24, der startede i august 2023 og derfor tegner godt for dette år.
I det netop afsluttede finansår oplevede Nemlig en positiv udvikling i omsætningen, hvilket i høj grad skyldtes den nye stærke prisstrategi, som Nemlig lancerede i starten af finansåret 2022/23, der gjorde det markant billigere for kunderne at købe og få leveret sine dagligvarer med Nemlig. Prismatch mod Rema1000 på 1500 varer, levering fra 0 kr. og ekstra stærke varetilbud hver uge er ingredienserne i den nye stærke prisstrategi.
– Vi har gjort det markant billigere for vores kunder at købe dagligvarer på Nemlig og få dem leveret til hoveddøren, og det er derfor dejligt at se, at kunderne har kvitteret herfor ved at handle hyppigere samt lægge større ordrer hos os, ligesom vi har fået mange nye kunder i det forgangne år, siger Stefan Plenge, administrerende direktør i Nemlig.
På trods af den positive udvikling i omsætningen øgede Nemlig sit underskud efter skat til 195 millioner kroner i det netop afsluttede finansår 2022/23 mod et underskud på 156 millioner kroner i sidste finansår. Det var særligt opstarten af et nyt varehus i Vestdanmark, som kostede selskabet mange penge i finansåret. Et varehus som Nemlig efterfølgende har valgt at lukke ned igen efter bare 13 måneders drift, da væksten i Vestdanmark ikke levede op til selskabets forventninger.
– Salget i Jylland har desværre ikke udviklet sig lige så hurtigt som forventet, selvom vi med åbningen af vores nye varehus i Aarhus for et år siden bl.a. introducerede markant kortere tid fra bestilling til levering. I efteråret 2023 kom vi derfor til den konklusion, at det ville tage væsentlig længere tid at opnå en volumen, der kunne retfærdiggøre omkostningerne ved at drive vores nye varehus i Aarhus, hvorfor vi valgte at flytte pakningen tilbage til vores varehus i Brøndby, hvorfra vi igen servicerer alle vores kunder i Danmark også de jyske kunder, forklarer Stefan Plenge.
Finansåret 2022/23 blev ligeledes året, hvor Nemlig valgte at indgå overenskomstaftale med 3F på transportområdet, hvilket dermed gør det muligt for selskabet at ansætte egne chauffører. Overenskomstdækningen sikrer gode løn- og arbejdsvilkår både for Nemligs egne chauffører men også for chaufførerne ansat hos de eksterne transportvirksomheder, som Nemlig samarbejder med.
– Vi er meget tilfredse med overenskomstaftalen med 3F på transportområdet, da det nu har givet os mulighed for at ansætte vores egne chauffører. Vi har allerede ansat de første chauffører, og det vil vi fortsætte med, da vi på kort tid har fået nogle gode erfaringer. Vi vil fortsat samarbejde med eksterne transportvirksomheder om en del af leverancerne, og her har vi stillet krav om, at de som minimum skal følge vores nye overenskomst overfor deres medarbejdere, så også de er sikret gode løn- og arbejdsvilkår, fortæller Stefan Plenge.

Læs også: Nemlig.com åbner varehus i Aarhus
Voldtægtsmand dømt igen
36-årig mand dømt for mange tilfælde af voldtægt og at have solgt sin kæreste til tvungen sex med andre mænd.
Den 36-årige mand havde solgt sin daværende kæreste til tvungen sex med en lang række mænd. Derfor blev han dømt for medvirken til voldtægt og for rufferi. Da dommen faldt tidligere op ugen, vurderer retten samtidig, at manden havde udsat kvinden for flere voldtægter, grov vold og trusler over en længere periode. Manden var i forvejen idømt forvaring – som en tidsubestemt straf der gives til særligt farlige gerningsmænd og retten besluttede at forvaringsdommen skulle bestå.
Den 36-årige blev i november 2022 idømt forvaring for et stort antal voldtægter mod flere andre tidligere kærester. Det var efter den dom, at kvinden kontaktede politiet og fortalte, at manden havde udsat hende for det samme. Manden blev derefter tiltalt på ny, selvom han var idømt forvaring.
– Der er ingen tvivl om at det har krævet et utroligt mod fra kvinden at stå frem – lige som det også var tilfældet for de implicerede i den første sag. Nu har vi fire kvinder, som er stået frem og fortalt hvad han har udsat dem for, siger sagens anklager Maiken Ahrenkiel.
Selvom den dømte ikke blev idømt en ny straf, kan den nye dom få betydning, i forbindelse med en eventuel ansøgning om prøveløsladelse. Den 36-årige har valgt at anke den nye forvaringsdom til landsretten.

Læs også: Find dit forsvar mod psykypater og andre idioter




