
NEWS: Dom sprænger strafferammen i stor narkotikasag
Dom sprænger strafferammen i stor narkotikasag · Taget med hash ved grænsen – dømt samme dag · Mærsk er blevet en innovativ sværvægter · Under 100 dage til Royal Run · ’X Factor’-finalen kommer til Jylland · Dagens billede: Bruce Willis med ny diagnose
Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.
Dom sprænger strafferammen i stor narkotikasag
En omfattende aktion på baggrund af internationalt politisamarbejde førte sidste år til, at politiet kunne optrevle et netværk bag indsmugling af store mænger hård narkotika og hash. En central person er nu idømt en lang fængselsstraf i sagen.
Den fjerde af de 10 mænd, der den 6. april 2022 blev varetægtsfængslet i forbindelse med en stor, koordineret politiaktion dagen forinden, har nu fået afgjort sin sag.
Det er sket ved Retten i Randers, hvor National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) har fået en 33-årig mand idømt 17 års fængsel for blandt andet at stå bag indsmugling af meget store mængder kokain og hash. Strafudmålingen sprænger således den sædvanlige strafferamme på 16 år for denne type forbrydelse.
Den 33-årige mand tilstod over for en dommer, at han i en periode på mere end to år fra januar 2020 til februar 2022 sammen med andre stod bag indsmugling og salg af i alt 167 kilo kokain, 3,2 ton hash samt 2 kilo ketamin.
Leverancerne af de ulovlige stoffer fandt blandt andet sted på Djursland, i Aarhus, i Fredericia og i København.
Sagen begyndte, da NSK med assistance fra Fyns Politi, Sydøstjyllands Politi, Østjyllands Politi, spansk politi og Skattestyrelsen slog til i en omfattende aktion mod indsmugling af store mængder hård narkotika og hash. Under aktionen, hvor 20 adresser blev ransaget, beslaglagde politiet omkring ét ton hash samt en mindre mængde hård narkotika, ligesom der blev beslaglagt værdier svarende til omkring seks millioner kroner.
Den 33-årige blev i retten også dømt for at have besiddet to pistoler, et maskingevær og en maskinpistol samt tilhørende magasiner og ammunition. Der fulgte desuden en lyddæmper med til maskinpistolen.
Specialanklager ved NSK, Lise Hebsgaard udtaler:
– Dommen er et resultat af en grundig og målrettet efterforskning mod den nu dømte, som har haft en central rolle i indsmuglingen af meget store mængder hård narkotika til Danmark, primært Østjylland. Den udmålte straf på 17 års fængsel er et udtryk for sagens alvor, og jeg er selvsagt tilfreds med afgørelsen.
Retten konfiskerede ved dommen udbytte for 14 millioner kroner, herunder indeståender på to konti samt tre Bitcoin.

Læs også: To brødre i fængsel for narkohandel og våbenbesiddelse
Taget med hash ved grænsen – dømt samme dag
Toldstyrelsens narkohund viste en tidlig morgen sidste uge interesse for en sportstaske i en bus ved Frøslev Grænse. Samme eftermiddag blev en 42-årig mand dømt i sagen.
En 42-årig estisk mand blev mandag ved Retten i Sønderborg idømt 60 dages fængsel og udvist med et indrejseforbud i seks år for at have overtrådt lov om euforiserende stoffer i forbindelse med indrejse.
Manden var passager i en bus, der ankom til Frøslev Grænse mandag klokken 04.30, hvor toldere fra Toldstyrelsen gennemførte kontrol med en narkohund. Hunden fik færten af en sportstaske i bagagerummet, der indeholdt skunk, joints og hash.
Manden erkendte, at stofferne tilhørte ham, hvorefter han blev anholdt af betjente fra Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) ved Syd- og Sønderjyllands Politi. Han blev klokken 13.00 samme dag fremstillet ved Retten i Sønderborg, hvor dommen blev afsagt.
Den 42-årige modtog dommen og vil blive udvist umiddelbart efter endt afsoning.

Læs også: Kvinde dømt for omfattende narkokørsel
Mærsk er blevet en innovativ sværvægter
Innovation spiller en afgørende rolle, når Mærsk udvikler forretningen i bestræbelserne på at levere integrerede logistikløsninger til kunder i hele verden. Virksomheden har øget antallet af patenter markant på få år.
Når brasilianske landmænd skal sælge bananer til danske forbrugere, skal bananerne gerne lande i det lokale supermarked, mens de hverken er for grønne eller for modne. Derfor er det værdifuldt at kunne styre indeklimaet konstant i containeren, hvor bananerne opbevares under transporten, så de er perfekt modne, når de ankommer i forretningen.
Det er lige præcis den type tekniske løsninger, som Mærsk i disse år investerer massivt i, og som de vælger at få patenteret og varemærkebeskyttet. Faktisk har virksomhedens intensiverede fokus på innovation betydet, at der er kommet 50 pct. flere Mærsk-patenter siden 2018. Det fortæller Simone Frattasi, der er global ansvarlig for IP-rettigheder i Mærsk.
– Vi er meget fokuseret på at udvikle vores tech-muskler. Vores konkurrenceposition afhænger af vores evne til at løse vores kunders problemer ved at udvikle nye og bedre løsninger. De løsninger skal vi typisk eje retten til. Der er simpelthen for meget på spil til, at vi ikke også forholder os detaljeret til vores patenter og varemærker som en vigtig del af forretningen, siger Simone Frattasi.
Ambitionen om at udvide deres marked og blive en ‘global integrator of container logistics’ betyder, at Mærsk satser på at innovere forbedrede kundeløsninger inden for bæredygtighed, digitalisering, automatisering og sikkerhed.
– Vores konkurrenceposition afhænger af vores evne til at innovere. Vores konkurrentbillede ændrer sig i disse år og tæller nu store tech-virksomheder med stærke innovationsmuskler, fortsætter han.
Ifølge Simone Frattasi sidder Mærsk på banebrydende teknologi inden for deres forretningsområde, og det er noget, man forholder sig proaktivt til.
– Vi oplever tusindvis af varemærkeovertrædelser hver måned. Hvis vi ikke har registreret vores varemærker, så kan vi ikke stille noget op for at stoppe tredjeparter som krænker vores varemærker. Når alt kommer til alt, så kan vores konkurrenter udnytte vores investeringer ved at kopiere vores løsninger, hvis vi ikke har vores IP-rettigheder på plads.
Fakta om IP-rettigheder står bag hvert tredje job i Danmark:
IP-intensive industrier i Danmark – altså industrier, der benytter sig af patenter, varemærker og designrettigheder – stod bag 29 pct. af danske arbejdspladser og udgjorde 47 pct. af Danmarks bruttonationalprodukt i perioden 2017-2019.
Patentintensive industrier i Danmark står for knap 20 pct af BNP og generer knap 10 pct. af Danmarks arbejdspladser, mens varemærkeintensive industrier i Danmark står for 41 pct af BNP og generer 22 pct af Danmarks arbejdspladser. Designintensive industrier står for knap 16 pct af BNP og generer knap 12 pct. af Danmarks arbejdspladser.
Målt på værditilvækst udmærker dansk erhvervsliv sig ved at have industrier, der er mere IP-intensive sammenlignet med andre europæiske lande.
Det viser en omfattende undersøgelse fra den europæiske patentorganisation, EPO, og den europæiske varemærkeorganisation, EUIPO. Læs undersøgelsen ‘IPR-intensive industries and economic performance in the European Union, 4. udgave’ her.

Læs også: Mærsk giver historisk overskud
Under 100 dage til Royal Run
Med under 100 dage til Royal Run ’23 tæller danskerne ned til Danmarks store motionsløb ved at tyvstarte løbefesten i alle værtsbyerne.
Mere end 62.000 danskere har allerede tilmeldt sig Royal Run ’23, og lørdag varmede flere hundrede gå- og løbeglade danskere op til den store motionsfest ved et 100 dages-event, som tæller ned til den 29. maj, 2. pinsedag.
De fem værtsbyer, som afholder Royal Run ’23, inviterede i lørdags alle uanset alder og kondital til at teste formen, inden de får selskab af Deres Kongelige Højheder Kronprinsen og Kronprinsessen om 100 dage. Dermed lød tyvstartskuddet i både, Aabenraa, Herning, København/Frederiksberg, Nyborg og Nykøbing Falster.
100 dages-eventet markerede ikke blot nedtællingen til Royal Run, men er en del af den store aktiveringsindsats, som skal få danskerne i bevægelse året rundt. Der er pr. den 18. februar 2023 solgt 62.678 startnumre
Herning og Nykøbing Falster melder udsolgt, men der er oprettet en venteliste, hvis kapaciteten udvides. Der er stadig ledige startnumre til Aabenraa, Nyborg og København/Frederiksberg. 32 procent af dem, der har tilmeldt sig Royal Run indtil nu, deltager i et motionsløb for første gang. 41 procent har ved tilmelding svaret, at de ikke har deltaget i andre motionsløb end Royal Run før.

Læs også: Royal Run er godt i gang med salget
’X Factor’-finalen kommer til Jylland
Finalen i ‘X Factor’ 2023 sendes den 31. marts fra Arena Randers … Det kom frem i fredags.
Når vinderen af ’X Factor’ 2023 skal kåres den 31. marts, bliver det for første gang Arena Randers, der danner rammen for det store finaleshow. For første gang siden 2019 rykker ’X Factor’ ud af de vante studier i Brøndby, og flytter finaleshowet til Jylland.
– Vi glæder os helt vildt meget til at flytte ’X Factor’-finalen ud i landet igen. De sidste tre år har Corona-pandemien haft indflydelse på vores planer for finalen, men nu kan vi endelig igen planlægge en kæmpe finale, hvor vi sammen med en masse danskere kan sætte et flot og festligt punktum for en forrygende ’X Factor’-sæson. Mere end en million danskere har fulgt ’X Factor’ uge for uge, og hvor er det er bare fedt, at vi nu kan give dem, der har lyst mulighed for at være med til finalen, siger Dorte Borregaard, underholdningsredaktør på TV 2.
Årets ’X Factor’-finalister kommer til at at optræde foran mere end 3500 publikummer i Arena Randers. Billetterne kan købes hos Ticketmaster.dk fra i fredags den 17. februar.
Vinderen af ’X Factor’ 2023 får en kontrakt med verdens største musikselskab Universal Music, og kommer i stald med navne som Ariana Grande, Jada, Justin Bieber, Artigeardit, Taylor Swift og Lukas Graham. Desuden får vinderen et skræddersyet forløb hos Danish Songwriting Academy – deriblandt sessions med nogle af landets mest succesfulde sangskrivere og producere, og så får vinderen af ’X Factor’ 2023 også et komplet, professionelt hjemmestudie.

Læs også: 10 fun facts om One Direction