Læs også:

Close
vred psykopat kvinde frustreret (Foto: Unsplashed - Gabriel Matula)

Find dit forsvar mod psykopater og andre idioter

Kultur  | 

‘Hvis det føles forkert, så er det forkert. Så skal du handle på det. Det er uanset om det er en psykopat, eller ikke er en psykopat, du er sammen med’, siger Thomas Erikson

Thomas Erikson fortæller i dette interview om sin bog ‘Omgivet af psykopater’, hvorfor han har valgt at skrive en bog om, hvordan man beskytter sig mod manipulation.  

‘Hvis det føles forkert, så er det forkert. Så skal du handle på det. Det er uanset om det er en psykopat, eller ikke er en psykopat du er sammen med’, siger Thomas Erikson. (Foto: Thomas Erikson Föreläsare).

‘Ghosting’, Prowling’, ‘Pocketing’, ‘Benching’, ‘Kittenfishing’ og ‘Catfishing’ er alle udtryk fra dating-scenen, som med dating-apps er blevet mere aktuelle. Disse repræsenterer en form for manipulation, mens ‘Gaslighting’ eksempelvis repræsenterer en anden form for manipulation, der kan have meget alvorlige konsekvenser.

Thomas Erikson nuancerer graden af manipulation. Han siger, at alle bruger og får selv forskellige grader af manipulation at føle. Han fortsætter med at sige, at man ikke skal bilde sig ind, at det ikke sker, for det er en del af måden mange forhandler på. Men nogle gange er man uheldig at løbe ind i en psykopat, der er mester i manipulation. Generelt mener Thomas Erikson, at det er godt at vide, hvornår man er i risiko for at blive manipuleret. Men han er især optaget af, hvordan man spotter og beskytter sig imod psykopater, fordi mødet med dem kan være så fatalt.

date, dating, dårlige dates, dårlig date, tinder, tinder-app, tinder-dating, mænd, kvinder, kærlighed, forhold, parforhold, sex, kærlighed
Ghosting er mega nederen uanset, hvem der gør det. (Foto: Pexels)

Hvad er det for et værktøj, du bruger i denne bog?

– Jeg bruger et værktøj, der med fire farver deler mennesker op i fire mennesketyper, hvor deres styrker og svagheder beskrives. Man forstår dermed, hvordan man er på en god eller dårlig dag. Det er meningen, at det skal give én en forståelse for hinandens måde at være på og hinandens måde at kommunikere på. Dermed forstår man sig selv og andre bedre med denne model. Det handler ikke om at dømme men om at forstå og kommunikere med hinanden.

Hvorfor har du valgt at bruge dette værktøj til af forstå, hvordan man kan beskytte sig mod manipulation og psykopater?

– Jeg kendte værktøjet og det er nemt at forstå med sine fire farver. Derudover giver den mulighed for at se på ens svagheder, og hvordan psykopaten kan manipulere netop den røde, gule, grønne eller blå persontype.

Normalt bruger man denne disc-model i jobsammenhænge – hvordan her?

– Den er god til at beskrive hvordan man oplever hinanden, og hvordan man kommunikerer. Det giver en god selvindsigt og et godt udgangspunkt for at forstå andre. Så jeg anbefaler, at man bruger den til, at kigge sig selv i spejlet med, så man forstår og accepterer hinanden.

– Det kan kan godt virke lidt stereotypt, at sætte folk bokse, men det gør vi hele tiden, og den hjælper os altså til at forstå, hvordan vi kommunikerer forskelligt. For kommunikation er jo ret svært, men det hjælper, når man forstår, at vi kommunikerer forskelligt. Sådan er det bare, der er ikke noget rigtigt eller forkert i det.

Personlighedstest kan fortælle dig, hvem du er og beskytte dig mod manipulation. (Foto: Pixabay)

Hvorfor er du gået fra at skrive krimi til at skrive faglitteratur?

– Jeg har udgivet seks krimier. Jeg skrev om en konsulent, som vejledte politiet ud fra et værktøj, der beskriver folk med disse fire farver. Jeg fik en masse positiv feedback på bøgerne, men de spurgte også til modellen. De ville vide mere om den, og hvor de kunne finde den. Men den fandtes ikke i forhold til psykopater, så jeg tænkte, at jeg selv måtte skrive den. Nu vil ingen have mine thrillere, nu vil de bare have disse fagbøger her.

Hvad fik dig til at skrive denne bog?

– Faktisk er det på baggrund af en oplevelse jeg havde, da jeg havde skrevet min første fagbog, ‘Idioterne’. Jeg var til en forelæsning, som jeg også nævner i bogen. Der kom en ung mand på cirka 24 år og stirrede på mig. Han sagde, at han ikke kunne genkende sig selv i nogle af de fire farver.

– Senere kom jeg tilbage på universitetet, og det viste sig, at han havde skabt et kaos. Han havde lært sig selv, hvordan han skulle bruge de her værktøjer til at manipulere folk med. Han havde både gjort to gravide og lokket penge ud fra folk. Der var ren kaos på universitetet på grund af ham.

Hvordan bruger man så farverne på psykopater?

– Farvesystemet beskriver normale mennesker. Psykopati har ikke noget med farverne at gøre. Det, der er med farvesystemerne, er for det første, at man kan forveksle de forskellige farver med psykopati. ‘Rød’ er for eksempel meget dominerende. ‘Rød’ kan skælde ud klokken kvart i tolv, så man tror, at man snart bliver fyret. Så klokken tolv spørger ‘Rød’, om man vil med til frokost. Man tænker psykopat. Men det er ikke psykopati, sådan er ‘Rød’, og det skal man forstå.

– Det andet handler om din farve. De fire farver påvirkes forskelligt af manipulation. Men alle kan blive manipuleret. Derfor skal man forstå sine egne farver og sine egne svagheder, for psykopaten leder efter dem. Kender man dem ikke selv, mens psykopaten gør, så er det livsfarligt.

Psykopaten kan blive livsfarligt bekendtskab. (Foto: PublicDomainPictures / Pixabay)

Hvorfor er det så vigtig at fortælle dette, og hvor stort er problemet egentlig?

– Mennesker forstår ikke, at psykopater findes i vores hverdag. Man tror, at det bare er massemordere, og de findes selvfølgelig også, men de fleste psykopater går jo rundt her i byen. De skader en masse mennesker psykisk med psykisk vold.

– Jeg får jævnligt mails fra personer, som har læst bogen. De siger, at de nu forstår,  hvorfor denne relation ikke fungerer. Psykopaten kommer ikke til at forandre sig. Det er sådan med psykopater, for de vil ikke tilpasse sig. De har det fint med at gøre, hvad de vil og ikke at have en samvittighed. Problemet er reelt, for det er cirka 2-4 procent i en befolkning. Det vil sige at der er 110.000 i Danmark. Det er en hel by.

Hvilken indsigt vil du give folk med disse værktøjer?

– Psykopater er eksperter i at give andre mennesker skyld. Det er mit formål, at den, som har været udsat for en psykopat, skal forstå, at det ikke er vedkommendes skyld. Skyld plager jo mennesker.

– Jeg mødte en kvinde, som følte skyld over, at hun ville have en skilsmisse fra sin mand, fordi han var psykopat. Han brugte ‘gaslightning’, løg, var utro og opførte sig narcissistisk. Da hun så blev skilt, hævnede han sig. Så brugte hun meget tid på at komme ud af forholdet. Da hun var ude af det, følte hun skyld over for børnene over, at de havde været så længe i forholdet, og at hun ikke var gået fra ham noget før. Så skyld plager mennesker og det bruger psykopaten til at styre folk.

Hvad bruger psykopater ‘Gaslightning’ til?

– Gaslightning kommer af en gammel film af Ingmar Bergman fra 1930’erne. Den handler om at forvirre og skabe tvivl om, hvad man har oplevet, husket eller forstået. Formålet med det er at skabe usikkerhed og styre dig.

– For eksempel hvis jeg siger, ‘det her er et æble. Det må du få’, Så siger du, ‘tak skal du have, jeg tager det senere’. Så tager jeg æblet tilbage og du siger, ‘hvor er mit æble?’ og jeg siger, ‘det ved jeg ikke’. Så siger du, ‘jamen du gav mig et æble’. Jeg siger, ‘det har jeg ikke gjort, derimod kan du få en appelsin’. Du siger, ‘hvad er det her? Jeg så æblet’. Jeg bliver ved med at sige, at det var en appelsin, og så på et tidspunkt bytter jeg om igen. Det lyder mærkeligt, når man fortæller om det, men når man gør det tilstrækkeligt mange gange ved en person, så begynder personen til sidst at tænke over, om de måske har husket forkert, set forkert eller oplevet det forkert. Til sidst siger jeg så, ‘det er mit stykke frugt det der. Hvorfor tror du, at du skal have min frugt? Men hvis du gerne vil låne det, så kan du da godt det’. Det er så subtilt og forsigtigt gjort, at du bliver usikker, og dermed kan jeg styre dig.

citroner citron frugt frisk sundt sundhed
‘Gaslightning’ er når du er blevet forvirret nok af en anden person til at tro, at alle citroner på dette billede er gule. (Foto: Pexels).

Hvad ønsker psykopater af deres partner – hvorfor er de sammen med partneren?

– De føler ikke kærlighed, så det kan være at udnytte sin partner, så de bliver forsørget. Det kan være at få magt og styre nogen. Det kan være at udnytte nogen seksuelt. Det kan være, at psykopaten er sadist, som kan lide at mishandle folk. Hovedsagen for psykopater er magt og opmærksomhed.

– Jeg kan fortælle om en kvinde, som havde mødt en mand, og de skulle flytte sammen. Men så gik det ikke, for han var ikke rigtig sød ved hende, og hun syntes han løj. Så det gik ikke og hun bad ham om at flytte ud. Så mødtes de igen et halvt år senere, hvor han var som forvandlet. Han var opmærksom, købte blomster, lavede mad, de flyttede sammen, og han mødte hendes forældre og venner, som alle kunne lide ham. Så på deres 1 års-dag for tidspunktet, hvor de flyttede sammen, da sluttede han forholdet. Han sagde, at han bare havde spillet hele tiden, for han ville knuse hendes hjerte. Hans eneste formål var at såre hende, fordi hun havde stoppet forholdet med ham tidligere. Det kunne han ikke tåle. Det er psykopati at bruge et helt år på at hævne sig, mens man er sammen med personen.

Kommer psykopaten aldrig til at mangle den nære relation?

– Nej, de føler ikke som du og jeg. De føler ikke kærlighed, de kan ikke elske andre end sig selv. De kan leve med nogen i lang tid, fordi det er praktisk. Men de har ofte mange sidespring.

polyamori flere partnere jalousi jaloux
Du kan godt have et forhold med en psykopat, men du er sjældent den eneste, psykopaten er sammen med. (Foto: Pxhere)

Hvordan kan man se om velansete og charmerende mennesker er psykopater?

– Det kan man ikke se. Man skal observere en person i længere tid for at se mønstrene, som gør en person til en psykopat. Det er ikke bare en ting, men flere ting, der gør en til psykopat og der er forskellige grader af psykopati.

Hvilke spørgsmål stiller folk dig, når du holder foredrag om denne bog?

– Mange spørger, om de er psykopater, og så svarer jeg, at hvis de var psykopater, så ville de ikke stille sig selv dette spørgsmål. De ville bare tænke, at de er den bedste i verden.

Hvad vil du mene, er godt at vide for unge kvinder, der dater nu?

– Hvis det føles forkert, så er det forkert. Så skal du handle på det. Det er uanset, om det er en psykopat, eller om det ikke er en psykopat. Du kan godt leve med en psykopat, hvis det føles fint for dig. Men uanset om det er en psykopat eller ej – hvis det føles forkert, så er det forkert, og så skal du gøre noget ved det.

Det er ikke alle forhold, der føles rigtige. (Foto: Unsplash)

Fakta om Thomas Erikson

Thomas Erikson har senest skrevet bogen ‘Omgivet af psykopater’. Inden det skrev han en anden fagbog, ‘Omgivet af idioter’, som er en bestseller, der er solgt i 500.000 eksemplarer i Sverige og udgivet i 40 lande. Han bygger sin erfaring og inspiration på fra sit arbejde i sin konsulentvirksomhed, hvor han arbejder med adfærdsforandring og med at øge kundskaben om, hvordan man kommunikerer effektivt i alle former for organisationer. Derudover har han også fundet inspiration til at skrive bogen gennem sit skønlitterære forfatterskab, hvor han har skrevet krimier. Han siger selv at fagbøgerne beskriver virkelighedens drama.

“Omgivet af psykopater” er kommet i dansk oplag og er Thomas Eriksons anden fagbog. (Foto: Thomas Erikson Föreläsare).

 

Læs også: Vi snakker med krimiforfatter Julie Hastrup

· Mere fra samme kategori ·