Læs også:

Close
bog tegnsætning ord

NEWS: Danskerne kan nu nemt lære at sætte komma

Nyheder  | 

Danskerne kan nu nemt lære at sætte komma · 12 års fængsel for salg af flere våben og videreoverdragelse af 10 kilo kokain · Tivoli Food Festival åbner i morgen · Mediekonkurrencen 2023 sætter naturløsninger på skoleskemaet · Barnevognsmarch 2023: Gå for verdens mødre · Dagens billede Kortet med ruten til Copenhagen Marathon søndag · Fredagsfjol: Bikinitid 🤣

Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.

Danskerne kan nu nemt lære at sætte komma

SDU og Sprognævnet giver stor folkegav- nu vil de lære danskerne at sætte komma … SDU har sammen med Dansk Sprognævn sat sig for at hjælpe danskerne med at sætte komma korrekt. Det sker med lanceringen af et nyt, gratis kommakursus, som kan tages online på et par timer.

Flere års arbejde kulminerer nu, hvor SDU og Sprognævnet i fællesskab giver alle danskere adgang til et gratis, digitalt kommakursus. Kurset kan tilgås af alle danskere når-som-helst og hvor-som-helst, og det består af flere hundrede korte forklaringsvideoer og praktiske øvelser. Brugerne skal dog ikke nødvendigvis gennemgå hele kurset. Kurset er adaptivt, så brugerne efter en kort starttest bliver introduceret for lige præcis den viden og de færdigheder, som de mangler. Og kan undlade resten.

– Hvor mange tror du bliver glade for den gave? Det er jeg blevet spurgt om flere gange i projektet. Men jeg tror, at vi er mange sprogbrugere – både øvede og mindre øvede – som har en oplevelse af, at vi ikke helt mestrer et af de vigtigste tegn i vores skriftsprog. Det problem vil vi gerne afhjælpe, og så er dette projekt med til at markere, at vi som universitet også gerne vil tage et ansvar for den livslange læring for danskerne. Dette er blot det første forsøg på at højne vores fælles viden og færdigheder her i landet, siger Peter Bro, leder af journalistuddannelserne på Syddansk Universitet.

Kurset blev åbnet for offentligheden i onsdags den 8. maj, og SDU har forberedt server-kapaciteten i kælderen under universitetet i Odense, så kurset kan klare tusindvis af samtidige brugere. Kommakurset er blevet til i et tæt samarbejde med Dansk Sprognævn, og afhængigt af ens evner kan kurset vare fra 45 minutter til tre timer. Kurset bliver afsluttet med et diplom – og alle kan tage kurset flere gange, hvis man gerne vil lære endnu mere – eller blive mindet om vigtige ting.

– Dansk Sprognævn fastlægger dansk retskrivning, og vi arbejder vedholdende ikke blot for at fastlægge retskrivningen, men også for at oplyse og rådgive om den. Sproget er komplekst, men reglerne skal ikke være komplicerede at følge. Jo flere der skriver et korrekt dansk, jo stærkere bliver vores kommunikation i samfundet. Vi ved, at kommaerne driller mange, og vi er glade for, at vi sammen med Syddansk Universitet lancerer et kursus i kommatering, som med sin niveaudeling og brugertilpasning kan gøre alle til bedre kommasættere, siger Thomas Hestbæk Andersen, direktør for Dansk Sprognævn.

Folkegaven består af op imod 300 såkaldte nano-moduler (videoer, som varer fra få sekunder til 4-5 minutter), og her bliver brugerne blandt andet introduceret til øvelser og mange sproglige tips og tricks, der kan hjælpe med kommateringen. Man lærer blandt andet at spejde efter signalord, lave ekko i sætningen og flytte rundt på ordene, så det hurtigt står klart, hvor kommaet skal stå.

Folkegaven er et samarbejde mellem SDU og Dansk Sprognævn. Dansk Sprognævn blev oprettet i 1955 og er en statslig forskningsinstitution under Kulturministeriet. Sprognævnet forsker for at normere dansk retskrivning, følge det danske sprogs udvikling og rådgive om dansk sprog og sprogbrug.

bog tegnsætning ord
Kan du finde ud af at sætte komma … (Foto: MY DAILY SPACE)

Læs også: Hvordan kommunikerer vi via billeder og tekst

12 års fængsel for salg af flere våben og videreoverdragelse af 10 kilo kokain

En 31-årig mand fra Aarhus er blevet idømt 12 års fængsel for at have besiddet i alt 10 kilo kokain med henblik på videreoverdragelse samt for salg og forsøg på salg af seks skydevåben, herunder en fuldautomatisk riffel.

National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) har i onsdags fået idømt en 31-årig mand 12 års fængsel. Manden tilstod ved Retten i Aarhus, at han mellem 2020 og 2021 at have besiddet ti kilo kokain, som han leverede videre til flere adresser i Østjylland.

Han erkendte desuden at have formidlet videresalg af seks skydevåben, herunder en fuldautomatisk riffel, samt forsøgt at sælge endnu en automatisk riffel.

Den 31-årige mand var en del af et organiseret netværk i Aarhus, der handlede med skydevåben og narkotika i den kriminelle underverden via den krypterede kommunikationstjeneste SKY-ECC.

– Jeg er tilfreds med dommen, som afspejler, at retten slår hårdt ned på besiddelse og videreoverdragelse af hård narkotika og skydevåben. Med dommen har vi fjernet et centralt led i et organiseret narkotika- og våbennetværk i det aarhusianske kriminelle miljø, udtaler specialanklager i NSK, Jhin Lee.

Sagen er en del af et større kompleks, og har blandt andet sammenhæng med øvrige sager, hvor der er idømt flere lange fængselsdomme på mellem 4 ½ og 17 års fængsel.

våben
12 års fængsel for salg af flere våben og videreoverdragelse af 10 kilo kokain … (Foto: Pexels)

Læs også: Fire personer dømt for rambuktyveri

Tivoli Food Festival åbner i morgen

I morgen starter Tivoli Food Festival med lokale råvarer, langbordsmiddage og verdens bedste kok … Ni dage i maj bliver Tivoli fyldt med gode smage, inciterende dufte og lækre danske råvarer, når Tivoli Food Festival 2023 løber af stablen.

Her kan man opleve alt fra langbordsmiddage, stort forårsmarked på Plænen med producenter fra Odsherred, Danmarks længste gulerodskage, sukkerbanko og smagsprøver til Michelin-middage, kendte kokke i livekøkkenet, madfilm på Plænen og eksklusive wine makers dinners med champagner og en vin fra helt tilbage fra 1921. Tivolis Food Festival samler kort sagt nogle af Danmarks bedste kokke, madproducenter og leverandører for at præsentere en gastronomisk oplevelse ud over det sædvanlige for alle smagsløg, diæter og pengepunge. Det hele starter den 13. maj, hvor verdens bedste kok, Brian Mark Hansen, åbner festivalen med talk og smagsprøver. Festivalen åbner i morgen lørdag den 13. maj og kører til og med den 21. maj.

Mange tusinde gæster besøgte sidste år Tivolis store Food Festival, og når festivalen vender tilbage til forlystelseshaven i år, bliver den endnu skarpere og fejrer den danske madkultur, som er kendt for sin kvalitet, kreativitet og nytænkning. Det hele sættes i kog den 13. maj, hvor verdens bedste kok; Bocuse d’Or vinder og Michelinkok på Søllerød Kro, Brian Mark Hansen, åbner festivalen og giver publikum smagsprøver på sin verdensberømte kogekunst.

Det er også under festivalens første dage, at man kan opleve et vaskeægte forårsmarked i hjertet af Tivoli, når Plænen omdannes til en smuk markedsplads med alle de bedste råvarer, som fødevareproducenter i Odsherred har at byde på. Odsherred er blevet verdenskendt i Danmark for kommunens rigdomme af råvarer og dygtige producenter, og det er de mest engagerede af disse, der rykker ind i Tivoli og præsenterer deres lokale og friske danske råvarer. Her kan man blandt andet smage, dufte og købe asparges, kartofler, bær, tang, nordisk tempeh, vin, øl, kaffe, brød og meget, meget mere. Med fra Odsherred kommer også den 1-stjernede restaurant MOTA med Claus Henriksen i Spidsen, som laver pop-up restaurant to dage i Tivoli.

Under hele festivalen kan man faktisk opleve store kokke, gastro-profiler og andre kulinariske ildsjæle i livekøkkenet, hvor der flere gange dagligt bliver stegt, braset, rørt og fortalt. Man kan blandt andet smage på mad fra kokkeikoner som Thomas Herman, Francis Cardenau og Umut Sakarya, eller komme til kransekagefest med Emil Obel, opleve madmagi med is og flydende nitrogen eller komme til musikalsk smagning under overskriften ”Sherry og Flamenco”. Alle dage er der mulighed for at få smagsprøver, ny viden og spændende oplevelser i Livekøkkenet – alt sammen inkluderet i entreprisen.

De voksne kan nyde Vinens Dage, med en masse smagsprøver og stor coq au vin-frokost på Plænen eller prøve kræfter med DM i blindsmagning, hvor man kan smage med på tilskuerpladserne, mens finalisterne dyster. På Tivolis restauranter er der også dækket op til særarrangementer under festivalen fx smørrebrødsfestival på Fru Nimb eller særlig fiskemiddag på Paafuglen med indlagt rundvisning i Tivolis Akvarium.

High end director i Tivoli, Mikkel Ustrup, siger:

– Tivoli har altid været et gastronomisk tilløbsstykke og har helt tilbage fra 1920’erne holdt kogekunstudstillinger med store kokke fra ind- og udland. Der er vores ambitionen, at Tivoli også fremover skal være et sted, som foodies og madinteresserede rejser efter, og at maden bliver et trækplaster på linje med Tivolis forlystelser, koncerter og haveanlæg. De ambitionerne bliver understreget af dette års Food Festival samt programmet for pop-up restauranter i Det japanske Tårn, hvor Tivolis brede gastronomiske repertoire for alvor bliver sat i spil. I år bringer vi for første gang en hel region, Odsherred, ind i Haven og laver et forårsmarked med friske danske råvarer. Det matcher med vores ønske om at være en platform, for de bedste producenter og kokke og prøve at tilpasse madfestivalen til tiden. Vi har lagt os i selen for at ramme bredt – helt fra de store events som langbordsmiddag og sukkerbanko til Michelin-pop-ups, verdensklassekokke i livekøkkenet og vores Bordeaux-smagning med vin helt tilbage fra 1921. Det viser, at Tivoli er et trækplaster – også på det gastronomiske område – som kan trække nogle af verdens dygtigste spillere til fra hele verden.

tivoli food festival
Skal du med til Food Festival i Tivoli … (Foto: Tivoli PR)

Læs også: Tivoli slår dørene op

Mediekonkurrencen 2023 sætter naturløsninger på skoleskemaet

Som en del af Mediekonkurrencen 2023 inviterer WWF Verdensnaturfonden, Østifterne og JP/Politikens Hus landets 6. til 10. klasser til at producere deres egen avis under temaet ’Naturen er for vild’. Herved sættes naturens tilstand og menneskets plads heri på skoleskemaet over hele landet.

Temperaturen stiger, klimaangsten spredes og biodiversiteten skranter. Kriserne står med andre ord i kø. Men der er meget, som kan gøres – og det er ikke for sent. Derfor inviteres landets 6. til 10. klasser til at prøve kræfter med journalistisk formidling, når de skal agere nyhedsredaktion som en del af Mediekonkurrencen 2023.

Med Mediekonkurrencen 2023 får de unge mulighed for at belyse og debattere de emner, der fylder noget hos dem. Elevernes historier kan spænde bredt, og de kan beskæftige sig med alt fra globale klimaforandringer til lokal natur.

Eleverne deltager i Mediekonkurrencen 2023, der løber fra uge 38-46, ved at producere deres egen avis i JP/Politikens Hus’ onlineværktøj ’Newsdesk’.

Formålet med Mediekonkurrencen 2023 er at bidrage til den konstruktive journalistik.

– Den offentlige debat om klima og biodiversitet er i høj grad præget af dommedagsscenarier – og selvom det kan være effektivt, så må vi ikke tage håbet fra næste generation. Der er mange gode historier og muligheder gemt i klima- og biodiversitetskriserne. Løser vi dem på en smart måde, kan vi skabe et samfund, der er bedre end det, vi har i dag, siger Bo Øksnebjerg, generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden.

Kriserne fylder meget i de unges bevidsthed. Konkurrencen skal derfor give eleverne blik for en konstruktiv tilgang til naturkrisen med fokus på naturglæde, opbyggelige løsninger og historier om de store aktørers ansvar. For at underbygge konkurrencens fokus er der i år indført en ekstra pris, som gives til den bedste idé til et naturfremmende initiativ i lokalområdet. Idéerne bliver bedømt af en jury med repræsentanter fra WWF Verdensnaturfonden og Østifterne.

– Østifterne støtter både store og små projekter i hele Danmark. Ud over de bedste aviser er det derfor naturligt for os også at belønne konkrete ideer, siger Camilla Dolberg Schmidt, projektchef i Østifterne.

Ifølge Bo Øksnebjerg fra WWF Verdensnaturfonden giver det rigtig god mening at lade næste generation komme til orde:

– Det er de unge skribenter, der overtager planeten efter os. Så det er væsentligt at høre, om de har ideer til bæredygtige initiativer, der kan gavne dem selv og planeten i fremtiden. Det kan sagtens være lokale initiativer, som måske senere kan skaleres, slutter han.

Alle vinderne af Mediekonkurrencen 2023 modtager en pengepræmie og bliver hyldet til et stort arrangement i JP/Politikens Hus.

Fakta om Mediekonkurrencen 2023:

Mediekonkurrencen er for elever i 6. til 10. klasse, og det er gratis at deltage

Tilmelding foregår på hjemmesiden skoleavis.dk frem til og med fredag den 15. september 2023, hvor lærere desuden kan downloade årets undervisningsmateriale

Mediekonkurrencen er især relevant som del af danskundervisningen, men emnet kan også inddrage fag som samfundsfag, geografi og biologi

Hver klasse laver deres egen avis og får 200 trykte eksemplarer tilsendt til skolen

De seks vinderklasser fejres til et arrangement i JP/Politikens Hus og modtager hver 5.000 kroner til klassekassen

Desuden kåres det bedste naturfremmende initiativ – vinderklassen modtager 5.000 kroner til klassekassen og 5.000 kroner til at udføre idéen

Mediekonkurrencen 2023 er støttet af Østifterne, som du kan læse mere om her

Alle opfordres til at deltage og bidrage med originale og kreative idéer til en mere naturvenlig fremtid i lokalområdet

natur
Mediekonkurrencen 2023 sætter naturløsninger på skoleskemaet … (Foto: PR)

Læs også: Midlerne til folkeskolerne halter efter den generelle fremgang i samfundet

Barnevognsmarch 2023: Gå for verdens mødre

Globalt dør 786 kvinder hver dag i forbindelse med graviditet og fødsel. I Danmark går hundredvis af forældre og børn derfor med i Barnevognsmarchen 2023 i forbindelse med Mors Dag for at støtte kampen mod mødredødelighed. Det foregår i morgen lørdag den 13. maj i Helsingør og Frederikssund og søndag den 14. maj i København. For hver deltager går 100 kroner til sagen.

287.000 kvinder og unge piger dør hvert år i forbindelse med graviditet og fødsel, og blandt teenagepiger i Afrika er graviditet og fødsel den hyppigste dødsårsag. Stort set alle de dødsfald kunne dog undgås.

Det arbejder Sex & Samfund sammen med FN’s befolkningsfond UNFPA for hver dag i verdens udviklingslande. Og igen i år inviterer de danskerne til at gå i solidaritet med verdens mødre til Barnevognsmarchen 2023 i forbindelse med Mors Dag.

For hver deltager giver arrangementets gå-sponsor RFSU 100 kroner til kampen mod mødredødelighed – og med hundredvis af tilmeldte ser det lovende ud.

– Det er nu anden gang, at vi afholder Barnevognsmarchen og sammen går for verdens mødre. Og der er brug for det. Hvert andet minut dør en kvinde af graviditet eller fødsel. Det er kvinder, der ikke har adgang til basal sundhed og hjælp – og de risikerer livet ved en graviditet. Det burde ikke være sådan og vi kan ændre det. Derfor håber vi på, at det kan blive en tradition for mange, hvor man sammen med sin familie og venner markerer Mors Dag ved at støtte nogle af de kvinder, der har allermest brug for det. Med barnevognsmarchen har vi skabt en ramme, hvor både store og små kan være med – og hvor vi sammen kan gøre en forskel, siger Majbrit Berlau, generalsekretær i Sex & Samfund.

– Vi har netop fået nye tal, der viser, at det på globalt plan går alt for langsomt med at nedbringe mødredødeligheden. Tallene giver dog også grund til optimisme. Blandt verdens fattigste lande ser vi nemlig imponerende eksempler på fremgang. Når lande prioriteter kvinder, redder de mødre. Kvinder, der har adgang til information, prævention og nødvendige sundhedsydelser, dør ikke. Vi glæder os til igen i år at sætte fokus på, at kvinder ikke skal dø, når de giver liv, forklarer Pernille Fenger, chef for UNFPA’s nordiske repræsentationskontor.

For allerførste gang afholdes barnevognsmarchen også i Helsingør og Frederikssund. Det foregår lørdag d. 13. maj, hvor deltagerne kan varme op til Mors Dag med mødrefællesskabet Momunity, der har planlagt familievenlige aktiviteter for store og små.

I København skydes marchen i gang søndag den 14. maj med program på scenen ved Udenrigsministeriet fra klokken 12.00. Efter velkomst ved Sex & Samfund og UNFPA vil Formand for Folketingets Tværpolitiske Netværk for seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder Birgitte Vind (S) sætte ord på problemstillingen. Desuden holder journalist og TV-vært Petra Nagel årets Mors Dag-tale.

Efter talerne er der musik og fællessang med Kira Martini, før alle går for verdens mødre mod Islands Brygge, hvor Momunity vil stå for underholdning til de mindste med blandt andet klovneshow og ansigtsmaling.

barnevognsmarch
Hundredevis gik for verdens mødre til Barnevognsmarchen 2022. (Foto: Sex & Samfund)

Læs også: 4.500 personer sælger sex i Danmark

Dagens billede: Kortet med ruten til Copenhagen Marathon søndag

copenhagen marathon kort

Fredagsfjol: Bikinitid 🤣

· Mere fra samme kategori ·