Læs også:

Close
skole skolestart

Midlerne til folkeskolen halter efter den generelle fremgang i samfundet

Nyheder  | 

Midlerne til folkeskolen halter efter den generelle fremgang i samfundet · Tre anholdt i sag om svindel med afgifter på leasingbiler · Ørsted færdiggør landvindmølleparken Haystack Wind i Nebraska · Discovery sender dokumentaren ‘Metoo: Sexisme Bag Skærmen’ på Kanal 5 · Mand sigtet for stalking fængslet · Dagens video: Oscars mest omtalte hændelse

Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.

Midlerne til folkeskolen halter efter den generelle fremgang i samfundet

Udgifterne per elev er siden 2009 steget langsommere i folkeskolen end den generelle velstand i samfundet, viser analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Udgifterne per folkeskoleelev er ikke fuldt med den generelle velstandsfremgang i det danske samfund siden 2009. Samlet er udgiften per elev steget med 1,3 procent i perioden 2009-2020 svarende til 0,1 procent om året.

Dermed halter udgiftsstigningen per elev langt efter den generelle velstandsfremgang i dansk økonomi i samme periode, hvor BNP per indbygger er vokset med 9,6 procent. Det viser nye analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

– Folkeskolen kan kun lige holde skindet på næsen i forhold til den generelle indkomstudvikling. Som tommelfingerregel siger man, at enhedsudgifterne i det offentlige skal følge med den generelle velstandsudvikling per indbygger, hvis ikke borgerne skal opleve, at velfærden bliver forringet, siger Mie Dalskov Pihl, chefanalytiker og projektchef i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

– Vi kan se, at flere og flere ressourcestærke forældre sender deres børn i private skoler. Det betyder, at de elever, der er tilbage i folkeskolen, i gennemsnit kræver flere ressourcer, fortsætter Mie Dalskov Pihl.

– Udviklingen er et problem, fordi vi risikerer at ende med et A- og et B-hold. Der er behov for at styrke folkeskolen på en måde, så forældre fra alle indkomstlag finder den attraktiv, slutter Mie Dalskov Pihl.

Læs analysen her.

Analysens hovedkonklusioner:

* Knap hvert femte danske skolebarn i 0.-9. klasse går på en fri- eller privatskole. For 13 år siden var det hvert syvende skolebarn.

* Udgifterne til folkeskolen er samlet set faldet med cirka 3 milliarder kroner fra 2009 til 2020. Dog er det aftalt, at der tilføres flere midler til folkeskolen i de kommende år. I 2022 er der tale om lidt mere end 500 millioner kroner stigende til 800 millioner kroner fra 2023.

* Per elev er udgifterne til folkeskolen steget med 1,3 procent svarende til gennemsnitligt 0,1 procent om året. Men eleverne er blevet mere ressourcekrævende.

* Udgifterne per elev er steget langsommere end den generelle velstand i samfundet.

skole skolestart
Midlerne til folkeskolen halter efter den generelle fremgang i samfundet … (Foto: Unsplash)

Læs også: Lærere udenfor folkeskolen stiger

Tre anholdt i sag om svindel med afgifter på leasingbiler

National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) har anholdt og sigtet en mand og to kvinder i sag om grov unddragelse af moms og registreringsafgifter og bedrageri.

En 49-årig mand, en 50-årig kvinde og en 21-årig kvinde er i går blevet anholdt og sigtet for at have overtrådt flere straffelovsbestemmelser vedrørende grov økonomisk kriminalitet for næsten 200 millioner kroner.

De anholdte er blandt andet sigtet for grov momssvig, skyldner- og mandatsvig af særlig grov beskaffenhed, groft bedrageri samt svig med covid-lønkompensation. Der er i forbindelse med anholdelserne sket ransagninger flere steder i Danmark, herunder i Sydøstjylland og i København. Ransagningerne fortsætter hen over dagen i dag.

– Der er tale om en særdeles omfattende sag, som kan have betydet store tab for både statskassen og flere private virksomheder. Vi er derfor meget tilfredse med dagens anholdelser og ransagninger, forklarer vicepolitiinspektør Andreas Mollerup.

De anholdte fremstilles ikke i grundlovsforhør og blev løsladt senere. Anholdelserne og ransagningerne sker i koordineret samarbejde med Sydøstjyllands Politi og efter længere tids efterforskning først i Sydøstjyllands politi og herefter i SØIK, nu NSK.

Efterforskningen i sagen fortsætter, og NSK kan derfor ikke kommentere sagen yderligere.

Fakta om NSK

NSK blev etableret den 1. januar 2022. NSK har blandt andet til formål at bekæmpe kompleks organiseret kriminalitet og økonomisk kriminalitet, og etableringen af den nye enhed betyder derfor, at opgaver fra en række tidligere enheder i politiet og anklagemyndigheden er forankret her.

Det drejer sig om opgaver, der tidligere var forankret hos Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet, de to regionale efterforskningsfællesskaber i henholdsvis Øst- og Vestdanmark, Grænsecenter Øresund og det Landsdækkende Center for It-relateret økonomisk Kriminalitet.

Derudover er store dele af de opgaver, der tidligere blev løst i Rigspolitiets Politiområde, overført til NSK, herunder opgaver forankret i National Kriminalteknisk Center og National Cyber Crime Center (NC3).

NSK har cirka 900 medarbejdere og er opbygget som en politikreds (https://politi.dk/virksomheden/national-enhed-for-saerlig-kriminalitet).

sne bil
Tre anholdt i sag om svindel med afgifter på leasingbiler … (Foto: LB Forsikring)

Læs også: Folk har svindlet med hjælpepakker

Ørsted færdiggør landvindmølleparken Haystack Wind i Nebraska

Vindmølleparken har en samlet kapacitet på 298 MW og er den første af Ørsteds landvindmølleparker, der anvender 5GW Siemens Gamesa-vindmøller. Med færdiggørelsen af projektet har virksomhedens landvind- og solenergiforretning i USA nu nået en samlet kapacitet på over 3 GW i drift.

Haystack Wind ligger i Wayne County i delstaten Nebraska i USA, hvor den udnytter den eksisterende netinfrastruktur i den nordlige del af elmarkedet Southwest Power Pool (SPP) fra Ørsteds 230 MW store vindmøllepark Plum Creek Wind, som ligger i nærheden. Med de to projekter har Ørsted nu investeret over en halv milliard dollars (cirka 3,5 milliarder kroner) i delstaten Nebraska.

Haystack Wind bliver Ørsteds andet idriftsatte projekt i Nebraska og det tredje på SPP-elmarkedet. Langt størstedelen af strømmen fra vindmølleparkens samlede kapacitet på 298 MW aftages af Hormel Foods, Target og PepsiCo, som selskabet har indgået elkøbsaftaler med.

– Jeg er stolt over, at teamet på trods af globale forsinkelser i forsyningskæden har været i stand til at sikre idriftsættelse til tiden for alle tre elkøbsaftaler,” siger Neil O’Donovan, administrerende direktør for Ørsted Onshore. Han tilføjer:

– SPP-markedet er et vigtigt marked for vores Onshore-forretning, og vi har nu en samlet kapacitet på 631 MW i drift fra Willow Creek, Plum Creek og Haystack Wind. Det er nok til at forsyne næsten 200.000 amerikanske hjem med strøm.

Ørsteds forretning inden for vedvarende energi på land har en ambition om at nå en samlet global kapacitet på 17,5 GW inden 2030 og har lige nu 3,4 GW installeret kapacitet og 1,3 GW under opførelse i USA, Irland og Storbritannien.

vindmøllepark nebraska
Ørsted har bygget stor vindmøllepark i Nebraska, USA … (Foto: PR)

Læs også: Danskerne har større ambitioner for havet end regeringen

Discovery sender dokumentaren ‘Metoo: Sexisme Bag Skærmen’ på Kanal 5

Metoo: Sexisme Bag Skærmen er et vidnesbyrd fra en arbejdsplads, hvor en række kilder har oplevet en sexistisk kultur. Nu vises de også på Kanal 5, for modtagelsen af Metoo: Sexisme Bag Skærmen og den efterfølgende omtale viste, at en solid, vigtig og velunderbygget fremstilling af vidnesbyrd udløste en både massiv og tiltrængt debat. Den grundige skildring af hvordan sexistisk kultur er blevet oplevet på en arbejdsplads, satte en til alle tider relevant samfundsdebat på dagsordenen.

​​Sexisme handler ikke om hverken sex, flirt eller almindelige tilnærmelser. Sexisme handler om magt og om ubalance i magtrelationen. Vi vil gerne bidrage til en oplyst debat fremadrettet. Derfor bringer Discovery igen en dokumentar, som vi mener, er solid, vigtig og velunderbygget.

Programdirektør på Discovery, Pil Gundelach Brandstrup udtaler:

– Modtagelsen af Metoo: Sexisme Bag Skærmen har været overvældende. Den enorme mængde opmærksomhed, som de modige kvinders vidnesbyrd fik i december måned, viste, at sagen er vigtig, aktuel og nødvendig. At kvinderne turde stille sig frem og italesætte dybt personlige oplevelser om sexistisk kultur og ledelsesansvar både i programmerne og i den efterfølgende mediestorm har været med til, at debatten har nået et niveau, som ikke var til at forudse. Vores standpunkt som medie er uændret: Vi går helhjertet går ind i sagen med ønsket om at bidrage med perspektiv og oplysning, der er essentiel for en reel og oplyst debat. Af den årsag vil vi gerne gøre, hvad vi kan for at være med til at holde samtalen i gang. Og det kan vi gøre ved at løfte indholdet til et endnu bredere publikum, så vi får nuanceret debatten hos dem, der ikke har opsøgt programmerne digitalt.

Fakta om MeToo: Sexisme Bag Skærmen:

Episode 1 bliver vist 22. marts klokken 21.10 på Kanal 5
Episode 2 bliver vist 29. marts klokken 21.10 på Kanal 5
Episode 3 bliver vist 5. april klokken 21.10 på Kanal 5
Dokumentaren er produceret af Impact TV.
Dagbladet Information har deltaget i dele af researchen.
Ud over de medvirkende, der står frem med navn, bygger dokumentaren på samtaler med en lang række kilder til baggrund.
Dokumentaren er blevet til med støtte fra Public Service Puljen (DFI).
Alle tre afsnit kan også streames via discovery+.

MeToo: Sexisme Bag Skærmen ... (Foto: Discovery Networks)
MeToo: Sexisme Bag Skærmen … (Foto: Discovery Networks)

Læs også: Discovery udgiver kontroversiel dokumentar om sexisme

Mand sigtet for stalking fængslet

31-årig mand anholdt og siden varetægtsfængslet mistænkt for gentagende gange at have krænket sin ekskærestes fred, selv om han i forvejen var sigtet for stalking.

Den 31-årige mand er sigtet for at have opsøgt sin ekskæreste flere gange i sidste uge, selvom han kort for inden var blevet sigtet for vedvarende chikane mod kvinden.

Det er afdelingen for Kriminalitet I Nære Relationer, der efterforsker sagen. Herfra siger lederen:

– Vi eftersøgte manden, fordi han tilsyneladende blev ved med, at opsøge sin ekskæreste, selv om vi for et par uger siden sigtede ham for stalking, siger politikommissær Tue Lauenblad.

Politiet opsøgte derfor mandens kendte adresse – dog uden held, men kom efterfølgende i kontakt med mandens advokat. Fredag den 25. marts meldte manden sig til politiet, og dagen efter blev han fremstillet i grundlovsforhør.

– Det er ganske sjældent, at en mistænkt ligefrem bliver varetægtsfængslet i sager om stalking, men vi vurderede, at der var grundlag for at få manden fængslet, da vi mistænker ham for, at bliver ved med at opsøge ekskæresten – og det var retten enig i, slutteer senioranklager David Haahr.

Den 31-årige mand blev varetægtsfængslet i foreløbig 13 dage. Af hensyn til efterforskningen, skete det bag lukkede døre. Manden nægter sig skyldig.

vred fyr mand vold
Mand sigtet for stalking i fængslet … (Modelfoto: Unsplash)

Læs også: Højsteret tager for første gang stilling til stalking

Dagens video: Oscars mest omtalte hændelse

· Mere fra samme kategori ·