Læs også:

Close
kanin

NEWS: Kravene til kaniner kommer bag på danskerne

Nyheder  | 

Kravene til kaniner kommer bag på danskerne · Kvinde dømt for tyveri af forretningshemmeligheder · Kunstig intelligens udfordrer rådhusene · Bentley beslaglagt efter vanvidsfart · Midler til psykisk arbejdsmiljø er hårdt tiltrængt · Dagens video: En nysgerrig kat

Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.

Kravene til kaniner kommer bag på danskerne

Kaniners behov kommer bag på hovedparten af potentielle købere. Det viser en rundspørge blandt Dyrenes Beskyttelses internater.

Kaniner er et fantastisk dyr, som giver meget glæde i familien, hvis man sætter sig ind i dens behov og sørger for at opfylde dem. Men mange danskere misforstår kaninen som et let kæledyr. Det viser en rundspørge hos Dyrenes Beskyttelses internater, som fandt nye hjem til 535 kaniner i 2022.

Internaterne svarer, at kravene til et godt kaninliv kommer bag på i gennemsnit hver anden potentielle kaninkøber. Hos internaterne er den nyeste viden om kaniner omsat til en række krav til nye hjem for de nødstedte kaniner. Det forbavser særligt voksne danskere, der selv har haft kaniner som børn.

– Vi oplever forældre, der får et mindre chok, når finder ud af, hvor dårligt deres barndoms kaniner faktisk har haft det i deres små bure helt uden aktivering eller selskab, siger Carina Løkkegaard, kaninansvarlig hos Roskilde Internat, der fandt nye hjem til 156 kaniner i 2022.

Sandheden er, at kaniner ikke er et væsentlig lettere kæledyr end en hund eller kat. Kaniner er blandt andet bygget til masser af motion og har et stort behov for at grave, løbe og hoppe. Af den grund kræver internaterne, at kaninerne har adgang til et areal på minimum ni kvadratmeter i deres nye hjem. Hvis de holdes inde, skal det gerne være helt frit.

Kravet til, at kaninerne holdes sammen med artsfæller, kommer også bag på mange. Det er da også et lidt radikalt krav, da bonding af kaniner er en krævende og langsommelig proces. Men Dyrenes Beskyttelse fastholder det, da singlekaniner kan få store problemer.

– Kaniner er kolonidyr, og hvis de ikke har artsfælder i deres liv, kan deres stressniveau blive så højt, at de ikke formår at spise den fiberrige kost, de har brug for. Det medfører en masse andre velfærdsproblemer såsom overvægt, problemer med soignering og adfærdsproblemer, siger familiedyrschef i Dyrenes Beskyttelse, Jens Jokumsen

Dyrenes Beskyttelse anbefaler heller ikke, at kaniner anskaffes som kæledyr til børn. Det skal i stedet for være et familieprojekt. Det skyldes blandt andet, at kaniner er byttedyr, der ikke nødvendigvis kan lide at blive nusset eller løftet; derudover risikerer de at bo længere hjemme end børnene, da de pelsklædte familiemedlemmer lever i op til 15 år.

Ifølge internaterne dropper knap to ud af fem interesserede at købe kanin, når de bliver præsenteret for kravene.

– Nogle finder et mere passende dyr, som for eksempel en hamster, men der desværre nok også en del, der går ud og skaffer sig en kanin et andet sted fra, siger Carina Løkkegaard.

At kaniner kan være krævende, ses også på antallet af kaniner, der kommer ind på Dyrenes Beskyttelses ti internater. I årets første måneder er der kommet 213 kaniner ind på internaterne, og der kommer dagligt henvendelser fra kaninejere, der ikke længere ønsker at beholde deres kaniner.

Desværre sidder kaniner i gennemsnit længere tid på internaterne end hunde og katte. Men det får ikke Dyrenes Beskyttelse til at slække på kravene til kaniners nye familier. Til gengæld gik foreningen i januar ud med en opfordring til at sætte kaninavl på pause hos private.

kanin
Kravene til kaniner kommer bag på danskerne … (Foto: Unsplash)

Læs også: Dyrenes Beskyttelse undersøger for første gang dyrevelfærd i fiskeriet

Kvinde dømt for tyveri af forretningshemmeligheder

En 47-årig kvinde fra Silkeborg blev i går tirsdag idømt et års betinget fængsel for at have stjålet forretningshemmeligheder fra sin arbejdsgiver.

Inden en kvinde fra Silkeborg skiftede job fra én virksomhed til en anden, sendte hun 39 e-mails fra sin arbejdsmail til sin private mail med vedhæftede dokumenter og filer fra den virksomhed, hun forlod. De indeholdt blandt andet oplysninger om produktudviklingsprocesser, strategi, kostpriser, salgspriser og navne på leverandører.

Tirsdag den 11. april 2023  blev den 47-årige kvinde så fundet skyldig i hacking og ulovlig erhvervelse af forretningshemmeligheder under særligt skærpende omstændigheder. Dommen faldt ved Retten i Viborg, og straffen lød på et års fængsel, der blev gjort betinget med vilkår om 200 timers samfundstjeneste.

– Jeg er tilfreds med dommen. Der er dømt fuldt i overensstemmelse med anklagemyndighedens påstand, udtaler specialanklager Ulrik Panduro, der har ført sagen for anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Kvinden udbad sig betænkningstid. Sagen har været ført for lukkede døre, da den omhandler forretningshemmeligheder.

skrivebord, computer arbejdsliv
Kvinde dømt for tyveri af forretningshemmeligheder. (Foto: Unsplash)

Læs også: Danske organisationer overvurderer egen it-sikkerhed

Kunstig intelligens udfordrer rådhusene

Kunstig intelligens er et af trylleordene, når fremtidens velfærdssamfund skal sikres og kommunale medarbejdere aflastes. Men et nyt forskningsprojekt fra CBS viser, at implementeringen af ny teknologi medfører skjult arbejde på ledelsesgangene. Vi mangler den fornødne faglighed, udtaler kommunaldirektør.

På papiret lød opgaven enkelt nok. Som led i den daglige service bragte fire danske kommuner mad ud til udvalgte borgere. Nu ville de gå sammen i et fælles projekt om at indføre kunstig intelligens (Artificial Intelligence, AI). Den ny teknologi skulle hjælpe med at analysere og optimere arbejdsprocesserne i hver kommune, så de kunne spare CO2 og penge.

Kunne ruterne for eksempel gøres kortere? Eller var det bedre med en lidt længere, men knap så trafikeret rute? Var det muligt at reducere sliddet på bilerne? Og kunne man måske også begrænse antallet af køretimer for medarbejderne? Og havde hver kommune det rette mix af el-, hybrid- og benzinbiler, og skulle der også indgå el-cykler?

Forventningerne til den kloge robot, der skulle udtænke svarerne, var store. Og da projektet endnu ikke er afsluttet, ved vi ikke, hvordan den har klaret sig. Til gengæld kan de to forskere, der har fulgt projektet, konstatere, at det er betydeligt vanskeligere at implementere et projekt med sådan en sofistikeret fætter, end de fleste er klar over

– Vores opgave var ikke at vurdere, om selve projektet fik succes. Vi skulle derimod følge de kommunale lederes arbejde med at implementere den nye AI-teknologi, fortæller post.doc. Frank Meier fra CBS.

Sammen med kollegaen, lektor Lise Justesen har han publiceret en videnskabelig artikel om det kommunale projekt. En af deres væsentligste konklusioner er, at de kommunale ledere af flere årsager stod med en opgave, der var meget undervurderet og betydeligt mere kompleks end først antaget.

Selv om politikere taler meget om alle de fordele, AI-teknologi kan føre med sig, er der ifølge CBS-forskerne forbavsende lidt viden om, hvad der kræves for at indføre den. Virkeligheden viste nemlig, at de kommunale ledere kom på overarbejde. For når robotten med AI og algoritmerne skal flytte ind på rådhuset, medfører det mange spørgsmål, som ingen rigtig har forberedt sig på. Eller har svaret på.

– Der er en tendens til at fremstille AI som en relativ afgrænset og færdig løsning, men sådan forholder det sig ikke. Det viste sig, at der var meget skjult ledelsesarbejde, og at opgaven krævede en faglig indsigt, som ikke i tilstrækkelig grad eksisterer i kommunerne nu,. For det første er der alle de tekniske spørgsmål – hvad skal kommunerne præcist købe for at få opfyldt deres behov? Det udvikler sig ofte til et tovtrækkeri mellem de kommunale ledere, som forsøger at afgrænse projektet, mens leverandøren peger på yderligere teknologi, der kan tilkøbes, fortæller Frank Meier.

Og det er ikke kun den nye teknologi, der kræver dyb viden. På andre måder navigerer kommunerne også i ukendt farvand. Må en algoritme eksempelvis øve sig med data, der indeholder personoplysninger? Og kan man måske bringe biblioteksbøger og mad ud samtidigt – eller må man ikke sammenholde oplysninger om, hvem der låner bøger, og hvem der har bestilt mad?

– Der er mere administration, teknik, ledelse og juridisk arbejde – for eksempel i forhold til GPDR – end folk aner. Vi kan se, at digitaliseringen skaber nye opgaver. Hvis AI bliver en stigende del af samfundsløsningen, hvordan skal topledelsen og byrådet så håndtere disse udfordringer? Deres udgangspunkt er fortsat de klassiske temaer som ældrepleje, skole/unge, kultur samt veje og anlæg. Politikerne kan godt sige ja til CO2-reduktioner, men hvad ved de om organisering understøttelse af AI og det ekstra arbejde, det medfører? Nu ligger opgaven måske hos den lokale IT-afdeling, men det er heller ikke det rette sted, understreger Frank Meier

Pernille Halberg (medlem af kommunaldirektørernes hovedbestyrelse og kommunaldirektør i Hørsholm Kommune) er ikke i tvivl om, at der internt i de danske kommuner er behov for et større fokus på det ledelsesarbejde, som implementering af ny teknologi medfører.

– Det gælder i hele ledelsesstrengen fra den politiske ledelse til direktionen, centerchefen og til lederen på den borgernære enhed eller rådhuset. Forandringsledelse er i forvejen en svær disciplin, men forandring via ny teknologi gør forandringsprocesserne ekstra udfordrende. Desuden mangler vi i kommunerne helt generelt tilstrækkelig viden om digitalisering. Det er en ny kompetence, vi skal opnå. Vi skal fremover opfatte digitalisering på samme måde som eksempelvis jura og økonomi – altså som fagligheder, der er en forudsætning for vores arbejde som ledere, fastslår hun.

Frank Meier peger på, at politikere og andre har skabt bestemte metaforer og fortællinger om digitalisering, som er med til at gøre det vanskeligt at tale om ulemperne. Eksempelvis fortællingen om den digitale motorvej.

–  Motorvejen er den gnidningsfri transport, vi alle drømmer om, i stedet for at køre igennem centrum, fredag klokken 14. Det er en forførende måde at tale om digitalisering på, fordi det ikke kræver, at vi forstår de tekniske detaljer. Eller at vi forholder os til alle de forhindringer og bump, der i praksis venter i implementeringen. Politikerne bruger rask væk ord som automatisere, optimere og effektivisere. Ord, der skaber forventning om, at digitalisering kan løse mange ting. Og det er i det forventningspres, de kommunale ledere skal agere, siger CBS-forskeren, der har stor respekt for ledernes arbejde.

– Men deres udfordring i forhold til AI er undervurderet, og politikerne og AI-konsulenterne flager dem jo ikke nødvendigvis. I stedet har vi som samfund skabt en fortælling om, at implementeringen er plug and play – der skal bare sættes strøm til. Den fortælling vil vi som forskere gerne problematisere, fastslår han.

AI kunstig intelligens robot
Kunstig intelligens udfordrer rådhusene … (Foto: PR)

Læs også: Danmark skal lede stor europæisk satsning på kunstig intelligens

Bentley beslaglagt efter vanvidsfart

Efter reglerne for vanvidskørsel blev strammet for to år siden, har Københavns Vestegns Politi beslaglagt 128 køretøjer og senest en leaset Bentley.

Færdselsbetjentens lasermåling viste mindst 106 kilometer i timen, da en føreren af en Bentley kørte over dobbelt så hurtigt som tilladt i en byzone i Ishøj en onsdag morgen. På strækningen er hastighedsbegrænsningen nemlig 50 kilometer i timen.

Den 2,5 ton tunge SUV med en seksliters 12-cylindret turbomotor med over 600 hestekræfter blev i medfør af reglerne om vanvidskørsel beslaglagt på stedet og transporteret væk.

Fordi føreren, som havde leaset bilen, protesterede over beslaglæggelsen, blev det spørgsmål indbragt for Retten i Glostrup. Senere skal anklagemyndigheden tage stilling til tiltalen mod føreren. Ifølge stramningerne for vanvidskørsel, som trådte i kraft den 31. marts 2021, er udgangspunktet 20 dages fængsel, frakendelse af kørekortet i tre år og konfiskation af bilen. Dertil kan komme et stort erstatningskrav mod føreren fra leasingselskabet, hvis retten konfiskerer den dyre luksusbil.

Her to år efter stramningerne i vanvidspakken har Københavns Vestegns Politi beslaglagt over 128 biler, som enten allerede er eller ventes at blive konfiskeret i retten. Samme antal personer er sigtet for vanvidskørsel og de fleste på grund af spirituskørsel med en promille over 2,0. Mange sigtelser drejer sig om for høj fart – typisk over 100 procent i byzoner. De øvrige er sigtet for en kombination af påvirkethed, fart, kørsel uden hensyn til andre trafikanter og uagtsomt manddrab.

Så sent som samme dag, som Bentleyen blev beslaglagt, blev en 27-årig mand varetægtsfængslet efter et voldsomt færdselsuheld aftenen før på Roskilde i Taastrup. Ulykken medførte, at modparten døde af sine kvæstelser. Mistanken går indtil videre på spirituskørsel og al for høj fart.

– Høje hastigheder i byer, tårnhøje promiller og hensynsløse kørsler med fare for andres liv og førlighed er vanvittigt, og det kommer vi fortsat til at have et stærkt fokus på, udtaler leder af færdselsafdelingen, politikommissær Claus Stoltenberg, Københavns Vestegns Politi.

bentley bil
Bentley beslaglagt grundet vanvidskørsel … (Foto: Unsplash)

Læs også: Bilist blev anholdt og bil beslaglagt grundet vanvidskørsel

Midler til psykisk arbejdsmiljø er hårdt tiltrængt

Ny politisk aftale adresserer det psykiske arbejdsmiljø i højere grad end tidligere, og det er både positivt og helt nødvendigt. Det mener Finansforbundet.

Et ellers stramt første finanslovsforslag fra SVM-regeringen indeholdt tidligere på måneden finansiering af en ny arbejdsmiljøaftale, hvor arbejdsmiljøområdet i perioden 2023-26 tilføres 1,3 milliard kroner.

Indholdet er nu på plads via en bred politisk aftale. Ud over blandt andet indsats mod social dumping og arbejdsulykker fylder forbedring af det psykiske arbejdsmiljø mere end tidligere.

– Mental sundhed og trivsel er desværre enormt store samfundsproblemer, som vi er nødt til at adressere på alle de fronter, vi kan. Her er det psykiske arbejdsmiljø en enormt vigtig faktor, som det er helt nødvendigt at prioritere. Derfor er det også positivt, at det også i højere grad er prioriteret i den nye arbejdsmiljøaftale end det tidligere har været tilfældet – for eksempel gennem en styrkelse af Arbejdstilsynet, siger Michael Budolfsen, næstformand i Finansforbundet.

Den hidtidige arbejdsmiljøaftale udløb med udgangen af 2022. Den 14. marts begyndte de politiske forhandlinger om en ny arbejdsmiljøaftale i Beskæftigelsesministeriet, og bag den nye aftale står regeringen, SF, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, De Konservative, Enhedslisten, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti, Alternativet og Nye Borgerlige.

– Arbejdsmiljøindsatsen handler jo helt grundlæggende om, at ingen skal komme til skade eller blive syge af at passe deres arbejde. Det kræver et bredt fokus på de konkrete problemer, der findes på arbejdsmarkedet lige nu, her er den psykiske del af arbejdsmiljøet en helt afgørende del af billedet. Derfor er det både positivt og helt nødvendigt, at der kommer mere fokus på den mentale sundhed, slutter Michael Budolfsen.

kontor virksomhed job (Foto: Unsplash)
Midler til psykisk arbejdsmiljø er hårdt tiltrængt … (Foto: Unsplash)

Læs også: Gode tips til dit daglige arbejdsmiljø

Dagens video: En nysgerrig kat

https://www.instagram.com/p/CqquQeMpLz4/

· Mere fra samme kategori ·