
NEWS: TikTok udruller nye funktioner
TikTok udruller nye funktioner · 40-årig mand dømt for voldtægt af steddatter · Så er store bededag afskaffet · TV 2 samler Echo og Zulu · Mor og datter anholdt samme dag · Dagens billede: Courteney Cox nu på Hollywood Walk of Fame
Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.
TikTok udruller nye funktioner
TikTok udruller nu nye funktioner, hvor blandt andet at teenagere begrænses til 60 minutters daglig skærmtid …
TikTok annoncerer i går en række nye funktioner, der skal styrke den mentale sundhed hos teenagere og familier. Blandt nyhederne er en række nye standardindstillinger for teenageres konti, der blandt andet begrænser skærmtid til 60 minutter, samt en udvidelse af ‘Family Pairing’, der giver forældre bedre mulighed for at styre skærmtiden for deres børn.
I de kommende uger vil alle konti, der tilhører en bruger under 18 år, automatisk blive indstillet til en daglig begrænsning af skærmtid på 60 minutter. Hvis grænsen på 60 minutter er nået, vil teenagere blive bedt om at indtaste en adgangskode for at kunne fortsætte, hvilket kræver, at de aktivt beslutter at forlænge den pågældende tid.
TikTok opfordrer teenagere til at sætte en daglig grænse for skærmtid, hvis de vælger at slå standardindstillingen på 60 minutter fra og bruger mere end 100 minutter på TikTok på en dag. Samtidig vil TikTok fremover sende en ugentlig meddelelse med en oversigt over brugernes ugentlige skærmtid.
– Teenagere kan have brug for ekstra støtte, når de begynder at være til stede online, og hos TikTok udvikler vi hele tiden vores platform med deres behov i tankerne. Dette særlige initiativ hjælper både Danmarks unge og deres forældre med at reflektere over den tid, de bruger på platformen, og giver dem værktøjer til at træffe de beslutninger, der føles rigtige for dem, siger Liv Sandberg, nordisk direktør i TikTok.
Med funktionen ‘Family Pairing’ kan forældre linke deres egen og deres barns konti sammen, hvilket blandt andet giver mulighed for at styre skærmtiden og begrænse, hvilket indhold, der kommer frem.
TikTok tilføjer nu tre funktioner til Family Pairing:
Brugerdefinerede daglige grænser for skærmtid: Det vil give familierne mulighed for at tilpasse den daglige skærmtid for deres teenager, herunder vælge forskellige tidsgrænser afhængigt af ugedagen. På den måde kan de matche skærmtid med skoleskemaer, ferier eller familiens rejser.
Visning af skærmtid i Family Pairing: Oversigten af tid brugt i app’en, antallet af gange TikTok blev åbnet og en opsummering af den samlede tid brugt i løbet af dagen og natten kan ses i Familiy Pairing. Ifølge TikTok viser undersøgelser, at skærmtid er et af de emner, som forældre oftest diskuterer med deres teenagere, og derfor ønsker TikTok at bidrage med relevante oplysninger, der kan understøtte samtalerne i hjemmet.
Slå notifikationer fra: Notifikationer hjælper os med at holde forbindelsen, men der er tidspunkter, hvor det er vigtigt at være uforstyrret. TikTok introducerer en ny indstilling, der gør det muligt for forældre at indstille en tidsplan, som slår notifikationer fra for deres teenager. Konti i alderen 13-15 år modtager allerede ikke push-notifikationer fra kl. 21.00, og konti i alderen 16-17 år har push-notifikationer deaktiveret fra kl. 22.00.
I løbet af de næste par uger vil TikTok fortsætte med at samarbejde med forældre-, ungdomsorganisationer om at designe denne funktion, som allerede er tilgængelig for individuelle konti.
TikTok ønsker, at alle brugere har kontrol over deres egen TikTok-oplevelse. Derfor vil alle brugere snart kunne indstille deres egne tilpassede grænser for skærmtid for hver dag i ugen samt indstille en tidsplan for at slå notifikationer fra.
Derudover vil TikTok snart lancere en påmindelse om søvn for at hjælpe brugerne med lettere at planlægge, hvornår de vil være offline om natten. Brugere kan indstille et tidspunkt, og når det er nået, vil en pop-up-meddelelse minde dem om, at det er tid til at logge af.

Læs også: Det vidste du garanteret ikke om TikTok
40-årig mand dømt for voldtægt af steddatter
En 40-årig mand skal 4½ år i fængsel. Sådan lød konklusionen i Retten i Holstebro, da manden i tirsdags den 28. februar 2023, blev dømt for adskillige gange at have voldtaget sin steddatter.
Den 40-årige mand, der bor i en mindre vestjysk by, er dømt for i en periode på omkring et halvt år at have voldtaget sin steddatter minimum 20 gange. Pigen var 12 år, da overgrebene begyndte.
Manden blev også fundet skyldig i uberettiget fotografering, blufærdighedskrænkelse og besiddelse af børnepornografisk materiale ved at have taget ni billeder af steddatteren, mens hun sov. Billeder, som manden opbevarede på sin mobiltelefon.
Retten i Holstebro idømte manden fire år og seks måneders fængsel. Endelig blev den 40-årige mand dømt til udvisning af Danmark med indrejseforbud for bestandig.

Læs også: Ægtepar kendt skyldige i vanrøgt og voldtægt
Så er store bededag afskaffet
Et politisk flertal har nu stemt for et overlagt angreb på den danske model. Et flertal i Folketinget har med et forhastet lovforslag tirsdag vedtaget afskaffelsen af store bededag. ‘Ubegribeligt og unødvendigt’ mener forbundsformand for Danmarks næststørste fagforening HK.
Trods saglig kritik og manglende opbakning i befolkningen er regeringens lovforslag om at afskaffe store bededag nu vedtaget i Folketinget. Fra 1. januar 2024 vil store bededag derfor ikke længere være en helligdag, men en almindelig hverdag.
Forbundsformand for HK, Anja C. Jensen udtalte:
– I dag har danske politikere med åbne øjne stemt for et overlagt angreb på den danske model. Mod borgernes ønske. Uden forudgående forhandling med arbejdsmarkedets parter. Og man har ikke bare frataget lønmodtagerne velerhvervede rettigheder for mange millioner, men også tid med familien, et pusterum eller ekstra løn for at holde samfundet i gang, mens alle andre holder fri.
– Men på trods af at lovforslaget er vedtaget, så har jeg tiltro til, at vores modstand ikke har været forgæves. Jeg er så stolt af det sammenhold og den mobiliseringsstyrke, som HK’erne og alle de andre faggrupper, som vi har stået skulder ved skulder med, har opvist. Vi har sendt et klart signal til Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne om, at vi ikke bare lægger os ned og logrer med halen, når nogen forsøger at fratage os rettigheder, som vi allerede har betalt for én gang ved forhandlingsbordet.
– Jeg er ked af, at regeringen fuldstændig har fravalgt at lytte til befolkningen og konsekvenserne for helt almindelige mennesker. Men vi må agere ud fra den virkelighed, vi er i. Og derfor er det vigtigste for os nu at gøre os helt klar til at hjælpe medlemmerne i forhold til, hvordan reglerne rammer den enkelte med hensyn til øget arbejdstid og kompensation herfor.
Lizette Risgaard, formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation, overrakte mandag beskæftigelsesministeren knap 475.000 underskrifter, som fagbevægelsen har samlet ind imod regeringens forslag om at afskaffe store bededag.

Læs også: Derfor spiser vi hveder
TV 2 samler Echo og Zulu
TV 2 samler Echo og Zulu i et nyt og styrket tilbud til unge. Dermed samles de to ting i ét ungetilbud fra den 27. marts under navnet TV 2 Echo.
TV 2 ønsker at samle, oplyse og ikke mindst engagere danskerne – det gælder også for de 20-30-årige, som TV 2 gerne vil have en stærkere relation til. Dette er baggrunde for at samle Echo og Zulu i ét ungetilbud.
– Det er en helt central opgave for os at blive ved med at være relevante for de mere end 800.000 danskere, der er mellem 20 og 30 år, og sikre, at vi er med til at starte samtaler, skabe nysgerrighed og inspiration med en styrket tilstedeværelse der, hvor målgruppen befinder sig, siger TV 2s indholdsdirektør, Lotte Lindegaard.
Det nye TV 2 Echo udkommer på tværs af medier og platforme og fremover med en tydelig og ensartet identitet. Det bliver et TV 2 Echo med flere forskellige genrer for målgruppen og med fortællinger, som er udviklet sammen med dem.
– Med det nye TV 2 Echo udvider vi med flere genrer og fortæller historier fra målgruppens perspektiv i et bredt mix af reality, fiktion, dokumentar og aktualitetshistorier. Vi vil også samle de yngre seere om alt det, vi deler, og ved at gøre det under ét brand bliver det tydeligere, hvad målgruppen kan forvente, fortsætter Lotte Lindegaard.
TV 2 Echos redaktion har siden 2018 udviklet et alternativt aktualitetstilbud med ambitionen om at levere public service-indhold fortalt af unge til unge. TV 2 Echo er født som et digitalt indholdsunivers, der afspejler målgruppens massive tilstedeværelse på sociale medier, hvor TV 2 Echo er lykkedes med at skabe en stærk relation til målgruppen.
– Når vi samler to indholdsbrands, er det med ambitionen om at skabe et bredere og mere dynamisk indholdstilbud. Echos programtemaer bredes ud i flere fortællinger og formater på sociale medier samt på tv2.dk. Tv2.dk er der, hvor vi lige nu har allerbedst fat i målgruppen, så ved siden af TV 2 Echo intensiverer vi vores digitale nyhedsindsats over for dem. De unge vil gerne opdateres, og det er en central public service-opgave for os at bidrage til, siger Lotte Lindegaard.
Med sammenlægningen af TV 2 Zulu og TV 2 Echo udvides TV 2 Echos nuværende aktualitetsfortællinger med formater og genrer, som Zulu gennem 20 år har skabt grundpillerne til.
Selvom dele af Zulus dna fortsat vil leve videre i TV 2 Echo, siger TV 2 også farvel til et brand, der har betydet meget for seerne og TV 2 siden starten af år 2000.
– Zulu har repræsenteret det unge og originale i mange år og leveret fantastisk underholdning og dagsordensættende begivenheder, vi aldrig vil glemme. Zulu har dog ikke længere den relevans hos målgruppen, som den havde i brandets ungdom, og derfor er tiden nu kommet til at gøre noget nyt, slutter Lotte Lindegaard.
Startskuddet lyder, når ’Zulu Awards’ transformeres til ’EchoPrisen’, der viderebringer den traditionsrige hyldest af alt det bedste, vi har set, hørt og delt med en kæmpe fest fra scenen i K.B. Hallen den 30. marts 2023. Festen fortsætter på TV 2 Play og TV 2 Echo, når ’EchoPrisen’ sendes den 2. april.

Læs også: Sofie Linde vinder prisen for årets tale
Mor og datter anholdt samme dag
En anmeldelse om uro og larm i en lejlighed i Risskov fik i mandags klokken 21.20 en patrulje til at aflægge adressen et besøg. På stedet traf betjentene en kvinde og en mand, der ikke var videre tilfreds med politiets tilstedeværelse.
Særligt den 49-årige kvinde var opfarende og aggressiv og nægtede at oplyse sit fulde navn og fødselsdato. Da hun efter gentagne advarsler stadig ikke ville give sine oplysninger, blev hun anholdt og sigtet for ikke at ville oplyse sit navn til politiet.
Under anholdelsen råbte kvinden adskillige skældsord rettet mod den ene betjent, hvorefter hun sparkede ham. Det endte derfor med sigtelser for fornærmelig tiltale og vold mod en polititjenestemand.
Kort efter, at den 49-årige var blevet anholdt, troppede hendes 18-årige datter op ved politigården i Aarhus, hvor hun forlangte, at hendes mor blev løsladt. Hun var højtråbende og nægtede trods flere anmodninger at forlade politistationen, og hun blev derfor til sidst anholdt og sigtet efter ordensbekendtgørelsen.

Læs også: Tre personer anholdt for knivstikkeri