Læs også:

Close

NEWS: Trods pandemi: Eksport af dansk økologi satte rekord i 2021

Nyheder  | 

Trods pandemi: Eksport af dansk økologi satte rekord i 2021 · Ægtepar dømt skyldige i vanrøgt og voldtægt · Her er landets mest ejendomsvenlige kommune · 8.000 danskere har fået deres data solgt på botmarkeder · Varebil med tyvekoster fundet i udrejsekontrol · Dagens billede: Et trist dødsfald · Fredagsfjol: Julegave til alle piger 🧑‍🎤

Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.

Trods pandemi: Eksport af dansk økologi satte rekord i 2021

Corona-pandemien har været en stor udfordring for den danske økologieksport, men på trods af dette sætter eksporten stor rekord i 2021. Eksporten steg 17 pct. i 2021 og rundede i alt 3,3 milliarder kroner.

Danmarks Statistik har netop offentliggjort tal for udenrigshandel med økologiske varer for 2021. Ifølge de nye tal steg økologieksporten til ny rekord på 3,3 milliarder kroner i 2021. Det er 480 mio. kr. mere end i 2020, som var hårdt ramt af Corona-nedlukninger over hele verden. Den hidtidige rekord for økologieksport var 3,0 millarder kroner i 2019. Importen af økologiske varer sætter ligeledes ny rekord med 5,0 milliarder kroner, hvilket er en stigning på 3 pct. i forhold til 2020.

– Med de udfordringer, der har været med at gennemføre mødeaktiviteter på de udenlandske markeder i 2021, er det dybt imponerende, at det er lykkes at eksportere for 3,3 milliarder kroner. Det viser, at de udenlandske forbrugere fortsat sætter stor pris på de danske kvalitetsøkologivarer, men også at virksomhederne har været gode til at fastholde og udvikle kunderelationer til udlandet i en svær tid, fortæller Mette Jasper Gammicchia, chef for Marked og Ernæring hos Landbrug & Fødevarer.

Både i 2020 og i 2021 har Corona-pandemien været en stor udfordring for økologieksporten. Indtil foråret 2021 var det vanskeligt at gennemføre eksportaktiviteter på nærmarkederne, mens det næsten hele 2021 ikke var muligt på fjernemarkeder i blandt andet Asien. Og det er således fortsat ikke muligt at gennemføre eksportfremstød eller møde kunder i Kina uden at komme i karantæne ved indrejse.

Tyskland er fortsat det suverænt vigtigste eksportmarked, idet der her blev afsat økologiske varer for 1,6 mia. kr. i 2021, svarende til halvdelen af den samlede økologieksport. Det er især mejerivarer og grisekød, som afsættes på det tyske marked. Andre vigtige eksportmarkeder er nærmarkederne Sverige, Nederlandene, Frankrig og Kina. I 2021 er det glædeligt at se, at eksporten af kødvarer er steget med 160 millioner kroner til i alt 524 millioner kroner, og dermed fortsætter kød den positive udvikling fra de seneste år. Til Kina er primært børneernæring en sællert, men her har eksporten i særlig grad været ramt af både nedlukning og logistikproblemer, og eksporten er således faldet med omkring en tredjedel under Corona-pandemien til nu 141 millioner kroner. Det er således fortsat mejerivarer og kød, som udgør hovedparten af eksporten, men i de senere år er der også kommet gang i eksporten af blandt andet grøntsager, æg og drikkevarer. Med en import på 2,3 milliarder kroner udgør frugt & grønt den suverænt største andel af de importerede økologivarer.

I år er det endelig lykkes at gennemføre aktiviteter på eksportmarkederne, og senest har L&F stået for et fremstød på det japanske marked, hvor en række økologiske virksomheder deltog.

– Vi oplevede en stor interesse for de danske økologiske varer fra de japanske detailkæder, og det viser bare, at det er rigtig vigtigt at kunne være fysisk til stede på de udenlandske markeder, således at vi kan etablere de vigtige relationer til kunderne og vise de økologiske varer frem, siger Mette Jasper Gammicchia, der på basis af de deltagende virksomheders tilbagemeldinger har store forventninger om øget eksport til Japan.

Landbrug & Fødevarer har i år ligeledes gennemført fysiske eksportfremstød i Tyskland, Frankrig, Italien og Storbritannien, men på grund af følgerne af krigen i Ukraine og den høje inflation, som har påvirket afsætningen af de økologiske varer i både Danmark og på eksportmarkederne, kan L&F endnu ikke forudsige, hvordan eksporttallene for 2022 kommer til at se ud. Der er dog positive forventninger.

– Eksportindsatsen gennem flere år har øget interessen for de økologiske varer, og de europæiske markeder er især imponeret af økologiens indtog i de danske storkøkkener, men også af det store fokus på dyrevelfærd, som vi har herhjemme, slutter Mette Jasper Gammicchia.

Trods pandemi: Eksport af dansk økologi satte rekord i 2021. (Foto: Unsplash)

Læs også: Danskerne er atter verdensmestre i økologisk forbrug

Ægtepar dømt skyldige i vanrøgt og voldtægt

49-årig kvinde og 54-årig mand dømt skyldige i vanrøgt og voldtægt. Ægteparret fra Dragør er kendt skyldige i vanrøgt og vold mod deres tre fælles børn og kvindens ældste barn samt voldtægt af et af børnene og blufærdighedskrænkelse af to andre.

En 49-årig kvinde og en 54-årig mand blev i  mandags ved Københavns Byret idømt hver seks års fængsel. De blev begge kendt skyldige i vanrøgt og vold mod deres tre fælles børn, der nu er hhv. 14, 12 og 11 år og af kvindens nu 19-årige barn, da de kontinuerligt som en del af opdragelsen har vanrøgtet og slået børnene i en periode fra januar 2010 til 18. december 2018 i deres fælles hjem i Dragør.

Børnene blev i flere tilfælde lukket inde på deres værelser og udsat for vold ved i flere tilfælde at få lussinger i ansigtet og på kroppen, ligesom et barn blev slået til hun begyndte at græde, og et andet barn fik sat gaffatape på munden, når han græd eller larmede.

Derudover blev både kvinden og manden dømt for voldtægt og anden seksuelt forhold end samleje i en længere årrække mod deres fælles nu 12-årige søn. Den 54-årige mand er desuden dømt for blufærdighedskrænkelse af parrets nu 11-årige datter, og den 49-årige kvinde er dømt for blufærdighedskrænkelse af sin søn ved at have filmet ham, mens han var i bad.

Parret blev varetægtsfængslet efter dommen, som de ankede på stedet.

retten court (Foto: Unsplash)
Ægtepar dømt skylde i vanrøgt og voldtægt … (Foto: Unplash)

Læs også: 9 års fængsel for incest

Her er landets mest ejendomsvenlige kommune

For første gang kan Ringsted Kommune pryde sig med titlen som Danmarks mest ejendomsvenlige kommune. Det viser EjendomDanmarks årlige undersøgelse af ejendomsvilkårene i alle landets kommuner.

Sidste år skulle man et stykke ned af listen for at finde Ringsted Kommune. For da EjendomDanmark senest opgjorde, hvor ejendomsvenlige landets kommuner er, fik Ringsted en placering som nummer 13 i. I år er situationen en anden, og den midtsjællandske kommune er rykket op på førstepladsen. Ringsted kan derfor kalde sig Danmarks mest ejendomsvenlige kommune.

For blot fire år siden lå kommunen på en 47. plads, og at Ringsted nu kan stille sig på toppen af podiet, går derfor ikke ubemærket hen hos EjendomDanmark:

– Ringsted Kommune er et fantastisk eksempel på, hvordan en målrettet indsats for at forbedre ejendomsbranchens vilkår i kommunen har båret frugt. Det gør det langt mere attraktivt at investere, opføre og drifte ejendomme i kommunen. Det skaber de bedste forudsætninger for byudvikling, og det kan øge interessen for at bosætte sig i kommunen, siger administrerende direktør i EjendomDanmark, Peter Stenholm.

Og Ringsted Kommunes borgmester, Henrik Hvidesten, er glad for, at deres målrettede arbejde har båret frugt:

– I Ringsted Kommune har vi arbejdet målrettet på at gøre det nemt for virksomheder at komme i gang og komme videre. Det har vi blandt andet gjort ved at fjerne byggesagsgebyret og udfase dækningsafgiften. Vi har også optimeret planlægning og byggesagsbehandling, så vi kan behandle det stigende antal sager, der naturligt følger af at være en kommune i vækst. Derfor glæder det mig rigtigt meget, når der kommer en undersøgelse der viser, at vores arbejde bliver anerkendt af virksomheder og dem, der vil investere i vores lokalsamfund.

Ringsted Kommune har forbedret sig på flere af de parametre og har derfor vippet Billund Kommune af pinden.

Den jyske kommune indtog førstepladsen i 2020 og formåede at forsvare titlen i 2021, men tredje gang gik den ikke. Blandt andet fordi Ringsted Kommune har afskaffet dækningsafgiften og gjort en væsentlig indsats for at nedbringe byggesagsbehandlingstiden, som er en af ejendomsbranchens større udfordringer. De seneste fire år har kommunen nedsat den gennemsnitlige byggesagsbehandlingstid fra 44 til 29 dage, og så er antallet af ejendomsforbrydelser næsten halveret.

– Færre ejendomsforbrydelser – såsom indbrud, hærværk og brandstiftelser, har betydning for interessen i at bo i kommunen og deraf også, om der er investorer, som vælger at investere i byområdet. Derfor er det en stor fordel at gøre kommunen mere sikker, forklarer Peter Stenholm.

Høje-Taastrup Kommune har ligeledes forbedret sig – og det i en sådan grad, at kommunen er årets højdespringer. Kommunen er således rykket hele 53 pladser frem og er endt på en 19. plads.

Den nordsjællandske kommune Allerød er derimod endt på en sidsteplads og rykker fra plads 88 til 98.

ringsted børs
Her ses Ringsted Børs … (Foto: Visualhunt)

Læs også: Kommunerne er klar med husly til mindst 15.000 ukrainere

8.000 danskere har fået deres data solgt på botmarkeder

Mindst fem millioner mennesker har haft deres personlige informationer stjålet og solgt på såkaldte botmarkeder. Af disse ramte brugere er 8.000 fra Danmark. Dette fortæller en undersøgelse af cybersikkerhedsfirmaet NordVPN.

Ordet ‘bot’ i denne sammenhæng betyder ikke blot et selvkørende program – her refererer det til data-opsamlende malware. Botmarkeder er online markedspladser, som hackere bruger til at sælge data, som de har stjålet fra ofrenes enheder med bot-malware. Dataene sælges i pakker, der inkluderer login, cookies, digitale fingeraftryk, screenshots og anden information – hele offerets digitale identitet.

● Den gennemsnitlige pris for den digitale identitet på én person er 43 kroner.

● Mindst 26,6 millioner stjålne logins blev fundet på de analyserede markeder. Blandt dem var 720.000 Google-logins, 654.000 Microsoft-logins og 647.000 Facebook-logins.

● Derudover fandt forskerne 667 millioner cookies, 81.000 digitale fingeraftryk, 538.000 gemte autoudfyld, screenshots fra flere enheder og webcambilleder.

Hele undersøgelsen kan ses her

nordvpn cyber
8.000 danskere har fået deres data solgt på botmarkeder … (Illustration: PR)

Læs også: Cyber-svindlere jagter os som aldrig før

Varebil med tyvekoster fundet i udrejsekontrol

Trafikken fra Sønderjyske Motorvej blev i tirsdags eftermiddag dirigeret ind på rasteplads til udrejsekontrol.

Motorvejene blev spærret i sydgående retning i forbindelse med en udrejsekontrol – og motorvejen forblev spærret indtil aften. I stedet blev motorvejstrafikken dirigeret ind på rastepladsen Oksekær Vest, hvor Syd- og Sønderjyllands Politis Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest), Toldstyrelsen, Gældsstyrelsen og tysk politi stod klar til at kontrollere køretøjer, chauffører og passagerer.

Kontrollen var en kriminalitetskontrol, hvor myndighederne tjekkede de udrejsendes papirer og køretøjer, ligesom politifolkene tjekkede, om trafikanter og køretøjer overholdt blandt andet færdselsloven. Der blev i løbet af kontrollen skrevet fem sager; en sag om tyveri/hæleri, hvor to personer blev anholdt, en sag om narkokørsel, en dopingsag samt en tyverisag, hvor man fandt et litauisk køretøj fyldt med tyvekoster. Toldstyrelsen fik derudover en sag, hvor en person ville udføre 23.800 euro og 18.800 kroner.

I hælerisagen fandt myndighederne en stor mængde nyt tøj med prismærker i en personbil. Bilens passager fortalte, at hun var blevet tilbudt tøjet på gaden og godt havde været klar over, at tilbuddet var så godt, at sælgeren nok ikke var kommet lovligt til varerne. Det betyder, at kvinden nu er sigtet for hæleri. Syd- og Sønderjyllands Politi opfordrer til, at man er kritisk over for gode tilbud af den art, da man ellers risikerer at begå en strafbar handling.

Myndighederne arbejdede dels hver for sig, dels sammen, idet UKA Vest og Toldstyrelsen har oprettet en Politi & Toldenhed med fælles patruljer, der sammen kan kontrollere køretøjer. Politifolk og toldere har forskellige kompetencer og rettigheder og har skarpt fokus på, hvilke opgaver man hver især løser. For eksempel må toldere gerne standse og ransage et køretøj uden mistanke. Det må politiet ikke, men træder til, hvis der er et mistankegrundlag eller der bliver fundet noget ulovligt.

Udrejsekontrollerne foregår på basis af analyser fra Syd- og Sønderjyllands Politis Grænseanalyseteam, der indsamler og analyserer data, der gør indsatsen ved grænsen så målrettet og effektiv som muligt. Grænseanalyse-teamet er en del af Police Custom Coorperation Center (PCCC), der hører under Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA VEST) i Padborg. I centeret arbejder dansk politi og Toldstyrelsen tæt sammen med det tyske toldvæsen og både Bundespolizei og Landespolizei Schleswig Holstein.

told kontrol udrejse
Der blev kontrolleret personbiler og varebiler. Her var alt i orden (Foto: Syd- og Sønderjyllands Politi)

Læs også: Otte års fængsel og udvisning for kokainsmugling

Dagens billede: Et trist dødsfald

Fredagsfjol: Julegave til alle piger 🧑‍🎤

· Mere fra samme kategori ·