
Tid til rabarber: Sauté af rabarber, spidskål og nye kartofler
Rabarber er en herlig spise – og den kan bruges både i det søde og salte køkken. Her det en opskrift på sauté af rabarber, spidskål og nye kartofler. Opskriften er fra bogen ‘Rabarber – Historie, dyrkning og anvendelse’
Når foråret endelig har taget over, kan man oftest høste de første rabarber og inden da også ofte købe hos grønthandlere. Vi har fået lov til at udgive denne opskrift på sauté af rabarber, spidskål og nye kartofler, der vil smage magisk med for eksempel et stykke kylling eller en kotelet eller et stykke laks.

Det skal du bruge
Ingredienser
4 stilke rabarber
½ kg nye kartofler
1 lille spidskål
½ bundt grønne asparges
2 stilke rosmarin
3 spsk. olivenolie
1 bundt ramsløg (man kan også bruge lidt frisk persille eller forårsløg)
salt og peber
Sådan gør du
Skær rabarberstilkene i diagonale skiver.
Vask kartoflerne.
Fjern stokken fra spidskålen, og snit den i grove strimler.
Skær aspargesene igennem på langs.
Vend kartoflerne i olie og rosmarin, og læg dem i et ovnfast fad.
Tilsæt lidt vand og krydr med salt og peber. Dæk fadet med folie, og bag i ovnen på 200 grader i 35-40 minutter.
Når kartoflerne er al dente tilsættes rabarber, spidskål og asparges, og det hele røres godt rundt. Sættes i ovnen yderligere 10 minutter.
Hak ramsløgene og drys over lige inden servering.
Sådan ser bogen ud:
Læs også:
Verdens nemmeste rabarbertærte