Læs også:

Close
snowboard ski

NEWS: Det er højsæson for skiskaderne

Nyheder  | 

Det er højsæson for skiskaderne · Dansk økologisk verdensmesterskab skal understøttes · Spøgelsesbilist idømt fængselsstraf · Ukraine House slår dørene op i København · 42-årig litauisk mand idømt fængsel og udvisning for groft hæleri · Dagens billede: Flot donation · Fredagsfjol: Klaaar til weekend 😅

Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.

Det er højsæson for skiskaderne

Nu starter højsæsonen for skiskader – men ikke alle har styr på deres forsikring, det forklarer Topdanmark. I disse og de kommende uger valfarter danskerne på skiferie, men hvert år kommer uheldige skiturister til skade på pisterne. Topdanmark opfordrer derfor til at tjekke, hvordan man er dækket, inden det er for sent.

Tusindvis af danskere har i disse dage travlt med at pakke kufferten for at komme afsted på vinterferie, for uge 7 og 8 er to meget populære skiuger, som normalt plejer at give travlhed hos Topdanmark, et af landets største forsikringsselskaber.

– Vi kan allerede nu kan se, at danskerne kommer til skade på ski og snowboard. Vi forventer især at få travlt med at hjælpe vores kunder i de klassiske vinterferieuger, som er højsæson for skiferier, siger Rasmus Ruby-Johansen, skadedirektør i Topdanmark.

Antallet af rejseskader i uge 7 og uge 8 2022 var henholdsvis 92 og 39 procent højere i forhold til det gennemsnitlige antal skader over hele året. Næst efter sommeren er vinteren den tid på året, hvor Topdanmark modtager flest opkald fra kunder.

– Det er især knæskader, der giver mange danskere problemer på skiferien, men der plejer også at en være en del, som falder og slår eksempelvis skulderen eller hovedet, forklarer Rasmus Ruby-Johansen.

Inden man tager afsted på skiferie, er det derfor rigtig vigtigt at tjekke, hvordan man er dækket – ellers kan ferien blive langt dyrere end forventet.

Topdanmarks rejseforsikring dækker både behandling og hjemtransport på ferierejser. Men skal man på skiferie, er det vigtigt, at man husker at tilkøbe skidækning, før man tager afsted på ferie.

– Vi oplever, at langt de fleste kunder husker skidækning på deres rejseforsikring. Dog ser vi desværre kunder, der ikke har denne dækning, og det er naturligvis en rigtig ærgerlig situation at stå i, hvis uheldet er ude, siger Rasmus Ruby-Johansen.

Det er ligeledes vigtigt at være opmærksom på, om man har tilkøbt afbestillingsforsikring til rejseforsikringen, påpeger han.

– Vi oplever episoder, hvor kunder ønsker at afbestille en rejse, men slet ikke har en afbestillingsforsikring. Derfor er det som kunde vigtigt at være opmærksom på, om man har til- eller fravalgt denne dækning.

Efter flere coronaår med rejserestriktioner og vaccinekrav er danskerne tilbage på pisterne. Tal fra Eurostat viser, at danske gæster i februar 2022 bookede 375.000 overnatninger i Østrig, mens der var over 150.000 overnatninger i Norge.

– Vi kan tydeligt se, at danskerne er tilbage på pisterne. Det betyder, at skadebilledet i stor udstrækning har normaliseret sig efter et par år stærkt præget af corona, fortsætter Rasmus Ruby-Johansen.

Ifølge SOS International, som Topdanmark samarbejder med, var knap hver fjerde af de skadelidte sidste år i aldersgruppen 50-59 år. På en delt andenplads kommer de 10-19-årige og de 20-29-årige, der står for hver 20 procent af skaderne.

– Det er heldigvis sjældent med de meget alvorlige ulykker på skiferien. Dog sker der med jævne mellemrum alvorlige ulykker, hvor kunden skal hentes med helikopter og fragtes til et sygehus, slutter Rasmus Ruby-Johansen.

ski topdanmark
Det er vigtigt at have styr på, hvordan man er dækket, hvis uheldet er ude. (Foto: PR)

Læs også: Skiferie: Ting du ville ønske, du havde vidst

Dansk økologisk verdensmesterskab skal understøttes

Mens 30 danske virksomheder udstiller på verdens førende messe for økologiske fødevarer, Biofach, viser en ny rapport fra forskningscenteret FiBL, at Danmark fortsat er det land i verden med den højeste økologiske markedsandel. Men det kræver en samlet indsats fra forbrugerne, politikerne og detailhandlen, hvis den position skal opretholdes, mener Økologisk Landsforening.

Gennem mange år har danskerne smykket sig med titlen som økologiske verdensmestre, når det kommer til markedsandele. Det gælder stadig i følge den netop offentliggjorte rapport ‘The World of Organic Agriculture’ fra forskningscenteret FiBL, som viser at Danmark har verdens højeste økologiske markedsandel på 13 pct. baseret på tal fra 2021. Skal verdensmesterskabet bevares fremover, kræver det dog en indsats fra flere instanser.

– Der er ingen tvivl om, at 2022 har været udfordrende for hele fødevaresektoren og dermed også for økologien på grund af inflation, energikrise og krigen i Ukraine. Det betyder, at det er nu, vi skal arbejde ekstra hårdt og stå sammen både politisk, i detailhandlen og som forbrugere for at spille økologien stærkere, siger Pernille Bundgård, markedschef for eksport i Økologisk Landsforening.

– Markedet er i et kæmpe dilemma. På den ene side har forbrugerne færre penge til fødevarer end for blot et år siden, og på den anden side er der stadig et stort forbrugerfokus på at købe økologiske fødevarer, der bidrager til den grønne omstilling. Hvis vi både skal gribe det krav og samtidig styrke markedet, kræver det en fælles indsats.

Økologisk Landsforening har tidligere meldt ud, at salget af økologiske fødevarer i 2022 forventes at falde i forhold til rekordomsætningsårene i 2020 og 2021, hvor corona-pandemien skabte en eksplosiv vækst i salget. Det kan være med til at sætte det økologiske verdensmesterskab under pres.

– Andre lande som Østrig og Schweiz ligger lige i hælene på os med godt 11 pct. økologisk markedsandel, og vi kan risikere at blive slået på målstregen, fortsætter hun.

– Den danske fordel er, at vi har mange økologiske brands og et stort økologiske sortiment. Det skal vi blive ved med at have ved at stille krav som forbruger, støtte op som detailhandel og bane vejen som politiker for eksempel ved at nedsætte momsen på økologi, som EU Kommissionen har foreslået.

I disse dage er Økologisk Landsforening sammen med 30 danske virksomheder og organisationen Bio Aus Dänemark i gang med at spille dansk økologi ind på udenlandske supermarkedshylder på messen Biofach i Nürnberg. Og ifølge rapporten fra FiBL er det stadig USA, Tyskland og Frankrig, der er de førende økologiske markeder i verden og derfor også interessante for danske fødevarevirksomheder.

– Men vi er selvfølgelig også i kontakt med indkøbere fra en lang række andre lande, hvor økologien får øget opmærksomhed, fortæller Pernille Bundgård.

Rapporten ”The World of Organic Agriculture’ viser, at økologien er i vækst på verdensplan. Der blev i 2021 solgt økologiske fødevarer for 125 mia. euro sammenlignet med 120 milliarder euro i 2020. Også det økologiske landbrugsareal blev øget i 2021, så det nu udgør 1,6 pct. af det samlede landbrugsareal i verden.

Rapporten ‘The World of Organic Agriculture – statistic and emerging trends’ udgives hvert år af Das Forschungsinstitut für biologischen Landbau (FiBL) og IFOAM. Læs mere her.

frugt grøntsager
Dansk økologisk verdensmesterskab skal understøttes … (Foto: Pexels)

Læs også: Danmark er atter verdensmestre i økologisk forbrug

Spøgelsesbilist idømt fængselsstraf

En 33-årig mand er onsdag formiddag blevet idømt et år og tre måneders fængsel for at have kørt vanvidskørsel på motorvejen, da han i oktober sidste år kørte i modsatte retning på Herningmotorvejen og bevidst påkørte en bus med passagerer.

Retten i Aarhus har onsdag idømt en 33-årig mand et år og tre måneders ubetinget fængsel for i narkopåvirket tilstand at have kørt i den modsatte retning på motorvejen og med en hastighed på cirka 80 km/t at have påkørt en bus frontalt.

Episoden fandt sted den 23. oktober omkring klokken 13.50, hvor den 33-årige i en personbil kørte mod færdselsretningen på Herningmotorvejen i vestgående retning. Omkring afkørslen ved Skovby nær Harlev J påkørte den 33-årige bevidst en modkørende bus, som forsøgte at undvige sammenstødet.

I bussen befandt flere passagerer sig, men hverken chaufføren eller passagererne kom til skade. Dog pådrog den 33-årige mand sig selv nogle behandlingskrævende skader, hvorfor han blev kørt til hospitalet.

Det viste sig efterfølgende, at den 33-årige var påvirket af hash og medicin under kørslen, ligesom at hans kørekort var inddraget af politiet.

– Det vigtigste er selvsagt, at ingen personer kom alvorlig til skade som følge af den 33-åriges handlinger, men det ændrer ikke ved, at der er tale om et særdeles farligt og groft kørselsforløb, udtaler anklagerfuldmægtig Mads Fransen, der har ført sagen ved retten på vegne af anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi.

Ud over fængselsstraffen fik den 33-årige mand frakendt sit kørekort i 8 år, ligesom hans personbil blev konfiskeret.

– Jeg er meget tilfreds med, at retten var enig i anklagemyndighedens vurdering af sagens alvor, og at retten på den baggrund udmålte en hård fængselsstraf, siger Mads Fransen.

Foruden den primære tiltale for vanvidskørsel som spøgelsesbilist på motorvejen var den 33-årige mand ved retten i Aarhus tillige tiltalt for flere andre forhold – herunder besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på salg, vold samt trusler mod politiet.

Han blev kendt skyldig i hovedparten af forholdene. Den 33-årige mand har siddet varetægtsfængslet siden vanvidskørslen i oktober 2022, og han forblev varetægtsfængslet efter dagens dom. Han udbad sig betænkningstid i forhold til at anke dommen, ligesom han kærede rettens kendelse om fortsat varetægtsfængsling.

tåget motorvej
Spøgelsesbilist fik fængselsstraf … (Foto: Pexels)

Læs også: Fængselsstraf til to vanvidsbilister

Ukraine House slår dørene op i København

Den 24. februar slår Ukraine House i Danmark officielt dørene op på Christianshavn, hjertet af København. Åbningen vil medvirke af Danmarks kulturminister Jakob Engel-Schmidt og Ukraines ambassadør i Kongeriget Danmark, Mykhailo Vydoinyk.

Organisationen har allerede stået i spidsen for en række ukrainske kulturinitiativer i Danmark. Da Ruslands aggression mod Ukraine fortsætter sit angreb på ikke kun det ukrainske folk, men også den ukrainske kultur og arv, der allerede har forårsaget skade på mere end 1200 genstande af kulturel infrastruktur, herunder mere end 500 kulturelle monumenter, vil Ukraine House i Danmark fremme Ukraines kulturarv, organisere kreative danske ukrainske samarbejder indenfor musik, teater, foto og kunst.

– Under krigen for vores identitet og værdier er der ingen bedre måde at fejre det bitre jubilæum for Ruslands fuldskala invasion af Ukraine end at åbne en kulturel ambassade for vores hjemland i København, siger Nataliia Popovych, formand for Ukraine House in Denmark, der ogsåoplyser, at man ved at åbne det ukrainske hus i Danmark ønsker at igangsætte mere intensive tværkulturelle dialoger mellem ukrainere og danskere.

Huset vil organisere begivenheder, producere indhold og introducere akademiske og forskningsprogrammer med et tværfagligt fokus på de to landes fælles historier, kulturer, identiteter og filosofier.

– Den 24. februar samles vi til minde om en mørk dag i nyere europæisk historie. Det er rædselsfuldt at tænke på, at krigen i Ukraine nu har varet i et år. I denne svære tid er det bydende nødvendigt, at Danmark fortsætter med at støtte ukrainsk samfund i Danmark, ved at give dem mulighed for at bevare og praktisere deres kultur Åbningen af ​​Ukrainehuset i Danmark på Gammel Dok i det centrale København vil give et samlingssted, hvor nylige flygtninge fra Ukraine og ukrainske fastboende i Danmark kan komme sammen. Jeg håber, at kulturhuset også vil hjælpe os med at uddybe de kulturelle forbindelser mellem vores to lande. Jeg glæder mig oprigtigt til at deltage i åbningen, siger Jakob Engel-Schmidt, Danmarks kulturminister.

Åbningen vil omfatte en paneldebat om kulturens rolle i det demokratiske Ukraines modstandsdygtighed og fremtid samt lanceringen af ​​den ukrainske krigstids kunstudstilling ‘THE MUSES ARE NOT SILENT’ kurateret af Pavlo Gudimov, grundlægger af Ya Gallery i Ukraine Arrangementet vil byde på prominente gæstetalere og inviterede fra blandt de førende danske og ukrainske kulturinstitutioner, tænketanke, regering og parlament.

Det er en kunstudstilling, der omfatter over hundrede malerier, skulpturer, arkitektur og videokunst skabt under krigen af ​​mere end halvtreds kunstnere fra hele Ukraine, og titlen for udstillingen er en drejning af et velkendt ordsprog, der siger: ‘Når kanonerne høres, tier muserne’.

– Ingen kunne have forudset, at kultur ville vise sig at være så frugtbar og nødvendig under krigens forhold. Jeg kunne aldrig have forestillet mig, at en sådan afkortning af afstanden mellem begivenheder og refleksion ville frembringe så stærkt materiale og fange mig som kurator. Denne udstilling handler ikke om krig. Den handler om kreativitet under krigen, mod, frihed og originalitet, som bør værdsættes her og nu, siger udstillingens kurator Pavlo Gudimov.

Programmet for Ukraine House vil omfatte udstillinger, der ikke er begrænset til Gammel Dok-lokationen, samt diskussioner og møder, foredrag, koncerter og fremvisninger på Gammel Dok Strandgade 27B, 1401 København. Der er åbent fra den 24. februar 2023 klokken 18Udstillingen løber til den 21. maj 2023.

ukraine house
Efter år efter krigens start åbner kunstudstilling i Købehavn … (Foto:PR)

Se mere på Ukraine House i Danmark her.

Læs også: Stor donation fra Røde Kors til Ukraine

42-årig litauisk mand idømt fængsel og udvisning for groft hæleri

Betjente fra UKA Vest anholdt i oktober 2022 den 42-årige mand i en varebil fuld af koster, hvor han var på vej ud af landet. Og den 42-årige litauisk mand blev tirsdag ved en domsmandsret ved Retten i Sønderborg idømt seks måneders ubetinget fængsel og udvisning med et indrejseforbud i seks år i en sag om hæleri og forsøg på hæleri af særlig grov beskaffenhed.

Den 42-årige mand blev den 12. oktober 2022 stoppet i en varebil på Sønderjyske Motorvej tæt ved grænsen, hvor han var på vej ud af landet, af en patrulje fra Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) ved Syd- og Sønderjyllands Politi. I bilens varerum var der en havetraktor, en større mængde elværktøj til professionelt brug, byggemateriale, isoleringsmateriale samt bildæk m.m., som patruljen mistænkte kunne stamme fra indbrud.

Den 42-årige mand blev derefter anholdt og efterfølgende varetægtsfængslet. Efterforskningen har efterfølgende slået fast, at en del af genstandene stammede fra et indbrud begået i Hedensted to uger før anholdelsen.

Den litauiske mand blev dømt i overensstemmelse med anklageskriftet og modtog dommen.

dom retssal hammer
42-årig litauisk mand idømt fængsel og udvisning for groft hæleri … (Foto: Unsplash)

Læs også: Litauisk mand dømt og udvist for groft hæleri

Dagens billede: Flot donation

Fredagsfjol: Klaaar til weekend 😅

· Mere fra samme kategori ·