
NEWS: Adobe transformerer mode- og detailindustrien med helt nye 3D-løsninger
Adobe transformerer mode- og detailindustrien med helt nye 3D-løsninger · Mand dømt for frihedsberøvelse og voldtægt af kæreste · Antal lynladere over tredoblet i 2022 · Forældres helbredsangst påvirker barnet · 34-årig kvinde idømt fængsel for seksuelt samvær med mindreårig · Dagens video: Ryan Gosling stunt
Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.
Adobe transformerer mode- og detailindustrien med helt nye 3D-løsninger
Helt nye Substance 3D-løsninger fra Adobe gør det nu muligt for detailhandlen og modebrands at optimere og modernisere kundeoplevelser i et 3D-univers, der kun har set sin spæde begyndelse. Globale brands som Amazon, Hugo Boss, Louis Vuitton og Burberry har allerede hægtet sig på trenden og anvender de nye Substance 3D-applikationer.
Detailhandelen og modebranchen befinder sig i disse år i en kritisk fase, hvor de står over for umættelige forbrugerkrav om at komme med flere nye produkter hver sæson, samtidig med at de skal leve op til et stigende krav om, at bæredygtighed tænkes ind i hele forretningens værdikæde.
Virtuelle shoppingoplevelser er kommet for at blive … Og med de nye Substance 3D-løsninger kommer Adobe nu detailhandlen og modebranchen til hjælp i form af fem 3D-applikationer – Substance 3D Stager, Sampler, Designer, Painter og Modeler – der alle gør det muligt for brands at nytænke kundeoplevelsen og tilbyde forbrugerne realistiske shoppingoplevelser – alt sammen 100 pct. digitalt. Med de nye applikationer kan forbrugerne fx nu vurdere, designe og shoppe deres næste sofa, kunstværk eller outfit på egen krop og i eget hjem uden at finde hverken målebånd frem eller forlade matriklen.
– Virtuelle shoppingoplevelser er kommet for at blive, og i takt med at kunder og forbrugere efterspørger nytænkende digitalt indhold, der imødekommer deres behov, skiftende adfærd og de nyeste trends, har detailhandlen og e-handelsvirksomheder i dag brug for 3D-værktøjer, der sætter kreativiteten fri og tager den digitale kundeoplevelse til næste niveau, forklarer Franck Attia, der er direktør for Adobe i Norden.
3D-workflows hjælper globale brands med at effektivisere arbejdsgange, og globale brands som Lowe’s, Amazon, Hugo Boss, Louis Vuitton og Burberry har allerede implementeret Substance 3D for at forbedre deres produktdesign og visualiseringsprocesser og for at øge niveauet af digitalt indhold på tværs af både platforme og kanaler.
Ved hjælp af Substance 3D-applikationer har produktdesign- og marketingteams langt bedre mulighed for at tilbyde shoppingoplevelser, der er gearet til fremtiden uden at gå på kompromis med hverken oplevelsen af kvalitet eller en realistisk fornemmelse.
For eksempel kan nye realistiske 3D-prototyper og -designs gøre det muligt at tilbyde virtuelle prøverum samt en række andre personaliserede og digitale forbrugertilbud, hvilket betyder, at brands ikke længere har behov for store fysiske varelagre fyldt med tøj og produkter, der aldrig bliver sendt.
Adobes nye Substance 3D-løsninger omfatter blandt andet:
Substance 3D Stager
Adobes fuldt udstyrede virtuelle studie gør det muligt for designere at sammensætte 3D-scener, herunder materialer, lys og kameraer. På den måde kan brands skabe flere tilpassede miljøer for at hjælpe online-forbrugere med at se produkterne i en realistisk kontekst – fx ved at zoome ud for at vurdere størrelsen på en sofa eller zoome ind for at afgøre, om et bestemt stof passer til den ønskede æstetik.
Substance 3D Sampler
Billeder kan nemt omdannes til fysisk nøjagtige materialer og modeller med tidsbesparende funktioner, der er drevet af Adobe Sensei. Designere kan skalere kollektioner fra sæson til sæson og genbruge populære stoffer, der er oprettet i Sampler, for hurtigt at udvide produktudbuddet, når de forudser nye tendenser.
Substance 3D Modeler
Et fleksibelt værktøj til at skitsere og konceptualisere produktdesigns i en intuitiv hybrid arbejdsgang, der kombinerer VR og traditionel desktop-kreativitet. Brands kan bygge virtuelle ler-inspirerede prototyper fra bunden for at skabe ubegrænsede designs – fra nyt legetøj til hovedtelefoner, håndtasker og meget mere.
Substance 3D-bibliotek med 3D-assets
3D Assets-biblioteket, der er integreret i og forbinder alle Substance 3D-programmer, er vært for mere end 15.000 tilpassede objekter, lys og materialer, der er skabt af specialister og gæstekunstnere i verdensklasse, så brands hurtigt kan udvikle og tilpasse deres ideelle virtuelle landingsbaner, sæt og studier.
Adobe ændrer verden gennem digitale oplevelser. Du kan læse mere her.

Læs også: Dansk modebranche er i topform og godt rustet til en afmatning
Mand dømt for frihedsberøvelse og voldtægt af kæreste
48-årig mand fra Brøndby idømt tre års fængsel for grov vold, vidnetrusler, voldtægt og flere dages frihedsberøvelse af mandens daværende kæreste.
Manden var tiltalt for at have frihedsberøvet sin daværende kæreste over flere dage i deres fælles lejlighed i Brøndby i maj 2022. Her blev kvinden udsat for grov vold og voldtægt. Først efter fire dag lykkedes det kvinden at flygte fra lejligheden.
– Da det lykkedes kvinden at komme væk fra lejligheden, fik hun alarmeret politiet, som kort efter anholdt manden, oplyser specialanklager Henrik Uhl Pedersen.
Samme dag blev den 48-årige mand fremstillet og varetægtsfængslet. Han har været fængslet siden.
– Det er meget voldsomt, det som kvinden er blevet udsat for – og hendes vidneudsagn har været helt centralt for at manden blev dømt, siger Henrik Uhl Pedersen.
Den 48-årige mand blev også dømt for vold, grov vold og vidnetrusler mod kvinden i forbindelse med to episoder i 2021.
Manden tog betænkningstid i forhold til evt. anke. Han er fortsat varetægtsfængslet.

Læs også: Find dit forsvar mod psykopater og andre idioter
Antal lynladere over tredoblet i 2022
Ladeinfrastrukturen er afgørende for den grønne omstilling af transporten. Derfor er det positivt, at antallet af offentligt tilgængelige lynladepunkter er blevet mere end tredoblet fra 2021 til 2022.
Ved udgangen af 2021 var der 243 offentligt tilgængelige lynladepunkter i Danmark. Siden da er flere blevet opsat, og andre udbydere har åbnet deres netværk op, hvilket betyder, at der nu er 784 offentligt tilgængelige lynladepunkter i Danmark.
– Den markante stigning af offentlige ladepunkter er en absolut nødvendighed, hvis vi skal i mål med de grønne ambitioner. Rækkeviddeangst er stadig en faktor, der begrænser køb af elbiler, og flere lademuligheder kan bidrage til at mindske frygten, siger Mads Rørvig, adm. direktør for De Danske Bilimportører
Bilister i etageejendom og rækkehuse er mest udfordret … De fleste danskere med bil bor i parcelhus, hvor mange nemt kan sætte sin egen ladestander op i garagen og dermed få fuld fleksibilitet. Dog er der stadig over 730.000 danske familier med bil, der bor i enten etagebolig, rækkehus eller lign, der ikke nødvendigvis har samme mulighed for egen ladeboks.
– Hvis bilejere i etageejendom eller rækkehus reelt skal have muligheden for at vælge en elbil næste gang, der skal købes bil, så er det helt afgørende med god mulighed for opladning så tæt på bopælen som muligt – eventuelt i kombination med mulighed for opladning på arbejdspladsen samt lynladning tæt på, fortsætter Mads Rørvig
Antallet af elbiler er vokset kraftigt de seneste år og i oktober 2022 nåede Danmark en milepæl i form af 100.000 elbiler bilbestanden. Samtidig udgjorde elbiler mere end 20 procent af det danske bilsalg i 2022. Denne udvikling skete på trods af et presset bilmarked, som var præget af forsyningsproblemer.


Forældres helbredsangst påvirker barnet
Danskerne søger i stigende grad information om helbredet, og børnepsykolog advarer mod at projicere helbredsangsten over på børn. Hun råder forældre til at mindske børns angst for at gå til lægen gennem leg.
Danskerne søger i stigende grad efter helbredsmæssig information på internettet til private formål. Mens det i år gælder for næsten hver tredje dansker, gjaldt det for fem procent færre i 2018, og for 10 år siden var det kun lidt mere end hver anden, der søgte efter helbredsmæssig information online. Det viser tal fra Danmarks Statistik. Børnepsykolog Charlotte Diamant påpeger, at forældre nemt risikerer at projicere deres egen nervøsitet over på deres børn, hvis ikke de kigger indad forud for et barns lægebesøg.
– Det er i forhold til tidligere vigtigt for mange forældre, at deres barn ikke oplever for mange bekymringer. Det i sig selv kan påvirke forældreskabet og kan være medårsag til, at mange børn er bange for at komme til lægen i dag, fortæller Charlotte Diamant og tilføjer:
̶ Det er godt at forberede barnet på lægebesøget, samtidig med at man selv bevarer sin egen ro omkring barnet og for eksempel undgår at spørge ind til, om barnet er nervøst. Man skal blot fortælle, hvad der kommer til at ske, så man undgår at fremprovokere ængstelighed hos barnet.
Ifølge Charlotte Diamant kan forældre forberede deres børn på et lægebesøg ved brug af hjælpemidler som bøger og legetøj, der kan visualisere lægerummet, klinikudstyret, og hvad der sker hos lægen. Spørger man Ann Riemer, der er direktør hos legetøjswebshoppen Legeakademiet, er der fra producenters side et stigende fokus på legetøj, der bidrager til at afhjælpe angst hos børn i alle aldersgrupper.
– Vi har beskæftiget os med udviklingslegetøj gennem 17 år og kan se, der sker en udvikling i legetøj mod angst hos børn. Dels kommer der mere af det på markedet, og dels er det højnet i kvalitet og detaljegrad, og det udfordrer børn mere, fortæller Ann Riemer.
Det nyeste legetøj i kategorien er ifølge Ann Riemer det interaktive legesæt Tacto Doctor, som forvandler ipad’en til en lægeklinik, som barnet kan interagere fysisk med. Ved at bruge medfølgende læge-remedier, heriblandt termometer, bandage og saks, kan barnet behandle spillets patienter og få visualiseret knogler, mave og andre organer med røntgen og ultralyd.
̶ STEM-legesættet Tacto Doctor interagerer med barnet, så det lærer at bruge lægeudstyr korrekt. Det udvikler barnets sociale og emotionelle intelligens og forbedrer evnen til at løse problemer, siger Ann Riemer.
Leg kan mindske børns lægeangst:
Leg er det bedste middel til at mindske børns angst for lægebesøg ifølge børnepsykolog Charlotte Diamant, som udtaler sig ud fra generel erfaring frem for på produktniveau.
̶ Børns angst for et lægebesøg kommer ofte af uvisheden om, hvad der skal ske hos lægen. Det giver børn en tryghed at få visualiseret klinikrummet forud for besøget, og leg er den bedste måde for børn at forstå og huske nye indtryk på – for eksempel kan man lege læge og patient eller anvende fysisk legetøj som figurer, siger Charlotte Diamant og tilføjer:
̶ Tag højde for barnets alder. Små børn har brug for leg og visuelle billeder for at forstå, hvad der skal ske hos lægen. Større børn kan man tale mere nuanceret med.

Læs også: Negative tanker påvirker din hjerne og helbred
34-årig kvinde idømt fængsel for seksuelt samvær med mindreårig
En 34-årig kvinde er ved retten i Randers kendt skyldig i at have begået voldtægt i form af at have haft samleje og andet seksuelt forhold med en 14-årig dreng. Episoden fandt sted på en adresse på Djursland i november sidste år.
Retten i Randers har sidste fredag eftermiddag idømt en 34-årig kvinde ti måneders fængsel for at have haft seksuelt samvær med en 14-årig dreng, hvilket i straffeloven betegnes som voldtægt ved samleje med et barn under 15 år. Tre af de ti måneders fængsel blev gjort ubetinget.
Episoden fandt sted på en adresse på Djursland i starten af november sidste år, hvor den 34-årige kvinde ved retten var tiltalt for at have haft samleje af flere omgange med den 14-årige dreng. Hun var ligeledes tiltalt for at have udført oralsex på den 14-årige.
– Jeg er overrasket over, at retten kun har valgt at idømme en straf på ti måneders fængsel, hvoraf størstedelen er gjort betinget – til trods for, at den tiltalte er blevet kendt skyldig i det alvorlige forhold omkring seksuelt samvær, hvilket jeg naturligvis er tilfreds med. Men det undrer mig, at straffen ikke er strengere, når man ser på den strafskærpelse, der trådte i kraft 1. marts sidst år vedrørende seksuelle forhold med mindreårige, udtaler senioranklager Rosa Pape, der har ført sagen på vegne af anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi.
Anklagemyndigheden vil nu overveje, om man ønsker at anke dommen.
Samme aften, hvor kvinden i dag er blevet kendt skyldig i at have begået ovenstående forhold, havde hun ifølge tiltalen også udsat en anden 14-årig og en 15-årig dreng for blufærdighedskrænkelse i form af uønskede berøringer.
Hun blev ved retten i Randers dog frifundet i de to forhold vedrørende blufærdighedskrænkelse.
Den 34-årige kvinde nægter sig skyldig og ankede dommen på de ti måneders fængsel til frifindelse. Hun blev løsladt efter dom.

Læs også: Mand idømt forvaring for voldtægt og krænkelser af børn