Læs også:

Close
fyrværkeri tivoli

NEWS: Tivoli fejrer jul og nytår med spektakulære fyrværkerishows

Nyheder  | 

Tivoli fejrer jul og nytår med spektakulære fyrværkerishows · 34-årig idømt tre års fængsel for indsmugling af over 400 kg hash · Flittige bybier er bag årets honningkagehjerte fra Lagkagehuset · føtex og Salling Fondene realiserer otte lokale drømme med million-donation · Sager om uberettigede opslag i CPR-register skal nu i retten · Dagens billede: Bedre sent end aldrig · Fredagsfjol: Klar til jul 😍 

Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.

Tivoli fejrer jul og nytår med spektakulære fyrværkerishows

Tivoli ønsker glædelig jul og godt nytår med spektakulære fyrværkerishows. Og Tivolis fyrværkerimester har en særlig julegave i ærmet til forlystelseshavens gæster i juledagene. Han har nemlig forberedt to aftener med helt specielle og meget forskellige julefyrværkeri-shows, hvor han leger julens farver, skiftende tempo og forskellige effekter. Året bliver også sluttet af med manér med et ambitiøst og festligt fyrværkerishow, hvor den får alt, hvad remmer og tøjler kan holde.

Man kan opleve de to vidt forskellige jule-fyrværkerishows i Tivoli den 25. og 26. december klokken 21.45 og det store nytårsshow den 31. december klokken 23.00.

Tivolis fyrværkerimester Gunnar B. Knudsen ønsker alle Havens gæster glædelig jul og godt nytår på sin egen helt specielle måde, nemlig ved at pryde himlen over forlystelseshaven og København med fortryllende julefyrværkeri i juledagene og nytårsaften. Klokken 21.45 på første og anden juledag kan man således afslutte juleturen i Tivoli med at overvære de unikke fyrværkerishows, eller man kan slutte 2022 af med et spektakulært nytårsshow, hvor der bliver spillet på alle krudt-tangenterne. Skal man tro Gunnar Knudsen, kan man allerede nu godt begynde at glæde sig.

Gunnar B. Knudsen siger om de tre shows:

– Et godt fyrværkerishow foregår med åben mund og polypper. Det skal underholde og holde opmærksomheden, og det kommer de her shows til. Til jul har jeg forberedt to meget stemningsfulde og meget forskellige shows. De er faktisk så forskellige, at man skulle tro at de var lavet af to forskellige fyrværkerimestre. Både raketter, farver og effekter er vidt forskellige på de to dage. Tempoet bliver også meget varieret, så man kan roligt komme i Tivoli begge dage, for det vil være to helt forskellige oplevelser. Og så er der jo også Nytårsshowet den 31. december, som bliver mere bombastisk og med fuld knald på. Der bliver tempoet højt fra starten, og sådan fortsætter det.

Fyrværkeri har en lang tradition i Tivoli. Havens grundlægger, Georg Carstensen, arrangerede forestillinger med ”bengalske flammer” som trækplaster før Tivolis første sæson i 1843. Dengang lå der en fyrværkerifabrik ved Stadsgraven lige bag Divan 2. Selve afbrændingen af fyrværkeriet foregik på en estrade lige uden for Haven.

Grunden til det arrangement var, at man ikke kunne transportere fyrværkeri over store afstande, men man kunne på den anden side heller ikke skyde det af midt imellem folk; kemikalierne var ikke sikre nok. Fyrværkerierne fandt sted på særlige festaftener, hvor der også var såkaldt brillant illumination. Det indebar, at der blev tændt lys på bygninger og i træer og bede.

Dette var ingen enkel sag, for der var tale om glas fyldt med olie med en lille flyde-væge monteret i forskellige holdere. Hver eneste lampe skulle altså tændes manuelt. En aften med festbelysning sluttede med fyrværkeri. Tivolis første og faste fyrværker var Gaëtano Amici, som Carstensen havde inviteret fra Italien.

fyrværkeri tivoli
Her ses åbningsfyrværkeri fra taget på Tivolis Koncertsal. (Foto: Lasse Salling)

Læs også: Lav Cakenhagens mousse af hvid chokolade

34-årig idømt tre års fængsel for indsmugling af over 400 kg hash

En 34-årig mand fra Københavnsområdet er idømt tre års ubetinget fængsel for at have indsmuglet over 400 kg hash fra Spanien til Danmark.

National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) har onsdag ved en tilståelsessag i Københavns Byret fået idømt en 34-årig mand tre års ubetinget fængsel for indsmugling af i alt 429,2 kg hash.

Den 34-årige har tilstået, at han i januar 2021 arrangerede indsmuglingen af hash fra Spanien via Tjekkiet og selv overdragede 100.000 euro til en kurér, da han modtog leverancen i Fredericia. Politiet kom på sporet af den nu dømte gennem den krypterede beskedtjeneste SKY ECC, hvor en profil, der kunne knyttes til ham, dukkede op forbindelse med en anden efterforskning.

Specialanklager ved NSK, Rasmus von Stamm, udtaler:

– Jeg er tilfreds med dommen. Straffen afspejler, at det er en alvorlig forbrydelse at indsmugle hash til Danmark, men også at den dømte har lagt kortene på bordet og tilstået sin rolle i indsmuglingen.

skunk hash
34-årig idømt tre års fængsel for indsmugling af over 400 kg hash …  (Foto: Unsplash)

Læs også: Eftersøgt kørte vanvidskørsel med narko

Flittige bybier er bag årets honningkagehjerte fra Lagkagehuset

Kanel, appelsin, nelliker og kardemomme. I Lagkagehusets bagerbutikker dufter der af jul, og i år byder julesortimentet blandt andet på krydrede honninghjerter og -snitter, der i samarbejde med Bybi er lavet med 100 % ren og naturlig honning fra flittige bier i storbyen.

Mens det udenfor er koldt og mørkt, indfinder julehyggen sig i de danske hjem med varme tæpper, ild i pejsen og julebag. I den søde juletid kan man til og med den 26. december få krydrede honningkagehjerter og -snitter i Lagkagehusets bagerbutikker, der i år har indgået et samarbejde med det københavnske honningfællesskab Bybi.

Med honning fra Bybi er Lagkagehusets honninghjerter og honningsnitter bagt med 100 % ren og naturlig honning fra bybier i København. Honning fra Bybi dyrkes på små bigårde fordelt ud over københavnske hustage og i haver og parker som Botanisk Have og Fælledparken, hvor frivillige er med til at passe bierne og høste honningen.

– Vi er enormt glade for samarbejdet med Lagkagehuset denne jul. Honninghjertet har en helt særlig betydning for mange danskere og er ofte noget, vi deler med en, vi har kær. Det repræsenterer på mange måder et fællesskab og omtanke for andre, som vi virkelig kan spejle os i. Hos Bybi arbejder vi for en by, hvor alle slags bier, blomster og mennesker kan trives. Vores honning er lavet med omtanke for både mennesker og biers velbefindende, og vi er utroligt glade og stolte af at levere honning til årets hjerter, og håber at kunne inspirere danskerne til nærvær og  fællesskab – og at plante blomster til bierne, fortæller Oliver Maxwell, stifter af Bybi.

Også hos Lagkagehuset glæder man sig over samarbejdet:

– Vi rakte ud til Bybi, fordi vi mener, de har nogle rigtige gode værdier og budskaber, som vi så en mulighed for at udbrede gennem vores platform. Honninghjertet er en af danskernes julefavoritter og oplagt som gave – og i år sender man altså ikke bare en tanke til modtageren, men forhåbentlig også en tanke til byens flittige bier gennem december, forsætteer Pernille Martinussen, produktansvarlig i Lagkagehuset.

Honninghjerterne hos Lagkagehuset er overtrukket med enten mørk eller hvid chokolade og pyntet med frysetørrede hindbær og knasende krymmel. For 15 kroner ekstra kan man hos den lokale Lagkagehuset personliggøre sit hjerte med en julehilsen eller navnet på én, man har kær. De krydrede honningsnitter består af en luftig honningkagedej, fløjlsblød smørcreme og æblemarmelade.

Om Bybi:

Bybi er en socialøkonomisk virksomhed baseret på det historiske Sundholm på Amager. Ideen til Bybi opstod i 2009 hos antropolog Oliver Maxwell, efter han cyklede forbi en bigård på vej hjem fra en julefrokost. Han ringede til biavleren og blev grebet af bierne og deres måde at skabe forbindelser på kryds og tværs af byens blomsterbede og samfund. I dag rummer Bybi 5 medarbejdere, mange frivillige og et netværk af partnere, der passer bierne på bigårde rundt omkring i København og høster og distribuerer honningen.

Læs mere om Bybi her.

honningkagehjerte lagkagehuset bybi
Bybi leverer honning til de fine honningkagehjerter … (Foto: PR)

Læs også: Bier og hjemmelavet honning på toppen af ILLUM

føtex og Salling Fondene realiserer otte lokale drømme med million-donation

Otte lokale initiativer, der styrker fællesskab og nærvær landet over, bliver de kommende måneder gennemført med støtte fra Salling Fondene via føtex. Alene siden 2018 har Salling Fondene støttet lokale ildsjæle gennem føtex-varehusene med knap 15 millioner kroner.

Snart kommer der sved på panden til ældreidræt i Odense, vandsprøjt fra landgang til kanoer og kajakker i Kolding midtby og gang i løjerne på legepladsen i Skive. Fra Frederikshavn i nord, over Varde i vest og til Nykøbing Falster i sydøst får engagerede ildsjæle nu en økonomisk håndsrækning fra Salling Fondene til at realisere de lokale initiativer.

I alt otte lokale, borgerdrevne projekter bliver en realitet, efter at føtex og Salling Fondene ovenpå en skarp udvælgelsesproces endnu en gang sætter tryk på de lokale ambitioner.

Salling Fondene har i samarbejde med føtex udvalgt de mest lovende projekter, der forventes gennemført i 2023. Ansøgninger til projekterne kommer fra lokale foreninger og borgere og er indsamlet via føtex-varehuse landet over.

Overskuddet fra føtex og resten af Salling Group investeres hvert år tilbage i forretningen i form af lavere priser, bredere vareudvalg og moderniserede butikker eller doneres af Salling Fondene tilbage til samfundet. Til gode formål, der skaber en bedre hverdag for danskerne.

Per Bank, bestyrelsesformand i Købmand Ferdinand Sallings Mindefond (den ene af Salling Fondene), glæder sig over det todelte formål.

– En meget væsentlig del af vores formål og drivkraft i Salling Group og Salling Fondene er, at vi hvert år kan støtte gode formål. De lokale projekter som vi er med til at realisere gennem føtex, gør en reel forskel tæt på borgerne og styrker det helt nære fritidsliv og det lokale sammenhold, siger Per Bank.

Hvert af de otte lokale initiativer har kunnet søge op til 300.000 kroner.

Lokale ildsjæle brænder igennem … Udover de lokale donationer fra Salling Fondene støtter hvert enkelt føtex-varehus hvert år yderligere lokale tiltag med mindre beløb, ligesom at føtex’ kunder bidrager til det blomstrende, lokale fritidsliv. Med et bip på pantautomaterne donerede kunderne sidste år mere end 1,2 millioner kroner.

til foreninger og initiativer i lokalsamfundet, og den fælles indsats fra fonde, kunder og medarbejdere glæder føtex-direktør Anja Madsen.

– Når vi sammen tager ansvar for at skabe en bedre hverdag, kan vi virkeligt rykke noget lokalt. Det er fantastisk at opleve de frivillige foreningers entusiasme for nye borgerdrevne projekter, og samtidig er jeg oprigtigt imponeret over den lokale idérigdom og stolt af mine kollegers engagement for at forstærke det lokale sammenhold over alt i Danmark, fortæller Anja Madsen.

Med de otte nye projekter har Salling Fondene via føtex i alt støttet 62 borgerdrevne projekter i 44 byer fordelt ud over hele Danmark.

De otte projekter er indstillet gennem lokale føtex-varehuse, der i nærområdet har søgt specifikt efter initiativer, som styrker sociale fællesskaber og tiltag med fokus på bæredygtighed samt understøtter sundhed og bevægelse lokalt.
Salling Fondene står bag donationerne til unikke oplevelser og styrket sammenhold i nærmiljøet, og initiativerne er:

Ungemiljø på Palmestranden – Frederikshavn
Flydeponton i fjorden – Faaborg
Natur- og Aktivitetspark Spentrup – Randers
Overdækket udendørs træningshal – Odense
Anlægsbroer for småbåde på åen i bymidten – Kolding
Oplevelsesrig samlingsplads for hele lokalområdet – Skive
Torvescene i midtbyen – Varde
Træningsrum og sammenhold – Nykøbing Falster

Om Salling Fondene:

Salling Fondene er eneejer af Salling Group, som omfatter blandt andet føtex, Netto, Bilka, BR og Salling stormagasiner. Fondene har gennem en årrække bidraget til en lang række lokale og nationale initiativer og projekter til glæde og gavn for mennesker i hele Danmark inden for blandt andet uddannelse, kultur, kirke og idræt. Alene siden 2012 har Salling Fondene doneret godt 1,8 milliard kroner til velgørende formål.

salling group
Salling Group støtter atter lokale initiativer … (Foto: PR)

Læs også: Salling Group forlænger prisloft

Sager om uberettigede opslag i CPR-register skal nu i retten

Anklagemyndigheden ved Sydøstjyllands Politi sender nu to sager i retten, hvor to offentligt ansatte kvinder på henholdsvis 61 år og 48 år siden september 2021 har været mistænkt for uberettiget at have slået flere borgere op i CPR-registret.

Det var kvindernes egen arbejdsplads Horsens Kommune, der den 20. september 2021 anmeldte de to kvinder til Datatilsynet og Sydøstjyllands Politi. Sydøstjyllands Politi har siden efterforsket, og Anklagemyndigheden ved Sydøstjyllands Politi har nu efter at have vurderet sagerne sendt dem i retten til berammelse.

Alle anklagepunkter mod de to kvinder omhandler overtrædelse af straffelovens § 155, da de begge mistænkes for i flere tilfælde at have misbrugt deres stilling til uberettiget at indhente oplysninger om flere borgere. Den 61-årige kvinde mistænkes for 31 forhold og den 48-årige kvinde for 26 forhold.

Retten skal nu beramme sagerne, hvorefter de skal behandles i retten, der træffer endelig afgørelse i sagerne.

Sydøstjyllands Politi har, mens sagerne behandles ved retten, ikke yderligere oplysninger at dele med offentligheden om dem.

Fakta:
Straffelovens § 155: Misbruger nogen, som virker i offentlig tjeneste eller hverv, sin stilling til at krænke privates eller det offentliges ret, straffes han med bøde eller fængsel indtil 4 måneder. Sker det for at skaffe sig eller andre uberettiget fordel, kan fængsel indtil 2 år anvendes.

 

computer arbejde job
Sager om uberettigede opslag i CPR-register skal nu i retten … (Foto: Pexels)

Læs også: Ung mand kendt skyldig i drab på sin hustru

Dagens billede: Bedre sent end aldrig

Fredagsfjol: Klar til jul 😍

· Mere fra samme kategori ·