Læs også:

Close
Black friday, shopping, online

NEWS: Over halvdelen af danskerne forventer at handle på Black Friday

Nyheder  | 

Over halvdelen af danskerne forventer at handle på Black Friday · Kvinde dømt for at fremme terrororganisationen Islamisk Stat · ‘Apolonia, Apolonia’ vinder hovedprisen på IDFA · De største resultater på COP27 blev skabt i kulissen · 33-årig mand kendt skyldig i drab på sin hustru · Dagens video: Den vilde videnskab

Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.

Over halvdelen af danskerne forventer at handle på Black Friday

Black Friday og Cyber Monday er populært blandt forbrugerne igen i år. Danskerne fastholder deres forbrug på Black Friday, på trods af at de generelt oplever stigende priser og inflation. Det viser en ny Black Friday-undersøgelse fra PwC og Opinium.

I samarbejde med Opinium har PwC spurgt ca. 2.000 danskere om deres planer for Black Friday, og ifølge undersøgelsen er over halvdelen (56 %) interesserede i at handle i forbindelse med Black Friday eller Cyber Monday. 18 % forventer at handle, og 38 % regner med at handle, hvis der byder sig en god handel. Kun 21 % er slet ikke interesseret i Black Friday.

– Black Friday er relativt populært blandt danskerne, der ser udsalget som en mulighed for at spare penge og samtidig få mere ud af julegavebudgettet. Af dem, der er interesseret i Black Friday, planlægger 65 % at købe noget til dem selv, og hele 71 % planlægger at købe noget til deres familie, fortæller Henrik Trangeled Kristensen, partner og industrileder for retail i PwC.

Undersøgelsen viser desuden, at danskerne forventer at bruge 2.037 kroner i gennemsnit på udsalget i forbindelse med Black Friday og Cyber Monday. Det er en lille stigning fra sidste år, hvor de i gennemsnit brugte 2.008 kr. Desuden planlægger mænd at bruge flere penge end kvinder (2.510 kr mod 1.550 kr).

– Pengene sidder lidt løsere, når der er gode tilbud i sigte, selvom danskerne ifølge undersøgelsen har oplevet prisstigninger indenfor stort set alle varekategorier den seneste tid. Det er dog vigtigt for danskerne at undgå at stå for meget i kø. Hvis der er for meget travlhed i butikkerne, ellers hvis de ikke har varerne på lager, går forbrugerne andre steder hen eller handler online. Det er også afgørende, at man som forbruger føler, man gør en reel, god handel i forbindelse med Black Friday, forklarer Henrik Trangeled Kristensen.

De danskerne, der planlægger at bruge færre penge i år på Black Friday end sidste år, er generelt forsigtige med deres forbrug i år. Det svarer hele 63 % i år mod 38 % sidste år. De danskere, der planlægger at bruge flere penge på udsalget i år, håber, at flere butikker har varer på tilbud (35 %), og at de kan spare penge på julegaver (31 %).

– Inflationen har generelt lagt en dæmper på en stor del af danskernes købelyst, og 7 ud af 10 har ændret deres adfærd i forhold til sidste år. I gennemsnit forventer danskerne dog at bruge lidt flere penge end sidste år på Black Friday, siger Henrik Trangeled Kristensen og fortsætter:

– Det er afgørende for de danskere, der forventer at bruge flere penge på udsalget i år, at flere butikker har varer på tilbud, og at der er reelle, gode tilbud, hvor der kan spares penge på julegavebudgettet. Han henviser til, at hver fjerde forbruger forventer at købe op til en fjerdedel af deres julegaver på Black Friday og Cyber Monday.

PwC’s Black Friday-undersøgelse viser, at 4 ud af 10 danskere, der planlægger at bruge penge på Black Friday og Cyber Monday, forventer at bruge penge på tøj, sko og accessories, og de fleste planlægger at bruge det samme beløb som sidste år. Knap hver fjerde (23 %) dansker planlægger at bruge flere penge på elektronik end sidste år.

De fleste danskere planlægger desuden at købe deres udsalgsvarer online med levering, mens knap en tredjedel planlægger at købe deres udsalgsvarer i fysiske butikker. 16 % vil købe deres udsalgsvarer online med click and collect, og 3 % vil benytte sig af såkaldte ‘voice recognition devices’.

– En stor andel shopper online med levering. Derfor er det afgørende som online-forhandler at have styr på sine forsyningskæder, da man risikerer at miste kunderne igen, hvis ikke de modtager deres køb til tiden, eller hvis de modtager den forkerte eller en beskadiget vare. Når man leverer de rigtige produkter til tiden, så er der langt større chance for, at kunderne kommer igen, slutter Henrik Trangeled Kristensen.

Om undersøgelsen:
PwC har i samarbejde med Opinium har spurgt godt 2.000 repræsentativt udvalgte danskere om holdning, forventninger og forbrug til Black Friday og Cyber Monday. Undersøgelsen foretages i en række andre europæiske lande, herunder Frankrig og Tyskland.

Black friday, shopping, online
Danskerne gør klar til at shoppe på fredag … (Foto: PR)

Læs også: Læs de gode Black Friday råd før du shopper

Kvinde dømt for at fremme terrororganisationen Islamisk Stat

En 35-årig kvinde blev mandag idømt tre års fængsel for at være indrejst i et konfliktområde i Syrien og dér at have fremmet virksomheden for terrororganisationen Islamisk Stat (IS).

En 35-årig kvinde er ved Retten i Esbjerg idømt tre års fængsel for at være indrejst og have opholdt sig i et konfliktområde i Syrien og dér at have fremmet virksomheden for terrororganisationen Islamisk Stat (IS). Sagen blev gennemført som en tilståelsessag ved Retten i Esbjerg efter reglerne i retsplejelovens § 831. Der blev rejst tiltale under retsmødet, da kvinden erkendte sig skyldig i sigtelserne i retsmødebegæringen.

Kvinden, der er dansk statsborger, blev i oktober 2021 sammen med sine børn evakueret fra Roj-lejren i det nordøstlige Syrien. Kvinden blev ved evakueringen til Danmark den 7. oktober 2021 anholdt og har været varetægtsfængslet siden.

Kvinden blev dømt for uden tilladelse at være indrejst og have opholdt sig i al-Raqqa-distriktet i Raqqa-provinsen og Deir al-Zour-provinsen i Syrien, der i perioden var defineret som konfliktområder, og hvor terrororganisationen IS var part i en væbnet konflikt. Kvinden blev ligeledes dømt for at have fremmet IS’s aktiviteter, navnlig ved at virke som husmor for og hustru til en person, som var aktiv i IS. Tiltalen mod kvinden skete efter straffelovens § 114 e, 1. pkt., og § 114 j.

Sagen mod kvinden er rejst af Statsadvokaten i Viborg. Kvinden modtag dommen og blev fængslet efter domsafsigelsen. Anklagemyndigheden har nu 14 dage til at beslutte, om dommen skal ankes til Vestre Landsret.

dom retssal hammer
Kvinde dømt for at fremme terrororganisationen Islamisk Stat … (Foto: Unsplash)

Læs også: Tre personer såret ved terrorhandling i London

‘Apolonia, Apolonia’ vinder hovedprisen på IDFA

Lea Glob’s dokumentarfilm ‘Apolonia, Apolonia’ har i torsdags aften modtaget hovedprisen på verdens vigtigste dokumentarfestival: IDFA – International Documentary Filmfestival Amsterdam.

‘Apolonia, Apolonia’ har siden verdenspremieren i festivalens internationale hovedkonkurrence været centrum for stor international opmærksomhed. Festivaljuryen har nu overrakt Lea Glob prisen for bedste film ved aftenens awardshow.

Med et anakronistisk bohememiljø og det parisiske kunstakademi som bagtæppe følger publikum over en periode på 13 år den unge Apolonias personlige og kunstneriske udvikling – fra den tidlige pleje af et ungt talent, til hun tager springet ud i den kommercielle kunstverden. Filmen er en coming-of-age historie, der tager et eksistentielt dyk ned i en ung kvindes tanker om seksualitet, kunst, idealisme og kærlighed.

‘Apolonia, Apolonia’ er Lea Globs første lange dokumentar som soloinstruktør. Sammen med medinstruktør Petra Costa vandt hun Nordic Dox prisen for ’Olmo and the Seagull’ ved CPH:DOX i 2014, hvor hun også modtog Reel Talent-prisen. Sammen med Mette Carla Albrechtsen instruerede hun ’Venus’ (2016), der omhandler ungt kvindeligt begær. Filmen blev vist på IDFA samme år.

Lea Glob er uddannet dokumentarfilminstruktør fra Den Danske Filmskole i 2011. Hendes afgangsfilm ’Mødet med min far Kasper Højhat’ (2011) blev nomineret til en Robert.

Sidsel Lønvig Siersted har produceret ‘Apolonia, Apolonia’ af for Danish Documentary Production med støtte fra Filminstituttet.

IDFA-festivalen løb frem til den 20. november. Læs mere på festivales hjemmeside her.

Her ses still fra filmen … (Foto: PR)

Læs også: Filmanmeldelse: ‘She said’

De største resultater på COP27 blev skabt i kulissen

COP27 i Sharm el-Sheikh sluttede med en markant håndsrækning til udviklingslandene. Trods stor modstand fra en række velstående lande, bliver der oprettet en fond, som kan være med til at dække udviklingslandenes tab i forbindelse med oversvømmelser, storme og andre klimakatastrofer. De største fremskridt på klimakonferencerne sker dog uden for forhandlingslokalerne. Det skyldes ikke mindst, at virksomhederne involverer sig stærkt og skubber på for at få hastighed i den grønne omstilling.

–  Med den nye fond har udviklingslandene stort set fået, hvad de kom til Egypten efter. Det er et markant politisk resultat, og det er godt for tilliden mellem de rige og fattige lande, siger Kristian Jensen, adm. direktør i Green Power Denmark.

Der går formentlig et stykke tid, før fonden vil begynde at udbetale erstatning til de lande, der bliver ramt af alvorlige klimaskader.

–  Det er for eksempel et stort uløst spørgsmål, om Kina nu er i en position, hvor de skal bidrage til en kommende fond, eller om de er blandt de mulige modtagere af erstatning i forbindelse med klimakatastrofer. Set med vores europæiske øjne er en af de store udfordringer under klimaforhandlingerne, at Kina stadig ser sig selv som et udviklingsland, som har krav på hjælp, siger Kristian Jensen.

Det er fortsat målet for verdens lande at holde temperaturstigningen på kloden under 1,5 grader. Men på de årlige klimakonferencer tager politikerne kun små skridt for at sikre den ambition.

Det går noget stærkere uden for forhandlingslokalerne, hvor virksomhederne lægger konkrete planer. I kulissen på COP’erne er der i de senere år kommet flere og flere deltagere fra erhvervslivet.

–  Vedvarende energi er i dag billigere end andre energikilder, og det er i sig selv med til at sætte fart på omstillingen. En række danske virksomheder opererer for eksempel over hele kloden, hvor de enten opstiller, rådgiver om eller finansierer vedvarende energi. Det er der, vi skal finde den optimisme, som er helt nødvendig for, at vi når vores klimaambitioner, siger Kristian Jensen.

Virksomhedernes dominerende rolle ses mest markant inden for den grønne omstilling af skibsfarten. Den internationale skibsfart er ikke en del af Paris-aftalen, og udviklingen bliver næsten udelukkende drevet af private virksomheder – ikke mindst rederiet Mærsk og teknologivirksomheden Topsoe.

–  Det er et klokkeklart eksempel på, at virksomhederne ikke har tålmodighed til at vente på, at der bliver indgået internationale aftaler. De driver udviklingen vel vidende, at det er forbundet med store økonomiske risici, siger Kristian Jensen.

Green Power Denmarks administrerende direktør understreger, at de årlige klimaforhandlinger stadig er ekstremt vigtige. Det kræver politisk vilje og markante aftaler, hvis udviklingslandene skal have hjælp til at tilpasse sig klimaforandringerne. Det er også nødvendigt at bøje enderne, så de rige lande hjælper med at dække skader, der opstår på grund af dramatisk vejr.

–  Klimaforandringerne kommer til at skabe enorme udfordringer for os alle – direkte eller indirekte. Hvis vi skal have en klode, hvor vi ikke skal kæmpe om enhver beboelig centimeter, er det helt nødvendigt, at vi bliver enige om, hvordan vi bekæmper klimaforandringerne og hjælper dem, som bliver ramt, siger Kristian Jensen.

natur verden kloden klima (Foto: Unsplash)
De største resultater på COP27 blev skabt i kulissen … (Foto: Unsplash)

Læs også: COP27 afslutter – her er højdepunkter

33-årig mand kendt skyldig i drab på sin hustru

En 33-årig mand blev mandag kendt skyldig i drab ved Retten i Sønderborg af et enigt nævningeting. Den 33-årige mand blev kendt skyldig i at have dræbt sin 27-årige hustru lørdag den 29. januar på asylcenteret Aaløkke i Løgumkloster. Den 33-årige mand har i retten tilstået vold med døden til følge, men nægtet at der var tale om drab.

Syd- og Sønderjyllands Politi fik en anmeldelse fra asylcenteret den 29. januar klokken 19.11. Den 33-årige blev anholdt, og den 27–årige kvinde blev kørt til skadestuen ved sygehuset i Aabenraa, hvor hun blev erklæret død klokken 21.55. Af den efterfølgende obduktionsrapport fremgik, at der var 26 læsioner på kroppen.

Nævningetinget ved Retten i Sønderborg tog mandag stilling til strafudmålingen og idømte ham 12 års fængsel for drab samt udvist for bestandig og blev arveretsretsfrakendt. Den 33-årige mand blev i fredags af et enigt nævningeting dømt skyldig i at have dræbt sin 27-årige hustru lørdag den 29. januar på asylcenteret Aaløkke i Løgumkloster. Den 33-årige mand har i retten tilstået vold med døden til følge, men nægtet at der var tale om drab.

Den 33-årige mand udbad til betænkningstid med hensyn til at anke dommen. Han blev fængslet efter domsafsigelsen. Byrettens afgørelse kan ankes til landsretten.

Nævningeting:
Nævningesager er sager, hvor anklageren kræver fængselsstraf på fire år eller mere, eller hvor den tiltalte kan blive dømt til forvaring eller anden anbringelse.

Et nævningeting ved byretten består tre juridiske dommere og seks nævninge.

Hver dommer og hver nævning har én stemme. Nævningene afgiver altid deres stemme først.

Ved et nævningeting afgør de juridiske dommer og nævningene først skyldsspørgsmålet. Efter afklaring af skyldsspørgsmålet voterer både anklageren og forsvareren straffepåstanden, der efterfølgende afgøres af nævningetinget.

vred mand vold
Nævningeting kender mand skyldig i drab på kone … (Foto: Pexels)

Læs også: Politi sikrer tryghed på asylcentre

Dagens video: Den vilde videnskab

 

· Mere fra samme kategori ·