Læs også:

Close
easypark parkering

NEWS: Stigende priser får danskerne til at køre mindre i bil og tage cykel og bus til arbejdet

Nyheder  | 

Stigende priser får danskerne til at køre mindre i bil og tage cykel og bus til arbejdet · Ægtepar idømt fængselsstraf for salg af kopitøj  · A.P. Møller – Mærsk tilslutter sig Dansk Industri · Boris Johnson ude af loopet · Fængselsstraf for at have transporteret 74 millioner kroner over Øresund · Dagens billede: Kæledyrenes indflydelse på klimakrisen

Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.

Stigende priser får danskerne til at køre mindre i bil og tage cykel og bus til arbejdet

De høje benzinpriser har fået fire ud af 10 (38%) danskere til at ændre vaner på arbejdet og køre mindre i bil i løbet af arbejdsdagen. Lidt flere (41%) tager oftere cyklen eller offentlig transport til arbejdet, viser en ny undersøgelse, som Kantar Gallup har udført for parkeringsappen EasyPark.

Inflationen påvirker danskernes adfærd, og de stigende priser har også sat sig i vores transportvaner. Flere har droppet bilen til fordel for cykel og offentlig transport. Knap hver fjerde (23 %) tager cyklen mere, og knap hver femte (18 %) svarer, at de oftere har brugt offentlig transport, når de skal til og fra arbejde.

– Den generelle inflation har klart en effekt. Der er kommet en stærk bevidsthed blandt danskerne om at skrue ned for udgifterne og spare penge. Her er de høje brændstofpriser ingen undtagelse, fortæller Bernd Reul, direktør for EasyPark i Danmark.

Udviklingen viser sig især blandt de 18-25-årige, hvor 57 procent har øget deres brug af enten cykel eller offentlig transport, når de transporterer sig til arbejde.

Den begrænsede brug af bil på jobbet ser ud til at hænge sammen med en øget brug af onlinemøder. I hvert fald svarer 36 procent i undersøgelsen, at de bruger bilen mindre, fordi onlinemøder kan erstatte de fysiske møder.

– Hjemmearbejdspladserne bliver stadig brugt flittigt i mange brancher, nu også drevet af besparelser på pendlingen, siger Bernd Reul.

Problemer med at finde en parkeringsplads og bøvl med køer og lange transporttider er det, der irriterer danskerne allermest, når de bruger deres bil i arbejdstiden. I undersøgelsen svarer 37 procent af danskerne, at problemer med at finde en parkeringsplads er det største problem, mens køretid og trafik er en udfordring for 34 procent.

easypark parkering
Stigende priser får danskerne til at køre mindre i bil og tage cykel og bus til arbejdet … (Foto: PR)

Læs også: Klumme: Tanker fra cykelturen

Ægtepar idømt fængselsstraf for salg af kopitøj

Et ægtepar  blev i fredags idømt en betinget fængselstraf for varemærkekrænkelser under skærpende omstændigheder. Den ene blev desuden dømt for at have givet oplysninger til politiet med intention om, at en uskyldig skulle sigtes eller dømmes.

Der var tale om et brud på varemærkeloven, da et ægtepar – en mand på nu 44 år og en kvinde på 32 år – satte en stor mængde kopitøj til salg på et kræmmermarked. I dag har National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) fået dem idømt henholdsvis 14 og 30 dages betinget fængsel.

Dommen faldt i Retten på Frederiksberg, hvor det også blev fundet bevist, at kvinden havde givet urigtige oplysninger til politiet med intention om, at en anden skulle sigtes eller dømmes for salget af kopitøjet.

Sagen startede, da politiet i september 2019 modtog en anmeldelse om, at der formentlig skete salg af kopitøj på Bellahøj Kræmmermarked. Anmelderen mente, at kvaliteten af tøjet var ringe ligesom priserne var urealistisk lave, og at der derfor måtte være tale ulovligt salg af beklædningsgenstande.

Da en patrulje fra Københavns Politi undersøgte boden blev der fundet og siden beslaglagt over 330 tøjdele påført kendte varemærker såsom Armani, Burberry, Calvin Klein, Chanel, Fendi, Gucci, Louis Vuitton og Moncler. Der var både tale om tøj, sko, tasker og solbriller, som var sat til salg for cirka 50 til 450 kroner.

I forbindelse med efterforskningen indleverede kvinden en kvittering som et bevis for, at hun havde købt kopitøjet i god tro. Kvitteringen indeholdt både navn, adresse og CPR-nummer.

Det var dog politiets opfattelse, at oplysningerne på kvitteringen var falske med intention om, at en anden skulle sigtes eller dømmes for salg af kopiprodukter.

Retten fandt det bevist, at ægteparret havde fortsæt til at sælge kopiprodukter som krænkede kendte varemærker, og de blev derfor dømt for varemærkekrænkelser under skærpende omstændigheder. Foruden en betinget fængselsstraf blev manden idømt 30 timers samfundstjeneste, mens kvinden blev idømt 40 timers samfundstjeneste.

Retten fandt det også bevist, at oplysninger på kvitteringen var falske, og at kvinden havde intention til at få en anden sigtet eller dømt.

Senioranklager hos NSK, Amir Amirian, udtaler:

– Dommen i dag sender efter min opfattelse et tydeligt budskab om, at salg af kopiprodukter ikke tolereres. Forbrugere skal trygt kunne købe tøj uden, at de risikerer at købe kopiprodukter, uagtet om det er i en butik eller på et kræmmermarked. Salget af kopiprodukter svækker forbrugernes tillid til virksomhederne, ligesom det svækker kendte mærkers renommé.

chanel kopivare
At kunne købe mærkevarer utrolig billigt bør altid være et ‘red flag’ for alle … (Foto: MY DAILY SPACE)

Læs også: 4 ud af 10 unge har købt kopivarer uden at vide det

A.P. Møller – Mærsk tilslutter sig Dansk Industri

Danmarks største virksomhed melder sig ind i Dansk Industri. Med A.P. Møller – Mærsks medlemskab er hele transport- og logistikbranchens værdikæde herhjemme fremover samlet i en og samme erhvervsorganisation.

Hos Dansk Industri glæder man sig over det nye samarbejde.

– Vi har i flere år haft et tæt samarbejde med A.P. Møller – Mærsk igennem en række Mærsk-ejede datterselskaber, der allerede optræder som medlemsvirksomheder. Nu træder transport- og logistikkoncernen A.P. Møller – Mærsk som samlet selvstændig virksomhed ind i Dansk Industri, og vores bånd styrkes yderligere. A.P. Møller – Mærsk er en global samfundsaktør med blandt andet store ambitioner på den grønne omstilling. Det er ambitioner, vi er fælles om, og jeg ser derfor en stor værdi i samarbejdet på tværs af værdikæder med udgangspunkt i vores fælles kompetencer, siger Lars Sandahl Sørensen, adm. direktør i Dansk Industri.

Med medlemskabet af Dansk Industri tilfører A.P. Møller – Mærsk, – og virksomhedens tilhørende selskaber, – mere end 105.000 ansatte i 130 lande til organisationens værdikæde inden for transport og logistik.

– Vi ser frem til et tættere samarbejde med Dansk Industri og ikke mindst til at blive en del af Dansk Industris brede netværk af danske virksomheder. Medlemskabet supplerer vores øvrige engagementer med brancheforeninger i Danmark rigtig godt. I og med at Mærsks aktiviteter strækker sig ud over shipping og har et markant fokus på at udvikle logistik-forretningen på land, passer medlemskabet oplagt godt ind i vores strategiske retning, siger Caroline Pontoppidan, SVP, General Counsel & Head of Corporate Affairs, A.P. Møller – Mærsk.

Dansk Industri er Danmarks største arbejdsgiver- og erhvervsorganisation, der repræsenterer over 19.000 små og store virksomheder fra stort set alle grene af dansk erhvervsliv over hele landet. Dansk Industri varetager medlemmernes arbejdsgiver- og politiske interesser – både lokalt og globalt ved hjælp af tusindvis af aktive medlemmers opbakning og engagement.

a p møller mærsk
VIdste du, at A. P. Møller – Mærsk’ hovedkontors bygning kaldes ‘huset med de blå øjne’ … (Foto: MY DAILY SPACE)

Læs også: Virksomhederne er hårdere ramt af prisstigningerne end forbrugerne

Boris Johnson ude af loopet

Hele weekenden gik der meldinger om, at Boris Johnson måske ville gøre et kontroversielt come back. Men nu har Boris Johnson udelukket sig selv fra kapløbet om at blive den næste konservative partileder og premierminister.

Johnson har udtalt til BBC, at der havde været en ‘meget god chance’ for, at han ville have haft succes, hvis han havde stillet op, men tilføjede, at der skulle være ‘et forenet parti i parlamentet’ man så frem til.

Løbet begyndte torsdag, efter at Liz Truss trak sig som premierminister efter 45 dage i jobbet. Den tidligere kansler Rishi Sunak og ministeren Penny Mordaunt forbliver stadig i konkurrencen.

Læs også: Boris Johnson bliver ny premiereminister

Fængselsstraf for at have transporteret 74 millioner kroner over Øresund

Der var tale om hvidvask af særligt grov beskaffenhed, da en kurer adskillige gange smuglede millionbeløb i kontanter fra Danmark til Sverige. National enhed for Særlig Kriminalitet fulgte med i kurerens færden, og han er nu idømt tre års ubetinget fængsel.

Store millionbeløb i kontanter blev af 37 omgange ulovligt fragtet fra Danmark til Sverige af en 29-årig kurer. National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) har nu fået ham idømt tre års fængsel for hvidvask.

Det skete sidste tirsdag ved Københavns Byret, hvor den 29-årige årige mand, der er syrisk statsborger, men bosiddende i Sverige, over for en dommer tilstod i en periode mellem januar og juni 2022 at have opsamlet kontanter på en lang række forskellige adresser i københavnsområdet, hvorefter han i en VW Golf kørte pengene over Øresundsbroen og afleverede dem i Sverige.

Der var i alt tale om 74 millioner kroner, som blev gemt i et skjult rum i den svensk indregistrerede bil. Omkring to millioner kroner i kontanter blev transporteret til Sverige ad gangen.

– Der er tale om en sag, hvor kureren efter anklagemyndighedens opfattelse har været en del af et organiseret hvidvasknetværk med tråde til udlandet. Der er tale om en grov form for samfundsnedbrydende kriminalitet, som er uhyre vigtig at få stoppet og slået hårdt ned på. Sagen hviler på grundigt efterforskningsarbejde, og det er tilfredsstillende, at Københavns Byret har takseret kurerens rolle i hvidvasknetværket til tre års fængsel, udtaler senioranklager i NSK, Halit Sert.

Ved anholdelsen af den nu dømte mand blev der fundet 2,9 millioner kroner i kontanter. Pengene er nu konfiskeret og tilfalder statskassen. Den 29-årige mand blev udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig.

Yderligere tre personer er fortsat varetægtsfængslet i sagen.

dom dømt retten
Fængselsstraf for at have transporteret 74 millioner kroner over Øresund … (Foto: Unsplash)

Læs også: Store pengebeløb beslaglagt i Københavns Lufthavn

Dagens billede: Kæledyrenes indflydelse på klimakrisen

· Mere fra samme kategori ·