
4 ud af 10 danske unge har købt kopivarer uden at vide det
4 ud af 10 danske unge har købt kopivarer uden at vide det · Britisk statsborger tiltalt i sag om dødelig skibskollision · Ny podcast taler højt om menstruation · Erhvervsministeren tager forskud på Tour de France med erhvervslivet · Politiet satte ind overfor ulovlige biler i weekenden · Dagens video: Ænderne går viralt
Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.
4 ud af 10 danske unge har købt kopivarer uden at vide det
Mange danske unge mellem 15 og 24 år er kommet til at købe kopivarer, uden at vide det, inden for det sidste år. Det viser en ny omfattende undersøgelse fra den europæiske varemærkeorganisation.
Danske unge har svært ved at spotte, om de køber den ægte vare eller et forfalsket produkt, når de handler på nettet. Det viser en ny rapport fra den europæiske varemærkemyndighed EUIPO.
Hele 43 pct. i alderen mellem 15 og 24 år har købt kopivarer uden at vide det, men mange køber også forfalskede varer helt bevidst. 39 pct. af de unge angiver, at de bevidst har købt kopivarer, hvilket er 2 pct. point højere end EU-gennemsnittet. Undersøgelsen viser samtidig, at de danske unge, som bevidst har købt kopivarer, især har købt: Tøj og accessoires (13 pct.), elektronik (11 pct.), fodtøj (9 pct.) og hygiejneprodukter (9 pct).
Hvad de unge ikke er opmærksomme på er, at de risikerer at sætte deres helbred på spil. For eksempel kan forfalsket kosmetik og tøj indeholde sundhedsskadelige stoffer. Og forfalsket elektronik, for eksempel mobilopladere, kan risikere at bryde i brand. Desuden kan man risikere at støtte organiserede kriminelle grupper, som ofte også kan være involverede i andre former for alvorlig kriminalitet – fx handel med narkotika, ulovlig våbenbesiddelse eller menneskehandel.
– Når så mange danske unge risikerer at udsætte sig selv for fare, og for at støtte organiseret kriminalitet, har vi en vigtig opgave i at oplyse dem om, hvordan de handler sikkert og oplyst på nettet. Det ulovlige salg af kopivarer har samtidig alvorlige konsekvenser for det danske samfund og vores erhvervsliv. De danske virksomheder går glip af store indtægter, når deres produkter, som er resultatet af hårdt arbejde, bliver kopieret, siger Barbara Suhr-Jessen, sektionschef hos Patent- og Varemær-kestyrelsen.
For at gøre de unge forbrugere bedre til at spotte forfalskede varer, når de handler på nettet, lancerer Patent- og Varemærkestyrelsen en ny digital kampagne, der hedder ’Drop kopivarerne – vælg ægte’ i anledning af Verdens Anti-piratkopieringsdag den 8. juni. Sammen med satirikeren og internetpersonligheden, Martin Johannes Larsen, som er et kendt ansigt blandt målgruppen, sætter kampagnen fokus på nogle af de risici, man løber, hvis man køber en kopivare.
– De kriminelle bagmænd bag forfalskede varer bliver hele tiden dygtigere til at snyde forbrugerne. Særligt når man handler på nettet, kan det være svært at spotte, om læbestiften, de flotte sneakers eller mobilopladeren er ægte eller forfalsket. Derfor giver kampagnen blandt andet de unge seks tips til at spotte kopivarer online, fortsætter Barbara Suhr Jessen.
Engang var det mest luksusvarer som tasker, ure og solbriller, der blev ulovligt kopieret. I dag forfalskes nærmest alle typer af produkter – fx også kosmetik, legetøj, sportsudstyr, lægemidler, reservedele til biler og elektronik.
Læs mere om den nye rapport fra EUIPO her: Drop kopivarerne – vælg ægte (dkpto.dk)
Fakta om kampagnen ‘Drop kopierne – vælg ægte’:
For at få de unge forbrugere til at stoppe med at købe kopivarer, lancerer Patent- og Varemærkestyrelsen en ny digital kampagne sammen med Martin Johannes Larsen. Kampagnen sætter fokus på forskellige gode grunde til at droppe kopivarerne og vælge ægte.
Kampagnen består blandt andet af en video og forskelligt indhold til de sociale medier, som viser nogle af de skjulte bagsider ved kopivarer.
Formålet med kampagnen er at få unge danske forbrugere, i alderen 18-24 år, til at stoppe med at købe kopivarer, ved at gøre dem bevidste om de risici, der er forbundet med falske varer. Samtidig får de viden om, hvordan de kan styre uden om kopivarer ved at følge nogle få gode råd.
Læs mere om kampagnen og se kampagnevideoen med Martin Johannes Larsen på: dkpto.dk/kampagner/drop-kopivarerne
Fakta: Danske myndigheders arbejde for at bekæmpe kopihandel:
Danmark er blandt de lande, som yder en stærk indsats til bekæmpelse af handlen med kopivarer. 12 myndigheder samarbejder tæt om at bekæmpe problemet gennem Ministeriernes Netværk mod IPR-krænkelser.
Patent- og Varemærkestyrelsen driver ’Hotline om kopivarer’, som yder vejledning til både forbrugere og virksomheder – herunder om både forebyggende tiltag og håndhævelse overfor kopister.
Forbrugerne kan søge hjælp på jegvælgerægte.dk og finde tips til, hvordan man undgår at købe kopivarer. Find tjeklisten til nethandel her.
Læs mere om kopivarer på jegvælgerægte.dk, som drives af Ministeriernes Netværk mod IPR-krænkelser.

Læs også: Kopivarer gemmer på en verden af kriminalitet
Britisk statsborger tiltalt i sag om dødelig skibskollision
Københavns Politi har rejst tiltale mod en 30-årig brite. Han er blandt andet tiltalt for uagtsomt manddrab i sagen om skibet MV Scot Carrier, der i december sidste år kolliderede med skibet Karin Høj.
To danske søfolk mistede livet, da deres skib Karin Høj den 13. december sidste år kæntrede efter en kollision med det britiske fragtskib MV Scot Carrier. Kollisionen fandt sted i Østersøen mellem Bornholm og den svenske by Ystad.
Københavns Politi har siden efterforsket sagen, og der er nu rejst tiltalte mod en 30-årig britisk statsborger, der var vagthavende styrmand på MV Scot Carrier. Han er tiltalt efter straffelovens § 241 for uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder blandt andet ved at have sejlet skibet i alkoholpåvirket tilstand. Derudover er han tiltalt efter straffelovens § 253, stk. 1, nr. 2 for at sejle videre efter kollisionen uden at yde hjælp eller assistance til besætningen på Karin Høj.
Den 30-årige mand blev efter kollisionen anholdt af svensk politi, og ved et grundlovsforhør i Københavns Byret blev han den 17. december varetægtsfængslet in absentia. Han blev udleveret den 6. februar 2022 og har siden siddet varetægtsfængslet. Sagen skal behandles i Københavns Byret, og første retsmøde er berammet til den 16. juni, mens der ventes dom den 23. juni.

Læs også: Danmarks første klimaretssag
Ny podcast taler højt om menstruation
Halvdelen af verdens befolkning menstruerer, men uanset hvor i verden du vokser op, lærer du, at menstruation er noget, man skjuler. ”’Cyklus’– en ny podcast fra PlanBørnefonden – angriber tabuet, skammen, smerterne og uligheden, som har alvorlige konsekvenser for millioner af menstruerende overalt i verden.
I ‘Cyklus’ fortæller tv-vært Anna Lin, radiovært Maria Fantino, sangerinde Annika Aakjær, komiker Sanne Søndergaard, menstruationsinfluencer Emma Libner, historiker Mette Byriel fra Nationalmuseet og en række kvinder fra Danmark, Kenya og Uganda personlige historier om deres oplevelser med skammen, smerterne og uligheden, som er forbundet med menstruation.
– Jeg kan huske, at drengene i min klasse fandt et bind i en piges taske og hang det op på tavlen. Pigen løb grædende ud på toilettet, mens drengene stod og grinte af det. Alle vi andre piger frygtede, at det ville blive os næste gang. Jeg blev så rasende over, at menstruation var noget, man kunne drille os med, fortæller komiker Sanne Søndergaard blandt andet i podcasten.
Også P3-vært Maria Fantino husker, hvordan hun har holdt sin menstruation skjult.
– Jeg har gemt bind i mit ærme og i mine lommer. I min folkeskole var der en konsensus om, at menstruation var ulækkert. Selvom vi var flere piger end drenge i klassen, så indordnede vi os, siger Maria Fantino, der nu taler åbnet om menstruation både privat og i radioen.
Formålet med podcasten er at bryde tabuet om menstruation, for det har store konsekvenser overalt i verden. I verdens mest udsatte områder er menstruationsbind og tamponer luksusprodukter, som mange ikke har råd til. Tabuet fører til, at piger går glip af skolegang. Mange dropper i sidste ende ud af skolen, hvilket øger risikoen for, at de bliver giftet bort og gravide i en alt for tidlig alder.
– Vi lever med den udfordring, at vores forældre skal vælge imellem at købe mad eller bind. Når vi ikke har råd til bind, er vi tvunget til at blive derhjemme og blive væk fra skolen, i frygt for at bløde igennem, fortæller Millicent fra Nairobi i Kenya i ‘Cyklus’.
Med støtte fra PlanBørnefonden arbejder hun for at skaffe bind til kvinder i det slumområde, hvor hun bor, og at tale højt om menstruation, så det ikke skal føre til, at piger bliver hjemme fra skole.
– Der er selvfølgelig stor forskel på at have menstruation i Kampala og Kalundborg, og det kan være svært at sætte sig ind i, hvordan det er at leve, hvor adgangen til rent vand, bind og ordentlige toiletfaciliteter er begrænsede. Men som man kan høre i ’Cyklus’, så bliver bind, tamponer og menstruationssmerter også skjult i danske skolegårde og på arbejdspladser, fordi menstruation også er forbundet med skam herhjemme. Så det er en samtale, der er relevant både i de lande, hvor vi arbejder og herhjemme, forklarer Kirsten Brogaard, der er Public Engagement Manager i PlanBørnefonden.
I verdens mest udsatte områder arbejder PlanBørnefonden for børn og unges rettigheder og ligestilling mellem kønnene. PlanBørnefonden nedbryder tabuet om menstruation og sikrer seksualundervisning og oplysning til både piger og drenge, så menstruation ikke skal stå i vejen for pigernes fremtidsmuligheder.
‘Cyklus’ udkom i fem afsnit hos HeartBeats i anledningen af Den Internationale Menstruations dag den 28. maj.
Podcasten er produceret af Stine Ellerbæk for PlanBørnefonden.
Fakta:
- Op imod 800 millioner mennesker menstruerer hver dag.
- Én ud af 10 piger i det sydlige Afrika går glip af skoledage på grund af menstruation.
- Nogle piger mister helt op til 20 procent af et skoleår, mens andre forlader skolen helt.
- 500 millioner kvinder og piger på globalt plan har ikke adgang til basale faciliteter til at håndtere deres menstruation.
Hvis du vil støtte Planbørnefondens arbejde:
Menstruation står i vejen for millioner af pigers fremtid i verdens fattigste lande, fordi de ikke har råd til bind. Nogle går glip af helt op til 20 procent af et skoleår, mens andre bliver nødt til at forlade skolen helt. For bare 25 kroner kan du give bind til verdens udsatte piger, så de kan komme i skole.
SMS ‘BIND’ til 1217. Det koster 25 kroner + almindelig sms takst eller overfør et valgfrit beløb på MobilePay nummer 426922

Læs også: 7 almindelige sympotomer på, at du snart får menstruation
Erhvervsministeren tager forskud på Tour de France med erhvervslivet
Tour de France starten i Danmark den 1. til 3. juli er udover at være en gul folkefest også en mulighed for det danske turismeerhverv, til at byde både danske og udenlandske gæster velkomne. Sammen med en række danske topchefer cykler erhvervsminister Simon Kollerup derfor ud til en række erhverv, som gør noget særligt ud af Tour de France.
Når Tour de France den 1. juli skydes i gang fra København, er det ikke alene en fest for danskerne men også for de mange virksomheder, som kan se frem til fyldte hotelværelser og mange glade gæster. Derfor har erhvervsminister Simon Kollerup i dag samlet et hold af topchefer fra erhvervslivet, så de sammen kan varme op til Tour de France på en cykeltur i København. Undervejs vil de besøge en række erhverv, som på hver deres måde gør noget særligt ud af touren.
Erhvervsminister Simon Kollerup:
– Som erhvervsminister er jeg stolt over, at Danmark snart skal være et udstillingsvindue for hele verden. For vi har så mange fantastiske ting at vise frem. Og når verdens største cykelløb suser gennem vores smukke land, så vil det lokale hotel, restaurant og turistattraktion også få gavn af det. Dansk turisme har brug for en dejlig sommer, hvor turisterne fylder godt i gaderne, og hvor de nyder alt det, vi er bedst til, nemlig høj service, grønne løsninger og gastronomi i verdensklasse. Jeg glæder mig til at tage forskud på glæderne, når jeg i dag besøger en række virksomheder, som på hver deres måde viser, hvad Danmark er bedst til.
På cykelturen vil deltagerne lægge vejen forbi Tivoli, den franske bistro Esmée, Aamanns Replik og til slut Admiral Hotel, hvor Carlsberg og Copenhagen Bicycles også vil stå klar.
Deltagerne i cykelløbet er Carlsberg Danmark, Aamann, Arp-Hansen Hotel Group, Dansk Industri, Dansk Erhverv, Horesta og SMVdanmark.

Læs også: Storebæltbroens pyloner lyser gult op
Politiet satte ind overfor ulovlige biler i weekenden
Syd og Sønderjyllands Politi gennemførte flere færdselskontroller i Padborg i sidste weekend. Det blev til 466 sigtelser. De fleste på grund af for høj fart.
Syd- og Sønderjyllands Politi satte i weekenden ind overfor ulovlige biler. Mange biler samledes i pinsen til arrangementet Danmarks Hurtigste Bil (DHB) på Padborg Park og Syd- og Sønderjyllands Politis færdselsafdeling gennemførte flere kontrollerer i den forbindelse.
– Vi planlægger vores indsatser efter mange forskellige hensyn. Når så mange køretøjer samles på et sted, er det fornuftigt, at vi gør en indsats for at sikre, at bilerne overholder lovgivningen og ikke udgør en fare for nogen, siger vicepolitiinspektør Knud Reinholdt, leder af Færdselsafdelingen ved Syd- og Sønderjyllands Politi.
I alt gav kontrollerne 466 sigtelser, hvoraf langt de fleste skyldtes for høj hastighed, kørsel uden førerret og lignende. Fartmålingerne resulterede blandt andet i 54 klip, 15 betingede og en enkelt ubetinget frakendelse af kørekortet.
Udover fartmålingerne blev 461 biler undersøgt for at kontrollere, om de overholdt reglerne i Færdselsloven. Der blev konstateret 101 sager med fejl og mangler, 50 biler blev kaldt til syn, 17 nummerplader blev inddraget og fire køretøjer beslaglagt. To af bilerne blev beslaglagt på grund af konstruktive ændringer på bilen, en på grund af vanvidskørsel og den fjerde fordi føreren kørte i frakendelsestiden for tredje gang.
– Når det handler om fejl og mangler ved køretøjerne, så giver vi en bøde for at overtræde færdselsloven og i mange tilfælde bliver bilen efterfølgende indkaldt til syn, så man kan tjekke, om der er rettet op på fejlene. Derudover har vi mulighed for at beslaglægge en bil, hvis vi har begrundet mistanke om, at der er lavet ulovlige ændringer og vi har brug for at sikre bilen for at få fastlagt, om der er tale om en overtrædelse af Færdselsloven. I alle tilfælde handler det om at øge færdselssikkerheden for både bilejere og alle andre, siger Knud Reinholdt, der oplyser, at bilejeren har mulighed for at indbringe beslaglæggelsen for retten.
En del af sagerne bunder i, at køretøjet er blevet modificeret for at få et smartere udtryk i bilejernes øjne. Der findes mange forskellige former for ulovlige ændringer, som færdselspolitiet jævnligt støder på. Blandt andet er det populært at fjerne tildækningen af luftfiltre og fjerne lydpotten, så bilerne larmer og forurener mere, end færdselsloven tillader:
– Hvis bilen larmer mere end tilladt, så generer man andre mennesker, ligesom bilen medvirker til øget luftforurening, hvis den udleder mere CO2 end tilladt, forklarer vicepolitiinspektør Knud Reinholdt.
Færdselsbetjentene ser også en del tilfælde, hvor undervognen er sænket eller hvor dækkene er monteret forkert.
– Begge dele er farligt i trafikken. Blandet andet får bilen ændrede køreegenskaber, når bilen sænkes og monterer man dækkene forkert, så risikerer man, at de sprænger, siger færdselslederen.
Udover modifikationerne, så er det meget brugt at sætte streamers i vinduerne eller hænge ting op i forruden.
– Hvis man ikke har det fornødne udsyn hele vejen rundt i bilen, er der risiko for at man bringer både sig selv og andre i fare, forklarer Knud Reinholdt.
Udover kontrollerne var Syd- og Sønderjyllands Politi til stede ved arrangementet i Padborg med en mobil politistation, hvor politifolkene inviterede deltagere og publikum forbi til en snak.

Læs også: Aktion mod utrygsskabende knallertkørsel