
NEWS: Konditorkager hitter på arbejdspladsen
Konditorkager hitter på arbejdspladsen · Nyt partnerskab skal gøre Bornholm til førende grøn energiø · 22-årig mand tilstår i sag om hvidvask af knap 80 millioner kroner · Dronningen besøgte frugtplantager på Lilleø og blev budt på kagebord af sæsonens frugter · Københavns Politi advarer mod svindel via DBA og WhatsApp · Dagens video: Klar til afgang
Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.
Konditorkager hitter på arbejdspladsen
Danske virksomheder bestiller i stigende grad konditorkager. Ifølge arbejdspsykolog afspejler stigningen et øget behov for at markere virksomhedens værdier og det kollegiale sammenhold ovenpå corona.
Corona har skruet op for danskernes hang til konditorkager, og det gælder ikke kun på hjemmefronten. Landets konditorer oplever et øget salg af firmakager, og bagerkæden KonditorBager mærker en stigende efterspørgsel fra virksomheder på store kager i forbindelse med mærkedage og andre fejringer. Blandt andet Jyske Bank har i anledning af direktørens jubilæum bestilt hele 254 konditorkager til 3500 medarbejdere fordelt på 69 lokationer.
– Vi fejrer typisk virksomhedens små og store succeser med kage, for eksempel et godt regnskabsår. Men hvor vi normalt nyder en kage til morgenkaffen, følte vi for at prøve noget nyt og valgte i anledning af direktørens jubilæum at overraske med en stor fejring med festlig konditorkage, fortæller Helle Nærø, Strategisk Planner hos Jyske Bank.
– Efter corona har konditorier solgt rigtig mange logokager til virksomheder. Ofte bliver de brugt i reklameøjemed. For eksempel har et dansk tøjfirma for nyligt skilt sig ud på et sælgermøde ved at bestille kager med print på af deres nylancerede stoffer, siger Mette Søgaard, der er oldermand hos Konditorlauget.
Forstærket behov for kollegialt sammenhold … Stigningen i firmabestillinger på kager skaber nye, sjove udfordringer på tværs af bagerier i landet. Det fortæller Karin Mathiesen, der er konditoransvarlig hos KonditorBager i Outrup:
– Bestillingen fra Jyske Bank kom med kort varsel kun fire dage før jubilæumsdagen, så det krævede hurtig handling og samarbejde på tværs af flere bagerier. Det er altid en sjov opgave at løfte i flok.
Ifølge arbejdspsykolog Anton Eg Andersen kan stigningen i firmabestillinger på kager forklares med et forstærket behov for fælles oplevelser, der binder kollegaer sammen ovenpå corona.
– Coronanedlukningerne har fået danskerne til at værdsætte det kollegiale fællesskab mere. Vi anser forholdene på arbejdspladsen som mindre selvfølgelige nu, fordi vi har savnet sammenholdet med kollegaerne, og det gør vi mere ud af at markere – for eksempel ved at fejre særlige begivenheder med konditorkager, siger Anton Eg Andersen.
En oplevelse af sammenhold har også været grobund for Jyske Banks storindkøb af 254 konditorkager.
– Konditorkagerne skulle markere et fællesskab på tværs af vores afdelinger i landet, og det var derfor vigtigt for os, at kagerne var ens. På glasuren havde kagerne et lag fondant med print af en havkat, som er et vigtigt symbol for os, da vi jo er kendt som ’havkatten i hyttefadet’, der går mod strømmen, siger Helle Nærø.
Tørkager er ikke tilstrækkelige … Hos KonditorBager er bestillingerne på firmakager ikke alene blevet flere, de er også blevet mere avancerede.
– Virksomhederne går mere op i at få leveret særlige, personlige konditorkager, og de stiller flere krav til smagssammensætning og pynt, siger Karin Mathiesen.
– Vi var rundt ved flere bagerier, før det lykkedes at finde en kæde, der kunne løfte opgaven med logistisk at levere så mange kager med print af en havkat og de rigtige smagsnuancer, slutter Helle Nærø.

Læs også: De 10 mest populære desserter på Instagram
Nyt partnerskab skal gøre Bornholm til førende grøn energiø
Med sin position i Østersøen har Bornholm alle forudsætninger for at blive et grønt kraftcenter, og nyt partnerskab vil derfor skrue op for udvikling og test af grønne energiteknologiske løsninger.
Sammen med en lang række lokale og nationale aktører vil regeringen gøre Bornholm til et erhvervsfyrtårn inden for udvikling, test og demonstration af grøn energi.
Som en vigtig del af arbejdet lancerede aktørerne på Bornholm tidligere på ugen den erhvervsdrivende fond Baltic Energy Island, som skal danne rammen for de kommende aktiviteter, når Bornholm skal være førende grøn energiø. Det skal blandt andet ske gennem tæt samarbejde mellem private virksomheder, vidensinstitutioner, forsyningsvirksomheder mv. Blandt de øvrige aktiviteter er etableringen af et Residental College, som skal skabe et stærkt samarbejde mellem studerende, forskere og virksomheder om grøn energi, samt afklaring af potentialet for et test-center for energiø-teknologi på Bornholm.
Erhvervsminister Simon Kollerup:
– Bornholm har alle forudsætninger for at blive et grønt fyrtårn. Derfor er jeg også stolt over at vi i dag kommer med en partnerskabsaftale, hvor regeringen sammen med stærke lokale og nationale kræfter skruer op for test af grøn energi. Det vil ikke alene gøre vores verden grønnere men også skabe flere grønne arbejdspladser over hele landet.
Klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen:
– Bornholm har potentiale til at blive Østersøens grønne teknologiske knudepunkt. Der er lokal opbakning til den grønne omstilling og tårnhøje ambitioner for øens grønne fremtid, fordi bornholmerne forstår at udnytte de muligheder, som for eksempel Energiø Bornholm bringer til solskinsøen.
Partnerskabet for det bornholmske erhvervsfyrtårn består foruden regeringen af det lokale konsortium, Erhvervshus Hovedstadens filial på Bornholm samt Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.
Det lokale konsortium består af en lang række lokale og nationale aktører, og er i partnerskabet repræsenteret ved Professor Jacob Østergaard, Divisionschef ved DTU Institut for Vind og Energisystemer samt Ulrik Stridbæk, Chef for energiøkonomi, Ørsted.
– Østersøen rummer et stort uudnyttet potentiale for både grøn omstilling og dansk erhvervsliv. Med Bornholm som energiø og erhvervsfyrtårn skaber vi muligheden for at samarbejde om innovation og udvikling af de grønne energiteknologier, som skal ud at arbejde på det globale marked. Etablering af den erhvervsdrivende fond Baltic Energy Island er første spadestik i denne udvikling, hvor ambitionen er, at skabe et nationalt og internationalt knudepunkt for grøn energi, som allerede i det nye år vil udrulle de første projekter. Det er et arbejde, som vi i Ørsted ser frem til, siger Ulrik Stridbæk.
Borgmester Jacob Trøst er formand for Erhvervshus Hovedstadens filial på Bornholm, og repræsentant i partnerskabet.
– På Bornholm og i kommunalbestyrelsen er vi stolte over det grønne væksteventyr, som partnerskabet omkring Erhvervsfyrtårnet sikrer. For mig at se, er det helt centrale i partnerskabet, at vi får samlet de førende globale aktører inden for grøn energi med vores stærke lokale erhvervsliv på Bornholm. Med den her opbakning fra regeringen bliver Baltic Energy Island et grønt fyrtårn der vil skabe vækst, innovation, forskning og uddannelse via den grønne omstilling. Det er til stor gavn for Bornholm, for Danmarks førerposition inden for grøn energi, og for det klima vi alle er så afhængige af, siger Jacob Trøst.
I partnerskabet på Bornholm er Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse repræsenteret med bestyrelsesmedlem Fleming Frederiksen, direktør i Svend Frederiksen Maskinfabrik.
– Det er en vigtig partnerskabsaftale vi nu indgår om erhvervsfyrtårnet for udvikling, test og demonstration af grøn energi på Bornholm og som skal være med til at skabe nye muligheder for små og store danske virksomheder. I Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse har vi fokus på, hvordan vi sammen udvikler lokale erhvervspotentialer til danske styrkepositioner. Det bornholmske erhvervsfyrtårn er et godt eksempel på, hvor store ambitioner vi kan have, når lokale og nationale kræfter går sammen. Vi skal bidrage både til erhvervsudvikling på Bornholm, til den nødvendige grønne omstilling af Danmark og til fremtidens eksporteventyr, slutter Fleming Frederiksen.
Regeringen har i alt afsat 1 milliard kroner til at udvikle de otte lokale erhvervsfyrtårne. Erhvervsfyrtårnene bygger på anbefalinger fra regeringens regionale vækstteams og skal med udgangspunkt i lokale erhvervsstyrker bidrage til at opdyrke nye danske styrkepositioner inden for blandt andet grøn energi, Power-to-X, CO2-fangst, biosolutions og robotteknologi. Med partnerskaberne går regeringen skridtet videre og forpligter sig til at udvikle erhvervsfyrtårnene gennem en række forskellige initiativer.

Læs også: Postkort fra Bornholm
22-årig mand tilstår i sag om hvidvask af knap 80 millioner kroner
I en omfattende sag om hvidvask har en 22-årig mand i dag tilstået at have medvirket. Han blev idømt tre års fængsel, en tillægsbøde på cirka 78 millioner kroner og udvist for bestandigt.
I en række af hvidvask-sager, hvor hovedmanden den 3. august blev idømt fem års fængsel, har en 22-årig mand i dag tilstået at have medvirket til hvidvask af knap 80 millioner kroner. Manden blev i Københavns Byret idømt tre års fængsel, en tillægsbøde på cirka 78 millioner kroner og udvist for bestandigt.
Den dømtes rolle i hvidvaskningen har været på vegne af den dømte hovedmand at hente store pengebeløb hos personer, der ligeledes havde medvirket i forbindelse med hvidvask af pengene. Det gjorde den 22-årige 133 gange, hvorefter han sørgede for, at pengene – nu i hvidvasket stand – blev leveret tilbage til de kunder, der oprindeligt havde bedt om, at pengene blev vasket.
Den 22-årige udbad sig betænkningstid i forhold til eventuel anke. Københavns Politi forventer, at der de kommende måneder vil blive rejst flere tiltaler i komplekset.

Læs også: Det brugte Britta Nielsen de mange millioner til
Dronningen besøgte frugtplantager på Lilleø og blev budt på kagebord af sæsonens frugter
Som en del af H.M. Dronningens sensommertogt gæstede Hendes Majestæt sidste onsdag Lilleø i Smålandsfarvandet nord for Lolland. Her fremviste Claus Meyer den økologiske æbleplantage, der leverer frugt til hele Meyers, og bød på lollandsk kagebord kreeret af konditor Nina Aastrup fra Meyers Bageri.
Under besøget viste Claus Meyer Dronningen rundt i Lilleøs økologiske frugtplantage, der er opstået af drømmen om at genoplive det, som madentreprenøren kalder dansk frugts frarøvede identitet.
Historien om frugterne fra Lilleø i Smålandsfarvandet stammer fra begyndelsen af nullerne, hvor Claus Meyer forelskede sig i den på det tidspunkt noget forsømte frugtplantage, Vigmosegaard. Med øje for de optimale mikroklimatiske forhold på øen, det helt særlige lysindfald og placeringen ved vandet, der betyder, at natteduggen er let salt og giver æblerne så smukke kinder, ønskede madentreprenøren at bevare og fremelske frugtplantagens oprindelige æble- og pæresorter. I dag er Lilleø både kendt for sin fine produktion af blommer, æbler, pærer, druer og kvæder, men også for de marmelader, eddiker, cidere, vine og brændevine, som fremstilles af øens frugt.
Æbler med stedsans kommer Meyers’ kunder til gode … Meyers kantiner og produktionskøkkener er gode aftagere af den økologiske frugt fra Lilleø. I løbet af et år bliver det til små tyve tons frugt fra Lilleø, og det stemmer godt overens med virksomhedens mål om at bruge de gængse råvarer i sæson, heriblandt dansk frugt. Liselotte Lybæk, der er driftsdirektør i Meyers glæder sig over at kunne tilbyde kvalitetsprodukter, der både smager godt og bærer på en fantastisk historie:
– Vores kunder er simpelthen så glade for de her æbler, og de er vilde med smagen og hele historien bag Lilleø, forællerer hun.
Alt frugt fra Vigmosegaard er i år blevet certificeret økologisk. Det betyder, at frugten i år udelukkende har fået sin saft og kraft fra øens mineralholdige jord og lyset over sydhavsøerne. Den økologiske omlægning af Vigmosegaard øger den samlede økologiske høst på øen, da et fællesskab mellem øens frugtavlere Peter Larsen, Hans Lund Hansen, Familien Saunte og Claus Meyer etablerede de første økologiske træer allerede for femten år siden. Disse giver et udbytte på cirka 100 tons økologisk frugt årligt. Hertil kommer nu cirka 50 tons fra Vigmosegaard.
Fakta:
Meyers ser det lokale råvaregrundlag i Danmark og de omkringliggende lande som sit naturlige udgangspunkt. Vi finder den største inspiration i sæsonernes skiften i vores egen region – i havene omkring os, i de vilde landskaber, på markerne og engene. Her er en gigantisk mangfoldighed, som vi aldrig bliver færdige med at udforske.
Meyers vil gerne præge og udvikle den danske fødevareproduktion, og vi indgår ofte produktionspartnerskaber for at sikre, at vi får særlige råvarer eller produkter, som lever op til vores kvalitetskrav eller bidrager til mangfoldigheden på fødevaremarked eller vores økosystemer. Se mere her.
Den økologiske frugt fra Vigmosegaard og de øvrige plantager på Lilleø bruges af restauranter på Lolland og i København og sælges blandt andet til Meyers A/S, der driver kantiner og frokostordninger i hele landet samt en række bagerier og restauranter primært i hovedstadsområdet.
Hvert år i september kan man på Sydhavsøernes Frugtfestival møde frugtavlere og forædlere fra hele landet, høre deres historier om frugtavl gennem generationer eller passionen bag de velsmagende frugter. Festivalen finder sted den 17. og 18. september i Sakskøbing med stor fællesspisning om lørdagen. Se mere her.
Hvert år i maj kan man på Lilleø deltage i fejringen af frugttræernes blomstring under Apple Flower Festivalen. Se mere her.

Læs også: Pudsige historier om æbler
Københavns Politi advarer mod svindel via DBA og WhatsApp
Københavns Politi modtager i øjeblikket en lang række anmeldelser fra borgere over hele landet, der er blevet snydt i forbindelse med salg af varer på dba.dk. Svindlere udgiver sig for at ville købe en vare, og de kontakter sælgerne direkte via WhatsApp i stedet for at anvende kommunikationsplatformen på dba.dk.
Hen over sommeren har Københavns Politi via Nationalt Center for It-Kriminalitet modtaget en lang række anmeldelser fra borgere, der er blevet svindlet via samme fremgangsmåde. Borgerne har en eller flere varer til salg på dba.dk, som svindlerne foregiver at ville købe. Svindlerne spørger først ind til, om varen fortsat er til salg, og om den er i god stand. Derefter spørger de, om de må komme og se varen, men når sælgeren oplyser adressen, svarer svindlerne, at de bor langt væk.
Svindlerne foreslår, at de arrangerer og betaler for PostNord-kurérlevering. Derefter sender de et link til sælger via appen WhatsApp og forklarer, at en kurér fra PostNord vil afhente varen, og at sælger bedes indtaste sit kortnummer og validere med CPR-nummer og NemID for at få sin betaling for varen. I virkeligheden anvender svindlerne nu oplysninger til at overføre penge fra borgerens konto.
– Vi ser fortsat et større antal sager med denne fremgangsmetode, og derfor advarer vi kraftigt folk mod denne svindeltype. Vi opfordrer altid til, at man kommunikerer via handelsplatformen – i dette tilfælde dba.dk – og at man er særlig kritisk hvis den, man handler med, ønsker at flytte kommunikationen til et andet sted – i dette tilfælde WhatsApp, siger Peter Høholt, der er vicepolitiinspektør i Afdeling for Økonomisk Kriminalitet i Københavns Politi.
Københavns Politi opfordrer i øvrigt til, at man følger politiets generelle råd, når man handler med andre på nettet.

Læs også: Brugte ting til boligen hitter – det viser undersøgelse fra DBA