
NEWS: Interessen for elpriser blandt forbrugerne er femdoblet
Interessen for elpriser blandt forbrugerne er femdoblet · Ung mand død i soloulykke · Copenhagen Goodwill Ambassadors overrækker ny pris til foreningen Fair og Fornuftig · House of the Dragon slår rekord · Dansk forskertalent udvalgt til at mødes med 20 nobelprismodtagere · Dagens video: Vilde Mars
Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.
Interessen for elpriser blandt forbrugerne er femdoblet
Danskerne oplever lige nu en markant stigning i deres elpriser, hvilket fører til at de kigger efter billigere løsninger.
Interessen for at skifte el-udbyder stiger lige nu med samme hast som elprisen. For 2 år siden var det relativt få mennesker, der gik op i deres elregning, men sådan er det ikke i dag. TV2 Bornholm kunne meddele onsdag den 17. september at elprisen nåede et rekordhøjt niveau, men allerede dagen efter blev den slået igen.
Hos sammenligningssiden for el, Elberegner.dk oplever man lige nu en femdobling i interessen efter at finde en billigere elpris.
Daniel Østergaard, direktør for Elberegner.dk siger:
– Vores besøgstal er eksploderet de sidste par dage. Det virker til at danskerne har fået øje på at der kan være penge at spare ved at skifte elselskab. Vi havde næsten 10 gange så mange besøgende i går som en normal dag.

Men det er ikke kun de sidste par dage at der har været en stor stigning, det sidste år har der generelt været en øget interesse. Ugen har budt på flere tophistorier fra danske medier.
– Sammenligner man de seneste tre måneder, med foregående periode har vi set en stigning på 55% i antallet som har skiftet udbyder gennem vores sammenligningsportal. Mange danskere er ikke klar over at de har mulighed for at finde en bedre elpris, men de stigende elpriser har vist sig at være en oplagt mulighed for at gennemgå sin elregning og sammenligne elpriserne i markedet siger Daniel Østergaard.

Danskernes elforbrug forventes kun at stige, når vi går mod vintermånederne. Både fordi behovet for el stiger i takt med vinteren, men også fordi efterspørgslen på eldrevne varmepumper samt elbiler er vokset den seneste tid, som er medvirkende til at mange husstande vil have et væsentligt højere forbrug end tidligere. Derfor kan der være penge at spare ved at kigge nærmere på sin elaftale.
De mange danskere som netop har investeret i solceller, vil også opleve at deres egenproduktion af strøm bliver mindre i løbet af vinteren, hvorfor det forventes at interessen for at spare penge på el vil stige.

Læs også: Trods høje elpriser sparer danskerne ikke på strømmen
Ung mand død i soloulykke
Ung mand død i soloulykke – Oddenvej, Overby, Sjællands Odde. Fredag nat klokken 03.11 skete en alvorlig soloulykke, på Oddenvej ved Overby i Sjællands Odde. To lokale 18-årige mænd kørte i sydøstlig retning, da personbilen af ukendte årsager kørte af vejen og endte på taget i et buskads. Føreren af bilen løb efter hjælp hos en beboer tæt ved, som ringede 112. Passageren lå fastklemt i bilen, så der blev iværksat frigørelse, da redningsberedskabet kom frem.
Den 18-årige passager blev reddet ud og fik ydet førstehjælp, men hans liv stod ikke til at redde. En læge erklærede ham død i ambulancen. Føreren af bilen blev kørt til tjek på sygehuset, men han var kun lettere tilskadekommen.
Der blev udtaget en blodprøve af føreren, som skal afklare, om han var påvirket under kørslen. Bilinspektøren undersøgte uheldsstedet, og bilen blev indbragt til nærmere undersøgelse. Patruljen optog rapport, og når sagen er belyst til fulde, vil der blive taget stilling til, hvilke sigtelser sagen medfører for bilisten. De pårørende til den afdøde blev tidligt lørdag morgen orienteret om den tragiske ulykke.

Læs også: 20-årig dømt for færdselsdrab
Copenhagen Goodwill Ambassadors overrækker ny pris til foreningen Fair og Fornuftig
Copenhagen Goodwill Ambassadors er et netværk af cirka 50 højtplacerede danske erhvervsfolk i udlandet, som i denne uge er samlet til deres traditionelle årsmøde i København.
I år uddeler netværket for første gang prisen Goodwill Ambassadors Award, som gives til en person eller forening, der har bidraget særligt til at promovere København eller gjort en speciel indsats for udlandsdanskere og internationale medarbejdere i Danmark og deres familiers muligheder for at bidrage positivt til det danske samfund.
Prisen går i år til foreningen Fair og Fornuftig, som er stiftet af Benjamin Schenkel og Mads Rønne Almassalkhi, og som i høj grad har formået at sætte konsekvenserne af dansk udlændingepolitik for udlandsdanskere og højtuddannede udlændinge på dagsordenen.
– Benjamin Schenkel og Mads Rønne Almassalkhi har formået at starte en yderst relevant samtale om, hvordan udlandsdanskere og højtuddannede udlændinge bidrager til det danske samfund. Men de har også sat lys på nogle af de uhensigtsmæssige konsekvenser af udlændingelovgivningen, som forhindrer og skræmmer kvalificerede kompetencer i at vælge Danmark til. De har startet en konstruktiv politisk samtale om løsningsmodeller, og deres initiativ Fair og Fornuftig står som et inspirerende tiltag med potentiale for at skabe forandringer. Derfor skal de have den første Goodwill Ambassadors Award udtaler Asbjørn Overgaard, adm. direktør i Copenhagen Capacity.
Årets Goodwill Ambassadors Award overrækkes af H.K.H. Prins Joachim, som siden 2008 har været protektor for ambassadørnetværket. Dette sker ved den årlige gallamiddag, som i år finder sted i Børsens lokaler i København. Tilstede for at modtage prisen er stifter af Fair og Fornuftig og Risk Manager i Nordea, Benjamin Schenkel.
–Tilbage i januar, da jeg fik afslag på permanent ophold, føles jeg mig som om min hele verden brød sammen. Jeg havde gjort alt muligt for at integrere mig i Danmark, skabe et netværk, bidrage til velfærdssystenet og ikke mindst dele en hel del af mine kræfter til frivillige grupper. Jeg følte mig dansk simpelthen. Derfor var jeg i chok, at begrundelsen for mit afslag var manglende tegn på, at jeg levede op til danske demokratiske værdier. Det satte en ild i mig til at gøre forskel for alle i samfundet, der kommer i klemme med et inhumant men også ineffektivt system, som administrerer sager såsom min egen. At få GWA-prisen for vores arbejde i Fair og Fornuftig er en stor ære og en motivation til at fortsætte indsatsen på at hjælpe politikere med at forstå og anerkende konsekvenserne af de mange stramninger – hjælpe individer med at få delt deres historier – og hjælpe det danske demokrati samt erhvervslivet til at fungere endda bedre og mere inkluderende, end de allerede gør, udtaler Benjamin Schenkel, stifter af Fair og Fornuftig.
Om Fair og Fornuftig:
Foreningen Fair og Fornuftig er stiftet af Senior Risk Expert i Nordea, Benjamin Schenkel, og professor og forsker i grøn energi, Mads Rønne Almassalkhi, som på hver deres måde har oplevet udfordringerne med de danske udlændingeregler.
Deres mission er at nuancere, hvordan udlændinge bliver set på af det danske samfund og behandlet af systemet. De beskriver sig selv som flittige folk, der gerne kan og vil Danmark, men har faldet i klemme alligevel, og derfor vil komme med nogle konkrete forslag om forbedringer.
Om Goodwill Ambassadors Award:
Goodwill Ambassadors Award gives til en person, forening, institution eller organisation, der står bag et innovativt og nyskabende initiativ til gavn for enten; i særlig grad at sætte København på verdenskortet i et positivt lys, der styrker GWA korpsets arbejde med at promovere hovedstaden og Danmark, samt at tiltrække international opmærksomhed. Eller; at gøre en indsats for udlandsdanskere og internationale medarbejdere i Danmark og de og deres familiers muligheder for at bidrage positivt til det danske samfund.
I udvælgelsen af prismodtagere bliver der lagt vægt på indsatser, der har formået at sætte et nyt lys på problemstillinger, afprøve nye metoder, og som har potentiale til at skabe varig indvirkning. Det prismodtagende initiativ skal lyse op ved eksemplets kraft og have været i stand til at videregive erfaringer og inspiration nationalt og evt. internationalt.
Om Goodwill Ambassadors:
Copenhagen Goodwill Ambassadors blev stiftet i 1996 og er et netværk af cirka 50 danske erhvervsfolk placeret i ledende stillinger i over 25 forskellige lande. Netværket er en velfungerende platform til national og international netværksetablering, branding og promovering af København samt Danmarks konkurrencedygtighed indenfor investeringsfremme, kultur og turisme.
Formand er tidligere overborgmester, Jens Kramer Mikkelsen. Netværket drives af Wonderful Copenhagen og Copenhagen Capacity.

Læs også: Selina Juul – 14 år med madspild er mere aktuel end nogensinde
House of the Dragon slår rekord
House of the Dragon er den mest sete premiere i Danmark nogensinde på HBO og HBO Max. Da House of the Dragon mandag debuterede på HBO Max i Danmark var det med det største publikum nogensinde for en ny serie- eller filmlancering på en HBO-streamingtjeneste.
En repræsentant for HBO Max udtaler:
– House of the Dragon er den største lancering i historien for HBO og HBO Max i Norden – og slår alle tidligere rekorder for en ny titel. Seertimerne for det første afsnit oversteg alle forventninger.
Det første afsnit af House of the Dragon gik live på HBO Max i 21 europæiske lande klokken 03.00 mandag morgen. HBO Max oplevede en hidtil uset efterspørgsel, der begyndte i de tidlige morgentimer og toppede mandag aften.
Søndag aften trak premieren på House of the Dragon 10 millioner seere i USA på tværs af lineære og HBO Max-platforme, og blev dermed den største publikumssucces for en ny HBO Original-serie i HBO’s historie.
De i alt 10 episoder, der er baseret på George R.R. Martins Fire & Blood og foregår 200 år før begivenhederne i Game of Thrones, og fortæller historien om House Targaryen, får premiere i løbet af de kommende ni mandage. Dramaserien har Paddy Considine, Matt Smith, Olivia Cooke, Emma D’Arcy, Steve Toussaint, Eve Best, Sonoya Mizuno, Fabien Frankel og Rhys Ifans i hovedrollerne.

Læs også: August måneds kulturguide
Dansk forskertalent udvalgt til at mødes med 20 nobelprismodtagere
Som den eneste dansker er ph.d.-studerende ved Copenhagen Business School Anne Sophie Lassen inviteret til at deltage i et nobeltræf om økonomi i den sydtyske by Lindau, som finder sted netop nu.
– Jeg var ikke tilfreds med den dominerende forklaring på uligheden mellem mænd og kvinder, siger hun om sin forskning.
Hvert år udvælges unge forskertalenter fra hele verden til at deltage i nobeltræf i Lindau i Tyskland. Gennem forelæsninger, rundbordsdiskussioner og sociale aktiviteter udveksles viden, ideer og erfaringer mellem prismodtagerne og de unge topforskere, som måske bliver fremtidens nobelprismodtagere.
Hvert tredje år har Lindau-mødet fokus på økonomiske videnskaber, og det er her, Anne Sophie Lassen sammen med 427 andre unge forskere fra 69 lande skal mødes med nobelpristagerne.
Hun er oprindeligt fra Aarhus, og flyttede efter sin studentereksamen til København, hvor hun læste økonomi på Københavns Universitet. Anne Sophie Lassen er i dag ph.d.-studerende ved Økonomisk Institut på Copenhagen Business School, hvor hun forsker i ulighed mellem mænd og kvinder.
– Jeg sætter meget pris på anerkendelsen, og det bliver uden tvivl en stor oplevelse. Jeg glæder mig meget til at tale med andre unge forskere fra hele verden, fortæller Anne Sophie Lassen.
Det er ikke første gang, 30-årige Anne Sophie Lassen får offentlig anerkendelse for sin forskning. I 2021 fik hun tildelt det prestigefyldte EliteForsk Rejsestipendie som en af landets dygtigste og mest talentfulde forskere på sit felt. Det er på den baggrund, at Danmarks Frie Forskningsfond har nomineret Anne Sophie Lassen til at deltage i Lindau.
Bedre forståelse af ulighed mellem kønnene
Anne Sophie Lassen er optaget af at undersøge, hvorfor mænd og kvinder opfører sig forskelligt, når det kommer til f.eks. uddannelsesvalg, barsel og beskæftigelse.
Ideen til hendes undersøgelse opstod, da hun oplevede, at de forklaringmodeller, hun blev præsenteret for på sit økonomistudie på Københavns Universitet om forskelle mellem mænd og kvinder, ikke var fyldestgørende.
– I barselsdebatten hører man f.eks. ofte argumentet, at man specialiserer sig i familierne, således at den, der tjener flest penge, arbejder, mens den anden tager barslen. Og den forklaring har også en prominent plads i de modeller, som jeg blev præsenteret for på økonomistudiet. Men når jeg kigger på data, er det ikke det, jeg ser. Selv i de familier, hvor kvinderne tjener mest, tager mænd ikke mere barsel end i de familier, hvor manden tjener mest, forklarer hun.
Derfor satte hun sig for at inddrage kønsnormer i de økonomiske analyser af ulighed og på den måde bidrage til en bedre forståelse af, hvad de markante forskelle skyldes.
– Jeg tror, det er vigtigt at forstå kønsnormernes rolle for at få en bedre samtale om, hvordan vi ønsker, vores samfund skal være. Det vil f.eks. hjælpe os til at forstå, hvorfor en politik, vi tror er kønsneutral, ikke virker efter hensigten, forklarer Anne Sophie Lassen.
Højaktuel forskning … Udover blot at deltage til konferencen i Lindau, er Anne Sophie Lassen inviteret til at deltage i en paneldebat sammen med nobelprismodtager Joshua Angrist, hvis metode hun selv har benyttet i sin undersøgelse af mænd og kvinders barselsadfærd.
– Vi økonomer har ikke samme mulighed som naturvidenskabelige forskere for at lave eksperimenter. Vi kan ikke bare fyre halvdelen af en gruppe eller sige til nogen, at de ikke må få børn alt afhængigt af, hvad vi gerne vil undersøge. Joshua Angrist har været med til at grundlægge en tilgang, hvor vi bruger ting som er sket ude i den virkelige verden og påvirker nogle mennesker men ikke andre. Når en række betingelser er overholdt, kan vi sammenligne de to forskellige grupper og sige noget om de kausale effekter. Angrists arbejde har betydet, at vi nærmer os det naturvidenskabelige eksperiment, forklarer hun.
Anne Sophie har brugt metoden til at undersøge konsekvenser af en dansk barselsreform fra 2002, hvor man afskaffede en øremærket barsel til fædre, som havde været der siden 1998, og i stedet udvidede den delte barsel. Et emne, som med det nye EU-direktiv, der sikrer øremærket barsel til mænd, er blevet højaktuelt.
I Anne Sophie Lassens undersøgelse finder hun blandt andet, at de mødre, der selv har haft hjemmegående mødre, tager en længere barsel end de kvinder, hvis mødre arbejdede. Ligeledes viste undersøgelsen, at hvis ens søster tog en lang barsel, tager man også selv en lang barsel.
På den måde kan Anne Sophie Lassen konkludere, at den sidste barselsreform øgede uligheden mellem mødre og fædre. Mens privatøkonomien stort set ingen effekt har, viser undersøgelsen, at normer har stor betydning for, hvor lang en barsel nye mødre tager.
Og netop denne viden er vigtig på samfundsplan såvel som for mødre, forklarer hun:
– I Danmark er det sådan, at 80 procent af uligheden i mænd og kvinders løn kommer, når man får børn. Så hvis vi vil have ligeløn, så er det en god ide, at vi koncentrerer os lidt mere om, hvad der sker, når vi bliver forældre.
Om Lindau Nobel Laureate:
Lindau Nobel Laureate Meetings blev første gang afholdt i 1951.
Her møder unge forskere nobelpristagerne til rundbordsdiskussioner, foredrag og forskellige sociale aktiviteter.
Hvert tredje år afholdes Lindau Meeting on Economic Sciences. Mødet afholdes i år fra den 23. til den 27. august. Læs mere om The 7th Lindau Meeting on Economic Sciences her.
Om Anne Sophie Lassen:
Anne Sophie Lassen (født 1992) er ph.d.-studerende på Økonomisk Institut ved CBS.
Hendes forskning handler om krydsfeltet mellem ligestilling på arbejdsmarkedet og i hjemmet, herunder barsel. Hun har en kandidat- og en bachelorgrad i økonomi fra Københavns Universitet.
Hun kommer oprindeligt fra Aarhus. Læs mere her.

Læs også: 4 seje danske kvinder der var de første i verden