
SOMMERNEWS: Solbriller beskytter børn mod skader på øjnene
Solbriller beskytter børn mod skader på øjnene · 35-årig idømt ni års fængsel for to drabsforsøg · Dantaxi og TIER i samarbejde om at droppe løbehjulet når promille er for høj · Besøgstal over al forventning på Statens Naturhistoriske Museum · 40 personer anholdt i fogedaktion i Haderslev · Dagens video: Stjernemøde · Sommerpostkort: Sug i maven 🎢
Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.
Solbriller beskytter børn mod skader på øjnene
Årsagen til at både børn og voksne bør have solbriller på i den skarpe sommersol er ikke (kun), at det ser cool ud. De ultraviolette stråler kan lave alvorlige skader på øjnene, og børns øjne er ekstra udsatte for solens skadelige påvirkning. Profil Optik opfordrer danske familier til at gøre solbriller til samme ansvarlige vane som solcreme.
Sommerferien er over os, men med lyset og varmen kommer også de farlige UV-stråler. Danskerne er blevet gode til at beskytte sig selv og familiens yngste med solcreme, skygge og hat. Men Profil Optik oplever, at øjne stadig er overset, når det handler om solbeskyttelse – selvom risikoen for skader er høj for især børn. Der er brug for oplysning og et simpelt råd: Tag solbriller på i solen.
– I Profil Optik rådgiver vi i sagens natur rigtig mange danskere om syn og øjensundhed, og det kommer bag på de fleste, når vi fortæller dem, hvor vigtige solbriller er som beskyttelse. De fleste tænker først på komfort og stil og bliver overraskede, når de hører, hvor store konsekvenser det kan have for synet, når øjne udsættes for sollys. Der er derfor behov for mere information, forklarer Gitte Sørensen, som er chefoptiker hos Profil Optik.
Det bakkes op af Nicolai Larsen, speciallæge i øjensygdomme og virksomhedsansvarlig læge hos Memira, der ser de skader, sollys kan forårsage:
– UV-skader, som følge af ubeskyttet soleksponering, viser sig primært på øjenlågene, og på øjets binde- og hornhinde. Forebyggelse af UV-skader er vigtigt, når du er udsat for sollys i længere perioder. Nogle af skaderne viser sig først senere i livet, hvor det kan medvirke til udvikling af eksempelvis grå stær. Derfor er det også vigtigt, at børn beskytter deres øjne. Hellere forebygge tidligt end at skulle behandle senere i livet.
Børn er særligt udsatte for solens ultraviolette stråler, fordi deres pupiller er mere udvidede end voksnes, og derfor kan de skadelige stråler nemmere trænge ind i et barns øjne. Ifølge den amerikanske nonprofit sundhedsorganisation Lighthouse Guild kan der trænge op til 70% mere UV-stråling igennem pupiller hos børn end hos voksne og medføre skader på nethinden og linsen. Lighthouse Guild skriver også, at inden vi fylder 18 år har vi fået omkring 80% af den UV-eksponering vi opnår gennem livet.*
3 gode råd om solen:
· Vælg solbriller med CE-mærkning for at få den rigtige beskyttelse
· Brug solbriller ved UV-indeks over 3
· Vær ekstra opmærksom på at beskytte dine børns øjne mod solens
* Se mere her.

Læs også: Trendekspert guider dig til årets solbriller
35-årig idømt ni års fængsel for to drabsforsøg
En 35-årig mand fra Herning er i dag ved retten i Herning blevet idømt ni års fængsel. Den 35-årige mand er af et nævningeting blevet kendt skyldig i to forsøg på manddrab samt for at fremsætte trusler. Begge drabsforsøg blev begået i juli måned sidste år på Markedspladsen i Herning.
For snart et år siden modtog Midt- og Vestjyllands Politi den 22. juli 2021 en anmeldelse om et knivstikkeri begået på markedspladsen i Herning. En dengang 31-årig mand var om formiddagen blevet stukket med en kniv i ansigtet og havde fået et livstruende snitsår på halsen, som krævede akut behandling.
Gerningsmanden – en dengang 34-årig herninggenser – blev hurtigt anholdt på sin bopæl, hvor han havde søgt hen efter episoden. I retten i Herning kunne fungerende specialanklager hos anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi Jakob Kjær så i dag afslutte sagen mod manden.
På grund af knivskadens voldsomhed og fordi forurettede kun overlevede takket være den rette lægebehandling, lød tiltalen på drabsforsøg. Den anden tiltale for drabsforsøg, som den 35-årige i dag også blev kendt skyldig i, kom på baggrund af en tidligere episode. Dette drabsforsøg fandt ligeledes sted på Markedspladsen den 20. juli sidste år, hvor den nu 35-årige dømte havde kvalt en anden mand til manden besvimede og efterladt ham i den tro, han var død.
– Først og fremmest er jeg selvfølgelig tilfreds med, at retten har vurderet de to forhold fra den 20. og den 22. juli 2021 som drabsforsøg og dermed på samme måde som anklagemyndigheden, fortæller Jakob Kjær, fungerende specialanklager ved anklagemyndigheden hos Midt- og Vestjyllands Politi.
Han uddyber:
– Særligt omkring drabsforsøget fra den 22. juli skal det bemærkes, at forurettede efter lægernes vurdering næppe havde overlevet uden den akutte, kompetente lægelige behandling. De tilstedeværende personer ved Markedspladsen var hurtige til at hjælpe og transportere forurettede til hospitalet, så han kunne få den nødvendige hjælp, hvilket er prisværdigt og dermed en medvirkende årsag til, at han overlevede.
Udover de to tiltaler for drabsforsøg var den 35-årige ved retten i Herning også tiltalt for et tilfælde af vold i Fakta på Grøndahlsvej i Herning, hvor han skulle have sparket en person. I samme butik skulle han desuden have truet en anden person. Under sin varetægtsfængsling har manden ifølge anklagemyndigheden brudt loven endnu en gang, da han i oktober har truet en fængselsbetjent. Begge disse tiltaler blev den 35-årige frifundet for.
Ifølge et nævningeting bestående af tre dommere og seks nævninge blev den i dag 35-årige mand ved retten i Herning kendt skyldig i begge forsøg på drab samt for at have fremsat trusler på livet under den beskrevne episode i Fakta.
– Jeg tager til efterretning, at retten ikke fandt, at der var grundlag for at dømme tiltalte til forvaring, som var anklagemyndighedens principale påstand. Jeg hæfter mig samtidig ved, at retten har udmålt en straf på ni års fængsel, som er i overensstemmelse med anklagemyndighedens subsidiære påstand, hvilket jeg selvfølgelig er tilfreds med, afslutter Jakob Kjær.
Den 35-årige herninggenser har under hele retssagen nægtet sig skyldig. Ved rettens dom valgte han at udbede sig betænkningstid.

Læs også: Idømt otte års fængsel for drabsforsøg
Dantaxi og TIER i samarbejde om at droppe løbehjulet når promille er for høj
Samarbejde mellem Dantaxi og TIER udvides: Drop løbehjulet hvis promillen er for høj.
Sommer og sol er for mange lig med fest og socialt samvær samt et glas eller to med familie og venner. Men bliver promillen for høj, skal man holde sig fra løbehjul og i stedet vælge taxi til hjemkørslen. Det mener TIER Mobility og
Dantaxi, der råder over henholdsvis 800 el-løbehjul og 1.000 taxier i København og på Frederiksberg. Tiltaget mellem de tohjulede og de firhjulede hilses velkommen på Rådhuset.
I foråret indledte de to transportselskaber TIER Mobility og Dantaxi et samarbejde for at undgå kørsel i påvirket tilstand på TIER’s delecykler. Nu udvides samarbejdet til at omfatte TIER’s 800 el-løbehjul, der netop er sat på gaden i København og på Frederiksberg.
Hvis du har drukket, skal du tage taxi i stedet for løbehjul … Som resultat af samarbejdet spørges aktive brugere på TIER app’en, torsdag til søndag i tidsrummet mellem 22.00 og 05.00, om de har drukket alkohol – hvis ‘”ja’
bliver de henvist til Dantaxi’s app og tydeligt instrueret i ikke at tage et TIER løbehjul hjem.
– Vi er glade for at udvide samarbejdet med Dantaxi. Sammen har vi udviklet en løsning, der ikke bare tilskynder folk til at lade løbehjulet stå, men også gør det nemt at vælge et sikkert og ansvarligt alternativ. Det er i alles interesse at undgå spirituskørsel. Vi ønsker ikke at se nogle, komme til skade på et løbehjul, siger TIER’s Regional City Manager i Danmark, Frederik Heesch Hansen.
At to virksomheder, der ellers er i konkurrence, er gået sammen om at mindske spirituskørsel, bliver hilst velkommen på Københavns Rådhus:
– Det er virkelig positivt, at to ellers konkurrerende virksomheder er gået sammen om at få københavnerne sikkert hjem. Det er nemt at hoppe på et el-løbehjul, når man skal fra A til B, men de bør bestemt ikke bruges, når man har indtaget alkohol, udtaler Louise Theilade Thomsen, medlem af Teknik- og miljøudvalget for Venstre.
Samarbejdet er ikke kun begrænset til TIER’s løbehjul og delecykler i København. Men er også virksomt i Herning og Odense.

Læs også: Nu får Frederiksberg elløbehjul
Besøgstal over al forventning på Statens Naturhistoriske Museum
På trods af flere Corona-nedlukninger, har Statens Naturhistoriske Museum oplevet et voksende antal besøgende gennem flere år, og den 5. juli havde over 200.000 besøgt udstillingerne i år. Det betyder, at 2022 kan blive et nyt rekordår for museet.
Ved udgangen af 2021 havde over 288.000 gæster lagt vejen forbi en af Statens Naturhistoriske Museums besøgsadresser. De flotte besøgstal var tæt på publikumsrekord, og blev opnået på trods af fire måneders Corona-relaterede nedlukninger. Men allerede tirsdag den 5. juli i år havde mere end 200.000 gæster besøgt museets udstillinger, og det betyder, at der er lagt op til endnu et år med rigtig gode besøgstal.
– Vi er meget glade for de flotte resultater, vi har opnået de senere år. Det viser, at vi er på rette vej med vores udstillinger og deres formidling af naturens verden. Vi har indtil nu haft en forventning om et besøgstal på ca. 400.000 om året, når den nye museumsbygning i Botanisk Have åbner for publikum om et par år. Det tal er allerede nu inden for rækkevidde, siger Peter C. Kjærgaard, direktør for Statens Naturhistoriske Museum.
De voksende besøgstal på Statens Naturhistoriske Museum blev grundlagt med en ny strategi for særudstillinger, hvor forskellige formater afprøves på vejen frem mod åbningen af den nye museumsbygning i Botanisk Have. De voksende besøgstal på Statens Naturhistoriske Museum blev grundlagt med de to særudstillinger Microsculpture i 2017 og Fashioned from nature i 2019. Begge udstillinger benyttede nyskabende elementer for at fortælle om naturens verden og menneskets forhold til den. Men det store gennembrud kom med den ikoniske udstilling Dinosaurernes konge, som formåede at få et rekordstort antal gæster til museet, på trods af at udstillingen måtte lukke ned i to perioder på grund af Covid-19. I dag oplever museets nye satsning Neandertaler, som er udviklet i samarbejde med Moesgaard Museum i Aarhus, også rigtigt flotte besøgstal.
– Det er en udvikling, vi har arbejdet på i flere år, og som vi nu kan se bærer frugt. Vores gæster er yderst positive, når vi spørger til deres oplevelser på museet. Vi har endda opnået at få et rigtigt godt tag i de unge, som ellers er en svær aldersgruppe at få på museumsbesøg. Jeg er derfor overbevist om, at vi har lagt grunden til, at den nye museumsbygning bliver et internationalt anerkendt fyrtårn med spændende og nyskabende fortællinger om mennesket og vores forhold til naturen, slutter Peter C. Kjærgaard.

Læs også: Juli måneds kulturguide
40 personer anholdt i fogedaktion i Haderslev
Politi måtte i sidste uge anholde 40 personer, der udeblev fra aftale i Fogedretten i Haderslev. Aktionen fortsætter.
I sidste uge gennemførte Syd- og Sønderjyllands Politi en fogedaktion i Haderslev. Aktionen blev gennemført tirsdag, onsdag og torsdag i uge 26. Her fik 61 personer behandlet deres sager ved fogedretten i Haderslev. Ud af de 61 personer blev de 40 anholdt af politiet, mens de resterende 21 enten dukkede op af sig selv eller på foranledning af politiet. En del skyldnere udebliver fra fogedretterne og må anholdes af politiet for at sikre, at de møder op i retten.
Aktionen fortsætter i Haderslev, så politiet vil også i den kommende tid anholde personer til fogedretten og henstiller til, at borgere, der er eftersøgt til fogedretten, henvender sig frivilligt til fogedretten i Haderslev.
Syd- og Sønderjyllands Politi har i øjeblikket ekstra fokus på denne type sager og gennemfører også fogedaktioner i Sønderborg, så borgere, der udebliver fra deres aftale med fogedretten, risikerer også her at blive anholdt i hjemmet eller på deres arbejdsplads.

Læs også: Højsteretten har hævet straffen for stalkere