Læs også:

Close
pige computer skole job

Kvinder kender ikke sproget for IT og teknologi

Nyheder  | 

Kvinder kender ikke sproget for IT og teknologi · Inflationshjælp til tre milliarder kroner ændrer ikke på inflationen · 50-årig mand anholdt for forsætlig brandstiftelse · Frivilligrådet samler civilsamfundet om fritidsaktiviteter til ukrainske børn · 25-årig mand blev målt til at køre 172 km/t og fik beslaglagt sin bil · Dagens billede: Hundehæder

Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.

Kvinder kender ikke sproget for IT og teknologi

Når piger lærer, at IT og teknologi er svært, utilgængeligt og mandigt, så er det ikke underligt, at de 9 ud af 10 kvinder i en ny undersøgelse svarer, at de ikke har kendskab til teknologiske begreber. Ifølge ekspert i digital pædagogik er det kun fordomme, der står i vejen. Elgiganten sætter fokus på lige adgang til IT og teknologi for alle.

Mænd har mere forstand på tech og IT end kvinder – hvis man spørger dem selv. En ny undersøgelse lavet af Yougov for Elgiganten viser, at kun én ud af ti kvinder selv mener, at de har kendskab til teknologiske begreber, mens én ud af tre mænd mener, at de har godt kendskab. Af undersøgelsen fremgår det også, at kvinder i langt større grad end mændene beder om hjælp til teknologi og digitale løsninger. 62% af de adspurgte kvinder beder om hjælp til teknologi, mens blot 42% af mændene beder om hjælp.

Men ifølge digital pædagog og stifter af DigiPippi Eva Fog Noer siger svarene ikke meget om den reelle viden, men er til gengæld et spejlbillede af en måde at tale it og tech på, der tilgodeser mænd frem for kvinder, fra vi er små:

– Måden vi taler om tech og IT på er helt skæv i forhold til køn – og det starter fra børneårene. Piger får at vide, at teknologi og IT er svært, utilgængeligt og noget mandigt, og så mister de lysten til at bruge tid på det. Men jeg kan se, at i det øjeblik vi viser pigerne, at teknologi er sjovt, nemt og udviklende, tager de det til sig og er utroligt dygtige, deltagende og fokuserede. Og som undersøgelsen viser, er de gode til at tage imod hjælp fra andre. Den læring, vi skal tage med os ind i voksenlivet.

IT og teknologi skal være lige tilgængelig for alle. Elgiganten har fået lavet undersøgelsen for at sætte fokus på, at vi stadig ikke er gode nok til at gøre IT og teknologi lige tilgængelig og interessant for alle i samfundet. I takt med at IT og teknologi bliver en mere og mere uundværlig del af hverdagen for os alle sammen bliver uligheden også et større problem.

Ditte Opstrup Andersen, PR & Kommunikationschef i Elgiganten:

– Ingen kan undvære IT eller elektronik i hverdagen. Vores ansvar er derfor at sikre, at vi er i stand til at hjælpe alle, der kommer til os for råd og vejledning og vise, at elektronik ikke behøver være kompliceret.

Ditte peger samtidig på, at kvinders selvopfattelse og interesse for IT, elektronik og teknologi kan have betydning for undersøgelsens resultater:

– Jeg tror ikke altid, at vi kvinder stoler nok på os selv, når det kommer til IT og teknologi. Ofte sker det, at vi lægger ansvaret for hjemmets lys, lyd og billeder hos manden – enten fordi det er nemmest, eller fordi vores bedre halvdel har en større interesse for området. Og når vi gør det, kommer vi til at føle os hægtet af over tid. Skal vi mindske skellet mellem kvinder, IT og teknologi, har vi derfor også selv et ansvar for at komme mere ud af starthullerne – for vi kan sagtens, hvis vi vil. Og bliver vi samtidig mødt af rådgivere, der forstår at hjælpe os i et sprog vi forstår, bedres chancerne yderligere for at skellet mindskes.

Om Tech Trouble:

Undersøgelsen Tech Trouble er foretaget af YouGov for Elgiganten. 1.022 danske respondenter har i 2021 deltaget i undersøgelsen og udgør et nationalt repræsentativt niveau af den voksne befolkning over 18 år. Rapporten undersøger danskernes udfordringer med den teknologiske udvikling i håb om at få en bedre forståelse af de områder, som de kan være med til at løfte ift. råd og vejledning.

Læs den fulde rapport her.

pige computer skole job
Kvinder kender ikke sproget for IT og teknologi … (Foto: PR)

Læs også: Finanssektoren udgiver ligelønsguide

Inflationshjælp til tre milliarder kroner ændrer ikke på inflationen

Inflationshjælp i den størrelsesorden, som regeringen har foreslået, kommer ikke til at skubbe yderligere på inflationen, viser analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Regeringen har samlet foreslået inflationshjælp for tre milliarder kroner til hårdt ramte grupper. Det kommer ikke til at skubbe yderligere på inflationen lyder det i ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, der har lavet beregninger på baggrund af data fra Danmarks Statistik i den økonomiske model ADAM.

– Regeringens udmelding om at give en håndsrækning til grupper, der er særlig hårdt ramt af stigende priser, har medført kritik flere steder fra, fordi nogle er bange for, at det blot skubber yderligere til inflationen. Men vores beregninger viser, at de tiltag, der er på bordet, vil have en forsvindende lille effekt på inflationen, forklarer Sofie Holme Andersen, cheføkonom i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Regeringen har foreslået at give en ekstra check til de folkepensionister, der har mindst, for at forsøge at afbøde effekterne af den stigende inflation. Ligeledes har de indgået aftaler med en række af Folketingets partier om en varmecheck til de husstande, der har mindst, og hvis opvarmningsmiddel er steget mest i pris.

Samlet har regeringen foreslået og aftalt inflationshjælp for omkring tre milliarder kroner.

– Når man øger efterspørgslen, risikerer man at øge inflationen. Derfor skal man også være varsom. Tiltagene skal være midlertidige og begrænsede, så inflationshjælpen kommer i afmålte portioner. Men som tallene viser, er det også tilfældet med det, der er foreslået, siger Sofie Holme Andersen.

Analysens hovedkonklusioner:

Øger man det private forbrug med tre milliarder kroner, er effekten på inflationen i det første år 0,02 procentpoint.
Effekten på inflationen topper i år syv, hvor den er 0,057 procentpoint. Med den nuværende inflation på 5,4 procent er effekten af inflationshjælpen på inflationen dermed forsvindende lille.

Læs analysen her 

huse
Inflationshjælp i den størrelsesorden, som regeringen har foreslået, kommer ikke til at skubbe yderligere på inflationen, viser analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. (Foto: PR)

Læs også: Klimafiasko og sociale kriser topper globale risici for 2022

50-årig mand anholdt for forsætlig brandstiftelse

Sydøstjyllands Politi har mandag anholdt en 50-årig mand fra Egtved for forsætlig brandstiftelse af en række brande i Egtved-området.

De seneste to måneder har der været omkring 40 naturbrande i Egtved-området, og Sydøstjyllands Politi har været meget opmærksomme på dem fra starten. Alle brande er blevet slukket uden hverken personskade eller bygningsskade, men risikoen for spredning er meget høj, når vejret er tørt – og især når der er tale om påsatte brande.

Det er bekymrende, når der opstår så mange brande inden for kort tid, og derfor startede Sydøstjyllands Politi også meget tidligt i forløbet en samlet efterforskning. På den baggrund har Sydøstjyllands Politi nu anholdt en 50-årig mand for forsætlig brandstiftelse af en række brande.

Den 50-årige mand bliver fremstillettirsdag i grundlovsforhør klokken 11.00 ved Retten i Kolding, hvor Anklagemyndigheden ved Sydøstjyllands Politi vil anmode om, at grundlovsforhøret bliver afholdt for lukkede døre.

Af hensyn til efterforskningen kan Sydøstjyllands Politi på nuværende tidspunkt ikke dele flere oplysninger om sagen med offentligheden.

brand ildebrand
Politiet har mandag anholdt mand for forsætlig brandstiftelser på Egtvedegnen … (Foto: PR)

Læs også: To mænd fængslet for forsætlig brandstiftelse

Frivilligrådet samler civilsamfundet om fritidsaktiviteter til ukrainske børn

Frivilligrådet har fået til opgave at facilitere et nationalt partnerskab med særligt fokus på fritidsaktiviteter til de mange ukrainske børn, der kommer til landet. Partnerskabet mødes første gang til et virtuelt møde i morgen torsdag den 12. maj, der efterfølges af en spørgeskemaundersøgelse på tværs af fritidsaktivitets-områderne.

‘Alle ukrainske børn skal have mulighed for at gå til en fritidsaktivitet’. Sådan lød udmeldingen fra regeringen om det nye nationale partnerskab, Frivilligrådet er blevet bedt om at stå i spidsen for. Civilsamfundet og landets frivillige er allerede i fuld gang med arbejdet med at sikre fritidsaktiviteter til ukrainske børn – derfor er partnerskabet et godt næste skridt, lyder det fra rådets formand, Anna Bjerre:

– Hvis der er én ting, der kendetegner civilsamfundet og de mange fantastiske frivillige, vi har i Danmark, så er det, at vi tilsammen nærmest har superkræfter! Det så vi fx under corona-krisen, hvor frivillige organisationer og foreninger spillede en essentiel rolle i at holde samfundets sociale hjul i gang. Og vi ser det nu i modtagelsen af ukrainerne rundt i Danmark: Civilsamfundet træder frem! Derfor er det rigtigt set af regeringen at tage initiativet til dette partnerskab. For er der nogen, der kan løfte opgaven med at sikre fritidsaktiviteter til de ukrainske børn, så er det civilsamfundet og de frivillige i Danmark, siger Anna Bjerre.

Frivilligrådet har tidligere anbefalet regeringen – på baggrund af erfaringerne fra corona-tiden – at have fokus på tidlig inddragelse af civilsamfundet såvel som koordinering og videndeling. Derfor glæder regeringens initiativ Anna Bjerre:

– I Frivilligrådet ser vi frem til at varetage opgaven med at facilitere partnerskabets vigtige og meningsfulde arbejde. Partnerskabet vil forhåbentlig komme de ukrainske børn, som er flygtet fra krigens rædsler, til gode, ved at tilbyde dem en lille smule normalitet i deres nye tilværelse her i Danmark, siger Anna Bjerre.

Social- og Ældreminister Astrid Krag siger:

– Mange ukrainske børn er kommet til Danmark med hovedet fuld af oplevelser fra krigen og frygt for, hvad der skal ske far derhjemme. Vi ved, at fællesskaber, kammeratskaber og fritidsliv er med til at øge børns trivsel. Derfor er det mit håb, at alle ukrainske børn kan gå til noget, og at de og deres familier inviteres med ind i fællesskaberne i foreningerne. Danmark har et unikt og stærkt foreningsliv, og jeg er sikker på, at Frivilligrådet og partnerskabet kan lykkes med at give de ukrainske børn nogle positive oplevelser i hverdagen.

Kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen siger:

– Krig og rædsel fylder meget for de ukrainske børn, som kommer hertil. Det er vigtigt, at vi giver dem mulighed for at tænke på noget andet og have det sjovt med for eksempel en fritidsaktivitet. Vi har i Danmark stærke traditioner for foreninger, der engagerer sig i samfundsudviklingen. Derfor glæder jeg mig over, at vi med et nationalt partnerskab kan få arbejdet på skinner, så børnene kan komme ud og have det sjovt og opleve det sammenhold og fælleskab, som foreningerne giver.

En lang række aktører på tværs af relevante fritidsaktivitets-områder som sport, kultur og det sociale er blevet inviteret med i partnerskabet. Partnerskabet skal for eksempel bidrage til at styrke den nationale koordinering og videndeling; og til at identificere udfordringer og barrierer i arbejdet med at inkludere de ukrainske børn i fritidsaktiviteter rundt omkring i landet.

– Jeg ser frem til at få samlet partnerskabet første gang og tage hul på drøftelserne om, hvordan vi bedst styrker koordinering og videndeling – og få identificeret de nuværende barrierer. Det er vigtigt, at vi hurtigst muligt får skabt et overblik over de nuværende aktiviteter – og dem, der er planlagt for sommeren, så vi kan lokalisere eventuelle mangler i tilbud og dækning, slutter Anna Bjerre.

Partnerskabet mødes første gang i morgen den 12. maj. Efter mødet vil Frivilligrådet iværksætte en større spørgeskemaundersøgelse på tværs af sektorer for yderligere at afdække fritidsaktivitets-tilbuddene til de ukrainske børn.

ukraine
Frivilligrådet samler civilsamfundet om fritidsaktiviteter til ukrainske børn … (Foto: Pexels)

Læs også: Fokusnews: Tal med børnene om krigen i Ukraine

25-årig mand blev målt til at køre 172 km/t og fik beslaglagt sin bil

Sidste uge fik Østjyllands Politis vagtcentral en melding fra en af politiets ATK-operatører, der netop havde blitzet en bil, der kom kørende med 172 km/t på Hovedvejen i Auning, hvor hastighedsbegrænsningen er 80 km/t.

Da det er en hastighedsoverskridelse på over 100%, og dermed betragtes som vanvidskørsel, skulle føreren af bilen findes hurtigst muligt med henblik på beslaglæggelse af bilen. Der blev sendt en patrulje til den adresse, hvor bilen formodedes at befinde sig, og der fandt betjentene både bilen og den 25-årige mand, der var blevet blitzet af fotovognen kort forinden.

Den 25-årige mand erkendte at have ført bilen, men mente ikke, at han havde kørt så stærkt, som fotovognen havde målt ham til. Han blev sigtet for overtrædelse af færdselsloven, fik inddraget kørekortet på stedet, og bilen blev beslaglagt med henblik på konfiskation.

skilt vejskilt kørekort fartgrænse (Foto: PR)
Fartgrænsen var 80 km, men den unge mand blev målt til 172 km i timen …  (Foto: PR)

Læs også: Mange kørte for stærkt i påsken

Dagens billede: Hundehæder

· Mere fra samme kategori ·