
Flere kvindelige sangskrivere på listen over mest indtjenende musiknumre
Flere kvindelige sangskrivere på listen over mest indtjenende musiknumre · Mange blitzet ved vejarbejde · Aabenraa Kommune har succes med håndholdt indsats for udsatte unge · Drop af velfærdslov er en mavepuster for velfærden · Straksdom til 32-årig narkohandler · Dagens billede: Erika Jaynes usikre fremtid
Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.
Flere kvindelige sangskrivere på listen over mest indtjenende musiknumre
Koda Hitlisten, som indeholder top-10 over de mest indtjenende musiknumre i 2021, består af flere streaming- og radiohits. Samtidig er det første gang, siden listen blev skabt, at der er mere end én kvindelig dansk sangskriver på listen.
I år er det første gang, siden Koda Hitlisten blev skabt, at der optræder flere danske kvindelige sangskrivere på listen, og så er det endda tilfældet med fire ud af ti sange. Hidtil har der aldrig optrådt mere end én dansk kvindelig sangskriver på listen.
Udover Jada og Drew Sycamore, der har skrevet og fremført henholdvis nummer syv og otte, er Clara ophavskvinde til hele to sange. Det drejer sig om listens nummer seks, ’Girl Like You’ og nummer ti, ’Nobody’s Lover’. Sidstnævnte er skrevet og fremført sammen med Lord Siva, som i øvrigt også er at finde på en fjerdeplads med streaminghittet ’Solhverv’. Det er i øvrigt tredje år i streg, at Lord Siva har en sang med på hitlisten.
Der er to sange i top-tre. Listen viser også, at sanger og sangskriver Christopher har haft et særligt godt 2021 for ikke nok med, at han for første gang nogensinde topper listen med nummeret ’Leap of Faith’, så sikrer han sig også tredjepladsen med sangen ’Ghost’. Begge sange er at finde på Christophers seneste album ’My Blood’.
– Årets liste vidner om, at vi har at gøre med en gruppe danske sangskrivere, som har skabt en række stærke sange, der med garanti vil blive lyttet til og sunget med på mange år fremover. Der skal lyde et kæmpe tillykke til Christopher, for det er uden tvivl en særlig bedrift at være i top-tre med hele to sange. Jeg bliver også glad og en smule optimistisk, når jeg nu for første gang ser flere kvindelige sangskrivere på listen, for det understreger, at det bugner med talentfulde kvinder i musikken, og at den danske musikbranche er begyndt at få øjnene op for dem, udtaler Kodas forperson, Niels Rønsholdt.
Hitlisten offentliggøres som optakt til Kodas årsberetning og -regnskab, som udkommer i morgen fredag den 8. april. Her vil man også kunne se de fem musiknumre, som har tjent mest i udlandet, samt de fem udenlandske musiknumre, der har tjent mest i Danmark.
Koda Hitlisten 2021 Danmark:
1. Leap Of Faith
Christopher
Komponist/Sangskriver/Forlag:
Christopher Lund Nissen/Neil Richard Ormandy/Martin Lars Wiklund/David James Harvey Gibson/BMG /Universal Music Publishing/Ultra Music Publishing
2. Burnout
Calby
Komponist/Sangskriver/Forlag:
Mik Thybo/Magnus Larsson/Mark Falgren Petersen/Morten Ristorp Jensen/Warner Chappell Music
3. Ghost
Christopher
Komponist/Sangskriver/Forlag:
Christopher Lund Nissen/Neil Richard Ormandy/Martin Lars Wiklund/David James Harvey Gibson/BMG/Universal Music Publishing/Ultra Music Publishing
4. Solhverv
Lord Siva
Komponist/Sangskriver/Forlag:
Brian Sivabalan/Søren Affelou Schou/Peter Lützen/Chang Il Kim/Christian Kroman Andersen/PanAm Publishing
5. Share That Love
Lukas Graham, G-Easy
Komponist/Sangskriver/Forlag:
Neil Richard Ormandy/Edgar Machuca/Lukas Graham/Gerald Earl Gillum/Morten Ristorp/Nicholas Gale/Dave Gibson/Warner Chappell Music/Sony Music/ Publishing/Universal Music Publishing / BMG / Ultra Music Publishing
6. Girl Like You
Clara
Komponist/Sangskriver/Forlag:
Clara Toft Simonsen/Ole Bjørn H Sørensen
7. I Wanna Be Dancing
Drew Sycamore
Komponist/Sangskriver/Forlag:
Fridolin Nordsø Schjoldan/Lasse Boman/Frederik Tao Nordsø Schjoldan/Drew Sycamore/Sony Music Publishing
8. Nudes
Jada
Komponist/Sangskriver/Forlag:
Emilie Molsted Nørgaard/Malthe Rostrup/Hilda Ellen Viktoria Stenmalm/Gustav Måns Nyström/The Very Good Music Publishing/Warner Chappell Music
9. Blå Himmel
Kesi, Hans Philip
Komponist/Sangskriver/Forlag:
Oliver Kesi Chambuso/Henrik Bryld Wolsing/Hans Philip Sery Lagui
10. Nobody’s Lover
Clara, Lord Siva
Komponist/Sangskriver/Forlag:
Clara Toft Simonsen/Frederik Skjærbæk Carstens/Brian Sivabalan/Tigerspring
Hitlisten er en opgørelse over de musiknumre, der er skabt eller medskabt af mindst ét Koda-medlem, som har indtjent mest i Danmark i 2021.

Læs også: Spotify afslører hvilke kvinder vi lytter til
Mange blitzet ved vejarbejde
Mange blitzet ved vejarbejde – Køge Bugt Motorvejen, Greve/Solrød. Fartkontrollen ved vejarbejdet på Køge Bugt Motorvejen fortsatte onsdag aften mellem kl. 19.45 og frem til midnat. ATK-målebilen blev opstillet lige før Karlslunde Rasteplads i sydgående retning.
Aftenens kontrol førte til, at 318 bilister blev blitzet på grund af for høj fart forbi vejarbejdet, hvor hastigheden var nedsat til 80 km/t. Den hurtigste blist blev målt til at køre 131 km/t, men i alt 12 bilister kørte så stærkt, at de nu kan forvente en betinget frakendelse af førerretten.
Der er skærpet straf for at køre for hurtigt i en vejarbejdszone. Det betyder, at bøden fordobles, og at man får en betinget frakendelse ved overskridelse på mere end 40%. I alt 56 bilister kan ud over bøden forvente et klip i kørekortet, da de kørte mere end 30 % for hurtigt.
Kontrollen er en præventiv indsats for at få bilisterne til at respektere fartnedsættelsen forbi vejarbejdet, hvor der arbejdes i aften- og nattetimerne for at få afsluttet vejarbejdet hurtigere og forstyrre færrest mulige bilister. Hastighedskontrollen fortsætter, indtil vejarbejdet er afsluttet.

Læs også: Dyre fartbøder ved vejarbejde
Aabenraa Kommune har succes med håndholdt indsats for udsatte unge
Et forløb for udsatte unge har i 2021 hjulpet en stor del af målgruppen i arbejde eller uddannelse. Forløbet fortsætter i 2022.
Som en del af Aabenraa Kommunes KIK-projekt har indsatsen VP+ hjulpet udsatte unge i job eller uddannelse i 2021. I 2022 fortsætter indsatsen, der gennem virksomhedspraktik, vejledning og coaching skal ruste unge mellem 15-24 år til et liv på arbejdsmarkedet. Målgruppen er hovedsageligt unge, som er i en gråzone mellem Særligt Tilrettelagt Uddannelse (STU) og Forberedende Grund Uddannelse (FGU).
I 2021 deltog 25 unge i forløbet, hvor de i over cirka et halvt år er i virksomhedspraktik hos lokale virksomheder i tre-fire dage i ugen, mens de i en-to dage i ugen deltager i gruppeforløb, hvor de får coaching og vejledning i alt fra sociale relationer til livet på arbejdsmarkedet. Der er i indsatsen desuden mulighed for opkvalificering af skolefærdigheder, lige som der også er sat tid af til fysisk træning, som kan sikre mere overskud i en travl hverdag på arbejdsmarkedet eller uddannelse.
Af de 25 er 14 unge allerede nu selvforsørgende, og det forventes, at flere kommer i gang med en uddannelse efter sommerferien.
– Det er glædeligt, at VP+ har været så stor en succes i det første år, og derfor er der heller ingen tvivl om, at det selvfølgelig skal fortsætte i 2022. Det er en nøgleopgave for kommunen at hjælpe unge mennesker, der har haft udfordringer i livet, videre ud i job eller uddannelse, siger formand for Arbejdsmarkedsudvalget, Dorrit Knudsen, og fortsætter:
– Når forløbet er slut, så fortsætter de unge i et efterværn, hvor de bliver guidet og støttet i at holde fast i de gode resultater, de har opnået. Efterværnet er med til at sikre, at de unge fastholdes i det arbejde eller den uddannelse, de undervejs i forløbet har fundet sig til rette med. Et af nøgleordene i indsatsen er fællesskab. Tilbagemeldingen fra deltagerne er, at fællesskabet og relationerne er et af de bærende elementer for at få succes.
Indsatsen er en håndholdt indsats, hvor Aabenraa Kommunes Jobcenter, Børne- og Familieafdelingen og Ungdoms Uddannelsesvejledning (UU) arbejder tæt sammen om de enkelte unges fremtid.

Læs også: Ny kortlægning afslører hvad der bremser de unge under uddannelse
Drop af velfærdslov er en mavepuster for velfærden
Regeringen må droppe velfærdsloven, da den ikke kan samle flertal om projektet, der skulle sikre, at pengene fulgte med, når vi i fremtiden bliver flere børn og ældre.
– Det er en mavepuster på fremtidens velfærd, udtaler FOAs forbundsformand, Mona Striib.
De kommende år vil antallet af ældre og børn vokse, og det samme vil udgifterne til kernevelfærden.
Men trods flotte velfærdsløfter fra alle sider af det politiske spektrum, har det ikke været muligt for regeringen at sikre et flertal for en velfærdslov, så pengene fulgte med befolkningens udvikling.
– Det er en mavepuster på fremtiden velfærd. De fine skåltaler og løfter til ældre og børn er kastet på bålet, da det endelig gjaldt. Det er ikke bare trist, det er ekstremt alvorligt, fordi det skaber utryghed om udgifterne til vores kernevelfærd i fremtiden, siger forbundsformand for FOA, Mona Striib.
Den danske befolkning vokser med ca. 17.000 personer fra 2021 til 2022. For at opretholde det samme serviceniveau, skal der eksempelvis derfor bruges 1,25 milliarder kroner mere alene i kommunerne i 2022.
Mona Striib hæfter sig ved, at regeringen også uden Velfærdsloven fastholder ambitionen om, at det offentlige forbrug skal vokse i takt med befolkningsudviklingen.
– Det er ekstremt vigtigt. Men de kommende valg kommer i den grad til at handle om fremtidens velfærd, og om de vilkår vi byder ældre og børn. Det her problem går ikke væk, selv om flertallet pludselig fik kolde fødder, slutter Mona Striib.

Læs også: Danmark bliver foregangsland med dyrevelfærdslov
Straksdom til 32-årig narkohandler
En 32-årig mand er torsdag formiddag blevet idømt 2 år og 3 måneders fængsel for handel med narkotika. Dom blev afsagt som straksdom.
Manden blev anholdt onsdag den 6. april klokken 12.20 af Fyns Politi på en adresse i Søndersøområdet. Det var et tip, politiet modtog onsdag morgen, der førte politiet på sporet af manden.
På mandens bopæl fandt politiet 821,23 gram amfetamin, 195,68 gram hash, 15,12 gram MDMA og 3,75 gram pot. Desuden blev der fundet og beslaglagt digitalvægte, såkaldte pølsemandsposer og regnskaber for salg af narko.
Den 32-årige mand blev torsdag kl. 11 fremstillet i grundlovsforhør og sigtet for handel med narkotika efter staffelovens §191, stk 1.
Han blev umiddelbart efter domafsigelse varetægtsfængslet frem til afsoningen af dommen.

Læs også: Kvinde dømt for salg af narko via snapchat