Læs også:

Close
lån penge

Danskernes pensionsskat imponerer igen

Nyheder  | 

Danskernes pensionsskat imponerer igen · DI og Astralis vil afdække potentialet i digitalmilliardindustri · Copenhagen Rosé Festival vender tilbage · Besøg i baggård endte med slagsmål · Grønne lån fra Danske Bank skånede miljøet for over 1 million ton CO2 i 2021 · Dagens video: Behind the scenes · Fredagsfjol: Når der passes på en 🐶

Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.

Danskernes pensionsskat imponerer igen

Pensionsskatten – også kendt som PAL-skatten – indbragte staten hele 63,1 milliarder kroner i 2021, viser nye tal fra Danmarks Statistik. Det er et massivt samfundsbidrag fra branchen og pensionskunderne.

PAL-skatten er en skat på 15,3 pct., som opkræves hvert år af afkastet fra danskernes pensionsopsparing. Og med de store afkast, som branchen sikrede til kunderne i 2021, viser nye tal, at pensionsskatten næsten er på højde med rekorden på 63,4 mia. kr. i 2019.

I 2021 blev der indbetalt 63,1 milliarder kronr i PAL-skat til statskassen. Til sammenligning indbragte den samlede selskabsskat for hele erhvervslivet 93,3 milliarder kroner.

Ifølge F&P sætter de nye tal en tyk streg under, hvor stor betydning pensionerne har for dansk økonomi – og hvor bizart det er, at regeringen har varslet en ny særskat på forsikrings- og pensionsbranchen for at finansiere den såkaldte Arne-pension.

– Jeg tror, det er en kæmpe øjenåbner for mange, at afkastet fra danskernes pensionsformue har så stor betydning for økonomien. Det er et kæmpe bidrag, som selskaberne og deres kunder leverer til samfundet, siger adm. direktør Kent Damsgaard.

– Det er jo helt skævt, at særskatten skal betales af danske forsikrings- og pensionsselskaber – og deres kunder, som i forvejen leverer et rigtigt stort bidrag til det samfund, som vi er en del af, siger administrerende direktør Kent Damsgaard.

Og det er et stort samfundsbidrag i forvejen, som han efterlyser mere opmærksomhed fra politisk hold om det store samfundsbidrag, som branchen allerede i dag bidrager med.

– Danskerne mærker ikke umiddelbart, at de betaler skat af deres pensionsafkast, fordi det bliver trukket automatisk på deres pensionsopsparinger. Men der bør være et mere overordnet fokus på det enorme bidrag, som pensionsskatten udgør for vores samfund, siger Kent Damsgaard.

Fakta om PAL-skatten:

PAL-skatten opkræves som 15,3 pct. af afkastet af pensionsopsparingen. Rent praktisk er det pensionsselskaberne og bankerne, der indeholder skatten for de enkelte pensionsopsparere og sender den videre til skattemyndighederne.

Skatteindtægterne fra PAL-skatten svinger derfor med udviklingen på de finansielle markeder. I rekordåret 2019 indbragte PAL-skatten 63,4 milliarder kroner, og over de sidste 10 år har skatteindtægterne været omkring 39 milliarder kroner om året.

grafik pal-skat
Danskerne lægger mange penge i PAL-skat … (Grafik: PR)

Læs også: Hvornår har du tænkt dig at gå på pension

DI og Astralis vil afdække potentialet i digital milliardindustri

DI går nu sammen med den verdenskendte danske virksomhed Astralis om at analysere potentialet i digital konkurrenceunderholdning og støtte erhvervets udvikling i Danmark. Formålet med samarbejdet er at forankre esporten i DI og herfra præge rammerne i den hastigt vækstende milliardindustri, hvor Danmark med Astralis er foregangsland.

Med godt 3 milliarder gamere og 500 millioner seere og fans på verdensplan er esport og digital konkurrenceunderholdning en markant og hurtigt-voksende del af underholdningsindustrien. I Danmark alene bidrager de ledende aktører i højere og højere grad til samfundsøkonomien, innovation og arbejdspladser. Nye professionaliserede rammebetingelser skal gøre Danmark til verdens bedste.

– Astralis har for alvor sat Danmark på verdenskortet, når det gælder professionel gaming. Allerede nu sætter dansk esport sit aftryk på turismen og oplevelsesindustrien i Danmark, men med de rette rammebetingelser kan vi nå meget længere. Esport er i sig selv en for snæver beskrivelse af den vidt forgrenede industri, og den danske fortælling om erhvervet skal defineres på ny, ligesom vi skal have kortlagt dets voksende samfundsværdi og potentiale. Det arbejde går vi straks i gang med, siger Maria Krüger Torp, chef i DI Turisme og oplevelsesøkonomi.

– Vi skal gøre digital konkurrenceunderholdning til en dansk eksportvare på lige fod med vindmøller, medicin og fødevarer. Danmark er det land i verden, der har flest professionelle computerspillere per indbygger, og det skal vi drage nytte af – det gælder både politisk og kulturelt. Der er brug for, at vi til fulde udnytter denne helt særlige underholdningseksport og alt det, industrien kan, siger hun.

Med en helt ny kommerciel tilgang til digital konkurrenceunderholdning, et imponerende reach og en helt unik aktivering af følgere er Astralis i dag blevet international frontløber. Sammen med DI udbygger Astralis nu den eksisterende position, og samarbejdet skal fremme branchens muligheder for yderligere vækst indenfor underholdningsindustrien.

– Danmark har opnået en særlig position på området, som er bygget op af ildsjæle og professionelle gennem mange år. I Astralis ser vi et enormt potentiale i at brede forretningen ud, og vi går gerne sammen med andre stærke kræfter, når det gælder udviklingen af industrien og måden, vi skaber forretning. Her er DI et godt match, siger Anders Hørsholt, CEO i Astralis.

– Vi tror på, at vi sammen kan nå endnu længere ved at skabe en større forståelse for en industri i vækst. Vi er en del af en underholdningsindustri, der fornyer sig næsten fra uge til uge, og derfor har vi brug for opbakning og forståelse. Både fra erhvervslivet, fra danskerne og fra de politiske beslutningstagere, fortæller Anders Hørsholt.

Astralis, der blev stiftet i 2016, har på rekordtid sat enorme aftryk på konkurrenceunderholdningens verdenskort. Virksomheden har professionelle hold og spillere i Counter-Strike, League of Legends, Rainbow Six, Fortnite og FIFA, man har bygget digitale kanaler med millioner af følgere. Seneste skud på stammen er Astralis Nexus, 1200 kvm med underholdning, gaming og undervisning i midten af København som nabo til DI på Vesterbrogade i København. Det nye samarbejde forankres formelt i DI Digital og DI Turisme og Oplevelser.

esport gaming
Spændende samarbejde er indgået mellem DI og Astralis … (Foto: Pexels)

Læs også: Astralis opkøber PIXEL.TV

Copenhagen Rosé Festival vender tilbage

Mange ting er ved at være tilbage til ‘normalen’, og dermed også de mange hyggelige events, vi har savnet. Men nu har vi endnu en ting at sætte i kalender, for fredag den 24. og lørdag den 25. juni slår Copenhagen Rosé Festival dørene op til to oplevelsesrige dage i roséens tegn, større og bedre end nogensinde før, når festivalen indtager The Plant i København.

Copenhagen Rosé Festival er for alle, der elsker rosé, og er en oplagt mulighed for at skyde rosé-sæsonen i gang på bedste manér. I løbet af festivalen vil det være muligt at smage sig igennem nye som gamle favoritter fra de forskellige vinudstillere, som tilsammen vil have over 100 forskellige rosévine med.

Hver session varer to timer, hvor man kan gå på opdagelse i roséens verden, mens man nyder sommersolen og de lyserøde dråber i de fantastiske omgivelser. Derudover, vil der være forkælelse i form af sød musik, lækker mad, ny viden og vigtigst af alt: masser af rosé.

Teamet bag Københavns største rosé festival glæder sig til at byde velkommen til en verden af rosé, når de for fjerde gang inviterer til Copenhagen Rosé Festival. Om årets Copenhagen Rosé Festival udtaler Founder, Marshoud Dababneh:

– Vi glæder os helt enormt til at invitere roséglade mennesker ind på den største location, vi hidtil har haft, med plads til over 1500 gæster. Sidste år oplevede vi stor interesse og endte med at have udsolgt begge dage. Derfor, har vi udvidet forholdene i år, så vi har plads til alle.
copenhagen rose festival
Vi elsker de liflige dråber – og du kan smage på mange af dem på denne festival … (Foto: PR)

Læs også: Vinguide for dummies

Besøg i baggård endte med slagsmål

Tirsdag eftermiddag fik Østjyllands Politi en anmeldelse om et slagsmål i en baggård ved Vesterbrogade i Aarhus C. Her havde en 54-årig mandlig beboer konfronteret en ukendt mand, der gik rundt i baggården – tilsyneladende uden at have et ærinde på stedet.

Den 54-årige mand har forklaret til politiet, at han havde undret sig over, hvorfor en ukendt mand gik rundt i den lukkede baggård, hvor han intet havde at gøre. Han var derfor gået ud og havde spurgt manden, hvad han lavede på stedet.

Ifølge den 54-årige mand gentog manden flere gange, at han i hvert fald ikke var indbrudstyv. Da den 54-årige mand bad ham forlade stedet, slog manden ud efter ham, først uden at ramme, men derefter ramte han den 54-årige i ansigtet.

Dette udviklede sig angiveligt til et reelt slagsmål, hvor begge parter slog hinanden og endte på jorden, hvor slåskampen fortsatte. Ifølge den 54-årige fik manden dog vristet sig fri og løb ud fra baggården. Den 54-årige mand blev herefter kørt til skadestuen for at blive tilset.

Østjyllands Politi hører gerne fra eventuelle vidner, der kan have set den anden mand, der var iført sort jakke med hætte, sorte bukser, sort kasket, hvide sko og bar på en lysebrun rygsæk. Oplysninger i sagen kan gives til Østjyllands Politi på telefon 114.

politi politibil
Politiet søger vidner efter slagsmål i baggård i Aarhus … (Foto: MY DAILY SPACE)

Læs også: Bliv klogere på psykisk vold i parforholdet

Grønne lån fra Danske Bank skånede miljøet for over 1 million ton CO2 i 2021

Ved udgangen af 2021 havde Danske Bank givet grønne lån for 37,5 milliarder kroner. På den baggrund er der sparet en mængde CO2, som svarer til udledningen fra fire millioner flyvninger fra København til Paris.

Der er stor efterspørgsel på grønne lån. Det oplever de blandt andet i Danske Bank, hvor mængden af denne type lån næsten er fordoblet fra 2020 til 2021.

Med et grønt lån kan virksomheder finansiere projekter, der skubber overgangen til en CO2-neutral, klimaresistent og bæredygtig økonomi i en mere klimavenlig retning. Det kan for eksempel være en vindmøllepark, forbedrede plastgenbrugsfaciliteter eller vedvarende energi, og det er da også konkrete eksempler på projekter, der blev finansieret af bankens grønne lån i 2021.

– Markedet for grønne lån fortsætter med at vokse, både på globalt plan og i Danske Bank og Realkredit Danmark. I 2021 udvidede vi udbuddet af vores grønne lån til også at gælde mindre erhvervskunder, hvilket er en vigtig del af vores ambition om at hjælpe vores kunder med at skabe bæredygtig vækst, forklarer Samu Slotte, der er chef for bæredygtig finansiering i Danske Bank.

Den samlede CO2-besparelse af projekterne, som de grønne lån har finansieret i 2021, bliver vurderet til i alt 1.087.552 tons.

Elektrificering er afgørende for større bæredygtighed. Et eksempel på en virksomhed, der har benyttet sig af et grønt lån, er fynske Flow Elnet. Virksomheden leverer strøm til tusindvis af kunder, og lånene har finansieret investeringer i renovering og udvidelse af eldistributionsnettet, som dermed har fået ny produktionskapacitet fra bæredygtige kilder.

Danske Bank arbejder for at sikre 300 milliarder kr. i bæredygtig finansiering inden udgangen af 2023 og med de lån, der blev stillet til rådighed i 2021, er banken nået endnu et stort skridt på vejen. I alt 192 milliarder kroner er således kommet på plads siden 2019.

I Danske Banks årlige Green Bond-rapport kan du få et overblik over bankens grønne lån, hvad pengene bliver brugt til og den estimerede indflydelse på miljø og klima. Find rapporten her.

Ved udgangen af 2021 havde Danske Bank givet grønne lån for 37,5 milliarder kroner. På den baggrund er der sparet en mængde CO2, som svarer til udledningen fra fire millioner flyvninger fra København til Paris … (Foto: Pexels)

Læs også: Forstå begrebet klimapsykologi

Dagens video: Befind the scenes

Fredagsfjol: Når der passes på en 🐶

· Mere fra samme kategori ·