
NEWS: Landsdækkende færdselsindsats ved skolestart
Landsdækkende færdselsindsats ved skolestart · Røgfri skoletid: Sejr for unges sundhed · Kvinde i fængsel for vanvidskørsel på stier · Gigantisk motorcykeltræf · Den uheldige men også heldige kirke · Dagens billede: COVID-19 Barbie
Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.
Landsdækkende færdselsindsats ved skolestart
Politiet gennemfører landet over målrettede indsatser på skolevejene i ugerne 32 og 33 (denne og næste uge). Det sker i forbindelse med skolestart, hvor mange tusinde børn har første skoledag, hvilket betyder, at mange små, nye og urutinerede trafikanter bevæger sig rundt i trafikken.
Ved skolestart-kontrollerne i 2020 sigtede politiet mere end 7.700 trafikanter, hvor langt hovedparten var bilister, som overskred den tilladte hastighed på skolevejene.
• 7.078 hastighedsovertrædelser på skolevejene.
• 118 voksne benyttede ikke sikkerhedssele og i 72 tilfælde var børnene ikke fastspændt
• 87 benyttede mobiltelefon under kørslen
– Det er vigtigt at køre hensynsfuldt på skolevejene, hvor tusindvis af børn færdes hver dag. Hvert år stopper vi desværre alt for mange bilister, der kører for stærkt, som har glemt at bruge sele på dem selv og deres barn, er uopmærksomme eller som undlader at respektere diverse forbudsskilte ved skolerne. Det handler om tryghed og sikre skoleveje og derfor gennemfører vi også kontroller i år, siger Christian Berthelsen, politiassistent i Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.
Nogle bilister har for travlt med at bringe deres egne børn sikkert i skole. De udviser ikke hensyn over for andres børn, der som fodgængere eller cyklister er på vej til skole. Derfor vil politiet igen i år ved anvendelse af manuelle kontroller og Automatisk Trafik Kontrol sætte ind for at medvirke til sikring af skolevejen og skride ind over for trafiksyndere.
Politiindsatserne vil blive koncentreret om skoleveje, hvor der især vil blive fokuseret på:
– bilernes hastighed
– om børnene er fastspændt i bilerne i sikkerhedssele
– om førerne selv husker at anvende sikkerhedssele
– skolepatruljernes arbejde, og
– forældrenes trafikale adfærd, herunder parkering, i forbindelse med aflevering af børn ved skolerne.
Der er heldigvis få børn, der kommer til skade i trafikken, og det skyldes blandt andet at forældrene er gode til at passe på deres børn, når de skal ud på vejene, hvor forældrenes indsats betyder meget. Indsatserne bakker op om Rådet for Sikker Trafik, TrygFonden og kommunernes kampagne skolestartskampagne. Læse mere hos Rådet For Sikker Trafik – Skolestart.

Læs også: Politiet satte fokus på cyklister og knallerter
Røgfri skoletid: Sejr for unges sundhed
Når tusindevis af gymnasie- og erhvervsskoleelever tager hul på et nyt skoleår, bliver det til en skoledag helt uden røg og tobak. Ifølge ny lov skal skoletiden være røgfri på alle ungdomsuddannelser. Rektorer og direktører bakker talstærkt op om de nye regler, som ifølge Kræftens Bekæmpelse vil ændre rygekulturen på skolerne.
Når eleverne på landets gymnasier og erhvervsskoler i denne uge møder efter ferien, så er det slut med at tænde en cigaret, dampe på e-cigaretten eller lægge et stykke snus op under læben i løbet af skoledagen.
Røgfri skoletid på ungdomsuddannelser er et lovkrav fra den 31. juli, og det gælder alle produkter med tobak og nikotin, der ikke er godkendt som lægemidler – både på skolens område og uden for matriklen. Det glæder Jesper Fisker, adm. direktør i Kræftens Bekæmpelse:
– Det er en kæmpe sejt for unges sundhed, at alle ungdomsuddannelser nu får røgfri skoletid. Vi ved, at rygning mange steder er et socialt samlingspunkt for eleverne, og at en del unge begynder at ryge eller ryge mere, når de starter på en ungdomsuddannelse. Det vil ikke være tilfældet, nu hvor røgen kommer ud af skoledagen.
Blandt rektorer og direktører på ungdomsuddannelser er der stor opbakning til lov om røgfri skoletid. En rundspørge på landets ungdomsuddannelser viser, at knap 9 ud af 10 ledere hilser loven velkommen. En af dem er Jesper Østrup, direktør på Roskilde Tekniske Skole:
– Loven om røgfri skoletid er en gave til skolerne. Vi har efterspurgt fælles regler længe, for når vi har en lov, der gælder alle, så er der ikke noget at diskutere, siger han.
Eleverne på Roskilde Tekniske Skole er allerede informerede om de nye regler, og skolen står klar til at hjælpe, hvis nogen har behov for hjælp til rygestop. Det samme gælder skolens ansatte, da det er besluttet, at den røgfri skoletid skal gælde alle som færdes på skolen.
En del ungdomsuddannelser gør som Roskilde Tekniske skole, og lader reglerne gælde de ansatte, der ellers ikke er omfattet af loven. Ifølge undersøgelsen gælder det omkring 7 ud af 10 uddannelsessteder.
– Havde vi skrevet loven, så gjaldt den også for ansatte. Et eller andet sted er det et forkert signal at sende, at vi forbyder noget for elever, men ikke for ansatte. Desuden ved vi, at unge lærer af den adfærd, vi voksne har. Derfor er jeg glad for, at så mange på eget initiativ lader reglerne gælde også for ansatte, siger Jesper Fisker.
Han forudser, at røgfri skoletid vil betyde et dyk i andelen af unge, der ryger, og at også professionshøjskoler og andre uddannelsesretninger i fremtiden også vil få røgfri skoletid.
Om undersøgelsen
Dataindsamling
Kræftens Bekæmpelse har i samarbejde med Danske Gymnasier (DG) og Danske Erhvervsskoler- og Gymnasier (DEG) udarbejdet spørgerammen. DG og DEG har stået for dataindsamlingen blandt deres respektive medlemmer. Det betyder, at undersøgelsen er besvaret af rektorer og direktører. Data er indsamlet i juni 2021 med en svarprocent på 62 pct. (140 ud af 225).
Resultater:
Hvad er din holdning til røgfri skoletid?
Meget god ide/God ide = 89 %
Hverken god eller dårlig idé = 8 %
Dårlig idé/Meget dårlig idé = 4 %
Synes du, at den nye lovgivning om røgfri skoletid burde gælde både elever og ansatte?
Ja = 87 %
Nej = 11 %
Ved ikke = 2 %
Indfører din skole røgfri skoletid for både elever og ansatte?
Ja = 69 %
Nej = 6 %
Vi har allerede røgfri skoletid for både elever og ansatte = 20 %
Har ikke besluttet = 5 %
Oplever du, at der er opbakning til røgfri skoletid blandt de ansatte/underviserne?
I høj grad = 65 %
I nogen grad = 32 %
I mindre grad = 3 %
Slet ikke = 0%
Har I inddraget eleverne i at få skabt en ny pausekultur?
Ja = 76 %
Nej = 24 %

Læs også: Partier klar med indgreb mod rygning
Kvinde i fængsel for vanvidskørsel på stier
En kvinde har mistet sit kørekort og skal i fængsel for at køre narkopåvirket i bil på stier og bringe en anden trafikant i fare. Desuden blev bilen, som tilhørte et familiemedlem, konfiskeret.
Mandag den 12. juli var mandlig cyklist tæt på at blive påkørt af en modkørende bilist på et stisystem mellem Horsbred og Nørrebred i Vallensbæk. Bilisten kom drønende direkte mod ham med omkring 50 kilometer i timen, og cyklisten undgik med nød og næppe en påkørsel ved at undvige.
Bilisten, en 31-årig kvinde fra Midtsjælland, fortsatte uanfægtet videre ad stier for bløde trafikanter, mens flere borgere alarmerede politiet om den farlige kørsel. Hun blev pågrebet nær Vallensbæk Sø, og efterfølgende narkotests afslørede store mængder GHB og amfetamin i hendes blod.
Sidste uge kendte Retten i Glostrup kvinden skyldig efter straffelovens bestemmelser om at forvolde fare for andre og for særlig hensynsløs kørsel under massiv påvirkning af narkotiske stoffer. Retten idømte kvinden en frihedsstraf på fem måneders fængsel, hvoraf tre måneder blev gjort betinget på vilkår om misbrugsbehandling, og frakendte hende førerretten i seks år.
I medfør af de nye skærpelser om vanvidskørsel konfiskerede retten desuden bilen, en Kia Rio 1,2 personbil fra 2015, som tilhørte et familiemedlem.
– Det straffes hårdt at køre rundt så svært påvirket, så andre må springe for livet, og konsekvensen for en før ustraffet person er nu fængsel og mistet kørekort plus et familiemedlems bil, udtaler anklager Robert Rafn, Københavns Vestegns Politi.
Kvinden, som har været varetægtsfængslet under sagen, modtog dommen. Ejeren af bilen har taget betænkningstid.

Læs også: Ung mand dømt for vanvidskørsel
Gigantisk motorcykeltræf
Et stort og traditionsrigt motorcykeltræf i byen Sturgis (The annual Sturgis Motorcycle Rally) i South Dakota, USA er i disse dage i fokus. Ikke mindst fordi den lille by forventer op til 700.000 mennesker samlet på få dage, men også fordi der er en stor risiko for, at dette kan blive en ny superspreder for USA.
Sidste år havde byen besøg af det halve, og mange har i år set dette som en mulighed for endelig at komme ud på tur igen. Motorcykelentusiaster er kommet til fra hele USA.
Læs også: To motorcykler beslaglagt efter vandvidskørsel
Den uheldige men også heldige kirke
Lyn ødelagde fredag kirke – regn forhindrede nedbrænding. Det lyder utroligt, men ikke desto mindre sandt, for et lynnedslag i Tillitse Kirke på Lolland har ødelagt en stor del af kirken, men havde det ikke været for det voldsomme regnvejr i samme forbindelse, så var kirken brændt ned. Det hele skete tidligt lørdag morgen. Og hele weekenden har både skadesservice og elektrikere arbejdet for at få dækket af, så kirkens inventar ikke også tager skade af vind og vejr.
Det voldsomme vejr har skabte desværre store ødelæggelser på kirken, hvor den 70 centimeter tykke kirkemur er flækket tre til fire meter ned, og kirkegården er lige nu afspærret af hensyn til sikkerheden. Det forventes at tage en rum tid, før kirken atter kan åbne for kirkelige gerninger.

Læs også: Tre køer fundet døde af lynnedslag