Læs også:

Close
grill char-broil

Sommernews: Danskerne ellevilde med at grille

Nyheder  | 

Danskerne ellevilde med at grille · 426 fotos dystede om at vise unikt snedkerhåndværk · To motorcykler beslaglagt efter vanvidskørsel · Alma og Alfred var de mest populære navne til nyfødte i 2020 · Dagens video: Så er der gang i Cannes Festivallen · Fredagsfjol: Sommerflirt 🐶 · Sommerpostkort: Legally dasetid 😎

Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.

Danskerne ellevilde med at grille

Vi er tossede med at grille. Det viser en ny undersøgelse, der fastslår, at grillen er blevet en fast del af sommerhverdagen for danskerne. Lyseblå himmel, høj sol og temperaturer, der byder ind til liv og glade dage udendørs. De tre ting er synonym med den danske sommer, der netop nu folder sig fuldt ud over landet. Og nu kan man tilføje endnu et fast punkt: grillfeber.

Det står klart i en ny undersøgelse, som analyseinstituttet YouGov har foretaget på vegne af den amerikanske grillproducent Char-Broil.

Her svarer hver anden dansker (47 procent), at de i sommerperioden foretrækker at grille til hverdag. Hverdagen indtager dermed førstepladsen over grillanledninger foran anledninger som besøg af venner, familiesammenkomster og ferie-/fridage.

Tallene afspejler en klart stigende grillentusiasme blandt danskerne ifølge Char-Broil.

– Grillen er blevet fast inventar i mange danskeres husholdning. Det skyldes selvfølgelig, at den giver ekstralækker mad i hverdagen, men også at den simpelthen er blevet et samlingspunkt, som vi forbinder med uformel hygge og godt selskab, forklarer Thorsten Schwenecke, der er kommunikationsdirektør for Char-Broil i blandt andet Danmark.

En anden årsag til grillens udbredelse herhjemme er dens alsidighed, påpeger han:

– Flere danskere har fået øjnene op for, at grillen er et ideelt redskab til nem hverdagsmad – ikke kun bøffer og pølser, men også grøntsager og mejeriprodukter som for eksempel halloumi.

En del af forklaringen bag den danske grillfeber skal også findes i den teknologiske udvikling på området. Yderligere tal fra undersøgelsen viser, at flertallet af danskerne nu ejer en moderne gasgrill frem for kulgrill.

60 procent af grillejerne har således en gasdrevet grill, mens hver femte (19 procent) tilmed har gasdrift som det vigtigste krav, når de spejder efter ny grill. Det er der god grund til, påpeger Thorsten Schwenecke:

– En gasgrill har den fordel, at den varmer hurtigere op og ofte har avanceret teknologi, der tilbereder kødet hurtigere og mere ligeligt end en kulgrill. Gasdrift giver et godt resultat hver gang, og så behøver man ikke være over grillen konstant, slutter han.

grill char-broil
Danskerne er vilde med at grille … (Foto: Char-Broil)

Læs også: 10 gode grunde til at du skal drikke vin

426 fotos dystede om at vise unikt snedkerhåndværk

En fotokonkurrence i Snedkersektionen i DI Dansk Byggeri viser, at danskerne er vilde med snedkerhåndværk. Mere end 400 fotos dystede i konkurrencen #snedkermade på Instagram, og kvaliteten af både snedkerarbejdet og fotos var utrolig høj.

426 fotos var indsendt til konkurrencen med alt fra snedkerlavet boliginteriør, døre, vinduer og køkkener til en kæmpe Lego-mand i træ.

– Det har været overvældende at få så mange fotos, og det var utrolig svært at finde vinderne. Vi har vægtet flot snedkerhåndværk og processen bag håndværket, som er med til at gøre snedkerarbejdet unikt, siger chef i Snedkersektionen i DI Dansk Byggeri, Frederik Waitz Søborg, der var med i dommerpanelet.

De tre vinderfotos viser træ og snedkerhåndværk i mange udtryksformer. Lige fra savsmuld og ubehandlet træ til det færdige produkt.

Et enigt dommerpanel har udnævnt Morten Bandelow Winther som vinder af fotokonkurrencen #snedkermade. Morten Bandelow Winther har zoomet ind på den fineste buede gesimsliste, der skal pynte på en massiv egetræsdør. Et flot foto der viser, hvor kompliceret snedkerhåndværk er.

– Godt snedkerarbejde er kendetegnet ved, at man mestrer præcision, nøjagtighed og finish i håndværket. Og det gør Morten Bandelow Winther i den grad, siger formand for Snedkersektionen i DI Dansk Byggeri, Mads Raaschou, der også var med i dommerpanelet.

Andenpladsen gik til Kristian Frandsens foto ‘A blast from the past’. Her var det veludførte detaljer på et yderst flot snedkermøbel, der imponerede dommerne.

– Fotoet er taget i en flot vinkel og viser, at snedkerfaget giver mulighed for at arbejde med de helt små finesser, siger Frederik Waitz Søborg.

Poul Madsens foto ‘Little project for a kitchen’ fik fotokonkurrencens tredjeplads og viser den komplekse proces, der ligger bag snedkerarbejdet – i dette tilfældet arbejdet med en rektangulær lampe med indbyggede, nedsunkne spots. Fotoets samspil mellem værktøj og materialer faldt lige i dommernes smag.

Vinderen får overrakt en CH23-stol i olieret eg med papirflet af Hans J. Wegner fra Carl Hansen & Søn. Andenpladsen modtager et Lyon sofabord, mens tredjepladsen får en serveringsbakke i træ.

Udover præmierne får vinderne vist deres foto på Snedkersektionen og DI Dansk Byggeris kanaler, hvor alle kan få et glimt af førsteklasses snedkerarbejde.

Fakta om fotokonkurrencen:

Antal billeder: 426
Kanal: Instagram
Hashtag: #snedkermade
Profil: @snedkerne_danskbyggeri
Hjemmeside: snedkersektionen.dk

foto snedker
Med et foto af en bueformet gesimsliste svingede Morten Bandelow Winther sig bogstavelig talt ind på førstepladsen og vandt fotokonkurrencen #snedkermade. (Foto: Morten Bandelow Winther, Winther A/S Snedker- og Tømrermestre)

Læs også: Fotos taget på forladte steder

To motorcykler beslaglagt efter vanvidskørsel

To mænd på henholdsvis24 og 25 år fik beslaglagt de motorcykler, de kørte på, da de tirsdag aften blev målt til at køre så stærkt, at det defineres som vanvidskørsel.

Østjyllands Politis færdselsafdeling foretog tirsdag aften fartkontrol på landevejen mellem Rønde og Randers. Anledningen var det ugentlige træf for bil- og motorcykelentusiaster på Kalø – et træf, hvor der desværre ofte bliver kørt noget over det tilladte, når deltagerne kører til og fra stedet.

På Randersvej ved Bendstrup tæt på Mørke, hvor den tilladte hastighed er 80 km/t, stod en færdselsbetjent med lasermåler, og kl. 19.55 målte han en 25-årig motorcyklist til at køre 165 km/t. Da det er en hastighedsoverskridelse på mere end 100 procent, bliver det betragtet som vanvidskørsel. Så ud over, at den 25-årige står til en ubetinget frakendelse af kørekortet og en større bøde, blev motorcyklen også beslaglagt med henblik på konfiskation. Det viste sig i øvrigt, at det var farens motorcykel, som den unge mand kørte på.

Omkring en halv time senere på samme sted blev endnu en motorcyklist målt til at køre mere end det dobbelte af det tilladte. Denne gang var det en 24-årig mand, som kørte forbi betjentene med 170 km/t. Også hans motorcykel blev beslaglagt på grund af vanvidskørsel.

To andre motorcyklister blev også målt til at køre alt for stærkt på strækningen i løbet af de to timer, som politiet var til stede. En 33-årig mand blev målt til at køre 132 km/t og en 26-årig mand fik farten op på 140 km/t – begge står til en betinget frakendelse af kørekortet og en større bøde.

Derudover fik syv andre bilister- og motorcyklister klip i kørekortet for at køre for stærkt.

motorcykel
Flere motorcyklister taget for vanvidskørsel i tirsdags … (Foto: Unsplash)

Læs også: Tip fra borgere fører til klip i kørekortet

Alma og Alfred var de mest populære navne til nyfødte i 2020

Danmarks Statistik er kommet med listen på de mest populære pige- og drengenavne i Danmark i 2020. Lidt er der sket siden 2019 kom frem, for der er nemlig byttet rundt i toppen af listen over de mest populære pige- og drengenavne. Det viser opgørelsen fra Danmarks Statistik.

I 2020 var Alma og Alfred de mest populære navne til henholdsvis nyfødte piger og drenge. Det viser den årlige opgørelse fra Danmarks Statistik over navngivning af nyfødte. Det er første gang, at de to navne er øverst på listen.

I 2019 var det Emma og William, der lå i toppen over de mest populære pige- og drengenavne. Dengang lå både Alma og Alfred på andenpladsen over foretrukne navne. Der er dog  mange gengangere fra år til år blandt de 50 mest populære navne. Men også nye er dukket op af drengenavne som Vilhelm, Vincent og Bjørn og pigenavnene Alva og Johanne.

Hos pigerne er Eva og Mynte sidste år røget ud af top 50 over de mest populære navne blandt nyfødte, hvor Mads, Mikkel og Mathias, der i en lang årerække har været på listen af drengenavne, nu er er røget ud. Det viser opgørelsen fra Danmarks Statistik.

baby
De nuttede nyfødte babyer fik også fine navne i 2020 … (Foto: Unsplash)

Læs også: Her er de mest populære navne i 2019

Dagens video: Så er der gang i Cannes Festivallen

Fredagsfjol: Sommerflirt 🐶

Sommerpostkort: Legally dasetid 😎

· Mere fra samme kategori ·