
NEWS: Sundhedsborgmester: Sæt luften i København fri
Sundhedsborgmester: Sæt luften i København fri · Nye bilafgifter endeligt vedtaget · ’Det umage par’ Netto og Løgismose står stærkere end nogensinde · Region Sjælland går igen ned i COVID-19 beredskab · Træner Anne Bech er død · Dagens video: Vi elsker vintervejret
Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.
Sundhedsborgmester: Sæt luften i København fri
Der er brug for bedre værktøjer til at begrænse luftforurening i de store byer. Derfor foreslår Københavns sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling nu, at hovedstaden bliver frikommune på luftområdet. Det vil åbne for hurtigere og mere effektivt at kunne sikre renere luft til borgerne.
Mange københavnere dør hvert år for tidligt på grund af luftforurening. Og partikler og andre skadelige stoffer i luften koster samtidig flere hundredetusinde sygedage i hovedstaden. Luftforurening reguleres primært af staten, og derfor er det begrænset, hvad kommuner som København selv kan stille op. Men det er der råd for, mener sundheds- og omsorgsborgmesteren:
– Fra talerstolen ved Folketingets åbning i oktober præsenterede statsministeren den glimrende plan om at sætte en udvalgt skare af kommuner fri på tre forskellige velfærdsområder. København var ikke blandt dem. Men hvorfor ikke gribe samme mulighed på luftområdet og lade hovedstaden vise, hvor meget vi kan gøre for folkesundheden ved at begrænse den lokale luftforurening, forklarer Sisse Marie Welling (SF).
Biler og brændeovne er de største lokale kilder til luftforurening, og forureningen er en kolossal sundhedsomkostning. Sundheds- og omsorgsborgmesteren vil nu rette kontakt til regeringen med ønsket om at blive frikommune for ren luft. Desuden foreslår Sisse Marie Welling, at man i forbindelse med frikommuneforsøget også ser på begrænsning af lokal luftforurening fra byggepladser, gravearbejde og arbejdsmaskiner og finder nye måder at slukke for eksponeringen for særligt børn og ældre.
– En gang besluttede man, at vandet i Københavns havn skulle være så rent, at man kunne bade i det. Det krævede en ambitiøs og målrettet indsats. Og nu er det rene vand et kendetegn for vores hovedstad. Lad os være lige så ambitiøse for folkesundheden og luften, vi indånder. Tænk en forskel, det kunne gøre for københavnerne, hvis vi fik friere rammer til at lave bilfri områder, skærpede miljøzoneregler og forbyde brændeovne der, hvor der er adgang til fjernvarme, slutter Sisse Marie Welling.
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i Københavns Kommune lancerede i efteråret 2020 kampagnen Ren Luft Redder Liv, som giver viden og tips om at undgå luftforurening. Og Sisse Marie Welling foreslog Borgerrepræsentationen at få undersøgt, hvor langt København kan gå inden for gældende regler – blandt andet i forhold til at forbyde brændeovne om natten og nær skoler og daginstitutioner. Det forslag arbejdes der pt. videre med.
Fakta: Luftforurening i København
- Luftforurening er skadelig for alle mennesker. Forureningen trænger ind i kroppen, når vi trækker vejret, og kan påvirke bl.a. lunger, hjerte og hjerne.
- Luftforurening fører hvert år til ca. 440 for tidlige dødsfald i Københavns Kommune og endnu flere sygdomstilfælde i form af blandt andet lungekræft, diabetes, demens og hjertekarsygdomme.
- I Danmark dør samlet set omkring 4.600 årligt for tidligt grundet luftforurening.
- Kilder i udlandet er ansvarlige for omkring 3.500 af de for tidlige dødsfald (76%), mens danske kilder er ansvarlige for omkring 1.100 for tidlige dødsfald (24%)
- De største lokale kilder til luftforurening i København er brændefyring og vejtrafik.

Læs også: Luftforurening går værst ud over børn
Nye bilafgifter endeligt vedtaget
Regeringen og dets støttepartier vedtog tirsdag den 9. februar en lov om ændring af registreringsafgiften for person- og varebiler.
Lovændringen er et led i den aftale som regeringen, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten indgik i december kaldet ‘Aftale om grøn omstilling af vejtransporten’. Aftalen skal løfte antallet af nul- og lavemissionsbiler til 775.000 i 2030.
– Det er godt, at vi om sider har fået vished for, hvordan den fremtidige registreringsafgift vil se ud. Registreringsafgiften er høj i Danmark, og derfor er det helt afgørende at den indrettes med de rette grønne incitamenter, udtaler Mads Rørvig, administrerende direktør i De Danske Bilimportører. Og uddyber:
– Det er positivt, at den nye lov er langsigtet og rækker helt frem til 2030. Det gør at bilindustrien bedre kan investere i den grønne omstilling i modsætning til tidligere, hvor man i Danmark har ændret bilbeskatningen for grønne nærmest hvert år.
Omlægningen af loven betyder blandt andet, at registreringsafgiften fremover baseres på bilens værdi og CO2-udledning, samt en ændring af satserne og skalaknækkene for person- og varebiler. Desuden indføres et bundfradrag for alle person- og varebiler, samtidig med at alle fradrag og tillæg for brændstofeffektivitet og sikkerhedsudstyr afskaffes. Afgifterne for varebiler, motorcykler, autocampere, veteranbiler m.v. konsekvensrettes, så de følger omlægningen for personbiler.
Loven blev vedtaget tirsdag den 9. februar 2021, men har virkning fra 18. december 2020, hvor lovforslaget blev fremsat.

Læs også: Nu skal bilen omregistreres inden fire hverdage
’Det umage par’ Netto og Løgismose står stærkere end nogensinde
I over 10 år har discountsupermarkedet og gourmetbrandet arbejdet sammen om at demokratisere adgangen til velsmagende, økologiske og ansvarlige fødevarer. En ny kampagne fejrer partnerskabet med afsæt i en travl Corona-periode og det højeste forbrugerkendskab nogensinde.
Da Danmark lukkede ned i marts 2020, forandrede situationen i Løgismose sig fra den ene dag til den næste. Men ikke til det negative – tværtimod. Med det meste af befolkningen i lockdown derhjemme, var der pludselig tid til at bage og lave mad,
Resultatet blev – lidt overraskende – en stor stigning i salget af de produkter og fødevarer, som Løgismose gennem mere end 10 år har udviklet og sat på hylderne hos samarbejdspartneren Netto i Salling Group.
– Målet med vores samarbejde har fra dag ét været at tilbyde og tilskynde til madoplevelser af høj kvalitet for de mange fremfor de få, fortæller CEO, Jesper Uggerhøj og uddyber:
– Corona-tiden har om noget vist os, at når samfundsomstændighederne er svære, vender vi os mod de nære oplevelser som for eksempel god mad præget af smag, holdning og håndværk.
I uge 4 søsatte Løgismose og Netto en ny, fælles kampagne både på print og digitalt med titlen ’Et umage par’. Kampagnen har Løgismoses kok og chefudvikler, Magnus Laier Sonne, og butikschef fra Netto i Vipperød, Katrine G. Bager, i front. Budskabet lyder:
”Da Løgismose og Netto begyndte at arbejde tæt sammen, var der nok mange, der undrede sig. En gourmetkonge og en lavpriskæde hånd i hånd – hvad skulle der komme ud af det? Her godt 10 år senere kender de fleste danskere resultatet: Masser af velsmagende fødevarer, masser af økologi og masser af ansvarlighed. Til Netto-priser alle kan betale.”
Om den nye, fælles kampagne udtaler direktør for Netto, Michael Løve:
– Vores partnerskab med Løgismose gennem mere end 10 år viser, at min forgænger og Jesper Uggerhøj så rigtigt, da de til udbredt undren havde modet til at sætte gourmetprodukter på hylden i en discountbutik. Det lykkedes dog på en ret unik måde og har gjort nogle varer, som ellers var forbeholdt luksussegmentet, tilgængelige til en pris, hvor de fleste kan være med. Det markerer vi med denne kampagne.
Den umage kombination af en gourmetproducent og et discountsupermarked har ikke kun givet danskerne mere velsmag for pengene gennem årene, men har samtidig øget forbrugerkendskabet markant. I den seneste måling fra analysebureauet AIM Create indtager Løgismose pladsen som det tredje stærkeste brand i dansk dagligvarehandel.
– Vi er stolte over at kunne sige, at det umage par Netto og Løgismose fortsat vækster til gavn for både forbrugerne og bundlinjen i begge virksomheder. Med den nye kampagne fejrer vi, at vores partnerskab kun ser ud til blive stærkere, som tiden går, slutter Jesper Uggerhøj.
Fakta:
- Løgismose og Netto har arbejdet sammen om at gøre kvalitetsprodukter fyldt med smag, holdning og håndværk tilgængelige for danskerne siden 2009.
- Ifølge den seneste måling fra analyseinstituttet AIM Create fra foråret 2020 er Løgismose det tredjestærkeste brand i dansk dagligvarehandel. I samme måling scorer Løgismose en tredjeplads på innovation og en fjerdeplads på kvalitet.

Læs også: Årets elev i Netto
Region Sjælland går igen ned i COVID-19 beredskab
Region Sjælland går endnu et trin ned i sit beredskab til trin 2, da antallet af COVID-indlagte fortsat falder
– Vi sænker vores beredskab til trin 2 for både medicinske og intensive senge. Det sker efter en længere periode med faldende indlæggelsestal, siger koncerndirektør Leif Panduro Jensen, Region Sjælland.
Det betyder, at antallet af sengepladser reserveret til patienter med COVID-19 nedsættes til 68 medicinske sengepladser og 15 intensivpladser. Aktuelt er der pr. 9. februar i alt 55 indlagte, hvoraf ni er indlagt på intensiv. Regionens beredskabsplan har trin fra 0 til 5 og blev senest nedtrappet for en uge siden.
– Det forsatte fald i antallet af COVID-ramte patienter giver anledning til en forsigtig optimisme. Dermed skaber vi plads til behandlingen af andre patienter, der ellers har fået deres operation eller aftale udsat. Vi er samtidig konstant opmærksomme på udviklingen af den nye og mere smitsomme variant B.1.1.7, der fortsat giver panderynker. Derfor er vi parate til hurtigt at skrue op for beredskabet igen, fortsætter Leif Panduro Jensen.
Region Sjælland ophæver samtidig aftalen om indlæggelse af patienter på Epilepsihospitalet Filadelfia i Dianalund. Indlæggelserne uden for sygehusene er sket for at lette presset på sygehusafdelingerne og samtidig tage godt hånd om medicinske patienter, der endnu ikke er helt klar til at komme hjem.
– Jeg vil gerne sige Filadelfia tusind tak for hjælpen. Også til Sclerosehospitalet i Haslev, som har bidraget med plejepersonale, der har flyttet deres arbejdsdag til Filadelfia. Samt til regionens E-hospital, der har haft det lægefaglige ansvar for patienterne. Det har været et fantastisk bevis på, hvordan vi kan stå sammen i Danmark og finde nye løsninger, når krisen rammer, forklarer Leif Panduro Jensen.
Sidste dag med indlæggelser på Filadelfia er 19. februar. Det er aftalt med Filadelfia og Sclerosehospitalet, at hvis indlæggelsestallet stiger igen, kan samarbejdet om patienterne genoptages.
Ventende patienter får direkte besked. Sygehusene vil nu indkalde flere patienter til operation eller andre aftaler.
– Patienterne får direkte besked, når det bliver deres tur. Først indkaldes patienter, hvis tilstand risikerer at blive forværret, hvis de ikke snart kommer i behandling, slutter Leif Panduro Jensen.
Koncerndirektøren understreger, at sygehusene hele tiden har behandlet patienter med akutte sygdomme og livstruende sygdomme som kræft- og hjertesygdomme.

Læs også: Coronaens mange sider: Hudsult
Træner Anne Bech er død
I går kom det frem, at træner Anne Bech er sovet stille ind. Den 43-årige fitnessinstruktør, som har skrevet bøger om træning og kost, havde en sjælden kræftsygdom i binyrerne, som hun har haft i cirka to år.
På hendes instagramprofil skriver familien selv:
– Vores smukke Anne er sovet stille ind efter hård sej kamp mod sygdom. Hun var konstant omringet af varme, støtte og kærlighed fra familie og venner. Anne vil leve videre i vores alles tanker og minder med hende, og især i hendes to børn. Caroline og Louis. …
Læs også: 10 råd til at nedsætte din risikog for kræft