Læs også:

Close
storkespringvandet københavn strøget (Foto: MY DAILY SPACE)

NEWS: Den forsigtige genåbning

Nyheder  | 

Den forsigtige genåbning · Ny epidemilov vedtaget · Kommunerne forudser store udgifter til dagpenge i 2021 · Tiger Woods i voldsomt biluheld · Danskernes mest benyttede webshops i 2020 · Dagens billede: Legendariske Beth Harmon

Vi har udvalgt dagens væsentligste, informerende samt bedste nyheder til dig, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.

Den forsigtige genåbning

I går indkaldte regeringen og støttepartierne til pressemøde klokken 11. Her fremlagde de planen for en forsigtig genåbning. Tirsdag forlod blå blok ellers forhandlingerne grundet stærk uenighed, hvorfor de ikke har været med i de endelige beslutninger om genåbningen. Ifølge blå bloks ledere blev de bedt om at forlade forhandlingerne, da de ønskede en større genåbning end regeringen.

På pressemødet var sundhedsminister Magnus Heunicke (S), justitsminister Nick Hækkerup (S) samt børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) til stede.

Følgende er besluttet omkring genåbningen:

Store dele af detailhandel åbner. Regeringen har lænet sig op af eksperteres anbefalinger, forklarer justitsminister Nick Hækkerup.

Store dele af detailhandel, udendørs kulturliv samt udendørs idræt kan åbne delvis fra mandag den 1. marts. Dette indebærer, at mindre butikker i hele landet kan få lov at slå dørene op og at udendørs idræts- og foreningsaktiviteter med op til 25 personer kan genoptages.

Både grundskole og ungdomsuddannelser vil åbne i Vestjylland, Nordjylland samt på Bornholm (særlige udvidede vilkår).

Myndighederne mener, man godt kan bære et antal indlæggelser på op mod 900 personer, uden det vil gå ud over andre patienter. Men fremtiden indeholder test – test og atter test for at oprette styring af coronasmitten. Der vil for eksempel være testkrav på ungdomsuddannelser.

Alle tre ministre pointerer, at det er en forsigtig genåbning, der er tale om. Hvis smitten ikke stiger, vil der blive set på yderligere åbning af samfundet fra den 15. marts …

storkespringvandet københavn strøget (Foto: MY DAILY SPACE)
Det er lang tid siden, der har set sådan ud omkring Storkespringvandet på Strøget i København … (Foto: MY DAILY SPACE)

Læs også: Tusindvis af butikker har tømt butikkerne for at vise samfundssind

Ny epidemilov vedtaget

Tirsdag blev en ny epidemilov vedtaget i Folketinget, og den erstatter de ændringer, der blev vedtaget kort efter den store nedlukning i marts 2020.

Den nye lov indeholder mulighed for nye, vidtgående restriktioner, der skal dæmme op for smitsomme sygdomme, og den erstatter ændringerne, der blev vedtaget sidste år og indeholder mere magt til Folketinget, som den siddende sundhedsminister fremover skal henvende sig til for at få opbakning til eventuelle indgreb.

Den nye lov indeholder en epidemikommission på i alt 11 medlemmer, som skal rådgive om kommende epidemier. Denne udpeges af regeringen og sundhedsaktører. Og så indeholder den en række indgreb som undersøgelser, indlæggelser, isolation og behandling under tvang samt påbud om mundbind, forsamlings- og opholdsforbud samt nedlukning af plejehjem og sygehuse.

Lovforslaget førte til ugelange demonstrationer foran Christiansborg i efteråret, hvor mange hundreder kom ud med deres utilfredshed med larm fra højlydte fløjter og slag på grydelåg. Tirsdag var demonstranterne også tilbage på pladsen med masser af larm og overvågning af politiet.

Loven erstatter ændringerne, som blev vedtaget kort efter, at statsminister Mette Frederiksen (S) offentliggjorde den store nedlukning i marts sidste år. Men denne udløber 1. marts, hvorfor en ny lov skulle vedtages hurtigt. Denne gang har der været et tumultarisk forløb, hvor det første lovforslag fra regeringen blev trukket tilbage efter pres fra både Folketinget og eksperter.

Men tirsdag, dagen for afstemningen, blev et nyt flertal enige om blot at evaluere loven. Den blev tirsdag vedtaget med et bredt flertal i Folketinget. Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige samt løsgængerne Lars Løkke Rasmussen, Jens Rohde, Susanne Zimmer og Sikandar Siddique stemte imod.

christiansborg københavn folketinget politik (Foto: My Daily Space)
Tirsdag blev ny epidemilov vedtaget. Udenfor Christiansborg var der dog demonstrationer hele dagen … (Foto: My Daily Space)

Læs også: Coronapandemien skaber nye kaffevaner

Kommunerne forudser store udgifter til dagpenge i 2021

Kommunerne har budgetteret med væsentligt højere udgifter til dagpenge til forsikrede ledige i 2021 end i 2020. 96 af 98 kommuner budgetterer med højere udgifter, end de gjorde i 2020.

I budgetterne for 2021, der er de første, kommunerne har vedtaget, efter COVID-19-pandemien tog fart i starten af 2020, budgetterer kommunerne med stigende udgifter til dagpenge til forsikrede ledige. Således forventer kommunerne tilsammen at have nettodriftsudgifter i 2021 til dagpenge til forsikrede ledige på 14,9 milliarder kroner. Det er 4,8 milliarder kroner mere opgjort i løbende priser, end kommunerne afsatte på budgetterne i 2020, og dermed en stigning på 47 pct.

Stigningen kommer efter fire år, hvor den kommunale medfinansiering af arbejdsløshedsdagpenge har ligget nogenlunde stabilt. Stigningen i de budgetterede udgifter til dagpenge reflekteres også i de overordnede budgetter, som ligeledes stiger. Her er stigningen på 4,7 procent i forhold til 2020 dog noget mindre.

– Stigningen i udgifterne til dagpenge og til dels i det overordnede budget er et udtryk for forskellen på forventningen til fremtiden i oktober 2019 og oktober 2020, hvor budgetterne for henholdsvis 2020 og 2021 blev vedtaget i kommunerne, forklarer Magnus Nørtoft, fuldmægtig, Danmarks Statistik.

De samlede offentlige udgifter til arbejdsløshedsdagpenge forventes i statens budget for 2021 at være 23,4 milliarder kroner, hvilket også er en stigning i forhold til året før.

– Tallene fordelt på kommuner synliggør, at forventningen til muligheder for at have et arbejde er blevet mindre i stort set alle områder af Danmark i forhold til situationen, da budgetterne for 2020 blev vedtaget. Variationen mellem kommunerne kan skyldes situationen på det lokale arbejdsmarked, men også befolkningssammensætningen. Fx vil en stor andel ældre og børn alt andet lige give lavere udgifter til ledige pr. indbygger. Men det kan også være, at kommunerne vurderer forskelligt, slutter Magnus Nørtoft, fuldmægtig, Danmarks Statistik.

Kilde: Danmarks Statistik,  www.statistikbanken.dk/budk32

pige seng computer arbejde indretning (Foto: Unsplash)
Kommunerne forudser store udgifter til dagpenge i 2021. (Foto: Unsplash)

Læs også: Seks spørgsmål, du stiller til dig selv, hvis du har været arbejdsløs i seks måneder

Tiger Woods i voldsomt biluheld

Tirsdag morgen 7.12 lokal, amerikansk tid i Los Angeles skete den voldsomme soloulykke, hvor Tiger Woods kørte galt. Den umiddelbare vurdering lyder, at han har været ualmindelig heldig at overleve.

Det gik især ud over Tiger Woods’ højre ben, hvilket golfstjernens organisation TGR oplyser på Tiger Woods Twitter-profil. Tiger Woods skulle være vågnet efter en en lang operation i den nederste del af højre ben, hvor der var store åbne brud, der påvirker både øvre og nedre del af skinnebenet. Desuden var der skader på knoglerne i foden og anklen. Muskler og væv i benet krævede også kirurgisk frigivelse for at lette trykket på grund af hævelse, blev det oplyst.

Tiger Woods opholder sig stadig på hospitalet, men har det efter omstændighederne okay.

Læs også: Tiger Woods fundet sovende bag rettet

Danskernes mest benyttede webshops i 2020

En tredjedel af danskernes indkøb på nettet foregår i udenlandske webshops. Især giganter inden for global e-handel som Zalando, Amazon og Boozt får en stor bid af kagen. Zalando er for 5. år i træk den største spiller på e-markedet med hele 4,5 pct., men det danske online supermarked Nemlig.com er lige bagefter.

Ny tal fra Nationalbanken viser, at danske forbrugere i langt højere grad kiggede mod udlandet, når der skulle shoppes digitalt i 2020. Fra 2019 til 2020 er antallet af danske transaktioner i udlandet steget med 9 pct.

Det afspejles også tydeligt i nye tal fra Euromonitor, der er verdens største udbyder af markedsdata, som viser, at 40 pct. af danskernes 20 mest benyttede webshops i 2020 var udenlandske.

– Den skæve ‘e-handelsbalance’er skidt nyt for dansk økonomi og de danske webshops. Det er positivt med handel på tværs af landegrænser og international konkurrence – også når vi snakker e-handel. Men alarmklokkerne ringer, når balancen tipper så voldsomt i udenlandske webshops favør. Der er både brug for at sikre lige vilkår, så danske forbrugere får større incitament til at købe produkter fra danske webshops, og samtidig er der også behov for, at danske virksomheder styrker deres salg til udlandet via digitale kanaler, forklarer branchedirektør Sidsel Dyrholm Holst, DI Handel, som er DI’s branchefællesskab for danske handelsvirksomheder.

Selv om forbrugerne i stigende grad køber ind via e-handel i udlandet, er der måske lys forude. Nye momsregler i EU kan nemlig sende danskerne tilbage i de danske webshops. De nye regler træder i kraft per 1. juli 2021 og betyder, at stort set alle køb i udenlandske webshops bliver pålagt dansk moms.

– Alle varer, der sælges til danske forbrugere fra lande uden for EU, og som har en værdi under 80 kr., skal i dag ikke betale moms i Danmark. Dertil kommer, at mange af de varer som sælges til danske forbrugere fra lande inden for EU betaler en lavere momssats end den danske. Det skaber unfair konkurrence for danske virksomheder. De nye regler fra EU kan minimere konkurrenceforvridningen, så danske webshops har mulighed for at tiltrække danske forbrugere på lige vilkår med de udenlandske webshops, siger Sidsel Dyrholm Holst.

Momsreglerne kan også hjælpe danske virksomheder med at e-eksportere til udenlandske kunder, da de fremover kun skal momsregistrere sig et sted, når de vil sælge direkte til forbrugerne i EU.

Og det er ifølge DI Handel vigtigt, for mange danske webshops nemlig nødt til at kigge til udlandet efter kunder og omsætning, hvis de skal klare sig i den stigende globale konkurrence.

– Danmark er en gammel eksportnation, men især herunder coronakrisen, hvor den traditionelle eksport er hårdt ramt, er eksport via digitale kanaler ikke blot en rigtig god mulighed, men en nødvendighed. Udenlandske kunder har kun købt for 9,2 milliard kroner i danske webshops i 2020 – et fald på hele 24 pct. Selvom en del af dette fald er relateret til et fald i turisme- og oplevelsesøkonomien grundet coronapandemien, så er e-eksport nødt til at komme højere på dagsordenen hos flere danske virksomheder – hellere i dag end i morgen, slutter Sidsel Dyrholm Holst.

De danske forbrugere er storforbrugere af varer fra Zalando og Nemlig.com, der i 2020 har oplevet den største fremgang i markedsandele på det danske e-handelsmarked, og de topper ligeledes top 20. De seneste fem år er Zalandos markedsandel vokset med 2,6 gang til 4,5 pct., hvor Nemlig.coms er vokset med 2,2 til 4,3 pct.

Kigges der på top 20-placeringerne, er Matas, Wish og Boozt højdespringerne. De seneste fem år er de gået henholdsvis 23, 14 og 13 pladser op på listen. Fælles for både Wish og Boozt er, at de udelukkende sælger online. Det er gældende for hele 12 af de 20 webshops på danskernes top 20 liste.

De 20 mest populære webshops blandt danskerne:

  1. Zalando
  2. Nemlig.com
  3. Elgiganten
  4. Amazon.com
  5. Salling Group
  6. Apple
  7. Boozt
  8. Coop.dk
  9. Matas
  10. H&M
  11. Jysk
  12. Proshop
  13. Saxo.com
  14. IKEA
  15. Aarstiderne
  16. Osuma.dk
  17. eBay
  18. XL-Byg
  19. Wish
  20. Stylepit
amazon nethandel (Foto: Unsplash)
Danskerne er vilde med internetshopping … (Foto: Unsplash)

Læs også: House of Dagmar vinder Zalando Sustainability pris

Dagens billede: Legendariske Beth Harmon

· Mere fra samme kategori ·