
NEWS: Dyrenes Beskyttelse ønsker forbud mod fyrværkeri for private
Dyrenes Beskyttelse ønsker forbud mod fyrværkeri for private · Forlængelse af delejob-ordning vedtaget · Ny afløser for Sofie Linde fundet · Den smukkeste næstekærlighed · Rabens Saloner støtter PlanBørnefonden · Dagens billede: Kom bare, siger Københavns Kommune
Vi har udvalgt dagens væsentligste, sjoveste og skæveste nyheder, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.
Dyrenes Beskyttelse ønsker forbud mod fyrværkeri for private
Vedvarende affyring af fyrværkeri over mange dage og uger har store konsekvenser for millioner af danske kæledyr, landbrugsdyr og dyr i naturen samtidig med, at det også er en stor miljøbelastning. Dyrenes Beskyttelse mener, at omfanget bør indskrænkes markant.
I tirsdags startede fyrværkerisalget rundt om i landet frem til og med 31. december. Det er dog stadig kun tilladt at affyre fyrværkeri i perioden fra 27. december til og med 1. januar. Men de restriktioner er langt bagefter vores nabolande, og det bør der gøres noget ved, mener Dyrenes Beskyttelse.
– Det har enorme konsekvenser for dyrene, at vi i Danmark har en meget afslappet lovgivning for fyrværkeri. Vi taler om millioner kæledyr, landbrugsdyr og dyr i den danske natur, som potentielt kan opleve stress, angst og anden negativ påvirkning ved affyring af fyrværkeri, som står på over meget lang tid. Stod det til os, så burde fyrværkeri kun affyres af professionelle og kun inden for en meget begrænset tidsperiode omkring nytårsaften, fortæller Jens Jokumsen, familiedyrschef i Dyrenes Beskyttelse.
I Norge, Sverige, Finland, Holland og Tyskland er det kun tilladt for privatpersoner at affyre fyrværkeri i perioden fra 31. december til og med 1. januar. Og i nogle tilfælde er det endda yderligere begrænset af klokkeslæt, fx fra kl. 18 nytårsaften til kl. 2 om natten.
– Det er meget mere fornuftigt med en begrænset affyringsperiode. Men der bør også ses på selve salgsperioden. De fleste af os kan jo med det blotte øje konstatere, at de to ting hænger nøje sammen, fordi der er mange, som begynder at skyde krudt af allerede fra det kan købes i butikkerne, fortsætter Jens Jokumsen.
Dyrenes Beskyttelse vil gerne have salget af fyrværkeri til privatpersoner helt stoppet og foreslår, at man i en overgangsperiode kan begrænse tidsrummet, hvor der må fyres af, til et vindue på 8 timer fra 31. december klokken 18 til 1. januar kl. 2. Desuden bør salget af fyrværkeri begrænses til den 29. til og med den 31. december.
Opbakning til dyr og miljø
En undersøgelse, som Epinion gennemførte for Dyrenes Beskyttelse sidste år, viste, at hele 67 % af danskerne mener, at der generelt bør fyres mindre fyrværkeri af til nytår. Det er særligt hensyn til miljø og kæledyr såvel som vilde dyr, der ligger danskerne på sinde, viser undersøgelsen.
Og det er nemlig ikke kun dyrene, der står til at have glæde af en begrænsning af fyrværkeri, påpeger Jens Jokumsen. Affyringen og fremstillingen af fyrværkeri har alvorlige negative påvirkninger på miljøet. Selve fremstillingen af fyrværkeri har et stort ressourcetræk på kloden, da en del udvindes fra minedrift, og derved kan forårsage ødelæggelser af habitater og naturområder.
– Desuden er alt det fyrværkeriaffald, der ligger og flyder i dagene efter, farligt for både kæledyr og vilde dyr. Hvis dyrene for eksempel sluger det, kan de komme alvorligt til skade, slutter Jens Jokumsen.
Uddrag af undersøgelsen
- 67 % (690) svarer ja til, om der generelt bør fyres mindre fyrværkeri af til nytår. 22 % (224) svarer, at det mener de ikke. 11 % (107) svarer ’ved ikke’.
- De mest populære begrundelser for at begrænse fyrværkeri er hensyn til miljøet (47 %), hensyn til kæledyrene (39 %), hensyn til dyrenes i naturen (37 %), hensyn til personsikkerhed (34 %) og hensyn til brandsikkerhed (30 %).
- 23% (231) svarer, at de har hund i deres husstand. Heraf svarer 45% ja til, at deres hund er bange for fyrværkeri. 49% svarer nej, og 6 % svarer ’ved ikke’.
- 43 % (437) svarer, at de har kæledyr/hobbydyr i deres husstand. Heraf svarer 2 ud af 3, at de tager særlige tiltag i brug for at skåne deres kæledyr mod larm og fyrværkeri nytårsaften. De mest populære tiltag er, at man undlader selv at fyre fyrværkeri af (30%), tænder musik der camouflerer fyrværkerilyde (29%) og trækker gardinerne for for at skærme mod lysglimt (27%).
Undersøgelsen er udarbejdet af Epinion på baggrund af i alt 1021 gennemførte interview med repræsentativt udvalgte danskere på 18 år og derover. Undersøgelsen er gennemført som en webbaseret undersøgelse på Epinions Danmarkspanel. Interviewene er gennemført i perioden 24. september – 7. oktober 2019. Data er vægtet efter køn, alder, region og uddannelse, så resultaterne kan betragtes som repræsentative for befolkningen.

Læs også: Danskernes støtte til naturen er tredoblet i julen
Forlængelse af delejob-ordning vedtaget
Et bredt flertal i Folketinget har vedtaget en forlængelse af den midlertidige arbejdsfordelingsordning, som regeringen og arbejdsmarkedets parter blev enige om at forlænge og justere i slutningen af november måned. Ordningen giver virksomhederne mulighed for at fordele arbejdet mellem medarbejderne for at undgå fyringer.
Den midlertidige arbejdsfordelingsordning bliver forlænget, så private virksomheder kan bruge den i hele 2021. Regeringen og arbejdsmarkedets parter aftalte for godt to uger siden at justere ordningen, så den er mere fleksibel end i aftalen fra sensommeren. På grund af de seneste sundhedsrestriktioner, som trådte i kraft i begyndelsen af december, gælder justeringerne i aftalen allerede fra i dag den 15. december.
I øjeblikket er der knap 10.000 personer på ordningen, som siden september har fungeret som afløser for forårets aftale om lønkompensation. Virksomheder, der fortsat er udfordret på grund af udbruddet af corona-virus, kan benytte sig af arbejdsfordeling. Med ordningen deler medarbejderne det arbejde, der er, og i den resterende tid uddanner de sig eller er hjemme på dagpenge.
Justeringerne i sidste måned betyder, at ordningen nu bliver mere fleksibel, så arbejdsmarkedets parter kan aftale, at virksomhederne på deres overenskomstområde får mulighed for at nedsætte arbejdstiden med helt op til 80 procent frem for de nuværende 50 procent. Under visse betingelser kan arbejdsgiveren også indkalde ekstra personale til pludseligt opstået merarbejde, hvilket især har været et ønske fra hotel- og restaurationsbranchen. Samtidig bliver reglerne om ordningen mere enkle at administrere for a-kasserne.
Medarbejdere i ordningen får en forhøjet dagpengesats og trækker ikke på deres 2-årige dagpengeret.
Beskæftigelses- og ligestillingsminister Peter Hummelgaard udtaler:
– Det glæder mig, at vi har kunnet behandle forslaget hurtigt, og at et bredt flertal i Folketinget bakker op. Vi kan se, at den midlertidige arbejdsfordelingsordning grundlæggende er en succes. De seneste tal peger på, at knap 10.000 personer er på ordningen i dens nuværende form.
– Når vi ser, hvem der er i ordningen, så er det især medarbejdere inden for blandt andet lufttransport, hoteller, restaurationer og oplevelsesøkonomi, ligesom der er nogle enkelte eksportvirksomheder, og med den større fleksibilitet vil endnu flere have gavn af ordningen. Vi kan også se, at det blandt andet er i hovedstadsområdet, at ordningen bliver brugt rigtig meget. Det er også der, at vi har nogle af de brancher, der er allerhårdest ramt af coronakrisen.

Læs også: Regeringen styrker global klimaindsats markant
Ny afløser for Sofie Linde fundet
Det bliver Melvin Kakooza, der bliver Sofie Lindes afløser, når X Factor atter kører over skærmen i 2021. Og han lover at passer godt ‘på butikken’, som han skriver. 1. januar 2021 klokken 20.00 kommer første program. Og de tre dommere er Oh Land, Martin Jensen og Blachman. Det er 14. sæson og TV 2’s 3. sæson, der snart får premiere.
Læs også: Sofie Lindes MeToo kjole kommer på museum
Den smukkeste næstekærlighed
I mandags kunne man på DR1 se programmet ‘Jagten på en nyre’, der på mange måder viser, hvad næstekærlighed kan gøre.
Natacha har i næsten tre år stået på ventelisten til en nyre. En enestående chance for at blive rask melder sig, men operationen koster en formue, som Natacha ikke har – indtil en dansk rigmand træder til … Som hun også udtaler i programmet, er det ikke kun hende men også hele hendes familie, den gavmilde giver har hjulpet. Se den rørende trailer for programmet.
Læs også: Klumme: Mig og samfundssind
Rabens Saloner støtter PlanBørnefonden
Rabens Saloner lancerer ansigtsmaske i tie-dye for at indsamle penge til børnerettighedsorganisationen, PlanBørnefonden. Ansigtsmaskerne er kendetegnede ved Rabens Saloners signatur-tie-dye udviklet af lokale farvemestre i brandets farvehus på Bali.
Asigtsmaskerne er produceret i samarbejde med Hammers A/S og for hver solgt maske, donerer Rabens Saloner og Hammers A/S tilsammen 10% af salgsprisen til PlanBørnefonden.
Donationen er med til at sikre unge iværksættergruppers arbejde med at producere ansigtsmasker og sprede viden om COVID-19 i deres lokalsamfund. Iværksættergrupperne får undervisning i fremstilling af ansigtsmasker og de færdige masker distribueres derefter til børn – hovedsageligt piger – så de kan komne tilbage i skole.
– Det er en stor glæde for mig at kunne bidrage til PlanBørnefondens vigtige projekt. “COVID-19: Girls Taking Matters into Their Own Hand”. Det at sikre udsatte piger og unge kvinder en lysere og sikrere fremtid, står mit hjerte meget nært, og jeg kan ikke understrege projektets betydning nok. Der er noget meget fint ved, at donationen fra vores masker er med til at gøre det muligt for pigerne at skabe deres masker, fortæller kreativ direktør og ejer, Birgitte Raben.
– Hos PlanBørnefonden er vi meget glade for Rabens Saloners donation. Det er fantastisk at opleve, hvordan de unge kvinder i Burkina Faso kan inspirere mennesker og brands som Rabens Saloner i hele verden. Det er med til at sikre, at disse unge kvinder kan fortsætte deres vigtige arbejde med at gå forrest i kampen mod COVID-19, slutter CEO hos PlanBørnefonden, Dorthe Petersen.
Udbruddet af COVID-19 har lagt et enormt pres på Burkina Faso, hvor mange landdistrikter har lidt under manglende information og manglende adgang til rent vand, sæbe og ansigtsmasker. Selvom skolerne så småt begynder at åbne op igen, betyder kravet fra regeringens side om brug af mundbind, at mange lavt bemidlede elever bliver tabt. Undersøgelser viser, at når en familie skal vælge, hvem der skal fortsætte i skole og hvem der ikke skal, er pigerne oftest bagerst i køen.
I samarbejde med PlanBørnefonden har piger og unge kvinder nu taget sagen i egen hånd og med støtte fra PlanBørnefonden, modtager de undervisning i at producere ansigtsmasker. De færdige masker doneres til trængende familier så børn – i særdeleshed piger – kan fortsætte deres skolegang. Maskerne doneres også til andre sårbare samfundsgrupper, såsom ældre mennesker med fysiske handicaps. Herudover er projektet med til at informere om COVID-19 og hvordan virussen smitter, samt vigtigheden i god håndhygiejne og at holde afstand til andre.
Prisen for en ansigtsmaske med medfølgende etui er 150 kr. Det plisserede design består af 3 beskyttende bomuldslag med en justerbar elastik bag øret, der sikrer en god pasform. Maskerne kan vaskes og genbruges.

Læs også: Birgitte Raben – vi skal passe på vores klode