
NEWS: Studerende udtrykker deres følelser om coronakrisen
Studerende udtrykker deres følelser om coronakrisen · Sofie Lindes MeToo-kjole kommer på museum · Mulig corona-vaccine får eksperter til at juble · Ejendomsbranchen forudser fald på 40 milliarder · Nu kan du reservere plads til Jul i Tivoli · Billund Kommune frikendt i vigtig retssag · Dagens video: Kamala Harris modtager nyheden om valget på en løbetur
Vi har udvalgt dagens væsentligste, sjoveste og skæveste nyheder, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.
Studerende udtrykker deres følelser om coronakrisen
Projektet ‘Call-To-Corona’ samler illustrationer fra studerende, der gennem visuelle produktioner giver udtryk for deres følelser om corona. ‘Center for animation, visualisering og digital fortælling’, VIA, står bag projektet og bruger illustrationerne som dialogredskab og dokumentation.
Det er ofte dagens smittetal og coronarestriktioner, der fylder i mediebilledet, men hvordan har borgerne det følelsesmæssigt under coronapandamien? Det spørgsmål forsøger studerende at besvare gennem illustrationer.
– Der mangler offentlig formidling om, hvad corona har af betydning for borgerne. Med projektet skaber vi en myriade af situationsbilleder og grafiske udtryk om livet med corona tæt inde på kroppen, som skal bruges som dialogredskab og dokumentation for eftertiden, forklarer Jakob Borrits Skov Sabra, der er projektleder for ‘Center for animation, visualisering og digital fortælling’.
Gennem illustrationer fortolker studerende og andre unge kunstnere, den betydning hjemmearbejde, sygdom og samfundets håndtering af coronakrisen har haft på dem.
De mange illustrationer, øjebliksbilleder og skitser er en del af flere dialog- og læringsforløb, hvor de agerer samtaleemne og dialogredskab for unge, og det at være ung under en epidemi. Alle illustrationer bliver samlet sammen i et arkiv over, hvad der kendetegnede borgernes følelser og holdninger til corona, da krisen indtræf i marts 2020.
Det er flere måneder siden, at ‘Call-To-Corona’-projektet startede, derfor er det på tide at invitere studerende, kunstnere og andre interesserede til igen at udarbejde visuelle produktioner.
Det er endnu ikke planlagt præcist, hvordan og hvornår den nye indsamling vil finde sted. Målet er dog ifølge Jakob Borrits Skov Sabra at få et bredere spekter af corona ved at invitere flere kunstnere, lave flere workshops til institutioner og kommuner samt videreudvikle projektet til VR-fortællinger.
Se de mange illustrationer fra ‘Call-To-Corona’-projektet her.

Læs også: #Mettesmangemeninger: Om at være coronadeprimeret
Sofie Lindes MeToo-kjole kommer på museum
I fremtiden kan du se Sofie Lindes blå kjole på Nationalmuseet. Skriver DR Nyhederne. Kjolen havde hun på i forbindelse med årets ‘Zulu Comedy Galla’, hvor hun fortalte om dengang, en stor tv-kanon ville tvinge hende til at give ham et blowjob. Med den historie satte hun skub i den danske MeeToo-bølge.
Kjolen skal altså være med til at fortælle historien om den revolution i køns- og sexime-debat herhjemme, der er fulgt i kølvandet på Sofie Lindes opsang. Der blandt andet har haft konsekvenser for medie- og politikverdenen.
Kjolen er ikke en del af en decideret MeToo-samling, men en genstand, der skal være med til at fortælle, om hvad der er sket i 2020. Ligesom visir, ansigtsmasker og flasker med sprit skal fortælle om coronapandemien. Forklarer Bobo Krabbe Magid, der er samlingschef på Nationalmuseet. Der bliver løbende indsamlet ting, der kan fortælle historier.
Museet har været udfordret med at finde ting til MeToo, fordi det ikke er lige til at finde genstande, der symboliserer en hånd på låret eller en kommentar. Derfor kom idéen op med kjolen, der er designet af Morten Ussing. Den bliver både et symbol på MeToo-debatten og et eksempel på en gallakjole fra år 2020.
Læs også: Sexisme mod praktikanter fortsat udbredt i mediebranchen
Mulig corona-vaccine får eksperter til at juble
Medicinalvirksomhederne Pfizer og Biontech meddelte i går, at de har taget et stort skridt på vejen mod en vaccine mod Covid-19. I første analyse af et fase 3-studie viser vaccinen sig 90 procent effektiv, oplyser selskabet. Fase 3 er sidste skridt inden en godkendelse fra myndighederne.
Det er en fantastisk nyhed, udtrykte flere danske eksperter. Der mangler dog stadig mere data, før vi kan være helt positive, men det er et godt skridt på vejen.

Læs også: Ekstraordinær stor efterspørgsel på influenzavacciner
Ejendomsbranchen forudser fald på 40 milliarder
Når kalenderbladet om et par måneder viser 2021, vil ejendomsbranchen kunne se tilbage på et år, hvor særligt butikssektoren blev hårdt ramt af coronakrisen. Samtidig vil branchen samlet set stå med en økonomisk nedgang i milliardklassen. De dystre forudsigelser fremgår i en ny undersøgelse fra EjendomDanmark.
Et økonomisk tab på op mod 40 milliarder i forhold til 2019. Så meget vil regningen ifølge ejendomsinvestorerne lyde på ved årets udgang. Værst ser det ud for butiksejendomme efterfulgt af kontor, mens bolig og industri ser ud til at klare skærene.
I løbet af året er der blevet stadig mindre afsætning på butikslokaler. De gode tilbud er flere steder skiftet ud med et ‘Til leje’ skilt, og ejendomsinvestorerne har nu historisk lave forventninger til butiksejendommene. 85 procent af deltagerne tror på fald i ejendomsværdierne for butiksejendomme.
På trods af, at kontorejendommene styrer bedre gennem coronakrisen, har ejendomsinvestorerne også en forventning om, at det bliver stadig sværere at leje kontorlokaler ud.
Coronakrisen vil ifølge ejendomsinvestorerne ikke få den store betydning i forhold til boligsektoren. Investorerne forventer hverken en udvikling i særlig positiv eller negativ retning. Et lille lyspunkt er ifølge ejendomsbranchen, at industrisektoren ser ud til at være inde i en mere positiv periode, da der er stigende efterspørgsel på særligt logistikejendomme.

Læs også: Sådan får du mere overskud i din økonomi
Nu kan du reservere plads til Jul i Tivoli
Fra i dag kan du reservere plads til dig og din familie til Jul i Tivoli. Det er et nyt tiltag, forlystelseshaven er kommet med i forbindelse med coronasituationen. Gæsterne bliver opfordret til at planlægge deres besøg fra søndag til torsdag, så de undgår at stimle sammen på lørdage. Tiltaget skal hjælpe med, at alle får en tryg og god oplevelse i Tivoli, hvor alle forholdsregler om afstand er overholdt. Desuden er juleaktiviteterne spredt udover et større område i haven, så der er plads til, at alle kan bevæge sig rundt.
Du kan reservere plads fra i dag klokken 13.00. Jul i Tivoli strækker sig fra den 13. november til og med den 3. januar 2021.

Læs også: Blå Kors åbner for ansøgninger om julehjælp
Billund Kommune frikendt i vigtig retssag
Billund Kommune blev i fredags frifundet i en vigtig retssag. Sagen har været principiel og omkring EU-domstolen, hvor der i december 2014 faldt en dom. Efterfølgende blev sagen sendt tilbage til dansk ret.
Retten i Kolding frifandt i marts 2016 Billund Kommune for diskrimination på grund af fedme, som FOA på vegne af en tidligere dagplejer ellers havde nedlagt påstand om. I fredags blev der i landsretten truffet afgørelse i sagen og Billund Kommune blev frifundet.
Billund Kommune blev part i sagen i forbindelse med, at kommunen i 2010 sagde farvel til en række dagplejere på grund af faldende børnetal. Det skete blandt andet gennem naturlig afgang, men også gennem opsigelse af en dagplejer. Efterfølgende anlagde FOA sag mod Billund Kommune.
FOA ikke anlagde sag ved afskedigelsesnævnet for uberettiget fyring. FOA’s påstand under denne sag var, at opsigelsen skulle være begrundet i den pågældende dagplejers vægt og derfor være diskriminerende.
Sagen mellem FOA og Billund Kommune begyndte ved retten i Kolding, men FOA stillede krav om at få sagen videre til EU Domstolen, hvor der blev afsagt dom i december 2014. Herfra rykkede sagen tilbage til Retten i Kolding, hvor der blev afsagt dom i marts 2016. Herefter ankede FOA dommen til Vestre Landsret
EU-Domstolen afviste i december 2014, at fedme er selvstændigt beskyttet i EU-retten på linje med f.eks. race og religion. Samtidig anerkendte EU-Domstolen, at overvægtige personer i særlige tilfælde kan have et handicap. Dermed blev det op til de danske domstole at afgøre, om dagplejeren Karsten Kaltoft havde et handicap, og om handicappet var årsagen til, at han blev afskediget. Det har landsretten nu endeligt afgjort i fredags ikke er tilfældet, og Billund Kommune er frifundet i sagen.

Læs også: Nordisk middelhavskost: Kom af med inflammation, overvægt og sukkertrang