
NEWS: Ekspert opfordrer til at tænke sig om før vi spiser avocado
Ekspert opfordrer danskerne til at tænke sig om før de spiser avocado · 68 kvindelige studerende tvunget til smide deres trusser på toilet · Ny app får danskerne til at droppe kassekøen · Britta Nielsens forsvarsadvokat mener ikke at hun udnyttede de svageste i samfundet · Dagens billede: Pudlen Siba løb med ‘Best in Show’-titlen ved USAs mest ikoniske hundeshow ‘Westminster Dog Show’
Vi har udvalgt dagens væsentligste, sjoveste og skæveste nyheder, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.
Ekspert opfordrer danskerne til at tænke sig om før de spiser avocado
Ord som CO2-neutralitet, miljøbevidsthed og klimaregnskab har i de seneste år taget fart i den offentlige debat. Hvis danske forbrugere og virksomheder virkelig vil tage den grønne omstilling alvorlig, skal der også være bevidsthed om vandaftrykket i forbindelse med dyrkning af fødevarer uden for landets grænser. Det mener hydrologiekspert og leder for den hollandske forening Good Stuff International i Latinamerika, Diego Arévalo. Foreningen specialiserer sig i vandproblemer.
– Min besked til danskerne er, at de skal tænke sig om, hver gang de forbruger noget. Tænke over, at det produkt, de køber, har haft konsekvenser andre steder, siger han.
Den populære Hass-avocado, som er den, vi hyppigst spiser i Danmark, suger eksempelvis store mængder vand. Samtidig kræver den skadelige kemikalier og skaber risiko for jordskred i Quindío-regionen i Colombia. Det er et stort problem, at vand sjældent medregnes som en del af omkostningerne ved udbud og efterspørgsel, mener Diego Arévalo. Han påpeger, at landbrug i dag står for over to tredjedele af verdens samlede forbrug af ferskvand.
Alligevel tøver europæiske og danske supermarkeder ikke med at importere varer fra Colombia. Dette selvom produktionen ifølge lokale ændrer naturlige vandløb og terræn i bjergene. Han begræder indførslen af den fremmede avocadofrugt i Colombia og opfordrer vestlige forbrugere til at boykotte frugten og i stedet købe lokalt. Det skriver TV2.

Læs også: Avocado – den udskældte frugt
68 kvindelige studerende tvunget til smide deres trusser på toilet
I alt 68 unge kvinder i 18-19 års alderen blev tvunget til at tage tøjet af og smide trusserne på et toilet. De skulle bevise over for deres kvindelige lærere, at de ikke havde menstruation, fortæller nogle af dem ifølge BBC. De unge kvinder er elever på universitetet Shree Sahajanand Girls Intstute (SSGI) i Bhuj, der drives af en swamiarayansk sekt – en rig og konservativ hinduistisk gruppe.
I fredags beordrede Kvindekommissionen i delstaten Gujarat en efterforskning af det, den kalder en ‘skammelig handling’. Den opfordrer de studerende til at ‘stå frem og tale uden frygt for repressalier’. Det skriver Tv2.
Tweet from @tv2newsdk
Læs også: NEWS: Nu kommer menstruations-emojien
Ny app får danskerne til at droppe kassekøen
I løbet af de seneste to måneder er antallet af danskere, der selv scanner deres varer i supermarkedet steget med 35 procent. Kunderne i supermarkederne synes, det er nemt selv at scanne varerne og slippe uden om kassekøen. Det er konklusionen efter, at Coop har indført Scan & Betal i 900 af sine butikker i løbet af det seneste halvandet år.
Scan & Betal giver kunderne mulighed for at scanne og betale deres varer med deres telefon, putte dem direkte i deres indkøbsnet og derefter forlade butikken. I løbet af de seneste 12 måneder har 200.000 Coop-kunder brugt Coop Appen til selv at scanne og betale varerne. Det ugentlige antal Scan & Betal transaktioner har nu passeret 100.000.
For nylig lavede Coop et eksperiment. På torvet i Hillerød blev et Scan & Betal køleskab opstillet. Her kunne man købe de varer, man ville, blot ved at scanne og betale med Coop Appen. Uden instrukser fandt kunderne selv ud af at tage, scanne og betale varerne med deres Coop App.
– Vi har ønsket at give kunderne tilbud om at gøre de daglige indkøb nemmere og hurtigere. Vores erfaring viser, at de på rekordtid har taget det nye koncept til sig, siger Head of Payment and Selfcheckout i Coop, Lotte Lund Larsen.
Scan & Betal findes i langt de fleste butikker i Kvickly, SuperBrugsen, Dagli´Brugsen, Fakta og Irma. Alle har mulighed for at benytte Scan & Betal, blot de henter Coop Appen på deres smartphone. Det skriver Ritzau.

Læs også: NEWS: Lidl, Coop og Aldi gør mest for at skære ned på sprøjtemidler
Britta Nielsens forsvarsadvokat mener ikke at hun udnyttede de svageste i samfundet
Britta Nielsen er ifølge Anklagemyndigheden skyldig i ‘en af de groveste sager nogensinde’. Hun udnyttede sin stilling i Socialstyrelsen til at overføre penge fra de svageste i samfundet til sig selv. Men det er forkert. Pengene lå hengemt, og ingen savnede dem. Sådan lyder det fra Britta Nielsens forsvarsadvokat, Nima Nabipour, under hans procedure i sagen:
– Det er måske lidt kynisk at sige, men der var ingen, der savnede pengene, før en kommune fandt ud af, at der var noget galt. Så hvordan kan man sige, at hun har taget fra de svageste i samfundet, når man år efter år intet opdagede? spurgte Nima Nabipour.
Anklagemyndigheden har krævet ikke under otte års fængsel til Britta Nielsen, der er tiltalt for dokumentfalsk, embedsmisbrug og groft bedrageri. Hun overførte 116.915.658 kroner til sig selv fra 1993 til 2018 via 298 overførsler fra Satspuljen. Nima Nabipour anerkender, at der er tale om en alvorlig forbrydelse, men retten bør tage højde for en række formidlende omstændigheder, mener han.
Læs også: NEWS: Sådan brugte Britta Nielsen pengene fra millionbedrageriet