Læs også:

Close

Klumme: Undskyld til mig selv for min manglende selvkærlighed

Mit liv  | 

Manglende selvkærlighed påvirkede min selvopfattelse og fik mig til at ændre personlighed alt efter, hvem jeg var sammen med. Det tog mig 28 år at elske og være mig selv

– Hvordan skal nogen nogensinde elske dig, hvis du ikke elsker dig selv? er helt sikkert en sætning, som vi alle sammen har hørt en gang eller to. Spørgsmålet kan både være hypotetisk, tankevækkende eller direkte bogstaveligt ment. Der findes en milliard selvhjælpskurser- eller bøger derude, der alle giver et hav af gode råd til, hvordan man skal elske sig selv. Og førnævnte udtryk optræder i mange af dem. For hvordan kan du forvente, at andre mennesker værdsætter dig, hvis du ingen selvkærlighed har?

Jeg er hverken livsstilsekspert eller rådgiver indenfor hjælp til selvhjælp. Og jeg ved heller ikke, om jeg tror på, at andre ikke kan elske dig, før du elsker dig selv. Men én ting er jeg helt sikker på: Jeg brugte dedikeret flere år af mit liv på at få andre til at elske mig. For hvis de elskede mig, så var der nogen, der gjorde det. Og så behøvede jeg ikke stå ansigt til ansigt med min manglende selvkærlighed.

Læs også: Selvtillid vs. selvværd: Hvad er forskellen?

selvtillid, selvkærlighed, selvopfattelse, undskyld, liv, indsigt, kvinde,
Det tog mig flere år før jeg var oprigtig tilfreds med det, mit spejlbillede viste mig. Før det var jeg mester i at fake min selvtillid. (Foto: Pexels)

Dårligt selvværd gjorde mig til en kamæleon

Jeg har egentlig altid set mig selv som værende en rimelig stærk personlighed. En der ved, hvad jeg vil, hvad jeg ikke vil, hvor mine grænser går, og hvad jeg gerne vil i mit liv. Men de tidspunkter, hvor jeg faktisk følte mig aller stærkest, var, når jeg var alene. Så snart jeg var i selskab  med andre stærke personligheder – eller egentlig bare folk, der hvilede i sig selv – så begyndte jeg sgu at tvivle. Måske havde de også fat i noget? Måske var deres holdninger bedre end mine, rigtigere end mine.

Måske var deres væremåder mere tiltalende end min. Måske var de sødere end mig. Nemmere at holde af. Måske skulle jeg prøve at være mere som dem. Adoptere nogle af deres træk, drømme eller mål. Hvis jeg begyndte at knytte bånd til mennesker, som jeg virkelig holdt af, så begyndte jeg langsomt at transformere mig selv til den udgave af mig, som jeg mente, de helst ville have. Hvis jeg var for selvstændig i et forhold, så skruede jeg ned for charmen og lod ham føle, han var en afgørende faktor for min lykke.

selvtillid, selvkærlighed, venner, indsigt, hygge, ældre, selvopfattelse,
(Foto: Pexels)

Men hvem er man egentlig, hvis man skifter visse sider af sin personlighed afhængig af det selskab, man er i? Det spørgsmål forvirrede også mig. Og det fuckede fuldstændig med mit hoved. For hvordan fanden skulle jeg lære at elske mig selv, hvis jeg ikke engang vidste, hvem jeg var?

Læs også: Sådan kan et dårligt selvværd påvirke dit kærlighedsliv

Dagligdagen var en form for skuespil

Det var virkelig hårdt og udmattende for mig konstant at ændre og tilpasse få dele af min personlighed. Nogle gange var det ikke så meget, men ændringen var der stadig. Det var som at tage et panser eller en maske på, hver gang jeg skulle ud af døren. En form for kostume som jeg kunne have på, så jeg kunne tilfredsstille det publikum, jeg skulle bruge nogle timer med. Der var aldrig nogen, der opdagede det. Hvordan skulle de? De havde jo aldrig set mig bare være mig.

De troede jo selvfølgelig, at den person de var sammen med, virkelig var den, jeg var. Og hvorfor skulle de tro andet? Jeg blev en mester i hurtigt at aflæse situationen og tilpasse mig derefter. Det resulterede i, at min identitet var fuldstændig fragmenteret, mit overskud var ikke eksisterende og mit selvkærligheds-barometer var lig nul. Det betød også, at jeg konsekvent troede, tingene var min skyld. Det kunne være hvad som helst.

Hvis jeg blev behandlet dårligt, min kæreste var utro, mine forældre var i dårligt humør eller hvis jeg blev uvenner med mine veninder. Så påtog jeg mig skylden oppe i hovedet. Hvis nogle agerede anderledes, end de plejede, så måtte det være min skyld. Hvorfor? Det har jeg ingen logisk forklaring på. Men skyldfølelsen var konstant, og det drænede mig og fik mig til at føle, at jeg simpelthen ikke var et godt menneske.

selvkærlighed, identitet, selvopfattelse, liv, mening, kærlighed, forhold, indsigt
Nogen gange tænker jeg tilbage på, hvor udmattende det var, konstant at prøve at leve op til alle de forventninger, jeg troede andre havde til mig. Måske var de ikke engang reelle, men opstået i mit eget hoved. Jeg havde så travlt med andres accept, at jeg glemte min egen. (Foto: Pexels)

Læs også: Sådan lærte jeg at elske mit uperfekte jeg – med fire trin og en dagbog

At blive accepteret, for den man virkelig er

Det værste ved det hele var, at hele min kamp for at fremstå perfekt, og som den udgave af mig selv, jeg mente folk ville holde mest af, var fuldstændig ligegyldig. Alle ved, at det på et eller andet tidspunkt bliver umuligt at opretholde en facade. Det blev det også for mig. Heldigvis. Da jeg endelig vovede mig ud af mit panser, og langsomt begyndte at åbne op for mine venner og familie, var det hele okay.

Jeg begyndte at sige fra, når der var noget, jeg ikke ville. Jeg holdt fast i mine egne meninger, selvom jeg også kunne se tingene fra deres side. Jeg fandt min egen humor, mine egne præferencer og var ikke bange for at sætte ord på, hvordan jeg havde det. Og det var okay. Der var ingen, der løb skrigende væk. Alle accepterede mig, som jeg var. Og nogle mennesker fik jeg endda knyttet et stærkere bånd til, fordi vi pludselig havde meget mere tilfælles end tidligere. Og det var ægte.

Det vigtigste ved det hele var, at jeg kunne slappe af og begynde at hvile i mig selv. Jeg fandt en ro, som jeg ville ønske, jeg havde været modig nok til at finde for flere år siden. Med roen og accepten kom selvkærligheden. Jeg begynde at holde af mig selv. Elske mig selv. Men hvis jeg skal være helt ærlig, så tror jeg først, at jeg begyndte at acceptere mig selv, da jeg kunne se, at andre gjorde det. At det var okay at være mig. Som jeg virkelig var.

selvkærlighed, selvtillid, selvopfattelse, liv, mit liv, indsigt, venskab, kærlighed, forhold
Da det gik op for mig, at jeg slet ikke behøvede opretholde en facade eller transformere min personlighed afhængigt af det selvskab, jeg var i, blev jeg lettet. Og glad. Den accept, jeg modtog resulterede i, at jeg langsomt også selv begyndte at indse, at jeg måske alligevel var god nok. (Foto: Pexels)

Læs også: Veninder: Omgiv dig med de rigtige mennesker og bliv gladere

Undskyld

Når jeg tænker tilbage i dag, så ved jeg jo godt, hvad der holdt mig tilbage i alle de år. Angsten for ikke at blive accepteret. Ikke at være okay. Ikke at blive holdt af. Og selvfølgelig også ønsket om at passe ind. Alle steder. Med alle mennesker. Og det bare fuldstændig umuligt. Jeg brugte alt for mange år på, at være noget, jeg ikke var, fordi jeg ikke elskede den, jeg faktisk var. Det er jeg rigtig ked af i dag. For jeg bragte mig selv igennem en rigtig svær periode, og det beklager jeg.

Så undskyld Camilla. Undskyld fordi jeg ikke elskede mig nok. Undskyld for konsekvent at få mig til at tvivle på mit eget værd. Undskyld for at gøre livet mere kompliceret, end det behøvede være. Undskyld for ikke at indse, at det var okay at være mig. Undskyld for at tvivle på, om folk dog kunne lide mig. Eller tvivle på min kærlighed til mig selv.

Jeg ved, at det kan være rigtig svært at indse, at man er god nok, som man er. Og jeg ved, at vi ofte kan dagdrømme os væk i tanken om at være en anden. Men når man virkelig mærker efter, så er det måske helt okay alligevel at være, hvem man er. Jeg er i hvert fald færdig med at undskylde for at være den, jeg er. Jeg elsker mig. Og hvis andre ikke gør det, så er det også helt okay. De ved ikke, hvad de går glip af.

Læs også: Vil du have en gladere hverdag? Her er 3 vaner, jeg har droppet

nytårsfortsæt, livet, nyt, år, ændringer, livsændringer
Det tog mig lang tid at acceptere, hvem jeg er. Og elske mig selv for det. Men nu er jeg der, og det er en helt fantastisk følelse. Selvfølgelig er jeg ikke fejlfri, men hvem er det? Jeg har stadig masser af selvkærlighed, personlighed og livsglæde. Og vigtigst af alt, så behøver jeg ikke længere påtage mig en rolle, når jeg går ud af døren. (Foto: Pexels)

Læs også: 10 ting, som du aldrig skal sige undskyld for

· Mere fra samme kategori ·