
NEWS: Danske bilister overvurderer egne evner i trafikken
Danske bilister overvurderer egne evner i trafikken · Skud affyret mod 23-årige kvinde ved sygehus · 28 danske restauranter får Michelin-stjerner · BoligPortal fejrer 20 år · Dagens billede: Modig Kim Kardashian til Hollywood Beauty Awards
Vi har udvalgt dagens nyheder, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.
Danske bilister overvurderer egne evner i trafikken
81 procent af de danske bilister mener, at de vil kunne bestå en køreprøve uden forberedelse. Det til trods kan kun ganske få svare rigtigt på fem udvalgte spørgsmål om trafikregler. Det viser en ny undersøgelse gennemført blandt 1.250 danskere med kørekort.
Antallet af trafikulykker i Danmark er stagneret i løbet af de sidste mange år, og Codans egen skadesstatistik afslører faktisk en svag stigning i antallet af kollisioner med motorkøretøjer. Undersøgelser viser, at de fleste ulykker sker, fordi bilisterne ikke er opmærksomme nok i trafikken.
– Når det ikke er lykkedes at knække kurven i forhold til antallet af trafikulykker på trods af sikrere veje og klogere biler, så skyldes det, at mange danske bilister tager for let på det, når de kører bil. Enten er de uopmærksomme, eller også overvurderer de deres egne evner og kører for stærkt eller for tæt. Og så ser vi, at mange fejlvurderer situationer i trafikken, fordi de glemmer pensummet fra køreprøven og for eksempel fletter forkert eller fejllæser et skilt, forklarer privatkundedirektør Camilla Amstrup fra Codan.
For at teste danskernes evner i trafikken i praksis har Codan i samarbejde med en motorsagkyndig fra politiet gennemført et eksperiment med 15 rutinerede danske bilister, der alle blev udsat for en teoriprøve og en praktisk køreprøve. Af de 15 dumpede alle teoriprøven, mens 10 dumpede den praktiske prøve. Det skriver Codan Forsikring.

Læs også: Danske bilister i tvivl: Ved ikke, hvornår man må køre over for gult
Skud affyret mod 23-årig kvinde ved sygehus
Sent mandag aften blev en 23-årig kvinder angrebet af to maskerede mænd, som affyrede skud mod hendes bil, da hun ankom på en parkeringsplads ved hospitalet i Slagelse. Den 23-årige kvinde blev dog ikke ramt og slap uskadt.
– Der blev affyret skud mod kvindens bil, og der er skader på hendes bil, som stemmer overens med, at der er affyret skud, fortæller efterforskningsleder Steen von Würden Petersen, Sydsjælland- og Lolland Falsters Politi overfor TV 2.
Efterforskningslederen vil dog ikke oplyse hvor mange skud, der er tale om eller hvilken forbindelse kvinden har til hospitalet i Slagelse.
– Men vi efterforsker, om det var hende, der var målet, eller om der muligvis er tale om en forveksling, siger Steen von Würden Petersen. Det skriver TV 2.

Læs også: Skudepisode på Amager
28 danske restauranter får Michelin-stjerner
Mandag aften blev dette års uddeling af Michelin-stjerner i Norden offentliggjort i Musikhuset i Aarhus. Her blev hele 28 danske restauranter tildelt i alt 35 stjerner.
Blandt aftenens vindere var blandt andet Noma og Geranium. Noma fik igen deres to stjerner efter, at de sidste år slet ikke havde nogen på grund af flytning af restauranten. Geranium var igen i år den eneste danske restaurant, som blev tildelt tre stjerner. Det skriver TV 2.
Se hele listen her.

Læs også: Udmattet Michelin-kok vil af med sine stjerner
BoligPortal fejrer 20 år
BoligPortal kan i år fejre sin 20-års fødselsdag og se tilbage på tyve års rivende udvikling på det danske lejeboligmarked. I modsætning til mange andre virksomheder, der skal finde sin plads i en digital verden, har BoligPortal siden starten i 1999 været baseret på et digitalt fundament. Alligevel har det været vigtigt at følge med og finde sin egen strategi:
– Selvom onlineportalen, hvor lejer møder udlejer, har været omdrejningspunktet fra dag et, har digitaliseringen også givet os mange nye muligheder. Vi har haft kæmpe succes med at videreudvikle på BoligPortals oprindelige fundament, både i forhold til digitale produkter, men også på hele brugeroplevelsen, siger Anders Hyldborg, administrerende direktør hos BoligPortal.
BoligPortal ønsker at gøre det nemmere at være udlejer. Det har resulteret i et nyt forretningsområde, BoligPortal Business, en platform skabt til at lette professionelle udlejeres arbejde. Udlejerne kan for eksempel gøre brug af BoligPortals digitale lejekontrakter og flytterapporter, så de slipper for al papirarbejdet og de manuelle processer.
– Vi er markedsledere i branchen, og vi ser det derfor også som vores pligt at gå forrest ind i fremtidens lejeboligmarked. Historisk set er det en branche, der har været fyldt med masser af ringbind og tunge processer, men med vores digitale alternativer kigger vi lige ind i fremtiden og hjælper vores udlejere og boligsøgende med at navigere sikkert og trygt i udlejningsbranchen, siger Anders Hyldborg. Det skriver BoligPortal.

Læs også: Ny lejebolig i sigte? Tjek lejekontrakten
Dagens billede: Modig Kim Kardashian til Hollywood Beauty Awards
Ved dette års Hollywood Beauty Awards bar Kim Kardashian en kjole, som efterfølgende har fået rigtig meget omtale.
Læs også: Trump benåder kvindelig stofmisbruger efter besøg af Kim Kardashian