Læs også:

Close
Trafiklys

NEWS: Danske bilister i tvivl: Ved ikke, hvornår man må køre over for gult

Nyheder  | 

Danske bilister i tvivl: Ved ikke, hvornår man må køre over for gult · Overraskende stigning i sort arbejde · Danskerne bakker op om menneskerettighederne · Snart skal man gennemføre et kursus for at blive skilt · Dagens billede: Kæmpekænguruen Roger er død

Vi har udvalgt dagens væsentligste nyheder, så du hurtigt bliver opdateret på, hvad der sker i Danmark og resten af verden.

Danske bilister i tvivl: Ved ikke, hvornår man må køre over for gult

Tusindvis af danske bilister er slet ikke sikker på reglerne, når de møder et gult lys i et lyskryds, viser en ny undersøgelse, som Kantar Gallup har foretaget for Gjensidige Forsikring.

Reglerne på området er ellers helt klare. Du må kun køre frem mod et gult lys, hvis det skaber en farlig situation ved at bremse op, men det er næsten halvdelen af de adspurgte i undersøgelsen ikke klar over. Samtidig svarer næsten halvdelen, at de har oplevet farlige situationer, fordi bilister har kørt over for gult lys.

Ifølge tal fra Vejdirektoratet var der i perioden 2015-2017 hele 899 tilskadekomne trafikanter i forbindelse med lysreguleringer og 32 dræbte.

Trafiklys
Danske bilister i tvivl: Ved ikke, hvornår man må køre over for gult. (Foto: Gjensidige Forsikring)

Læs også: Hver femte dansker vil forbyde mobiltelefonen i trafikken

Overraskende stigning i sort arbejde

Ifølge Rockwool Fondens Forskningsenhed er det sorte arbejdes andel af BNP steget. Når der er så meget gang i hjulene på det ”hvide” arbejdsmarked, er det ifølge Dansk Byggeri overraskende, at også det sorte arbejde stiger.

Selvom sort arbejde er svært at måle, og Rockwool Fondens tal derfor er behæftet med en vis usikkerhed, er stigningen alligevel markant. Det mener Dansk Byggeri, der ser tre mulige årsager til, at sort arbejde igen vinder frem.

– Både små og store håndværkerfirmaer over hele landet havde sidste år travlt med blandt andet at renovere boliger. Og med et presset arbejdsmarked, hvor der er mangel på arbejdskraft og længere ventetid for privatkunderne på en ”hvid” håndværker, er der desværre nogle, der hopper over, hvor gærdet er lavest og køber sorte ydelser i stedet, siger Bo Sandberg.

– Samtidig må man stilfærdigt konstatere, at skattemoralen er udfordret af for eksempel skandalen om udbytteskat. Skatteministeriets undersøgelser viser også, at danskerne oplever risikoen for at blive snuppet for sort arbejde som lav. Det er i danskernes øjne blevet næsten risikofrit at købe og udbyde sort arbejde, siger cheføkonomen.

Håndværker
Overraskende stigning i sort arbejde. (Foto: Pexels)

Læs også: Store danske koncerter bliver bygget på sort arbejdskraft

Danskerne bakker op om menneskerettighederne

På trods af, at flere danske politikere igen og igen har stillet spørgsmålstegn ved, om menneskerettighederne fortsat er relevante og skal gælde her i landet, mener langt størstedelen af danskerne stadig, at rettighederne er vigtige at værne om. Det skriver Amensty International Danmark i en pressemeddelelse.

Ifølge en ny meningsmåling, som Voxmeter har foretaget for Amnesty International med 1045 respondenter, svarer flere end 8 ud af 10, at de enten er ”enige” eller ”meget enige” i, at det er vigtigt, at alle mennesker har nogle grundlæggende rettigheder, som stater og regeringer er forpligtet til at respektere – blandt de unge mellem 18 og 34 år er opbakningen på næsten 90 procent.

– Menneskerettighederne nyder stadig stor opbakning blandt danskerne i dag. Selvom menneskerettighedsartiklerne blev vedtaget for 70 år siden, viser vores meningsmåling, at vi i Danmark fortsat har tillid til de her fælles spilleregler, der skal holde magthaverne i ørerne og beskytte borgere over hele verden mod overgreb, siger Trine Christensen, generalsekretær i Amnesty International Danmark.

menneskerettigheder
Danskerne bakker op om menneskerettighederne. (Foto: Pexels)

Læs også: Clooney donerer 100.000 dollars til menneskerettigheder

Snart skal man gennemføre et kursus for at blive skilt

Fra 1. april 2019 skal et kursus på 30 minutter få skilsmisseforældre til at tænke over, hvordan en skilsmisse føles ud fra deres børns perspektiv, og hvordan man fremadrettet bedst kommunikerer med sin tidligere partner.

Kurset kommer til at hedde “Samarbejde Efter Skilsmisse”, og er en del af skilsmisseaftalen, som Folketinget indgik i marts tidligere i år.

Desuden indebærer kurset en “refleksionsperiode”, der varer tre måneder, og som gør, at forældre fremover ikke kan blive skilt lige med det samme. Bliver kurset ikke gennemført, så vil man ikke kunne blive skilt. Det skriver Politiken, Ritzau og TV 2.

par, forhold, parforhold, kærlighed, ekskærester, ekskæreste, eks, indsigt, erfaring, visdom
Snart skal man gennemføre et kursus for at blive skilt. (Foto: Pexels)

Læs også: Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti vil have skilsmisseforældre i rådgivning

Dagens billede: Kæmpekænguruen Roger er død

Roger blev kendt grundet sine meget store muskler. Nu er han afgået ved døden 12 år gammel.

Læs også: Tre kænguruer løs i Vorbasse

· Mere fra samme kategori ·